Litteraturhistorie Biografier

Diverse Dansk Litteratur Historie
Dansk biografisk Leksikon – Bricka. Udgave 1 (1891), 2 (1935), 3 (1980)
1896, Danske Forfatterinder – Anton Andersen.
1902, Illustreret dansk Litteraturhistorie – Ernst Bojesen.
1907, Illustreret dansk Litteraturhistorie – Vilhelm Østergaard.
1920, (1920-26) Dansk Biografisk Haandleksikon, bind 3. – Svend Dahl og P. Engelstoft.
1925, Illustreret Dansk Litteraturhistorie, bind 4. – Carl S. Petersen og Vilhelm Andersen.
1930, Troubadourer – Literære Tidsbilleder, bind 1. – Cai M. Woel.
2000, (2000-2001) Dansk Kvindebiografisk Leksikon, bind x – Jytte Larsen
2009, (2006-09) Dansk Litteraturs Historie, bind 3. – Klaus P. Mortensen og May Schack.
2011, (2010-11) Hvor litteraturen finder sted, bind 3 – Anne-Marie Mai.


Danske Forfatterinder – I Det Nittende Hundredaar 1896
Danske Forfatterinder – I Det Nittende Hundredaar, Biografier Og Karakteristiker.
Anton Andersen
EM. Langhoffs Forlag
I. Cohens Bogtrykkerier
1896 København.
Digitaliseret på Runeberg.org


Fru Emma Gad, hvis frodige Talent alt har skænket os en halv Snes kvikke Arbejder, der gennemgaaende har vundet et stort Publikums Bifald. Hun er født i Kbhv. 1852. Hendes Forældre var Grosserer P. A. Halkier og Hustru Sophie Munch, en Slægtning af den norske Digter A. Munch og Historikeren P. A. Munch. Fru Gad er opvokset i et velhavende og lykkeligt Hjem, hvor der intet blev sparet for at give hende en ypperlig Uddannelse. 1872 ægtede hun nuværende Kommandør i Marinen Urban Gad. Hendes første Arbejde var: »Et Aftenbesøg« (1886), opført s. A. af det kgl. Teater. Siden fulgte: »Et Stridspunkt« (1888), »Fælles Sag« (1889), »En Advarsel« (1890), »Et Sølvbryllup« (1890), »I veldædigt Øjemed« (1891), »Tro som Guld« (1893), »Et Forspil« (1894) og »Rørte Vande« (1895).

Fru Gad er altid underholdende; hun ser godt, ser selv og forstaar at forme en Replik mesterlig. Dertil raader hun over et udmærket Humør, ægte dansk Lune, en let og fin Satire, et lyst, sympatetisk Blik. Hun tager særlig Sigte paa Hovedstadslivet, som hun snerter med godmodig Spot. Hun er ingen Ven af det københavnske Selskabsliv eller af den fine Portions Maade at gøre godt paa, hvad hun drager stærkt til Felts imod i »Tro som Guld« og »I veldædigt Øjemed«, hvilket sidste lidt for meget fører Tanken hen paa Fru Edgren. Som det mest populære af hendes Arb. tør vistnok nævnes »Et Sølvbryllup«, men som det modneste og mest harmoniske utvivlsomt »Et Forspil«. Fru Gad har vundet sig mange Venner, der værdsætter hendes smukke Begavelse, det sunde og milde Blik, hvormed hun ser paa sine Medmennesker og den Humor, der altid fremkalder en hjertelig Latter, naar vi ser hendes muntre og kvikke Stykker.


Dansk Litteratur Historie 1902
Illustreret Dansk Litteratur Historie 1902
Illustreret dansk Litteraturhistorie
Det Nordiske Forlag
Bogforlaget – Ernst Bojesen
H. H. Thieles Bogtrykkeri
1902 Kjøbenhavn.
Digitaliseret på Runeberg.org


Fru EMMA GAD (f. Halkier, 1852) er udelukkende eller dog aldeles overvejende dramatisk Forfatterinde.
Udgaaet fra et velstaaende og kunstnerisk interesseret kjøbenhavnsk Hjem og selv udrustet med en livlig Iagttagelsesevne og en elskværdig Humor, har hun særlig sin Styrke i at aflure Bourgeoissamfundet dets komiske Sider og stille dem i en let satirisk Belysning.
Hun begyndte med et Par mindre Arbejder for det kgl. Theater (»Et Aftenbesøg« 1886, »Et Stridspunkt« 1888, »En Advarsel« 1890) og skrev i de følgende Aar baade for Nationalscenen og for Dagmartheatret flere større Lystspil, der alle havde god scenisk Succes, enkelte endog en meget betydelig: »Fælles Sag«, »Et Sølvbryllup«, »Tro som Guld«, »Rørt Vande« o. fl. Skuespillet »Aabent Visir« behandler en dybere personlig Konflikt, stillet i Belysning af Samfundsmoralen; i psykologisk Karakterskildring staaer »Et Forspil« højst – et ganske lille Skuespil, men med dybtbundende Tanker.


Illustreret Dansk Literaturhistorie 1907
Illustreret Dansk Literaturhistorie 1907
Illustreret dansk Literaturhistorie
Danske Digtere i det 19de Aarhundrede
Vilhelm Østergaard.
Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri København
Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag
1907 – København og Kristiania.
Digitaliseret på Runeberg.org


Emma Gad.
En omfangsrig dramatisk Produktion skyldes Emma Gad, f. Halkier (født 21de Januar 1852 i Kjøbenhavn, siden 1872 gift med nuværende Kontreadmiral Urban Gad).

Tilhørende ligesom Christiansen og Otto Benzon det kjøbenhavnske Bourgeoisi, har Fru Gad hentet sine Emner og Typer fra beslægtet Omraade. Hendes Satire er mindre hvas end de ovennævnte Forfatteres, men hun er en livlig og god Iagttager og kjender grundigt de Mennesker og deres Omgivelser, som hun vil skildre, hvad enten der tages Sigte paa en moderne Velgjørenhedsbasar eller andre Ytringer af moderne Samfunds- og Familieliv med deres dobbelte Fysiognomi, indad- og udadtil.

1886 debuterede Emma Gad paa det kgl. Teater med “Et Aftenbesøg, dramatisk Situation”, og derefter fulgte 2 Akts Skuespillet “Et Stridspunkt« (det kgl. Teater 1ste Gang 9. Febr. 1888), to Arbejder, hvis behændige Bygning og vel trufne Karakterer strax sikrede Forf. Publikums Yndest.

