Forberedelsen af Kvindekongressen findes under sin egen afdeling under Petitstof, der også indeholder Emma Gads foredrag på kongressen, samt en kommentar til artiklen fra Illustreret Tidende der følger her.
KVINDEKONGRESSEN I LONDON
Man forhavses undertiden ved i denne Kongressernes Tidsalder at høre netop de Fagmænd, Journalister, Læger, Oldgranskere o. a., der Aar efter Aar deltage i disse Møder, sige som saa: »Kongresser er i Grunden Humbug, man lærer intet af dem. De giver, foruden de gode Middage, ikke andet Udbytte end nogle behagelige Bekendtskaber.« Naar man saa spørger Herrerne, hvorfor de alligevel saa flittigt rejse til Kongres, faar man et ret ubestemt Svar: »Ja – – – Stillingen kræver det — skulde denne Gang nødvendigvis træffe en Mand dernede« osv. Kort sagt, de indse Svaghederne ved den Slags internationale Sammenkomster, men ville eller kunne alligevel ikke undvære dem.
Naar nu ogsaa Kvinderne, som i deres Kamp for bedre Livskaar foretrække at efterligne Mændenes Foranstaltninger i Stedet for at finde nye og særegne Former, i Sommer have afholdt den første europæiske, internationale Kvindekongres i London, saa paatrænger uvilkaarligt det Spørgamaal sig – har den givet noget Udbytte og opfyldt de Forventninger, som stilledes til den? Enhver, der har Interesse for Sagen, vil svare, at det i hvert Fald har en uhyre stor Betydning, at den overhovedet er bleven afholdt, hvad der vilde have været utænkeligt for blot tyve Aar siden, og afholdt under Tilslutning og Bifald baade fra Publikums og Autoriteters Side. Ellers vil Svaret lyde højst forskelligt, fordi det ganske vil afhænge af, under hvilken Kategori man har deltaget i Kongressen. Dens Deltagere vare nemlig fordelte i tre Klasser, de almindelige Medlemmer, hvis Adkomster kun bestod i at høre til en Forening sorterende under Kvinderaadet, dernæst 100 á 150 indbudne Talere, der paa Grund af en eller anden Fagdygtighed vare skriftlig anmodede om at komme til Stede for at afgive en Beretning om dette Fags Historie og Standpunkt i Hjemlandet, og endelig de delegerede, det vil sige de Damer, omkring 100 i Tal, der af de lokale Kvinderaad i de forskellige Lande vare valgte til Repræsentanter ved Kongresssen. Hvis der maatte være nogen, der endnu ikke ved, hvad Kvinderaadet er, skal det her siges til Oplysning, at det er en international Institution, der indstiftedes under Verdensudstillingen i Chikago med det Formaal at fremme Kvindesagen ved alle Landes Sammenslutning og Samvirken i de sociale Spørgsmaal. Hvert Land har sin egen Afdeling med selvvalgt Bestyrelse, der atter sorterer under en international Hovedbestyrelse, og hvert femte Aar holdes Fællesmøde. Det er altsaa det internationale Kvinderaad, der har holdt Kongressen, og Planerne for Fremtiden, Fordelingen af Arbejdet, Valget af Bestyrelsen, kort sagt, de egentlige Raadslagninger, have kun været afholdte af de delegerede, vel omtrent 100 i Tal, der formodentlig saa godt som alle ville erklære, at Kongressen har givet rige Løfter for Fremtiden. Dette er at haabe og maaske at vente, om end flere af de respektive Kvinderaads meget korte Alder maaske ikke er ganske egnet til at styrke Overbevisningen herom. Det danske Kvinderaad er saaledes indstiftet i sidst afvigte Marts Maaned, og der vil vel nok findes Skeptikere, der mene, at hvis mange af de andre Landes Kvinderaad ikke ere af ældre Dato, havde det maaske været rimeligt at indhøste lidt mere Erfaring paa hjemlig Grund, før man fremlagde Resultaterne ved en Verdenskongres. Dog, de enkelte Landes Repræsentanter kunne jo have været saa udmærkede, at der alligevel er fremkommet Tanker og Planer, som med Rette have bibragt Deltagerne den Overbevisning, at Kongressen har givet et rigt aandeligt Udbytte. Denne Opfattelse vil ikke blive delt af de indbudne Talere, hvoraf saare mange rejste fornærmede bort, idet de vare af den Mening, at naar de paa Grund af en særlig Fagdygtighed vare indbudne af Kongressen og havde bragt Ofre ved langvejs fra at efterkomme Indbydelsen, havde de ogsaa Krav paa større Rettigheder og Hensyn end mange selvindskrevne Medlemmer, men de ventede
