Hver 8. Dag 1914

Hver 8. Dag
7. Juni 1914.


LIGESOM man overalt maa lægge Mærke til Admiralinde Gads høje, elegante Skikkelse, saaledes har Fruen ogsaa en Særstilling mellem danske Forfatterinder.
Siden Fru Heiberg skrev sine Vaudeviller og Frøken Clara Andersen sine Lystspil, havde, saavidt vi mindes, ingen dansk Dame skrevet for Scenen før den unge Søofficersfrue i April 1886 debuterede med en Enakter „Et Aftenbesøg”.
Senere har mange fulgt hendes Eksempel.

Fru Emma Gad var omtrent samtidig med Otto Benzon og Gustav Esmann, den første danske Forfatter, der bragte det moderne Bourgoisi paa Brædderne. Milieuet var før mere jævnt eller mere romantisk; her fik vi vore egne Stuer, vor egen Tale og Tankegang, og Genren vakte berettiget Interesse. „En Skandale” (af Benzon), „Den kære Familie” (af Esmann) „Et Sølvbryllup” (af Emma Gad) er Samfunds- og Tidsbilleder af blivende Værd.

Ingen havde bedre Betingelser for at give naturtro Billeder af den københavnske Selskabsverden og Hjemmehyggen i det højeste Bourgoisie end Fruen, som var opvokset midt i det rigest pulserende Hovedstadsliv, som ogsaa stillede Krav til hende i hendes Ægtestands første Aar.

1872 havde daværende Frøken Emma Halkier ægtet Premierløjtnant i Marinen Urban Gad, som senere for nogle Aar forflyttedes til Korsør.
I den lille Bys idylliske Fred fik Fruen Tid til at udfolde den digteriske Evne, som altid havde dæmret i hendes Sjæl.
Men ikke alene sine Standsfæller forstod Fru Gad at gengive med fin Forstaaelse, med Humor og lune, men med en Dame af hendes Ekstraetion saare forbavsende Sanddruhed formaar hun ogsaa at vise os de smaa i Samfundet — vi behøver kun at minde om det malende Trappeinteriør og de Skikkelser, der møder os her i „Gadens Børn”.

Fru Gad har i de forløbne Aar skrevet 18 dramatiske Arbejder, for Størstedelen Helaftensstykker, som alle har været opført paa forskellige af Hovedstadens og mange af Provinsernes Teatre, og hvori hun altid maa beundre det livlige Replikskifte, de vekslende Optrin og den dybe Følelse.

Rimeligvis var Fruens Produktion bleven langt større, om hun ikke havde haft den Samfundsfølelse, som uvægerlig maa føre en energisk Dame bort fra boglig Syssel og Hjemmets Arne.

Noget imod Fruens ønske valgte man hende i 1895 til Vicepræsident for Kvindernes Udstilling. Med Rette frygtede hun for, at dette skulde føre til mere, og hendes Anelser skuffedes ikke. Thi Fru Gads Navn har siden været knyttet til de allerfleste Foretagender, hvis Maal er Almenhedens Vel. Og Fruen har saa langt fra ene virket af Navn, tværtimod, hun har været Sjælen i de fleste Samfundsarbejder.

Fru Gad stiftede saaledes kvindernes Handels- og Kontoristforening og danske Dramatikeres Forbund, hvor hun efter Hj. Bergstrøms Død fungerer som Formand. Hun var Medstifter af Kvindernes Køkken og Dramatisk Læreanstalt, og i Bestyrelsen i mange Aar for Kvindelig Læseforening, Forfatterforeningen, de danske Atlanterhavsø o. m. m.

Fruen mener selv, at hun maaske burde have holdt sig til sine Lystspil og alle de, der ser, hvor højt de staar over mange af Døgnets dramatiske Vanskabninger, ønsker vist det samme. Men de mange, der direkte eller indirekte nyder godt af Admiralindens samfundskærlige Virken, ser op til med hende dyb Taknemlighed. Derfor maa man være glad ved, at Fruen er i Stand til at have begge Interesser, og den udmærkede Dame kan med Ære pryde sit Selskabstoilette med to saa sjældne Udmærkelser som Fortjenstmedaillen i Guld og de franske Guldpalmer.

Naar vi nævner Navnene paa Fru Gads dramatiske Værker, fremtrylles Minder fra de glade Teateraftener: Et Aftenbesøg, Et Stridspunkt, Fælles Sag, En Advarsel, Et Sølvbryllup, I veldædigt øjemed, Tro som Guld, Et Forspil, Rørt Vande, Aabent Vizir, Det forløsende Ord, Dydens Belønning, Gadens Børn, Den mystiske Arv, Guldfuglen, Fruens Politik og Barnets Ret — mon ikke noget af al denne Rigdom burde genopstaa i denne paa varige Teatersukeesser saa fattige Periode. Der var vist mange, hvem et Gensyn vilde more, og andre, for hvem de havde Nyhedens Interesse.

Man maa undres over denne Produktionsevne, især naar man ser den i Belysning af Fruens øvrige travle Færd, hvorpaa de nylig afsluttede Hofteaterdage var et nyt og talende Eksempel.

Af de Institutioner, Fruen har skabt, staar maaske „Danske Dramatikeres Forbund” hendes Hjærte nærmest, fordi denne Sammenslutning har vist sig at være til overordentlig stor praktisk Nytte for danske Forfattere, til hvilke hun føler sig nærmest knyttet.
M. D.