For det kgl. Teater har Emma Gad senere skrevet “En Advarsel” Lystspil i l Akt (1890), 4 Akts Lystspillet “Tro som Guld” (1893), “Rørt Vande”, Lystspil i 3 Akter (1895) og 3 Akts Skuespillet “Aabent Visir” (1898). Alle disse Arbejder er blevne modtagne med Bifald, men sine største Sejre har Emma Gad havt paa Dagmarteatret, hvor 3 Akts Lystspillet “Et Sølvbryllup” (opf. 1ste Gang i Sæsonen 1890-91) har oplevet til Dato ikke færre end 142 Forestillinger. Paa samme Teater er spillet “Fælles Sag”, Lystspil i 3 Akter (1889), der er et af denne Forf.’s betydeligste Arbejder, desuden “Et Forspil”, Skuespil i 2 Akter (1896-97) og “Dydens Belønning”, Lystspil i 4 Akter (Sæsonen 1900-01), medens Folketeatret har opført bl. a. 4 Akts Lystspillet “I veldædigt Øjemed” (1891-92) og “Gadens Børn”, fire Billeder af Hovedstadslivet” (1903).

Ved sine livlige og rammende Skildringer at moderne Interieurer har Emma Gad faaet et meget stort Publikum i Tale; men ved Siden af sine gode dramatiske Egenskaber har hendes Produktion endnu et værdifuldt Fortrin: et velgjørende, humant Frisind, for hvilket det øjensynlig er en Tilfredsstillelse at bruge Satirens Vaaben mod al Slags selskabelig Humbug og Skrøbelighed.


Dansk Biografisk Haandleksikon 1920
Dansk Biografisk Haandleksikon
Redigeret af Svend Dahl og P. Engelstoft
Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag
3 bd, 1920-26.
Digitaliseret på Rosekamp.dk


Gad, Emmarenze Henriette Margrethe (f. 21/1 1852), Forfatterinde. F. i Kbh. Forældre: Grosserer Peter Andreas Halkier og Sophie Edvards Munch.

Hun voksede op i et velhavende og intelligent Bourgeois-Hjem; ved sin personlige udvikling og ved sit Ægteskab kom hun senere i nær forbindelse med Kunstner- og Embedsmandskredse. Hun fik herved et fortroligt kendskab til Milieutonen i forskellige københavnske Lag, og det er dette, hun siden gennem en mangesidig Skribentvirksomhed har udnyttet. Dens Synspunkter er bestemte ved den gennemgribende Ændring i Tankegang og Livsførelse, som fandt Sted i 1880-90’erne og som navnlig i Kbh. satte et skarpt Skel mellem ældre og yngre. Fru G. er gennem sin Virksomhed blevet Typen paa en bestemt Tid, en europæiseret Københavnerkultur; hun ejer som Skribent kvik Iagtagelsesevne; Verdensdame som hun er, følger hun fordomsfrit med Tiden og snerter Samfundshykleriet en lille Smule og uden at smere. Disse Egenskaber præger hendes Lystspil, hvoraf det første var “Et Altenbesøg” (1886) og som siden er fulgt efter hinanden med et Par Aars Mellemrum indtil henved en Snes ialt. De er opført paa forskellige københavnske Scener; mest Lykke har “Et Sølvbryllup” gjort (1890); i øvrigt kan navnes “I veldægtigt øjemed” (1891), “Gadens Børn” (1903), “Den mystiske Arv” (1906) og “Barnets Ret” (1911). Alle viser de afgjort dramatisk Haandelag, Ikke mindre typist, er Fru G.s Journalistik, der fra 1914, især udfolder sig i Politiken’s Dametidende, hvoraf hun er Redaktør, og endelig hendes stærkt solgte Haandbog i selskabelige Former “Takt og Tone” (1918). Fru G. viser ogsaa her sin Kontakt med sine Bysbørns Smag, sin selskabelig vaagne Sans for hvad man taler om og sin fint afstemte Ironi. – Gift 1872 Kontreadmiral Urban Nikolaus G. (G. C.)

Litt.: Slægt I Hauch-Fausbøll: “Slægthaandbogen”, s.. 219 og 307 og “Personalh. Tidsskrift” VI 2 1911; Selvbiografi i “Ill. Tid.” 13/11 1898; Anton Andersen: “Danske Forfatterinder i 19. Aarh.”1896; “Masken” 16/4 1911; Alb. Gnudtzmann i “Riget” 15/4 s. A.; “Politikem” 15/4 1911, 11/2 1912, 16/4 1913, 6/10 og 6/12 1914, 11/10 1915; “Vort Land” 20/1 1912; “Verden og vi” 30/11 1917 og 5/4 1918; Leopold: “Tres Talenter” 1918.



Illustreret Dansk Litteraturhistorie 1925
Illustreret Dansk Litteraturhistorie
Ved Carl S. Petersen og Vilhelm Andersen
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag
4 bd, 1925.


Ligesom det ældre københavnske Lystspil i Fru Gyllembourg og siden i Clara Andersen har ogsaa det nye en kvindelig Forfatter i Emma Gad (1852-1921, født Halkier, gift 1872 med Marineløjtnant, siden Admiral Urban Gad). Ogsaa hun begyndte med Firsernes Proverbe: „Et Aftenbesøg” (1886), hvortil hun efterhaanden „øjede” (øgede) saa en, saa en anden Akt — „Et Stridspunkt” i 2 Akter, 1885; „Fælles Sag” i 3 Akter, 1889 — indtil hun fik et Helaftensstykke deraf: „Et Sølvbryllup” (1890). De tre smaa Begynderarbejder fra Firserne viser hendes Udvikling fra selskabelig Konversation til Samfunds-Moral. I det første Proverbe — med benzonsk Replik-Vid som: „Det er ogsaa kedeligt, at det er altid det kedelige, der er det passende” — faar den unge Grosserer-Frue en hurtig Tilgivelse for en selskabelig Ukorrekthed: hun har spist Middag med en morsom Forfatter. I „Et Stridspunkt” mistænkes og frikendes den unge forlovede Pige, der ligeledes „har en Svaghed for morsomme Mennesker”, for sin rent jomfruelige, næsten tantelige Deltagelse for den (ikke medforlovede) unge Herres Letsind. Men i „Fælles Sag” tvinger den tapre Pige sin halvfallerede Kæreste til at ofre en Aager-Arv til et Barnehospital og rejse med hende til Østen for at begynde forfra.
Emma Gad, 1925
Mellem Hjemmet, Selskabet og Samfundet spiller Fru Gads o. 20 Stykker. For Hjemmet kæmper hun indirekte i det proverbe-formede „Et Forspil” (1894), hvis Tanke er dets Titel, at i alle stjaalne Elskovssager er Efterspillet netop ikke „det artigste”, og at det derfor bør blive ved Forspillet – som her, hvor Tæppet gaar ned paa Næsen af den indtrædende Forfører. Men med moderlig Varme fører hun den samme Sag i „Barnets Ret” (1911), en Omarbejdelse af „Aabent Visir” fra 1898; meget levende og kvindeligt følt er Samtalen mellem Moderen, en Lille-Karen Figur, og Barnet, som hun netop derigennem faar Mod til at vedkende sig: Barnet kender sin Mor, ikke blot paa Blodets Røst, hvormed en mandlig Forfatter havde ladet sig nøje, men paa et Modermærke paa Armen, hvortil den lille Pige har set Magen paa sin ene Fod. Over i Selskabskomedien fører „Et Sølvbryllup” med en til Højtiden svarende frimodig Forladelse af de uskyldigere Ægtemands-Fejltrin og lystig Spot, som det sømmer sig for en Sømands-Viv, over den ogsaa i sine mandlige Repræsentanter særdeles jomfruelige Sædelighedsbevægelse og i Lille-Karens Sted en vaskeægte Syjomfru, hvis Mundlæder er hendes eget og ikke som hos Benzon Forfatterens Arbejde.