Forrettigheder fandtes ikke, naar undtages, at nogle af Damerne havde Tilbud om privat Gæstfrihed under Opholdet. Det viste sig nemlig hurtig, at Ordningen af den Del af Kongressen , der laa uden for Kvinderaadsmøderne, havde overskredet de ledende Damers Kræfter. Viljen havde været den bedste, men Rammen var gjort for stor ved den højst mærkelige Ordning af Sagen, at ethvert Medlem af en hvilken som helst Forening hele Verden over mod et Vederlag af 7 Kr. kontant kunde komme med. Til alle Lande var der udsendt Cirkulærer med Angivelse af Kongressens alvorlige og selskabelige Side, og denne sidste bevirkede, at al Verdens uvedkommende Damer, der havde lidt Penge til en Ferierejse, skyndte sig at melde sig ind i en Forening for at benytte denne enestaaende Chance til som Kongresmedlemmer at besøge London og faa Adgang til de fornemste Interiører, der ellers maa betragtes som Selskabslivets allerhelligste. En Soiree hos Hertuginden af Sutherland udøvede saaledes i Maj Maaned den samme Magt over Sindene som den store Gevinst i Klasselotteriet før Trækningen, »et Gardenparty« hos Lady Rothschild betragtedes som den næstbedste Udsigt, og en Eftermiddagste hos Lord Biskoppen af London kom ind som en hæderlig Nr. 3. Desaarsag kom disse lysthavende Damer anstigende i et Antal af 2 a 3000, alle bestormende Bureauet med retmæssigt Krav paa Indbydelser baade til Hertuginden og Lord Biskoppen og til Sir Nathaniel de Rothschild, og til de almindelige Lorder og Ladies. Naar de vare energiske, fik de ogsaa disse Indbydelser og mødte op overalt, saa at der faktisk ingen Forskel var paa de mange, der havde betalt 7 Kr. for Udsigten til at komme i Selskab hos Lady Rothschild, og de faa, der paa Grund af hjemlig Anseelse vare specielt indbudne af Bestyrelsen. Man havde nemlig strakt sig endnu videre end til de 2000 Medlemmer, idet enhver for en Shilling kunde faa Adgang til Møderne. Da nu disse ofte omhandlede almengyldige Emner og tilmed dirigeredes af Hertuginder og Marquiser, der i pragtfulde Toiletter præsenterede sig for Tilskuerne paa blomstersmykkede Tribuner, var naturligvis hver Krog optagen længe i Forvejen, saa at de indbudne Gæster ikke fik Plads, idet ingen reserverede Pladser vare dem forbeholdte, saa underligt det end lyder. Naturligvis geraadede mange af dem herudover i stor Vrede, især de tyske Damer, der ikke bleve trætte af afvekslende paa Tysk og Engelsk at erklære, at det var højst uheldigt ordnet — dreadful — schrecklich – og at det aldrig vilde have fundet Sted i Berlin. Det havde det vist heller ikke, Tyskerne have jo en Del Omsigt, og Tid og Sted for alle disse Møder vare virkelig her i London noget vanskelige at holde Rede paa. Man fik ganske vist for en Sixpence udleveret en højst indviklet Haandbog, men naar man efter en Times Studeren og Bladen i denne og en anden Times Omnibuskørsel naaede Foredragssalen, kunde man godt risikere, at Forhandlingen ifølge et Opslag var henlagt til en anden Sal en Fjerdingvej derfra. Sagen var — det hele var uoverkommeligt, og den næste Kongres vil vistnok blive ordnet anderledes. Ved en mandlig Kongres have de al Møje med i nogle Dage at komme til Ende med et enkelt Fag, f. Eks. Lægevidenskab, Socialisme o. a., men her skulde alt, hvad der overhovedet staar i Forbindelse med Kvinders liv, i alle Forhold og Himmelegne — saavel Kina som Danmark, alt, lige fra Religion til Hønseavl, fra Literatur til Modepynt, Dameklubber, Politik, Skolevæsen og Skjortesyning, Gud ved hvad ikke, drøftes og gennengaas i en Uge. Resultatet blev, at de talrige Møders lige saa talrige Talere kun kunde faa sparsomme ti Minutter tildelt. Man tage nu det Eksempel, at der i, siger og skriver, ti Minutter skal afgives en Beretning om Kvinders Deltagelse i dansk Aandsliv fra Kæmpevisernes Tid til Aar 1900. Man begynder at tale, først saa vellydende som muligt, derpaa stadig mere hæsblæsende, alt mens man indvendig tænker: du kommer ikke til Ende med det i dine to Minutter. Du bliver stikkende ved 1820! Ja, det gør man naturligvis, fordi det overhovedet er ugørligt at give saa kort en Fremstilling, der er fyldestgørende.
