Huslighed 1910

Køkkenvejen i Den gamle by, Aarhus.
5. oktober 1910.
Prøv paa i rosende Vendinger at sige om en af vore Dages Ungmøer, der skænker Dem en Kop Te, at det er en sød, huslig ung Pige, saadan som man sagde i gamle Dage, og De skal se, hvor hun bliver rasende. Huslig, det er det sidste paa Jorden, hun vil være – De maa hellere sige hende paa, at hun er kedelig og grim.

Vor Tids unge Damer har mange gode Sider, set i Forhold til Fortiden. Hun er frem for alt opdraget til at vide, at hun har at tage sin Del af Erhvervslivets byrde, og selv i velhavende Hjem uddanner hun sig til at være noget, Læge, Kontordame, Tandlæge eller naturligvis allerhelst noget med Kunst, som f. Eks en lille Sopran. Men Huslighed – aldrig! Hundreder af unge Kvinder har jeg set vælge et Erhverv, men kun to af dem, der kom fra et dannet og velhavende Hjem, har valgt at dygtiggøre sig i Madlavning og andre af de huslige Fag. Ja, kun to har jeg truffet der var forstandige nok til at sige: “Den Kvinde, der er fuldkommen kyndig i at lave Mad og beregne, hvad den koster, er altid sikker paa at komme an i Livet.”

Det er hun. Jeg skal ikke dvæle ved, at hun har lettere ved at fange og bevare Mandens Hjerte ved at bage ham en god Omelet til hans Frokost end ved at studere Valgkredsordningen i England – saadan er jo de Mandfolk. Jeg skal kun sige at Ægteskabet er jo ogsaa et Erhverv, ikke naar Konen blot underholdes af Manden, som i saa mange Tilfælde, men naar hun gør Nytte for sit Underhold ved at administrere Omkostningerne ved hans Husstand. Bliver hun ikke gift, er sikkert Kyndighed paa Husvæsnets store Omraade ikke den daarligste Forberedelse til et godt Erhverv for en Kvinde. Vaskerihold, Henkogning, Bagning, Frugttørring, Konfektlavning, Tesalondrift – det er altsammen gode Erhverskilder, som ifølge Aarhundreders Udvikling ligger naturligt og bedst for Kvinderne. Men ingen Argumenter hjælper. Naar jeg til en eller anden ung Pige, som vakler med Hensyn til en Levevej, har sagt: “Lær at stryge og opret et godt og billigt Vaskeri, saa er De sikker paa Søgning”. har jeg uværgerlig faaet det Svar: “Gud nej, det Huslige ligger aldeles ikke for mig – jeg havde tænlt at oversætte eller uddanne min Stemme – jeg er meget musikalsk.”

Og det er saamænd ikke blot i de højere Samfundslag, at det er saaledes fat. Naar vi gaar dybere ned i Befolkningen, træffer vi akkurat det samme. Spørg en Arbejderkone, om hendes Døtre skal ud som Tjenestepiger for ad denne praktiske og naturlige Vej at tilegne sig Færdighed som kommende Husmødre. Konen afviser det energisk. Hendes Pigebørn skal rigtignok ikke ud at tjene og være saa afhængige og bundne, nej Tak. Hun havde tænkt at faa den ældste i en Kontorplads og den yngste i en pæn Forretning som Ekspeditrice. Og hvorfor ikke? Hun véd godt, at gør hun den ene af dem til Butiksdame og den anden til Tjenestepige, saa siger Folk til Butiksdamen, der bringer en Besked: “Aa, kom ind, Frøken, vil De ikke tage Plads” og til Tjenestepigen siger de ude i Entréen: “Værsaagod at vente, der staar en Stol.” Saadan er det jo, og dog véd vi Alle, at den dygtige Tjenestepige er vor gode Ven, den allervigtigste Støtte for vort daglige Velbefindende, og Butiksdamener lig Nul i vor Bevidsthed. Vi er godt taabelige alle til hobe, at vi ikke i Samfundslivet gør Udøverinderne af Husets Gerning til fuldt saa hædrede Personligheder som dem, der sorterer Knapper bag en Disk. Det kommes os ad Aare dyrt at staa. Tænk, naar det forfærdelige sker for os, at vi faar daarlig Mad, fordi ingen dygtige Piger mere vil give sig af med at lave den, saa det gaar os ligesom i Amerika, hvor man paa Grund af Tyendemangel for en stor Del maa leve af Daasemad fra Fabrikker i Stedet for den snurrende Gryde, og hvor man køber Henkogte Perlebønner paa en Tindaase, selv om man i Butikken ved Siden af kan købe dem friske. Men de skal pilles og koges.

Hvor mange Menager, der gaar ned ad Bakke, fordi Konen aldrig har vidst, hvad Flid og Orden vil sige, det har vi tidt nok hørt, men da hver enkelt Husstand jo er et Led af den store Husholdning, der hedder Staten, er det trivielle Faktum alligevel af Betydning for Helheden. Hvor meget af Landets Møntbeholdning gaar der mon aarligt gennem Husmødrenes Hænger? Maaske Halvdelen eller mere. Og hvor megen hjemlig Lykke og Ansporing for den opvoksende Slægt betinges af disse mane Penges dygtige Forvaltning? Ja, det kan ikke opregnes med Tal, for det er simpelthen uberegnelig, hvad et Lands kvindelige Befolkning kan bidrage til dets Kultur og Udvikling.

Den stærkt aftagende Sans for Huslighed hos vore Kvinder i alle Befolkningslag i det mindste i Byerne, maa vist derfor siges at være en Kendsgerning, der ikke lover godt for Fremtiden, og de faa, der arbejder sig frem mod Strømmen i dette Hav af Ligegyldighed og Ulyst for at tilvejebringe en anden Tingenes Tilstand, de styrer mod et stort Maal. I gamle Dage var det en Selvfølge, at Kvinder var huslige – det kom ganske uvilkaarligt indefra. Nu maa det indpodes udefra med Kunst, det vil sige med Pædagogik, og dertil har man udfundet Skolekøkkensagen. Den opretholdes af Kommunen og ledes, sammen med en Stab af stærkt interesserede Lærerinder, af Inspektricen, Frk. Eline Hansen, hvis fremragende Intelligens er en Borgen for, at hun ved de Aftenkursus, der nu skal tage deres Begyndelse, vil vide at faa fat i alle de smaa fjortenaarrige Hjælpepiger og lære dem ikke at svide Grøden, og at hun vil forstaa at besejre deres Mødres Ligegyldighed og deres Madmødres Utilbøjelighed til at give Slip paa dem, saa de kan naa at komme derhen. Hun vil indpode de mange smaa vordende Husmødre, at en Gulvklud og en Stegepande er ringe Ting i og for sig, men dog Ting af Vigtighed, fordi de sammen med de utallige andre smaa Ting udgør det store og skønne Hele, der hedder vort Hjem. Og hun vil finde Ord til at sige dem, at en Mand kan bygge et Hus, det være sig en Hytte eller et Palads, men at gøre det til et Hjem, det formaar kun en Kvinde.
Emma Gad.