Karikatur 1889


Punch

Strøsukker paa varme Æbleskiver, og sin Storm og Blæst og sin Snue og Forkølelse, mens at vi fremmaner
for vores indvortes Blek di dejlige varme Sommerdage, hvorat vi svedte og transpererte og levede af Rødgrød og Tykmælk og Mavedraaber, og saa fæller vi en stille, indadvendt Taare ved Mindets vemodighedsfulde Stemning og kaster derpaa Blekket mod det fløgtige Nu, og derfor sidder jeg mig atter ved min Skatolklap og tejner Dem, højstærede Hr. Redakiør, et Oversigtsfotografiportræt af den forløvne Oktober, som desværre ka besørres i faa raske Træk, formedelst at Balletten vil jeg slet inte tale om, grundet paa den immer giver den Stumme, liesom at Frk, Dons har gien i længere Tid, som at der nu er returneret efter at have vaaren syd paa under di varme Bælter og Himmelstråg, hvor at hun har badet sit Hjerte i Sydens herlige og tropiske Solskin, der, efter hvad min Svoger Kinafaren, fortæller, ska være saa stærk, at alting blier solbrændt i en Ruf, saa at osse per Exempel Kantøflerne blier liesaa nydelig til brunede Kantøfler, og da at jeg til Drot og Marsk saa Frøkningen overvære Forestillingen, saa blev jeg rørt, gore jeg, formedelst det viser dog Interesse for Konsten og di Dele, men for Resten har vi ingen røde Plakater hat, som jo Ka være meget dejligt, naar at vi bare. hade hat none flere røde Løgter at stikke Folk i Øjnene, men med det røde paa det Gebet haret set saa temmelig sort ud for vos, som egentlig er det, som jeg vil promovere mig om denne Gang, for at jeg ka faa en Femkroner tilovers til Herman Bangs Tine, formedelst jeg finder det inte affabelt af vores høje Chef inte at guiere eller dellekatere- vos med mere end som en eneste lille bitte Nyhed i tvende Maaneder, nemlig Mantillen, skjønt at Sagen osse kan ses fra sin anden Side, grundet paa, at enhver Sag har tvende Sider, liesom en Pølse har tvende Ender, og saa sier jeg med Varme og Fyldighed: »Hvems er Skylden for di tvende Maaneders ingen Nyheder?«

Punch, 7. november 1889.
Kan Di gjætte det, Hr. Redaktør? Hvaba? Naa inte det. Ja saa ska jeg sie Dem det. Ser. Di, det er di Herrer Digteres egen Skyld, formedelst di med den Theateradresse tvang Chefen til at levere Sekundterne sine Stykker ud, hvis at han inte selv ruppede sig med at spelle dem, og det er kanske derfor, at F r u E m m a G a d har faaet Fælles Sag kasseret hos: vos, og jeg ka akkurat liesaa tydelig tejne mig et Billede af Fruens Aftenbesøg hos Chefen:
»Kante nytte, lille Frue, gjør mig ondt, om at Fælles Sag sku blie til et Stridspunkt mellem vos, men vi faar inte Tid til at spelle noget nyt for det første«, og under di Omstændigheder varet jo meget fornuftigt at fylde Kassen ved at lade Bjørn Bjørnson med de tre Stjerner liesom paa extrafin Konjak komme paa Plakakaten i hans gamle Faers Geografi og Kjærlighed med Fremkaldelse og Begejstring, og Oktober sluttede vi saa af med at lade Martinius Nielsen fordofte af til Dagmar og rød Lygte, som desværre inte kunde ses for Taage, formedelst Chr. Richardis dejlige Drot og Marsk med Heises fortryllende Mosæk gik, og selv om at Frederik Brun heller inte er nogen rigtig Emil Poulsen, saa var hans Erik Glipping ligegodt holdt i den gothiske Stil konamore, navnlig i Betraktning af, at han jo aldrig har set ham, mens at Simonsen ligefrerna var fyldig og svær som Marsken, Stig Andersen forstaar Di nok, og Fru Keller var en tynd, men brav Madam Andersen, og det glædede mit gamle Hjerte at se saadan et godt dansk Navn som Andersen paa Plakaten i en Opera, og jeg synes, at Chr. Richardt sku hae blæst Historien et Stykke og sat noen Nilsener og Petesener og Hansener ind, men hvad den falske Rane Johnsen anbelanger, saa var Christofersen heldig fordi det er inte en nem Opgave at skulle spille falsk og synge rent, for det er vist nemmere at synge falsk alene, men Christoffersen fik det briljant til at gaa op i en højere Enhed, saa at han spillede falsk, men sang rent, og naar at han siger til Koristerne: “I stolte Riddere og skjønne Fruer”, saa lyder det som Ironik, formedelst di Riddere saa skam inte Spor af stolte ud, men meget ligefremme, hvorfor jeg, Hr. Redaktør, tejner uden Stolthed og Ironik ærbødigst med megen Agtelse etc. m. m.
Klemmesen, Kuntrollør.