Overgangen til Samfundsskuespillet gjordes i 1891 med „I veldædigt øjemed”, mod Velgørenheden „efter Rubriker”, med Komitdmøde i 2. Akt og Basar i 4. Akt, der — en Smule dristigt i Amalienborg-Kvarteret — ender med Fanemarchen, som bebuder de Kongeliges Komme. I „Gadens Børn” (1903, med indlagte Sange af Edv. Søderberg), der virker som en Films-Tekst før Film-Komedien, (hvis Teknik hendes Søn Urban Gad har fremstillet), gaar den lille Syngepige Fortabelsens Vej gennem fire Optrin af Hovedstadslivet, hvis Billedtitler: Herrerne — Fruerne — Borgerinderne — Ofrene ikke er Overskrifter paa Rædselsscener i Esmanns Stil, men paa Interiører fra Rigsdagen og Velgørenhedskomiteen, Baghuset og Tribunen. Som forstaaende, men magtesløs Tilskuer spiller et Mandfolk, en Maler, med i alle Optrin, medens et Fru Gyllernbourgsk Forord hævder Kvindens Ret og Evne til at værge det enkelte paa Trods af Mændenes Love for det almene. Det er dette Kvindeblik og Kvindehjerte, der glimtvis hæver Emma Gads københavnske Teater over det Milieu, hvis Love hun har skrevet i en Art æstetisk Moral, kaldet „Takt og Tone” (1918), hvis Cirkler — Hjemmet, fra Forlovelsen til Skilsmissen, og Selskabslivet — afkreser hendes Omraade, hvis Frisind er i Slægt med Benzons Taalsomhed for Næstens Næsepudsen, og hvis Humor er „et venligt Smil” til „den lille kniggende Narrebjælde”, som røber de Medspillende i Livets lille Maskerade. Dette Smil, som ikke forlod den unge Løjtnantfrue, da hun var „Admiralinden” i „Politiken” (som Leder af dette Blads Dametidende), gør Emma Gad til en i københavsnk Forstand ikke mindre „sand Kvinde” end hendes norske og svenske Kolleger, Amalie Skram og Anna Charlotte Edgren.


Troubadourer – Literære Tidsbilleder 1930
Troubadourer – Literære tidsbilleder
Cai M. Woel
Woels Forlag
Charles Johansens Bogtrykkeri
2 bd.
1930 København


Emma Gad.

“Jeg har aldrig kunnet forstaa,
at der kan være een Moral for Alle,
naar Alle er forskellige.”

Hvis man rent literært og kunstnerisk vil bedømme disse Digtere, vi nævner i Flæng: Albert Gnudtzmann, Oscar Madsen, Edvard Søderberg, Gustav Esmann, Peter Nansen, Gustav Wied, Jacob Hansen og Emma Gad, vil man hurtigt opdage, at kun faa af dem har større Rang som selvstændig Tænkere. Deres Idéer har de fra andre, deres Form betyder i Reglen mindre for dem, paa faa Undtagelser nær er denne Literatur meget lidt artistisk præget, sammenlignet med Literaturen af i Dag ses en forbløffende Forskel, men den gav ligesom Udtryk for en større Livsfortrolighed, særlig naar man tager Ordet Liv, i Betydningen Samfundsliv. Disse Digtere skrev ikke saa meget paa deres Vegne, de havde Interesser ud over deres eget personlige Jeg. Op de havde specielt én Ting, som den nye Generation ganske mangler: Harme. Nu røres vi ikke meget af at se arbejdsløse staa i lange uendelige Rækker for at vente paa Understøttelse. Klasseforskellen har Socialiseringen tilsyneladende udryddet sammen med Respekten, men det er ogsaa kun tilsyneladende; indenfor de enkelte Stænder hersker den samme Klasseforagt og lobhudlende Snobbethed som i de gode gamle Dage.

Emma Gad er en af de Forfattere fra Firserne, der viste os et nyt Lag i Samfundet, paaviste det og gav det en Plads i Literaturen, og vil man beskæftige sig med den Tidsperiode og være sikker paa at have faaet alting med, er det nødvendigt af stifte Bekendtskab med den lange Række Skuespil, som Forfatterinden, klogt, har ladet trykke, og som nu repræsenterer hendes literære Efterladenskaber.

Emma Gad skildrede Bourgeoisiet, men et andet end Otto Benzon. Hans Samfundslag var en Handelsoverklasse, Emma Gads en Embeds- og Adelkreds, og Fru Gad viser os disse Mennesker, som højt oppe paa Tilværelsens Rangstige, ikke har syndelig Adkomst til at være placeret dér. Det gik i de “gode, gamle Tider”, da Dagene drev som fredelige Skyer over Livets Himmel, men Emma Gad stiller dem nu op mod sin Tid, og hendes Indsats blev saa meget mere værdifuld derved, at hun selv forstod og følte med sin Tid, mens hun var midt i den. Hun stiller en Række af disse forvænte, lidt selskabstomme og festglanende Mennesker overfor Tidens Problemer, noget ubehageligt, de maa tage Standpunkt til, men hun er ikke doktrinær, hun er mere end en Problemdigter.

I hendes sceniske Arbejder er der altid Agitation, og hendes Sympati i Agitationen er bestandig hos Underklassen, men det forbyder hende ikke at føle med sine egne; hun erkender det taabelige i, at den store Direktør, der tjener en Million om Aaret, lukker sin Fabrik, fordi hans Arbejdere vil have 2 Øre mere om Dagen, men hun søger ogsaa at finde Aarsagen til denne Taabelighed. Hun forstaar, at Fødsel og Opvækst i et bestemt Miljø, hvis Tankeverden gennem Generationer har været begrænset til et rent egoistisk Velvære, har sin store Skyld i, at Ræsonnementerne og Synspunkterne er, som de er. Men foruden dette Defensorat for sin Stand, viser hun os disse Mennesker, som det de ogsaa er inderst inde bag Rang og Titel, Stand og Fordom, nemlig Mennesker, underkastede det Maal af Glæde og Smerte, som Skæbnen har tildelt os alle.

