Kvindekongressen 1904

Aalborg Stiftstidende, 24. juni 1904
Kvindernes Blad + Aalborg Stiftstidende, 24. juni 1904

Paa Kongressen i Berlin drøftedes ca. 50 Spørgsmaal af størst Interesse for Kvindesagen. Vi skal nævne saa vigtige Ting som: Kvinden som Moder, som Landbruger, som Landarbejder, Gartner, Tjenestepige, Fabriksarbejderske, Hjemmearbejderske…Sædelighedens Højnelse, Omsorg for straffede, Afholdssagen, Retshjælp for Kvinder o.s.v. o.s.v.

KVINDEKONGRESSEN

Dette store Program er forekommet selv Kvindesagens Forkæmper her hjemme, Fru Emma Gad, lidt for omfattende, og hun har i den Anledning i “Kvindernes Blad” skrevet en let Satire over sine kampivrige Medsøstre.

En energisk Almuelærerinde besøger Fruen og siger efter at have været en halv Time om at oplæse Programmet: “Det er ikke noget ringe Stof, Kvinderne her optager til Forhandling.”

“Det er sikkert,” svarede jeg med Overbevisning.

“Saa langt er vi naaede,” sagde hun og skuede ud over Søen mod et Ideal i det fjerne.

“Men tror De nu,” vovede jeg at indskyde, “at saa mange Æmner kan blive saa grundigt drøftede i fem Dage, at her opnaas noget fyldestgørende derved?”

“Det er Overblikket, det gælder,” sagde hun, “jeg behøver blot at sige – Sagen!”

“Vilde det mon alligevel ikke, trods Sagen, være mere formaalstjentligt at tage et af disse store Spørgsmaal, f. Eks. Kvindens retslige Stilling, eller blot en Del af dette Æmne som: Den ugifte Moder og hendes Barn, drøfte det i de fem Dage for at høre hvad Kvinder fra alle Lande og Samfundslag har at sige – menneskeligt og kvindeligt set – om dette indgribende og smertelige Forhold, i Stedet for at halse det af paa et Par Timer jævnsides Gartneruddannelse?”

“Fem Dage om ét Spørgsmaal, naar man har alt at drøfte, nej -”

“Men Mændene – de koncentrerer sig jo dog – bruger de ikke fem Dage til at behandle et eneste mindre omfattende og vigtigt Spørgsmaal – se Tuberkulosekongressen og Søfartskongressen og alt det andet -”

“Ja, Mændene,” sagde hun blot med et lille Skuldertræk.

“Sæt nu, at Mændene vilde sammenkalde en fem Dages international Kongres for alle Forhold, der angaar Mandfolk? Vi vilde sige, at de var gale. Og jeg troede, vi skulde være ligestillede?”

“De har ikke en Fremtid at erobre, derfor ingen Nødvendighed for at inspicere Tropperne. Det er noget ganske andet.”

“Kvinderne er jo dog underlagte de samme indviklede og forgrenede Forhold her i Livet. Og er Vilkaarene ikke, naar alt kommer til alt, de samme?”
Hun vendte sig imod mig med et Sæt.

“Vilkaarene de samme? siger De naar Mænd og Kvinder er splittede i to hinanden uforstaaende Partier!”

“Hvornaar skete det?”

“Det skal jeg sige Dem. Det skete her til Lands den 5. Juni 1849. Før den Tid havde Mænd og Kvinder været ligeberettigede; de havde været den absolute Konges Undersaater, Kvinderne saa vel som Mændene. Men saa kom Grundloven. Det ene Køn blev gjort til Regent, mens det andet blev ved at være Undersaat. Og der staar vi endnu.”

Jeg tænkte i mit stille Sind, at der dog ogsaa er de Omraader, hvor det andet Køn regerer – med eller uden Grundlov, men jeg sagde det ikke.