Gentleman & Anna Bloch 1910

Tillid. Foto: Mathieu Bertrand Struck

Emma Gads forståelse af en Gentleman samt en beskrivelse af Anna Blochs skuespiljubilæum, fra Maaneds-Magasinet marts og september 1910.


GENTLEMAN-ENQUÈTE

Maaneds-Magasinet, Marts 1910
Maaneds-Magasinet, Marts 1910

etikette



ANNA BLOCH

Maaneds-Magasinet, 18. september 1910.
Maaneds-Magasinet, 18. september 1910.

ET urimeligt Jubilæum! Der er ingen Mening i at have Jubilæum, virkelig at skulle regne med næsvise fem og tyve Aar — et kvart Aarhundrede, som det hedder i Skaaltaler, naar man er en ung Pige. Lad hende først blive fem og tyve Aar.
Hendes Hjem! — Ja, naar man kommer ind i et Hjem, har man ved første Øjekast Indtryk af, hvem der bor der — en Studerende, en gammel Tante, en Kunstner, en Verdensdame!
Straks man staar i Anna Blochs smukke Dagligstue i en gammel Gaard paa Christianshavn, staar det En klart, at her bor en højt kultiveret, fin og indtagende Personlighed.

Stuen har hendes egen Farve, det er ligesom den changerer i gulligt og graat-blaaligt, og den blinker af utallige Indfald — det vil sige af alle de smaa Ting. Hun holder af smaa blanke Ting ligesom af smaa blanke Sætninger, smaa Overgange, der pludselig glimter og overrasker. Det behøver jeg forresten ikke at fortælle, for det ved Alle, som har hørt hende sige en Replik. Møblerne er Rokoko, ikke den bugnende franske, men den danske mere yndefulde og kyske med afrundede Hjørner, kantede og forsirede med Guld.
annabloch-overskrift
Hvad er det alligevel, der giver Stuen dens egen Karakter, dens specielle Tone, er det disse Møbler, er det Farverne — eller er det dog de mange smaa Sølv-lugtedaaser og Porcellænsdyr, alt det, hun samler paa? Nej, det er Værelset ved Siden af, mere alvorsfuldt og roligt, hvor William Bloch bor. Det er dette Værelse, som fornemmes herind, det er Samspillet mellem disse to Stuer, hver rummende en Personlighed, der synes saa forskellige og dog danner en Helhed. Naar man sidder og passiarer med disse to under et Besøg i deres Hjem, er Samtalen ikke som en kompakt Masse, der er smeltet sammen. Han taler og fortæller paa sin egen malende Maade, og hun falder ind med de mest uforudsete Indfald — hun er det Uventede, som han er det Ventede, det følgerigtige i Samtalen. Og det er ligesom det Uventede altid forekommer i deres daglige Liv i højere Grad end hos andre, eller ogsaa ligger det i, at hun forstaar at gengive det saa pudsigt. Om ikke andet er der deres Hunde, af hvilke der i disse fem. og tyve Aar har hersket en Kongerække i Huset eller rettere sagt en Dronningerække, for det plejer at være Hunhunde, der saa godt som alle har haft den tragiske Skæbne, som kun altfor ofte rammer den letsindige Skønhed, at volde Kummer i det stilfulde Hjem ved at sætte en Mængde uægte Hvalpe i Verden. Trods deres forkastelige Moral har disse smaa Væsener alligevel formanet at beherske Stemningen i Hjemmet, og naar man kommer for at tale om en Rolle med Fru Bloch, varer det ikke længe, før hun sidder med Foxterrierne paa Skødet, madende dem med Sandkage afvekslende med, at hun drøfter Replikerne og deres Betydning for Helheden, begge Dele med den mest alvorsfulde Gaaen ind i Emnet.
annabloch
Dog, de dybeste Toner i hende er naturligvis Rollerne. Det er saa tidt sagt — hendes Kunst er selve hendes Liv. Hendes Optagethed af en Rolle er ganske ubeskrivelig — hun lever og aander i dens Tankegang, mens hun arbejder med den. Og ikke alene det — hver Gang hun skal spille en Rolle, selv en gammel, lever hun hele Dagen i Tankerne sammen med den Personlighed, hun om Aftenen skal fremstille og vil hele Dagen ingen se for ikke at blive ryet ud af Stemningen. Man vil forstaa, det paa den Maade er et sandt Puslespil for hendes Venner at faa fat i hende. Naar man vil besøge hende, maa man passe ligesaa meget paa den 55de Opførelse af Aprilsnarrene som paa Premieren af en stor ny Rolle. Og hele dette hendes indre stærkt følte Liv er, som hos de fleste Skuespillere, isprængt med Teaterovertro paa de forskelligste Maader — Nødvendigheden af at gaa bag Indersiden af et bestemt Dørforhæng paa Vejen fra Paaklædningsværelset til Scenen, Umuligheden af at paabegynde et Arbejde paa en Mandag og hvad det altsammen er, der virker saa forunderlig smittende mellem Teatermennesker.
Og Angsten, som ogsaa volder dem Alle flere og større Lidelser end nogen Udenforstaaende tænker sig. Anna Bloch mere end nogen Anden! I de forløbne fem og tyve Aar har vist Ingen her i Landet gennemgaaet saa megen Rædsel som hun. Men det kan ikke være andet, for denne. Angst vokser op fra selve den store og dybe Ærbødighed, hun føler for sin Kunst. Hun synes aldrig, hun giver det, hun har følt og ment, aldrig nok. Men Gudskelov synes vi Andre, at hun har givet saa grumme grumme meget! Saa meget Smukt og Fint og Ungt, som vi i disse Dage mindes med Beundring og Tak.