Selv opvokset i et Hjem, der tilhørte Handelsoverklassen og gennem sit Ægteskab knyttet til den højere Embedsstand, har det sikkert ikke altid været hende lige let at fremsætte de Synspunkter, hendes Forfatterskab giver Udtryk for. Det var i allerhøjeste Grad sine “egne”, hun raljerede over, og man kan ofte, særlig i de første Arbejder, lytte sig til en Antydning af Selvforsvar gennem den tilsyneladende let haanlig henkastede Foragt for Kunstneren, som hun lægger de mest udprægede Repræsentanter for Overklassen i Munden. Naar hun dog ikke vakte større Forargelse i sin egen Kreds, skyldes det de forskellige Egenskaber, hun lægger for Dagen ved Løsningen af sine Opgaver; Hendes Retsindighed er uomtvistelig, hendes Loyalitet opad og nedad i Samfundet altid hævet over og uberørt af hendes Agitation, og endelig – og ikke mindst – bærer det sunde Lune og den medfødte Elskværdighed, der kendetegne alle hendes Arbejder, hende over de vanskelige Punkter. Emma Gad Evner er et mærkeligt Konglomerat af disse Egenskaber, der i hendes Person forenes, saa hun bliver en Slags literær Samfundsregulator, hvis Opgave det er at rydde de vørste Hindringer for en større Livsudfoldelse, en større og friere Livsform, af Vejen.

Emma Gad tegnet af Gitz Johansen til Troubadourer.

Emma Gad debuterede paa det kongelige Teater med en lille En-Akter “Et Aftenbesøg” (1886). Hun havde da faaet et Par Skuespil kasseret, blandt andet “Fælles Sag”, som siden blev opført paa Dagmarteatret (1889). Hendes Navn stod ikke paa Plakaten, men kom først frem ved Arbejdets Udsendelse i Bogform. Hun viser i dette Debutarbejde en sikker skikkelsesdannende Evne, en rammende og vittig Replik, der helt er samhørig med Personerne. Hverken dette Arbejde eller de efterfølgende udmærker sig dog ved nogen særlig Dybde i Betragtningen, men giver et levende og plastisk Billede af det Samfundslag, der fremstilles. I “Fælles Sag” er der en Tone af Alvor; Satiren kommer først helt frem i Lystspillet “I veldædigt Øjemed” (1891), der er absolut karakteristisk for Emma Gad. Den paa en mager Pension vegeterende Obertsinde har, for at føre sin Datter ind i velstillede Kredse, i den Hensigt at faa hende godt og rigt gift, udfoldet en overordentlig Foretagsomhed i veldædig Retning, og i hendes spartanske Saloner mødes en Række Typer fra det højere Bourgeoisi, der alle af forskellig Aarsag spekulerer i Veldædighed. Fabrikanr Kvist er en forfængelig Festtaler, der søger Lejlighed til at sætte sin Person i Relief og samtidig nærer et stille Haab om, at man fra højere Steder skal belønne hans Foretagsomhed; Fru Kvist er en stadig vandrende Té-Visit-Dame, der adspreder sig med at intrigere, for derved selv at komme frem i første Række under Festlighederne; Datteren Fanny, Løjtnant Friis og flere opfatter al Velgørenhedsfest, som Forlystelse; Festdekoratør Wulff er en smart Forretningsmand, der udnytter den forhaandenværende Situation. Ingen tænker paa de fattige. Ingen har Tid til at tage sig af den sølle Madam Sørensen, der forlader sin Vaskebalje, hvor hun karrigt tjener Føden til de mange Børn, for at ansøge Komitéen om en Lirekasse til sin fordrukne Mand. Lidt grelt er det stillet op, Temaets Understregning lovlig tydelig, men Situationerne er levende og med en dramatisk Tilspidsning, der ikke er uden Virkning.

Nærmest dette Arbejde ligger “Gadens Børn”, hvor dog Emnets Gennemførelse er langt svagere. En hel Række Arbejder behandler Pengenes Indflydelse; dette Tema er overordentligt varieret, morsomst i Lystspillet “Tro som Guld” (1893) og “Dydens Belønning” (1900), der ogsaa indeholder en Satire over den udvendige Religøsitet. “Den mystiske Arv” (1906) og “Guldfuglen” (1908), viser paa forskellig Maade Mennesker og Penge i Relation til hinanden, I “Aabent Visir” (1898), senere omarbejdet og udgivet under Titlen “Barnets Ret” (1911), drøftes Spørgsmaalet om det uægte Barn i dets Forhold til Moderen; i de to Skuespil “Et Sølvbryllup” (1890) og “Ægtestand” (1913) er det Ægteskabsspørgsmaalet, der er Genstand for Diskussion. “Et Sølvbryllup” er det Arbejde af Emma Gad, der gjorde mest Lykke. Fra 1890-95 opførtes det 100 Gange. Det er det mest kraftige i Formen, maaske lidt plumpt i Karaktertegning og Indhold, og dets folkelige Yndest er forstaaeligt, men adskillige andre af Fruens Arbejder er baade morsommere og sikrere gjort. Emma Gads dramatisk Form er svagest i de første Arbejder. Efterhaanden lærer hun alle Teatrets Fif og kan tilsidst opvise en jonglerende Drevethed i Tilrettelæggelsen af de skiftende Scener, ligesom hendes Replikform stedse bliver sikrere. Lystspil som “Fruens Politik”, “Guldfuglen” og “Ægtestand” overbeviser om, at Fruen har lært meget af den franske Lystspil, ofte saa meget, at de mere alvorlige Bevæggrunde forsvinder, og det Hele kun bliver Lystspil: en Samling morsomme Mennesker i en Række morsomme Situationer, muntert gjort, elskværdigt spillet, Smil og sund Latter hos Publikum, og det Hele glemt i Overmorgen.

Emma Gad forstod godt Livets Tragedie: Tilværelsens mangelfulde Opfyldelse af de Forhaabninger, Menneskene satte til den, men baade Tiden, hun levede i, og Miljøet, hun var runden af, bød hende at fare med Lempe. Det er ikke tilfældigt, at Forfatterindens sidste Arbejde blev en Haandbog i Velopdragenhed, i “hvad man kan”: “Takt og Tone” (1918); den viser bedre end alle de sceniske Arbejder, hvor sikker hun var i sin Viden. Hun har følt for Menneskene, at det var Synd, men hendes Sind var ikke brændende nok til, at hun formaaede at skabe det eviggyldige Udtryk derfor. Hun var ikke Kunstner nok. Hun slog sig til Ro med lidt mondæn Satire. Hendes lille Overklassehjærte har sikkert banket baade i Frygt og Fryd ved Tanken om, hvor hun maatte forage sin Stand. Mere blev det ikke til. Hun turde ikke erkende som Hans Jæger. Hun blev stikkende i Naturalismens Kvivsand og opdagede aldrig Realismen; besynderligt nok, for hun havde dog lært meget af Franskmændene og havde stadig Forbindelse med fransk Literatur. Alligevel var det først næste Generation, der modtog Baudelaire og Verlaine, Huysmans og Loti. Det er disse Mænd – Amerikaneren Poe maa med – der skaber det næste Tidsskel. Men Emma Gad gav os, mere levende end de fleste andre, fordi hun er Kvinde og derfor pr. Instinkt véd Besked om meget, som Mænd ikke faar med, et klart detaljeret Billede af sit Samfundslag, at Livet, som det levedes i de Tider.


