Anna Bloch, 1885 1910

4. september 1910.
“Jo,” sagde Teaterchefen, Kammerherre Fallesen, nogenlunde naadigt, “hvis De vil nøjes med en hel ungdommelig Rollebesætning, saa tager jeg det lille Stykke og indstuderer det Straks.”
Og himmelglad var jeg – nøjedes saa gerne med de ganske unge Kræfter til det lille “Aftenbesøg”.

ANNA BLOCHS JUBILÆUM
4.9 1885-1910

Hvis Teatrets nuværende Direktion vilde foreslaa en begyndende Forfatter den samme Rollebesætning, vædder jeg paa, at han ogsaa gerne vil nøjes med den, for det var – Karl Mantzius, Poul Nielsen og Anna Bloch.

Eller – som hun den Gang hed: Anna Lindemann, en ung Lægedatter fra Horsens, som var kommen hertil for at søge Lykken paa Teaterbanen, besjælet af al den brændende Energi, som i Forening med Troen paa egne Evner maa til for at skabe Kunstneren.

Hvor var hun allerede den Gang indtagende – iøvrigt mere lig sig selv gennem Aarene end nogen Anden, jeg har kendt – let og gratiøs, med en egen skær af farveløs Ynde over sig, der mindede om en tidlig Foraarsmorgem. Selvfølgelig blev hun, med en stor Fjerhat paa, fotograferet i Rollen – det var jo omtrent hendes første – og det er stadig et af de smukkeste Billeder, man har af Anna Bloch. Det staar nu paa hendes Mands Skrivebord, og lidet anede hun den Gang, at en saadan Hædersplads var det forbeholdt – lige saa godt kunde man have fortalt hende, at Billedet en Gang skulde faa hjemme i Himlens Tempel i Peking. For aldrig har jeg set en saa beundrende og næsten andagtfuld Elevhyldest som den, hvormed hun i sine Begyndelsesaar omfattede sin Instruktør, William Bloch, en Hyldest, hun for Resten kappedes i med alle de daværende dygtige Unge ved Teatret, der i de Aar fylkedes om William Bloch og ved deres Begejstring grundlagde hans Ry som Sceneinstruktør.

Denne dybtgaaende Tillid til hans kunstneriske Evne og Betydning har fulgt hende gennem hele hendes Kunstnerbane, lige til nu, og det ligger derfor nær at spørge: Hvor meget skylder hun William Bloch af det, hun er bleven til, hvor stor en Andel har han haft i de Skikkelser, hun har fremstillet?

“Slet ingen,” siger de begge to om Kap, naar det kommer paa Tale, “hver en Rolle har været selskabt og bygget paa et eget syn. Tværtimod, vi er meget ofte uenige om Opfattelsen af en Rolle.”

Det kan være – men alligevel! Er det muligt at leve Dag ud og Dag ind med en kær og begavet Personlighed, hvis kunstneriske Virkefelt falder indenfor Ens eget Fag, uden draabevis at paavirkes deraf? Man suger jo sig selv uafvidende sine Omgivelsers aandelige Indhold til sig og giver sit eget igen uden at skænke det en Tanke. Hvem tør paastaa, at Anna Bloch var bleven til den maalbevidste Kunstnerinde, hun er, hvis hun tilfældigvis havde sat sin Hu til en velhavende Grosserer i Isenkramfaget – dog, Tanken er umulig i sig selv – hun var skabt for den, hun fik. Naar hun maaske halvt ubevidst i Hjemmets Stilhed har talt om en Rolle, en Scene, et Par Replikker, som hun forstod paa en anden Maade end sin Mand, saa er det maaske netop gennem saadanne Drøftelser, at hun er naaet til det usædvanlige Herredømme over sin Kunsts Teknik, som hun raader over. Jeg kender ingen Skuespillerinde, der arbejder med en Rolle som hun. Hver Replik, hver Bevægelse er udarbejdet med en Ciselørs fine Kunst, saa indgaaende, saa pietetsfuld overfor Opgaven, at hendes Beundrere næsten kan fristes til at sige: Hold inde i Tide, mens den første Opfattelse endnu staar der i sin Friskhed.

