Hvidsøm 1922

Salmonsens Konversations Leksikon 1922 (bd. 12)
Digitaliseret på runeberg.org
Salmonsens Konversations Leksikon 2. udgave 26 bind. 1915-1930.
Wikipedia


HVIDSØM – Dansk Hvidsyning

H., som udføres med hvid Traad paa Hørlærred, menes at være en folkelig Efterligning af Arbejder, udførte af Adelskvinder, der havde rejst i Italien, hvor Hvidsyning spillede en stor Rolle i 16. og 17. Aarh.; dog er det vanskelig at gøre Rede for Tidspunktet for dens Oprindelse, da den har fundet Anvendelse paa linnede Brugsgenstande, som efterhaanden er blevne opslidte. De ældste Stykker, vi har opbevarede, skriver sig fra den sidste Halvdel af 18. Aarh., men vi har skriftlige Vidnesbyrd om, at H. udførtes i Danmark adskillige Aarh. tidligere. Der findes f. Eks. paa det kgl. Bibliotek i »Adelsbreve« fra Abbedissen af Ring Klosterskole et Skudsmaal, som den lille Karine Lykkesdatter fik med sig hjem, da hun 1525 forlod Klostret. Det hedder heri: »Jomfru Karine har ikke været her uden et Aar, og kan hun godt Linnedsøm og at gøre Halsklædekraver med de smaa Heden Søm i Render, og ved vel, hvor hun skal Dye det baade med aabne Gange og andre Render imellem«. Dansk Hvidsyning er blevet udført i adskillige Egne af Danmark, men maa alligevel inddeles i 3 Hovedgrupper: Hedebosyning, Amagersyning og Falstersyning.

Salmonsens 26 binds Konversations Leksikon
Salmonsens 26 binds Konversations Leksikon

Hedebosyning forarbejdedes i Egnen omkring Roskilde og Køge, den saakaldte Hede. De ældste Stykker er udførte i det saakaldte: Dragværk. Navnet hænger sammen med Teknikken, idet 2 à 3 Traade er uddragne paa hver Led, og 2 à 3 imellem dem bliver staaende, saa at der dannes smaa klare Firkanter. Over de tilbageblevne Traade kastes der med fine Sting i hver Firkant, og dette kaldes at »stolpe« Tøjet. Derefter broderes Mønstret deri med 4 aabne Knaphulsting i hver Rude, og denne Teknik har en direkte Lighed med den ital. Punto tagliato. Mønstrene bestod af strengt stiliserede Menneske- og Dyrebilleder afvekslende med Plantemotiver og geometriske Former. Foruden disse Mønstre, der dannede Hoveddekorationen paa Duge og Klæder i brede Borter paa tværs af Tøjet, forekommer altid mindre Mellemværk paa samme Led. Dragværket, som p. Gr. a. Traadenes Udtrækning selvfølgelig altid maatte være i firkantede Former, afsluttedes i Kanten med en af Stoffets Længdetraade (Rendegarnet) knyttet Frynse, den saakaldte: Trend, som paa de ældste Stykker, hvor Syning ikke forekommer i saa rigt et Maal, ofte danner Hoveddekorationen. Trenderne udførtes paa forsk. Maader med tætte og klare Partier i Blanding, ofte meget kunstfærdigt. I Beg. knyttedes de altid i selve Stoffet; senere brugte man at forarbejde dem for sig selv og sy dem til Klædet.

Efterhaanden forandrer Arbejdet sig til: Maskesyning, Traadene udtrækkes ikke over hele Bortens bredde, men kun i bestemte, stadig mindre Partier, og man gaar over til at paategne Lærredet, som oftest med en Træpind dyppet i Blaanelse. Alle Omridsene, der omgives af Fladsyning, sys med to Rækker Kædesting (Masker) og det indvendige udsys med tætte Grunde. Mønstrene bestaar af stiliserede Blomster og Blade dannede af tætte Knaphulsting uden Udklipning. Fremkommer i Aarene i omkr. 1830.

Lidt efter lidt forsvinder Kædestingene, Mønstrene kommer til at bestaa af store klare Partier, hvorimellem der findes Blade og Blomster, syede med Fladsyning. Denne Art kaldes: Baldyring. Udskæringerne klippes efterhaanden større og større i Form af Hjerter, Stjerner ell. Tulipaner, der kantes med Knaphulsting, inden for hvilke der med Traad sys Grunde, saa godt som altid Variationer i Knaphulsting. De baldyrede Arbejder har som Kantning en af Traad i Luften syet Knipling, der bestaar af de saakaldte Ringe, Maller, Takker og Hulgange.

Ofte syede man Kraver, Lin o. l. af denne Kniplingssyning uden Anvendelse af Lærred, hvilken Form meget minder om den ital. Reticellaknipling. Hermed staar den danske Hvidsyning paa sit sidste Trin.

H. anvendtes opr. kun til at smykke Bondens eget Hjem. De samme Hænder dyrkede Hørren, beredte den, behandlede den ved Rok og Væv for til sidst at pryde Lærredet med rigt Broderi. Ved festlige Lejligheder ophængtes Duge og Klæder, paa Senge og Vægge, sagtens en sidste Rest af Oldtidsskikken »at drage Huset«. Dugene havde alt efter Anvendelsen Benævnelser som: Stolpeklædet, Haandklædet, Skabstumpen ell. Knædugen, hvilken sidste brugtes til at dække en ved Bilæggerovnen anbragt bevægelig Knage, som p. Gr. a. sin retvinklede Form kaldtes »Knæet«. Lagener og Pudevaar broderedes med brede Mellemværk, og Skjorter og Særke oversyedes paa Kraver og Skulderstykker. I Tiden omkr. 1850 var Sansen for H. saa stærk, at de unge Piger greb Broderiet i enhver ledig Stund; ja, de siges at have været saa øvede, at de kunde sy i Maaneskin.

Om Amagersyningen, s. d.



Falstersyningen lignede paa sit første Stadium det nordsjællandske Dragværk stærkt, med Undtagelse af, at der imellem Borterne oftere anvendtes Syning med rødt og blaat. Senere opstod der paa Falster en særlig Teknik, en Art Maskesyning med Blomster og Blade, hvis Stilke syedes først med snoreagtige Kontursting. Grundene ligger oven paa Lærredet, og Arbejdet kaldtes derfor »at sy paa helt«. Denne Syning er, begrundet paa dens Tæthed, ikke saa dekorativ som Baldyring, men skattes højt af Kendere formedelst dens fornemme og lidet prunkende Karakter.

Grundstoffet til al dansk H. bør være temmelig groft Hørlærred og Symaterialet god Hørtraad, der svarer til Stoffets Finhed. Kun Fladsyninger kan sys med Bomuldsgarn.

Udøvelsen af H. var i lange Tider omtr. ophørt, men heldigvis er den i de senere Aar fremstaaet paa ny, og Udøverinderne i By og paa Land øser flittig af Fortidens rige Kilder. Der er saaledes den bedste Udsigt til, at denne Landets skønne nationale Kunstflid atter har en Fremtid for sig.
Emma Gad.