Dansk Litteraturhistorie 1984
Dansk Litteraturhistorie
Forlagsredaktion: Peter Holst
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S
9 bd, 1983-1985.


Moral og æsteticisme
„Det er en forfærdelig Bog!” var Hans Brix’ dom over Emma Gads (1852-1921) store berømte og berygtede succes Takt og Tone fra 1918. 20. oplag kom i 1982. Den kendte vejledning i borgerlige omgangsformer er på samme tid en opsummering af og et ironisk opgør med den dannede borgerlighed, som Emma Gad fik et skarpt og bevidst blik for, da hun, grossererdatteren, i 1872 giftede sig ind i det højere embedsbourgeoisi. Takt og Tone var hendes sidste store overvejelse over normer og værdier i borgerskabet. Den fortæller indirekte om, at en epoke med 1. Verdenskrig var ved at være forbi, at der var opbrud i klassemønsteret, og den fastholder de gamle dyder og ritualer, samtidig med at den med humor og satire peger på tomgang, hykleri og snobberi. For det etablerede borgerskab kunne det således være en forfærdelig bog, taktløs, afslørende og et brud med den medfødte skjulte indlæring i at tilhøre de højere lag.

Bag sig havde Emma Gad en nu næsten glemt række af skuespil, alle med moralsk-satiriske pile. Det dannelsesbegreb, hun repræsenterer, kan ikke entydigt karakteriseres som radikalt eller konservativt; eksempelvis har hun mange udfald mod aktive, emanciperede kvinder kombineret med en solidaritet over for en række kvindeskikkelser, der gør op med hykleriske moralbegreber og i den sammenhæng godt kan være selvstændige og selverhvervende.

Netop i behandlingen af sædelighedsspørgsmål, seksualitet og alkohol, har Emma Gad sine mest onde udfald mod emanciperede kvinder, der asketisk dyrker missionen, arbejdet og velgørenheden og søger at ødelægge andre kvinders liv ved at stille krav til dem om at forlade letsindige mænd og kærester. Hendes afsky ligger her på linje med den radikale Brandes-fløjs angreb på sædelighedskvinderne. Men hendes holdning kan rumme andre kvindekrav til mændene. Gennem sine lystspil revser Emma Gad det borgerlige dannelsesbegreb for dets skjulte hensyn til karriere, magt og anseelse. Samtidig er hendes ideal et overbærende og overlegent forhold til verden; som iscenesætter af intriger kan hun være besk, men begår ikke sine ofres fejl, at drive sin sandhedssøgen til selvhøjtidelighed.

Takt og Tone bliver et sidste forsøg på at bevare og revidere ritualer og normer fra et ideologisk opløst borgerskab. Som skuespillene er den på samme tid præcis og uklar i sin hensigt. Dannelsen består i at få det gode selskab, samfundet, til at fungere uden den gamle knægtelse af børn og lavere klasser. Den dannede viger, til en vis grad, og viser hensyn i familielivet, på gaden, i teatret og til selskab. Den dannede bemærker ikke skilsmisse, klasseforskelle og sociale fald hos andre og udstiller dem ikke hos sig selv.


Dansk Kvindebiografisk Leksikon 2000
Dansk Kvindebiografisk Leksikon
Redaktion: Jytte Larsen
Forlag: Rosinante
4 bd, 2000-2001.
Digitaliseret på KVINFO.DK


Emma Gad (1852 – 1921)
Gad, Emmarenze Henriette Margrethe
1852-1921, forfatter.
*21.1.1852 i Kbh., †8.1.1921 smst.
Forældre: grosserer Hans Peter Andreas Halkier (1808-60) og Edvarda Sophie Munch (1818-82).
~20.9.1872 med kontreadmiral Nicolaus Urban G., *20.12.1841 i Kbh., †6.4.1920 smst., s. af herredsfoged Henry Christian G. og Ida Adolphine Vilhelmine Bruun.
Børn: Henry Christian (1873), Urban (1879).

EG var og blev Københavner med stort K og var størstedelen af sit liv ubestridt hovedstadens førende litterære værtinde. Hun var født i Bredgade og voksede op som efternøler og eneste pige i en søskendeflok på fem. Faderen var en velstående grosserer, moderen var ud af en norsk kunstnerfamilie. Næsten hele livet forblev EG i samme fornemme kvarter, mange år med bopæl i Dronningens Tværgade 40. Nogle år måtte hun dog tilbringe uden for hovedstaden. Hendes mand Urban G. var søofficer, og da han i 1877 blev forflyttet til Korsør for en periode, fulgte hun naturligvis med, men betragtede det nærmest som en landsforvisning. EG var økonomisk uafhængig af sin mand. Dels havde hun arvet betragtelige renteindtægter fra sin fader, der døde, da hun var otte år, dels begyndte hun fra midten af 1880’erne selv at tjene penge, først og fremmest som dramatiker. Som sådan debuterede hun anonymt på Det Kgl. Teater i 1886 med lystspillet Et Aftenbesøg. Det gik 20 gange, hvad der var meget dengang, og blev så vel modtaget, at hun hurtigt navngav sig og fik mod på at fortsætte i genren. Frem til 1916 udgav hun i alt 18 stykker, der alle blev opført på forskellige teatre. Et af stykkerne, Fruens Politik, 1909, udgav hun sammen med yndlingssønnen Urban G., der et par år efter blev gift med stumfilmstjernen Asta Nielsen og selv fik en glimrende karriere som filminstruktør.

I debutåret 1886 udsendte EG også etikettebøgerne Man skal aldrig – og Man skal altid, begge anonymt. Den første var en oversættelse fra engelsk, den anden er blevet tolket som hendes egen muntert-ironiske respons på forgængeren og var tillige en slags penneprøve, før hun for alvor tog fat på dramatikken. Det var sidstnævnte, der skabte hendes ry i samtiden. For eftertiden er det derimod den tredje etikettebog Takt og Tone, der kom i 1918 få år før hendes død, som på godt og ondt er blevet identificeret med sin forfatter. Læst med et glimt i øjet kan den endnu opleves som en meget livserfaren bog i den ædle kunst at omgås uden for mange faux pas. Ikke blot etikettebøgerne, men også EGs dramatik viser, hvor godt hun var inde i datidens omgangstone. Med en vis egenartet lethed satte hun i sine stykker aktuelle problemer “under Debat” og levede således på sin egen måde op til Georg Brandes’ berømte litterære programerklæring. Det gælder bl.a. lystspillene Ægtestand, 1913, Et Aftenbesøg, 1886, En Advarsel, 1890, og ikke mindst den store succes Et Sølvbryllup, 1890, der kan ses som et indlæg i den verserende sædelighedsfejde. EG gjorde sig her til talsmand for det standpunkt, at tolerance og livsglæde er vigtigere for den ægteskabelige lykke end seksuel “renhed”. Det uægte barns stilling tages op i Aabent Visir, 1898, der senere omarbejdedes til det mere seriøse drama Barnets Ret, 1911. Hun havde et godt satirisk øje for tidens dobbeltmoral, hykleri og snobberi; I veldædigt Øjemed, 1891, er en næsten molièresk udlevering af den del af den borgerlige velgørenhed, som blot var prestigeprojekter for arrangørernes egen skyld.

