Naar jeg har besøgt nybyggede Hjem, f. Eks. Villaer eller Landsteder, og i mit stille Sind beklaget, hvor lidt Udstyret stod i Harmoni med den kunstneriske Stil, der karakteriserede selve Bygningen, saa har jeg ofte tænkt mig, at Architekten, ved et saadant Besøg i det færdige Hjem, maatte have en noget lignende Fornemmelse som Forfatteren, der ser sit Stvkke spillet paa et Theater, hvor han ikke har kunnet være med ved Indstuderingen, og hvor Spil, Instruktion, scenisk Udstyr, Belysning og alt det øvrige i og for sig kan være saare godt, men alligevel helt galt, fordi man har misforstaaet det, som for ham har været det væsentlige, Stemningen, Aanden, Tonen. Har jeg mon Uret deri? Ærgrer en Architekt sig ikke tidt over Behandlingen af hans Rum? Bør han, hvis skabende Tanke har lagt Grunden til Boligen, eller rettere sagt dannet Skallen om den, ikke ogsaa være den, der i de store Træk arbejder med paa at danne jeg mener den ydre og indre Skønhed, som ene fremkommer, hvor de tusinde store og smaa Ting, som tilsammen danner det Kære og Smukke, der hedder et Hjem, saa disse Ting er nøje sammenstemte til et Hele, hvor den ene Genstand er i Harmoni og stille Vekselvirkning med alle de andre. Og man ser det saa sjældent; der er saa godt som altid et eller andet, der bryder Helhedsvirkningen, en Lysekrone, en Farvesammenstilling, en Tegning i et Møbelbetræk!
Hver den, der har givet sig af med Udstyrelsen af et kunstnerisk udstyret Rum eller Møblement, kender vist det nedslaaende Spørgsmaal, der sætter som Kronen paa alle ens Anstrengelser — hvorledes faar jeg nu dette suppleret, hvorledes faar jeg det fra et dekoreret Rum eller en Hob i sig selv smukke Møbler til en Del af et Hjem? Møblet er jo ikke færdigt til at udgøre en hjemlig Genstand, naar det udgaar fra Snedkerens Haand — hvem kan føre det videre? Thi Træ gør det vistnok ikke. Rummet kan være nok saa smukt i Forhold, Belysning, Farve o. s. v., men der er langt frem til Begrebet Hygge og hjemlig Beboelse i det Øjeblik, den sidste Haandværker har forladt det. Tæppet mangler paa Gulvet, Betrækket paa Stole og Sofaer, Bordstriben paa Bordene, Gardinerne ved Vinduerne. Dørforhænget for Dørene: Alt dette og meget andet maa til, før Værelset kan tages i Brug som Hjem. Hvor faar man det nu fra! Ikke saadan at forstaa, at man ikke nok kan gaa ind i en Forretning og købe det tilstrækkelige Alen Tøj af de mange smukke Stoffer, der findes, men noget, der passer akkurat der, hvor det skal være, det Særlige, den Farveklang man havde tænkt sig, det, der klæder smukt, uden at være larmende! Saa begynder den vilde Jagt gennem Strøgets Butiker og Stormagasiner. Man spørger efter “Libertystof”, finder snart, at ogsaa i denne moderne Stilart er det vanskeligt at finde det, man netop havde tænkt. Saa Efterligningerne — endnu værre! Og til sidst, naar alle Stykker Stof er slæbte frem og vragede, er man nødt til alligevel at slaa sig til Ro med et eller andet engelsk Mønster, der ikke er det, man ønskede hverken i Farve eller Tegning, eller ogsaa vælger man med Resignation et eller andet ensfarvet Stof, om hvilket man paa Forhaand ved, at det vil tage sig ret kedeligt og dødt ud, og kun besidder den ene Fordel ikke at virke fornærmeligt paa kunstdannede Nervesystemer.
Vilde det ikke i de allerfleste Tilfælde være heldigere at lade den Architekt, der har bygget Huset, være medvirkende ved Indretningen og raadgivende ved Nyanskaffelserne, saa der kommer Samklang mellem Rummets Dekoration og dets Udstyr! Dette sker selvfølgelig allerbedst ved, at han tegner baade Møblerne og deres Betræk, Og samtidig sørger for, at Gardiner, Dørforhæng o. a. faar vævet et Mønster, som passer derefter. Naar hver den Kunstner, der begynder paa Møbeltegning — lige fra den mindste Genstand til et Slotsudstyr — straks tænkte paa Betrækket, paa Stoffernes Farve og Mønster og lod Udarbejdelsen deraf skride frem samtidig med Fuldførelsen af Tegningen til Snedkeren, kunde han faa just det frem, han vilde, uden at være prisgiven til det, der tilfældigvis i Øjeblikket forefindes hos de Handlende. Og det er saare nemt. Enhver, der er øvet i Tegning, kan meget hurtig vænne sig til at tegne til Vævning og Broderi, og kun hvis han selv gør det, eller hvis det i det mindste udføres under hans Vejledning og Tilsyn, kan de til et Værelse hørende Tekstilsager faa den Tegning og de Farvenuancer, han netop ønsker. Dette er jo uundgaaelig nødvendigt for at faa noget helt og færdigt ud af den store Sum af Arbejde, der ligger bag — den, der saa let gaar til Spilde naar ikke alt samstemmer.
Dette Resultat er nu nemt at opnaa! Det er nemlig en af de Opgaver, som den i Fjor stiftede »Dansk Kunstflidsforening« har sat sig til Maal at løse. Man behøver blot at gøre Følgende: Man tager en Skitse af sine Møbler med sig og gaar i nogenlunde god Tid op i Foreningen, Pilestræde 9, og beskriver, hvorledes man ønsker det, der tiltrænges – det være sig Gardiner, Dørforhæng, Betræk, Gulvtæpper, Bord- eller Vægtæpper, vævede Paneler o. s. v. — og faar den maaske for de Fleste ret overraskende Meddelelse, at Prisen ikke er særlig høj, omtrent lige saa billig som de fleste smukke Stoffer, man kan købe i Magasinerne, og i Længden sikkert det billigste, da de haandvævede Sager be sidder en næsten uovervindelig Holdbarhed. Naar saa de foreløbige Aftaler og Overslag er i Orden, faar man, hvis man da ikke besidder Indsigt i den tekniske Udførelse af Arbejdstegningerne til Vævning, Adgang til Foreningens Tegnestue, hvor Kunstneren gratis faar Bistand med Hensyn til den tekniske Side af Sagen. Naar Tegningerne da er færdige og anerkendte af Kunstneren, vælger han de Farver, han ønsker, af Foreningens Lager af ægtefarvet Garn — og saa bliver det vævet, eller eventuelt broderet, efter Ønske.
Det er det hele! Det koster ikke Kunstneren det allermindste ekstra (hvis han da ikke foretrækker at lade Foreningens Tegnestue selv komponere Tegningerne, og kan være sikker paa at faa netop det særlige, som han vil. Kunde der mon ikke paa den Maade fremkomme flere smukke Tekstilsager end
hidtil?
Emma Gad.