Punch, 20. november 1890.
— — I første Akt er Price-Theaterchef og gift med Frøken Soyer, som lever i Herlighed og Glæde og Silkekjole med langt Slæb og er Primadonna og hver Dag spiser de herligste Retter efter »Avisens kongelige Mundkoks Kogebog.
Men Price er troløs og foretrækker Freken Anna Jensen, som han- mener skal blive den ny Primadonna. Derfor giver han hende Lefte om Paalæg paa hendes Gage og en gylden Ring. Da Frk. Jensen imidlertid har en Ring i Forvejen, tilkjendegiver hun med sin venstre Taaspids, at hun ikke vil have noget med ham at gjøre, tilmed da hun elsker Hans Beck, som er en velklædt ung Mand med Solodanser-Gage og Dolk ved Siden. Hun bytter derfor Klæder med Frk. Soyer og bliver derved Primadonna, Men Enden er ikke endda. Fru Reumert viser sig, glad øver at have faaet sin Mand rask igjen, og viser sig at være en farlig Konkurrent til Frk. Jensen. Publikum er nær ved at gjøre hende til der Udkaarne ved sit bragende Bifald, men saa kommer Freken Valborg Jørgensen: »Hende og ingen anden!« lyder det fra Hans Becks højre Ben i en Pirrouet, og i det samme kommer han selv, Balletmesteren, og skulde hilse saa flittig fra Chefen og sige, at hende skal det være; før hun er den billigste. Hvorpaa der bliver stor Valborgaften med Afbrænden af Festblus og gratis Bal i Prices Have ligesom paa en St. Hansfest i Tivoli og pas de deux og pas de huit. Havde de blot danset en pas de Katter, saa kunde jeg have været med. Det gjorde de nu ikke, og derfor gik jeg ogsaa min Vej, efter at have faaet Gadedørsneglen af min Kone og mange Formaninger om, at jeg ikke maatte labe mig fuld, men komme hjem i ordentlig Tid. Hvortil jeg svarede, at en pæn ældre Hankat som jeg aldrig labede sig fuld og altid kom ordentlig hjem. Saa gik jeg ned paa Nørregade. Der var red Lygte cg fuld Pengekasse, for Charlotte Wiehe, f. Hansen (naturligvis — hun var jo en af vore egne Hansener) skulde debutere i «Frøken Nitouche«. Der kan man se, hvad et Navn kan gjøre naar man hedder Hansen, saa danser man og naar man hedder Wiehe, saa spiller man Komedie?
Jeg græd mine modige Taarer den Aften af Rørelse og Glæde over, at det kjære Barn artede sig saavel i Abrahams’s Pensionat. Hvorfor vilde nu vores egen Kammerherie ikke beholde hende? Han kunde dog gjerne i det mindste have ladet hende, aflægge Prøve. Ja men — »Sagen er den, Sagen er den, at vor Ven er gjort af Tin«. Hans Hjerte er haardt og koldt som Metal, men det kan smelte, og det gjer det ogsaa nok, naar hun nu faar lært lidt Husholdning paa Abrahams’s Kogeskole. Den Dag, vi faar hende tiltage, slaar jeg Krøller paa min gamle Hale af Glæde. Og jeg kommer nok til at gjøre det for nu har Chefen jo faaet en Advarsel af Fru Gad med Fru Hennings i Hovedrollen. Jeg tænker, at Stykket betyder saa meget som saa: Chefen elsker egentlig Fru Hennings, men synes, at en anden Dame — maaske Fru Oda Nielsen — er pikantere. Medens derfor Fru Hennings maa nøjes med den sølide Kunsts Pudevaar, forærer han Fru Oda Nielsen de mere letflagrende Rollers gule Roser. Saa beslutter imidlertid Fru Hennings at vise, at hun ogsaa kan være pikant og kokettere:: Derfor fordrejer hun ganske Hovedet paa Hr. Liebmann, der dog elskede Oda saa trofast i
Tilfældet har Ret. Samme Hoved er vist for Resten ikke saa svært at fordreje. Chefens er vanskeligere at faa Bugt med. Men alligevel lykkes dette. Hr. Jerndorff der i sin Egenskab af nybagt kgl. Skuespiller har faaet det Hverv at repræsentere sin høje Foresatte, erklærer sig til sidst paa dennes Vegne for overvunden og overrækker Fru Hennings de gule Roser som Sejrens Løn. Hvilket Chefen burde tage sig ad notam.