Gennem årtier udfoldede EG selv et sandt organisatorisk mesterskab. Hun var vicepræsident og en drivende kraft for Kvindernes Udstilling, 1895, der med forbillede i verdensudstillingen i Chicago to år tidligere skulle vise, hvor langt kvinder var nået inden for uddannelse, på arbejdsmarkedet og i kunsten. Udstillingen var den første i sin art i Europa og blev en stor succes. Overskuddet blev brugt til projekteringen af Kvindernes Bygning, der dog først blev realiseret i 1936. Som et første skridt på vejen stiftede EG i 1898 Kvindernes Handels- og Kontoristforening, Hegnet, hvor hendes nære veninde Louise Hansen blev formand. Selv satte hun sig i spidsen for Dansk Kunstflidsforening (DKF), der oprettedes 1900, og var formand for denne indtil 1911. DKF, der arbejdede systematisk for god smag og kvalitet inden for bl.a. husflid og hjemmenes indretning, var ikke bare et kvindeanliggende. Talrige mandlige kunstnere blev også involveret, ikke mindst i de store kunstflidsudstillinger. EG arrangerede en række udstillinger, bl.a. Koloniudstillingen, 1905, der samme år indbragte hende Fortjenstmedaljen i guld. Senere, op gennem 1930’erne, udviklede DKF terapi for hospitalspatienter og blev i 1954 til Ergoterapeutskolen. Her opbevares fortsat arkivmateriale om såvel EG som skolens historie.

Efter at have fået børnepasningen fra hånden kunne den initiativrige EG udfolde sig frit som ligeværdig partner i forholdet til sin 11 år ældre og velbegavede ægtefælle, som hun øjensynligt har været oprigtigt forelsket i. Blandt de mange af datidens koryfæer, der besøgte EG og hendes mand, var især Georg Brandes en trofast husven og hyppig gæst i hjemmet. Trods den dybe uenighed mellem ham og Harald Høffding lykkedes det EG at få dem begge til at skrive til det redaktionelle storværk Vort Hjem, 1903, som hun var den absolutte hovedkraft bag. De fremmeste af tidens mænd og kvinder bidrog, og med sit brede spand af emner fra juveler og vifter til småbørnspsykologi, tyende og pigeskoler er værket fortsat en uvurderlig kilde til forståelse af borgerskabets livsstil omkring år 1900. EG var i sjælden grad både formidler og diplomat og følte sig helt jævnbyrdig og ligeværdig med Brandes, som hun både beundrede og gennemskuede. I 1916 indbød hun ham til middag sammen med Politikens chefredaktør Henrik Cavling. Anledningen var et særligt jubilæum, nemlig årsdagen for hendes ansættelse som redaktør af det radikale dagblads Dametidende. Stillingen, som EG altså fik som 63-årig, var hendes første faste arbejde; indtil da var hun kun freelance, om end med succes, også økonomisk.

I 1916 fejrede EG desuden tiåret for sin måske mest betydelige organisatoriske bedrift, grundlæggelsen af Danske Dramatikeres Forbund (DDF). Forbundet, der var det første af sin art i Norden, blev stiftet af et lille udvalg fra Dansk Forfatterforening, som indså, at dramatikere havde særlige ophavsretlige problemer, især i forbindelse med deres ret til at modtage en vis procentdel af indtægterne ved teateropførelser. Hun blev selv grundigt snydt, da hun i 1890 én gang for alle solgte provinsrettighederne til succesen Et Sølvbryllup til teaterdirektøren Th. Cortes for 500 kr. Det skulle ikke gentage sig, og med forbillede i det franske Société des auteurs dramatiques blev DDF stiftet i 1906 i EGs hjem. Albert Gnudtzmann blev den første formand, og efter hans død i 1912 overtog Hjalmar Bergstrøm posten for et par år, indtil hun i 1914 fik formandshvervet og bestred det til sin død i 1921. EG så langt, da hun tog sit initiativ. DDF blev stiftet for at sikre en professionel varetagelse af danske dramatikeres primære ophavsrettigheder i forbindelse med alle typer opførelser og gengivelser, og trods de helt nye medier, der siden er kommet til, fungerer forbundet endnu delvis efter hendes retningslinier. EG havde også gerne set, at DDF fik indført en slags pensionsordning for dramatikere, men idéen slog ikke an. Som en lille kompensation stiftede DDF i begyndelsen af 1920’erne Emma Gad-Fonden, der stadig yder finansiel støtte til dramatikere.

Trods sin privilegerede stilling levede EG øjensynligt i alle måder op til sine egne bud i Takt og Tone: “Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld over for Dem selv, men ikke over for Andre.” En dyberegående karakteristik leverede hun måske selv, da hun i en artikel i Teater-Bogen, 1901, som hun redigerede sammen med Gnudtzmann, gav et bud på baggrunden for dramatikerens genrevalg. Det beroede vel på, skrev hun, i øvrigt i diskret polemik med Henrik Ibsen, “at man instinktmæssigt har mere Sans for Livets bevægede Optrin og Forholdet mellem Aarsag og Virkning end for Tankelivets hemmelige Rørelser med dets Stemningsovergange og haarfine Nuancer.”
Mal. fra 1896 af Sophie Holten. Mal. fra 1915 af Urban Gad. Tegn. af B. Wegmann i Fr.borgmus. Foto i KB.
Bjarne Kildegaard: Fru Emma Gad, 1984. Britta Lundqvist (red.): Teaterets kvinder, 1984. Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder, 1983.
Privatarkiv i KB.
Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.
Chr. Ludvigsen


Dansk Litteraturs Historie 2009
Dansk Litteraturs Historie
Redaktion: Klaus P. Mortensen og May Schack
Lise Busk-Jensen
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S
3 bd, 2006-2009.


Hjemmets scene – Emma Gad

Emma Gad (1852-1921) var blandt periodens mest produktive dramatikere. Godt tyve skuespil fra hendes hånd, fortrinsvis komedier, blev opført på de københavnske scener. Proverberne, som hun begyndte med, havde samme held som Esmanns, og formen var også den samme. En enkel intrige, som løses uden større dramatik, udfoldes i en mundret, pointeret dialog mellem nogle karakteristiske typer i huslige situationer.