koebenhavnerliv-1890Jeg tror næsten, jeg har set Anna Bloch i alle hendes Roller, men naturligvis husker man altid enkelte frem for de andre. Noget af det, der staar uudsletteligt præget i min Erindring – fraset hendes Trine Rar, denne Vaudevillens Apoteose – en uartig og stejl spansk Adelstøs i Holbergs Don Ranudo, opfattet og gengiven med et saa straalende og egenartet Lune, at den ubetydelige Rolle bleb ligesom den vigtigste i Stykket. Men alligevel – det for mig mest uforglemmelige, hun har ydet, er en lille Bondepige i Tolstoys Mørkets Magt, et Barn, grebet af en Angst saa vild, saa rædselsfuld i en Mordnat for hende gaadefulde Gru, at den forplantede sig helt ned til Tilskuerpladsen og løb som en Gysen fra Bænk til Bænk. Stort videre kan man vist ikke naa.

Disse Roller og mange andre – det viltre Pigebarn i Skærmydsler, Hedevig i Vildanden, en forsømt lille Pige i Aabent Visir – alle var de et ægte Udtryk for de sarte Rørelser, den Uro, den løftelige Elskelighed, der kommer til Syne i Overgangen fra Barn til Voksen hos den purunge Pige. Saa kommer det lange Følge af de unge Kvinder, gifte og ugifte, alle smukt tænkte og fint gennemførte. Bedst lykkedes de maaske, naar de havde hjemme i Lystspillet, hvis skildring af Kærligheden er mere straalende end dyb og hed. Fremstilling af glødende Erotik har ikke været Anna Blochs stærkeste Side – hun er ikke “la grande amoureuse” i sin Kunst. Enhver har jo sin Vanskelighed at kæmpe med i Kunsten som i Livet og paa dette Punkt har hun truffet sin, fordi der er noget ved de store Elskerinderroller, som drager de fremragende unge Skuespillerinder mest.

Men det, der paa det ene Tids punkt i Livet kan være en Vanskelighed, bliver til en fordel ved et andet Grænseskel. Fru Bloch bliver ved den lidt spinkle Evne til at gengive Hjertets og Sansernes Lidenskab, aldrig til den afdankede Elskerinde paa Scenen, aldrig til den, om hvem man siger: Hun var. Nej, hun er – saa længe hun overhovedet staar paa en scene, fordi den Kilde, hun øser af i sit eget dybeste Væsen, det er Hengivenheden, den inderligste Forstaaelse mellem dem, der staar hinanden nær i Livet, Forældre, Børn og Søslende, Venner og Frænder, det er det varmtfølende og retskafne. Hensyn til de Svage og de Kuede, alt dette Fine og Smukke mellem Mennesker, som varer Livet langt. Det er jo i et forholdsvis kort Spand af Tid, at Lidenskaben, Forelskelsen behersker Sindet, selv om den da, Især for Kvinders Vedkommende, gør det totalt. Forelskelsen svinder før eller senere, og bliver i heldigste tilfælde til den store Hengivenhed i de mange, mange Aar, Den Kunstnerinde, som evner at fremstille den, saa at den genspejles i vore Hjerter, vil i det lange Løb staa som den rigeste, staa som den, hvis Instrument spiller paa de fleste Strenge.

Anna Bloch er derfor rig – i sin Kunst som i sit Liv. Hun bevarer endnu Genskinnet af Ungpigesjælens bevægede Følelsesliv i sit Hjerte, og hun ejer allerede det Smil, hvormed de Erfarne ser paa disse unge Væsners saa overvættes store Sorger og Forventninger. Hun har det aabne Blik for Livets Pudserlighed – Lunet, denne kostelige Guds Gave, der er skænket vort Folk, og hun ejer Medfølelsen, der varmer og belyser det altsammen, ligesom Solen. Derfor har hun, i Modsætning til de fleste Jubilarer, Tiden for sig – Tiden til at arbejde og at skabe. Vi siger af ganske Hjerte ikke alene Tak og til Lykke til det, der var, men endnu mere til det, der kommer.
Emma Gad.