Politiken, 30. november 1940.
Det har sikkert moret Lytterne at genopfriske Bekendtskabet med Emma Gads gamle Lystspilssukces, der i sin Tid blev forkastet af Det kgl. Teater og som derefter i 1889 fremkom paa Dagmarteatret, hvor det blev en meget stor Sukces og senere er blevet genoptaget Gang paa Gang. Ved Premieren for 51 Aar siden spillede Mathilde Nielsen den stramtantede Dydsprædikant Frk. Knudsgaard, og i Aftes i Radioen udførte hun saamænd samme Rolle, hvilket jo i sig selv er en Mærkværdighed. I den forløbne Periode har vi set og hørt Mathilde Nielsen utallige Gange i en anden Genre, nemlig som den joviale Tante eller Bedstemor, som hun giver med saa uforlignelig Humor og Hjertelighed; det var derfor besynderligt at høre hende i en helt modsat Rolle, men Aarene synes ikke at have berørt hende, hun var saa frisk som ved Urpremieren.
Det kan ikke nægtes, at Tidens Tand i øvrigt har gnavet i Et Sølvbryllup. Disse Menneskers Konversationsform og de Problener, der paa en skæmtefuld Maade sættes under Debat, er os meget fjerne. Men som et lille tidshistorisk Billede virkede Lystspillet frejdigt.
I.