Hun debuterede på Det Kongelige Teater med Et Aftenbesøg (1886), hvis intrige drejer sig om et ægtepars mulige skilsmisse. De ankommer hver for sig til deres fælles ven, en naturforsker og ungkarl, for at beklage sig over ægtefællen. Hustruen vil have større personlig frilhed, ægtemanden mener, at hun må rette sig efter „det gode Selskabs Love”, og at ægtefæller skal trække på samme hammel. Da vennen giver dem begge ret, kan de gå derfra forenede i forargelse over hans opportunisme. Bag intrigen ligger den større konflikt om forholdet mellem kønnene i ægteskabet, som sædelighedsfejden og kvindeemancipationen havde aktualiseret. Hustruen vil frigøre sig fra „Kvindens bundne Livsvilkår”, mens manden vil forhindre hende i at få „en Kreds for sig selv, en kunstnerisk og literair Kreds”. Konflikten løses ved en humoristisk bagatellisering af modsætningerne. Hustruen vil blot more sig lidt mere, og ægtemanden er netop betaget af sin livslystne kone. De er så tilfredse med deres kun tilsyneladende konfliktfyldte ægteskab, at de forlader vennen med det faste forsæt at få ham gift.

Et Stridspunkt (1888) er i to akter, men bygget op på samme måde. Intrigen drejer sig om, hvorvidt en ung forlovet pige holder et ureglementeret aftevnemøde, hvilket hendes kommende svigermoder antyder. Den løses let, da pigens forlovede erklærer, at han netop elsker hende med alle hendes svagheder, samtidig med at hun erklærer, at efter ægteskabet vil hun opgive sine kunstneriske venner og i stedet slutte sig til ægtemandens. Den underliggende konflikt er moderens alt for stærke kærlighed til sønnen og hendes nederlag i kampen mod hans nye kærlighed. Hun erkender, „hvor uendelig lidt sønlig Hengivenhed vejer op mod Kærlighed – mod Elskov,” og slutter sig til svigerdatteren for at genvinde sønnens kærlighed gennem hende.

Gads største succes, Et Sølvbryllup (1890), blev opført 47 gange på Dagmarteatret i den første sæson og havde inden år 1900 spillet 142 gange i København og provinsen. Det blev afvist af Det Kgl. Teaters censor Erik Bøgh, som fandt hendes skuespil for præget af „det saa-kaldte literære Venstres samfundsnedbrydende Agitation.” Den samme skæbne var overgået Ibsens Gengangere og Bjørnsons En hanske. Sædelighedsspørgsmålet og kvindeemancipationen er udgangspunkt for både intrigen og konflikten. Et ungt pars lykke trues af en kvindesagsdame med ‘hanske’moral, idet hun påstår, at den unge mand har en forført pige på samvittigheden. Intrigen afsluttes hurtigt, da historien viser sig at bero på en forveksling. Konflikten fortsætter imidlertid i den ældre generation, hvor den unge piges mor ligesom Nora truer med at forlade sin mand og aflyse sølvbryllupsfesten, fordi han harløjet om et varietebesøg med lette damer. Den løses ved, at moderen og handske-standpunktet udleveres til latter. Forst kan hun ikke glemme, at hun har „set sine Idealer nedtrampede” og at hele hendes liv „har hvilet paa en Løgn”. Siden beslutter hun sig tilskyndet af præsten til at blive hos manden, ideelt set for at ‘vejlede’ ham i fremtiden, men reelt for at beholde sin position og slippe for at flytte ind i et kammer hos søsteren og give timer i fransk. Sædelighedsfejdens grundspørgsmål, dobbeltmoralen og handelen mellem mandens penge og kvindens følelser, løses pragmatisk. Det er „ved Gud en løjerlig Maade at straffe ham paa, at jeg skal sidde i et Bagværelse og give Timer, mens han bliver her med hele Herligheden”, siger fruen til den nidkære søster, som er et grumt portrait af en feminist: „Hvad ved de om de Ting? Ikke andet, end at de instinktmæssigt hader en Lykke, der er gaaet dem forbi”.

Stykket var kvindepolitisk reaktionært, men senere tog Gad ofte kvindernes parti. Et Forspil (1894) er et forsvar for kvindelig utroskab, når hun er gift med en kold og ufølsom mand. Rørt Vande (1895) er en satire over kunstnermiljøets konebytteri og udnyttelse af svagtstillede unge piger. Aabent Visir (1898) tager den enlige mors parti, og i Den mystiske Arv (1906) er pligten på mandens side og det muntre sidespring på hustruens.

Emma Gad var ud af en velhavende grossererfamilie. Hun giftede sig som 20-årig med premierlejtnant, senere kontreadmiral Nicolaus Urban Gad og blev mor til to sønner. Mens han gjorde en smuk karriere i søetaten, gjorde hun deres hjem til et samlingssted for blomsten af det gode selskab og åndslivet, kritikere og kunstnere, kapitalister og kongelige, intellektuelle mænd og smukke kvinder. Gæsteme blev bespist og underholdt med kunstnerisk optræden betalt af de indtægter, hendes stykker spillede ind. Interessen for hjemmet og dets kultur fik sit mest imponerende udtryk i Vort Hjem 1-4 (1903), som Gad redigerede. Værket indeholder artikler om alt fra boligindretning over hjemmelivskultur til spædbarnspleje af prominente forfattere som Høffding, Georg Brandes, Troels Lund og Marcus Rubin og fremtrædende kvinder som Kirstine Frederiksen, Ida Falbe-Hansen og Hortense Panum.

I artiklen „Husherren og Husfruen” fremlagde Gad sit syn på de to køns roller i ægteskabet. Husherren er familiens hoved, fordi „Hjemmets Værdi i ydre Forstand beror paa ham”, mens husmoderens vigtigste opgave er at „sprede Lykke om sig,” hvilket hun kun formår, hvis den opgave fylder hende selv med en „indre Lykke”. En mand kan bygge et palads, men han kan ikke gøre det til et hjem. „Det kan kun en Kvinde. Hun kan gøre det uden nogen Mands hjælp og atter lade denne skønne Forret gaa i Arv til sine Døtre fra Slægt til Slægt”.

Gad understregede, at husmoderen, der selv har et godt hjem, bør udstrække sin omsorg til samfundets dårligere stillede. Hun gik ofte selv i spidsen for foreninger og komiteer, der samlede penge ind til velgørenhed og kulturelle arrangementer. En tid var hun medlem af Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Læseforening. Hun var vicepræsident for Kvindenes Udstilling i 1895 og undfangede sammen med Sofie Holten ideen til Kvindemes Bygning. Senere blev hun mere optaget af kunsthåndværk, en interesse, hun delte med sønnen Urban Gad, der blev filminstruktør og gift med Asta Nielsen. I 1908 arrangerede hun en udstilling om ‘gamle hjem’ og i 1909 en tilsvarende om familien Heibergs hjem. I 1906 var hun medstifter af Danske Dramatikeres Forbund og blev dets første formand. Fra 1908 skrev hun i Berlingske Tidende Aften og i Politiken, hvor hun fra 1915 redigerede en særlig „Dameside”.

