Pavebesøg 1904

Pave Pius X
Aarhus Stiftstidende 5. juni 1904.
Kvindernes Blad (+ Aarhus Stiftstidende) 5. juni 1904.

En af de faa Danske, der kan smigre sig med at være bleven modtaget af Hans Hellighed Pave Pius den 10de, er Forfatterinden Fru Emma Gad, der i “Kvindernes Blad” giver følgende Skildring af sit Besøg i Vatikanet:

PAVEBESØG
Sort som en Ravn (thi intet kvindeligt Væsen faar Adgang til Hans Hellighed undtagen i kulsort Dragt og Kniplingeslør paa Hovedet), steg jeg ud af Vognen ved Vatikanets Port, hvor forbigangne Tider holde Vagt i Form af besynderligt klædte Schweizer-Livgardister, hvis Dragter med løst hængende gulde, sorte og højrøde Klædestrimler, Pludderhoser, Hjelme og Hellebarder siges at være tegnede af selve Michel Angelo.

De krydslagte nøgler
De krydslagte nøgler

span style=”white-space: nowrap”>I sidste Øjeblik! Vi hastede op ad endeløse Marmortrapper, allesegne prydede med Pavevaabenet – Tiraen og de krydslagte Nøgler – og naaede endelig til Modtagelsesgemakkerne, først en uhyre Vestibule, derpaa en lang Række umaadelig store og høje Sale, alle ens med højrøde Fløjls Gulvtæpper, hvide, glatte Silkegardiner trukne for Vinduerne, saa enkle, at de næsten lignede Shirtong, pragtfulde bibelske Gobeliner paa Væggen, rigt forgyldte Lofter og mørke, tunge Egetræsstole langs Væggene. Alle disse Stole vare Sal efter Sal besatte med Damer, der tegnede sig i de mange Farver som lange Rækker sorte Perler.

Kvinder ere aabenbart mere troende og mere nysgerrige end Mænd, for der var kun forholdsvis faa Herrer, alle kjoleklædte og stærkt dekorerede. Og alle sad de ret op og ned og tause, enten fordi deres Snaksomhed holdtes i Tømme af pavelige kammerherrer, som klædte i karmoisinrødt Silkedamask med Knæbenklæder og Baret, vandrede vigtige omkring og anviste de nyankomne Plads.
Dyb Stilhed! Kun enkelte fornemme Prælater i violet og højrødt og med kloge, arrogante Ansigter stride gennem Salene.
Tys – en mumlende Lyd høres langt borte – langsomt kommer den nærmere og bliver tydeligere. En Kammerherre gør et Tegn i Døren – Hans Hellighed kommer!
Alle – pladask paa Gulvet!

Han staar der! I Modsætning til sit brogede Følge er Paven ganske hvidklædt i en lang, fodsid Kjortel med et lille Skulderflag, hvide Sko og hvid Kalot, men en stor, højrød Hat med Guldsnore og en højrød Kappe bæres af en Tjener efter ham. Han er høj, rank og smuk med et lyst klogt Ansigt med et venligt Smil, som han intet Øjeblik aflægger, medens han vandrer ned langs de knælende Rækker, velsignede hver enkelt Besøgende, som til Gengæld kysser hans hellige Fingerring, Symbolet paa hans aandelige og timelige Magt.

De fleste have medbragt et Klenodie, Rosenkranse, Madailler osv., som de beder ham velsigne, og især maa han skrive sit Navn paa en Uendelighed af Fotografier af ham selv. Dette gør han beredvilligt undtagen paa et litograferet Billede, udklippet af en Avis, som min Naboerske præsenterede ham.

Pave Pius X
Pave Pius X
Denne sparsommelige Dame blev vinket af med en haandbevægelse. Enkelte Besøgende er ham personlig bekendte eller forestilles ham af Sekretæren. Til disse Udkaarne siger han nogle Ord, medens de bragte ham med et svømmende saligt Blik. Det hele foregaar hurtigt og flygtigt. Salen er gaaet igennem – Paven gaar videre til den næste med sit røde og violette Følge.
Det hele er forbi – eller det tror man. Thi idet vi kom ud i den store Forsal, overraskedes vi ved atter at se Paven og hans Ledsagere, denne Gang i midt i en store Menneskeskare, vistnok Pilgrimme fra Ungarn, hvad de maleriske og kostbare Dragter tydede paa. En Prælat af Deputationen hoildt en Tale paa Latin og overrakte Hs. Hellighed nogle uhyre Poser med Peterspenge, som raslede med den mest forjættende Guldstang, og som modtoges af Paven med et Smil, hvis Huldsalighed steg en Kende, idet han overgav dem til en Præst.
“Gratias tibi ago” (jeg takker Dig), begyndte hans latinske Svar med den højtidelige Klang, som ene dette Sprog formaar at give. Saa stærk og malmfuld lød Stemmen, at man næsten undredes over, at Mængden havde Mod til nu og da at afbryde den med høje Begejstringstilraab.

Endnu lidt Samtale med de nærmeststaaende, og Synet forsvandt ad en Sidedør, et Syn fra en svunden Tid, et minde om Middelalderen, som paa dette ene Punkt strækker sine Arme helt ind i Nutiden – et Vidnesbyrd om, at trods alle praktiske Fremskridt har intet den Magt over Menneskenes Sind som Mystik, og maaske ingen Form for Mystik er saa stærk og betagende som den, der udstraaler fra Balkonen over Peterskirkens Midterdør, hvorfra den hellige Fader med udstrakte Arme sender sin Velsignelse ud over Menneskeheden, som gennem Aarhundrederne – – –