Kvinderne og Læsningen 1909

Man skulde tro, at Kvinder vilde foretrække at læse hvad Mænd skriver, for derved at belæres om, hvordan det andet Køn ser paa Livets Fænomener, ofte saa forskelligtr fra det, de selv føler; og man skulde end yderligere tro, at det fortrinsvis var Mændene, der fordybede sig i Kvindernes Bøger for der at studere de smaa for dem vist ofte uforstaaelige Manøvrer og Tankeforbindelser, som fra deres Livssagerinders Side gør dem Knuder i Livet og Hjemmet.
Men nej!

KVINDERNE OG LÆSNINGEN

Mændene ser som oftest ret overlegent paa Kvindeliteraturen, betragter den uskadelige Del af den nærmest som en Afløsning af Hækletøjet og dens psykologiske Afskygninger som en Slags Ventil for de Utallige uforstaaende Hustruers Sjælelidelser. Herrerne lader roligt de Skønne gennemleve dem om igen paa Bøgernes glittede Sider, medens de selv prosaisk sidder paa Kontoret og udfører den praktiske Gerning, som Fællesboet skal leve af, og efter hvis Afslutning de som Rekreation foretrækker en lystig Revyvise for Skildringer af et forrevet og uforstaaet Sjæleliv.
Saadan er de!

Gennemgaaende kan man vist sige, at Forfatterinden som Begreb er lidt ilde set af Mændenes Flertal. Begavelse er mulig en Ting, som ikke naturligt falder ind under de Egenskaber, som Manden beundrer hos Kvinderne – det, der dybest tiltaler ham, er at være den overlegne og beskyttende over for den svage. Taabelige og indtagende Kvinder virker som oftest tiltrækkende paa Mænd. Kvindens Magt over Manden beror jo nemlig væsentlig paa den erotiske Begavelse – “das ewig weibliche” – ja, jeg er vis paa, at de fleste Mænd erkender med et overbærende Smil, at den, de er forelsket i, ikke ved, i hvilket Aarhundrede den franske Revolution brød frem, naar til Gengæld hendes Bevægelser har den Ynde, der drager, hendes Stemme den Klang, der besnærer.

Aarhus Stiftstidende 30. april 1909.

Fordi Manden altsaa ikke holder af at beskæftige sig med Kvinden som Begavelse, er Kvindens Stilling i Literaturen saadan, at de mandlige Lærere saa godt som aldrig glemmer, at det er en Kvindes Værk, de har for sig – dvs. det skrevne bedømmes ud fra samme Grundsætning som Kvindernes Person. Alvoren løber Fare for at blive betragtet som kedelig, Spøgen som pjattet og overfladisk, og kun de allerstørste Talenter, som er helt uomtvistelige, faar Lov til at slippe igennem den mandlige Kritiks Skærsild.

Denne inddeler den moderne Kvindelige literatur i to Hovedtyper, først den følsomme og stærkt paaskønnede Familiemuse, som imødekommer akkurat den Trang til Poesi, som har til Huse i de Tusinder af jævne, borgerlige Hjem, og dernæst den frigjorte, kærlighedsskuffede unge Kvinde, som kun kan skrive én Roman, en sjælelig bevæget og vovet Bog, den om hendes første Kærlighedshistorie. Efter den standser eller forvitrer hendes Produktion, fordi hendes anden Kærlighed – og tredie – saa noget nær ligner den første, og hendes Skaberevne ikke forslaar til andet end at beskrivet det, hun personligt har følt og oplevet. Hvad det dramatiske Omraade angaar, magter efter Mandens sigende Kvinderne dette endnu daarligere, dels fordi deres Produktion som oftest mangler Festivitas og Lune, dels fordi fast og snap Konstruktion ikke ligger for deres impulsive Temperament.

Saaledes lyder den mandlige Dom særdeles ofte, men denne Strenghed hindrer ikke, at den kvindelige Literatur spiller en større og større Rolle paa Bogmarkedet. Det er nemlig Damerne, der med Forkærlighed læser alle disse kvindelige Bøger. Og da Damer har bedre Tid til at læse og som oftest sidder inde med et mere forsultent Følelsesliv end Mændene, er Forlæggerne særdeles vel tjente med den stigende Fremvækst af kvindelige Romander.
Ligesom Kvinderne nemlig holder af at se andre Kvinder spille Komedie – der er ingen Ting, der er dem mere imod end Stykker med overvejende Mandfolkeroller – saaledes læser de med særlig Glæde og Paaskønnelse det, Kvinder har skrevet, ikke alene fordi de forstaar Skribentens Synspunkter, men fordi de, ligesom paa Scenen, nyder at se Kvinder spille en brillerende Hovedrolle, hvad de som oftest gør i Dameromaner – mere end i Livet.

Adskillige Forfatterinder har i de sidste Aar derfor været saa behændige at hente deres Emner hos Fortidens berømte Kvinder og frembringe, hvad Holberg kaldte Heltinderomaner; selv behandlede uden stor historisk Indsigt og Overblik er saadanne Forherligelser sikre paa at faa i et stort Damepublikum, fordi det er Kønnet, der forherliges, og er Heltindes Skæbne tilmed tragisk som Marie Stuarts og Marie Antoinettes, saa griber selve Emnet de mange følelsesfulde Lærerinder.

Forfatterinderne har derfor er ret vigtig Mission i vort Aandsliv, og man maa haabe, at de mere og mere vil indse, at den bedste Livsbetingelse for en Kvindes Arbejde er at gøre det saa feminint som muligt i Aand og Udtryk og ikke at tilstræbe efterlignet mandig Kraft paa samme Maade som Malerinder undertiden sætter en Ære i det brutalt kraftige Penselstrøg.
Kvindernes Indsats i Kunsten – som paa alle Arbejdsomraader – maa jo være at give noget andet end Mændene, noget oprindeligt og nyt set, noget, som kun kan gives af dem.
Emma Gad.