Vort Hjem. Emma Gad havde arbejdet på det mere end 2500 sider store værk i syv år, da det udkom i 1903. Det rummer 240 hovedartikler, hvoraf de 41 var skrevet af kvinder. Første bind handlede om familielivet, børneopdragelsen og hjemmets åndelige liv. Andet bind om kroppen, sundhed, sygdom og påklædning. Tredje bind om håndarbejde, økonomi og retslige forhold. Sidste bind om boligen, rengøring og hushjælp. Ambi-tionen var at vise hjemmet som et livsområde, hvor kvinderne løftede lige så mange og vigtige opgaver som mændene i samfundet udenfor. Den ukendte kunstner har skildret hjemmets ånd som halvt engel, halvt nisse.

Vort Hjem blev ingen salgssucces. Det blev derimod etikettebogen Takt og Tone (1918), som i udgivelsesåret kom i 13 oplag. Deter en overdådig morsom vejledning i, hvordan man på samme tid kan tilfredsstille sin naturlige egoisme og omgås andre mennesker med de nødvendige hensyn. Den genoptrykkes stadig og har holdt Emma Gads navn levende frem til nutiden.


Hvor litteraturen finder sted 2011
Hvor litteraturen finder sted.
Anne-Marie Mai
Gyldendal
3 bd, 2010-2011.


En gennemgang af den danske litteraturhistorie i perioden 1900-2010 med udgangspunkt i de lokaliteter hvor litteraturen blev skabt: bladhuset, metropolen og internettet.


Når man bladrer i den tids teateranmeldelser og omtaler, finder man det ene scenebillede efter det andet med skuespillere i pittoreske bondedragter eller teatralsk agerende i klunkemøblerne. En mild, privatlivs-snagende dagligstuerealisme var i højsædet i mange forestillinger. Emma Gad mestrede genren i sit muntre stykke Et Sølvbryllup (189o) om ægteskabelige kurrer på sølvbryllupstråden efter ægtemandens værtshusbesøg. Men Emma Gad skrev også stykker om sociale problemer som prostitutionen i Gadens Børn (1903), hvor hun på den ene side appellerede til publikums sociale ansvarsfølelse over for de fattige gadeprostituerede pigebørn, men på den anden side pirrede dets nysgerrighed med afslørende scener fra rendestenen.

Et mere borgerligt litterært mødested var forfatteren og dramatikeren Emma Gads (1852-1921) hjem i Dronningens Tværgade. I hendes litterære tesalon, som blev etableret i midten af i89o’erne og fortsatte i de første tiår af det ny århundrede, kunne man både træffe Amalie Skram, Henrik Pontoppidan, Herman Bang og ØK-direktøren H.N. Andersen, og det var her, fruen selv forestod stiftelsen af Danske Dramatikeres Forbund i 1906.

Et verdenshjørne

I første halvdel af det 2o. århundrede fremstod Politiken og Berlingske Tidende som de væsentligste hovedstadsblade med hver deres eftermiddagsblad som sideskud. Da Politiken var startet i 1884, anså den københavnske offentlighed den — ifølge Cavling — på grund af Venstresympatierne for at være et udpræget bondeblad. Det var denne situation, han også skulle vende, og han indså, at avisen måtte have en ung profil, hvis det skulle lykkes, og at den måtte være tæt på storbylivet.
.
Dramatikeren og journalisten Emma Gad blev bladets første kvindelige medarbejder. Hun ledede avisens læsestue/tesalon/foredrag., som Cavling fik skabt i 1915. Her blev der hurtigt arrangeret både musikaftener, teater, digtoplæsninger og foredrag. Det var i dette regi, Emil Bønnelycke affyrede sit futuristiske pistolskud ved en digtoplæsning 4. februar 1919, og det var inden for denne institution, at man i januar 1941 afholdt svensk uge i samarbejde med Studenterforeningen. Ved afslutningen i Rådhushallen demonstrerede man storstilet nordisk sammenhold og havde blandt sine gæster forfatterne Harry Martinson, Karin Boye og Hjalmar Gullberg samt hele den kongelige familie. Ballet, børneteater og sprogkurser var også frem til slutningen af 195o’erne blandt bladhusets aktiviteter.
.
Et bibliotek blev en del af husets image med efterhånden to fuldtidsbeskæftigede bibliotekarer og adskillige assistenter. Bladhuset fremstod som et kulturcentrum midt i storbyen, et begivenhedssted, hvis aktiviteter hele tiden blev relateret til hovedopgaven: at bringe nyheder. Biblioteket satsede således også på nye bøger. Man skulle kunne låne, hvad man læste om i spalterne som bognyheder.
.
I 1915 stod Emma Gad for avisens tillæg »Dame Tidende«, der gav råd og dåd om det hverdags- og selskabsliv, som hun havde skrevet så grundigt om i hele sin karriere som forfatter og avisskribent. Til Politiken bidrog hun desuden med både kronikker og anmeldelser og udgav i 1903 antologien Vort Hjem, hvor hun simpelthen havde fået fagfolk fra avisen til at skrive om alt fra ægteskabeligt samliv til madlavning, håndarbejde, pædagogik, litteratur og læsning.

… det store stof, Emma Gad var med til at bringe ind i bladhuset, er stadig til stede i tillæg som faste rubrikker, klummer og brevkasser. I dag ville vi kalde stoffet livsstil, design, kultur og mode; Emma Gad brugte udtrykket »Husholdningslitteratur«!
Selv var hun i 1909 i en kronik om en bog om servering og borddækning lige ved selv at synes, at husholdningen fik for meget plads i aviserne:
Ærlig talt, Husligheden er efterhaanden bleven lidt paatrængende. Dagblade og Tidsskrifter svømmer over med Bageopskrifter og Anvisninger paa Pletaftagning. Hummersalat og Gipsbuste-Rensning figurerer i de samme Spalter som storpolitiske Oversigter og Nationalstatistik. Ingen vil ganske vist vaske Handsker og bage Klejner, men alle vil skrive om disse fortræffelige Sysler, og det synes at være ganske tilstrækkeligt.”
Hun bemærker, at den nye interesse er kommet efter århundreder uden nogen udgivelser og anvisninger til husholdningen. Den nye bølge er hun ‘dog noget skeptisk over for, og hun klager over de mange narrestreger i borddækningen med at skære kålrabier ud som kallaer, forvandle roer til roser og sætte nationalflag i smørrebrødet.”
I dag er der livsstilstillæg i de fleste aviser, og det er i høj grad netop disse tillæg, der finansierer aviserne igennem deres annoncer. Henrik Cavlings og Emma Gads stofområder var kommet for at blive.
.
De mange kulturaktiviteter, Emma Gad stod i spidsen for, blev videreført og tilpasset de skiftende tider. Biblioteket fik ikke nogen lang levetid, men til gengæld opstod andre litterære og kulturelle institutioner i bladhuset.
.
Emma Gad havde bragt mange nye stofområder ind i avisen, og kvinden blev nu også på linje med arbejderen, maskinen og det splittede og nydende mandlige jeg portrætteret og indgik som stofområde i forfatternes bidrag til dagspressen.