Først antyder en svag Klokkelyd, at Tiden er ved at udløbe, man hasper af Sted for dog at faa det væsentligste med, atter en stærkere Ringning, endnu en Sætning – Dingelingding, og man standser næsten midt i et Punktum for at give Plads for 10 Minutters hollandsk Aandsliv, der ligesom alt andet, der ikke er britisk eller amerikansk, bliver modtaget med den venlige Ligegyldighed, hvormed vi andre vilde paahøre en Forklaring af f. Eks. serbiske Forfatterpersonligheder paa daarligt Dansk. Havde man saa endda kunnet gaa ud fra, at alle de, der traadte frem, vare Fagfolk, der kunde udtale sig med den Sikkerhed bag Ordene, som kun det grundige Kendskab til Emnet kan give, saa havde man alligevel paahørt disse kortfattede Beretninger fra alle Lande med en vis Interesse, men i saa Henseende rokkedes man lidt i sin Tillid. Hvordan det hang sammen med de andre Lande, er jo ikke paaviseligt, men da man for Danmarks Vedkommende fik at se, at det var Sproglærerinder, der afgav Beretning om praktiske Ting som dansk Mejerivæsen, Hønseavl og Bogbinderi, fordi Fagfolkene ikke kunde Engelsk eller ikke vilde foretage Rejsen, saa ville alle kunne forstaa, at man forholdt sig lidt tvivlende over for Totaliteten, og at man, selv om flere af Møderne vare interessante og Talerne dygtige, dog hurtigt maatte tabe Interessen for disse lange Foredragsmøder og heller gav en Del af sin Tid til at se lidt af Londons almindelige Liv og rige Kunstskatte.
Angaaendc Kongressens selskabelige Side kunde man derimod ikke forholde sig tvivlende, og den storladne Gæstfrihed, der udfoldedes, netop i Storbritanniens Hovedstad, bør ikke undervurderes, fordi den er et talende Bevis paa, hvilke rivende Fremskridt Kvindesagen har gjort selv i fashionable og konservative Samfundslag i de sidste Decennier. For det var virkelig sandt, Programmet havde ikke løjet — Indbydelserne regnede ned over Deltagerne, og Kongressens Selskabelighed aabnedes, som lovet var, med Soireen i Hertugen af Sutherlands Bybolig Statford House, mod hvis søjlebaarne Forhal og kuppelhvælvede Trappeopgang samtlige vore Slotsvestibuler kunne lignes ved Tinsoldatæsker, og hvis imponerende Forhold endog skal have aftvunget Dronning Victoria misundelig Beundring, idet man fortæller, at hun i Fjor, ved sin første Visit hos Hertuginden, saa sig om med lidt ærgerlig Mine og sagde: »Jeg kommer fra mit Hus for at besøge Dem i Deres skønne Palads!« Ja, et Palads, det er det eneste rette Ord I — Høje, marmorklædte og guldsmykkede Mure, der udstraale al den fornemme Ro, som vokser op af Aarhundreders Storhed og Magt, Templet for Slægten og dens Bevarelse og ikke for Individets forbigaaende Lykke! Aldrig have maaske disse Mure omsluttet et saa uensartet Selskab! Hertuginder og Mejersker, franske Skuespillerinder og kinesiske Fremskridtskvinder, Brillantdiademer paa bølgende Frisurer og smaa skønhedsopgivende Haarknuder i Nakken, alt sammen i een Pêle-mêle til ubeskrivelig Foragt for de pudrede Tjenere, hvis Mine nærmest talte om forbandet Pligt, naar de betjente denne Skare uvante Gæster ved Buffeterne. Samme Uensartethed gjorde sig selvfølgelig gældende alle Vegne, men føltes dog mest ved Havefesterne, hvor hele Personen paa en Græsplæne udsættes for Junidagens klare Lys, der kræver Ulastelighed i Dragt og Fremtræden fra Isse til Fodsaal og ubarmhjertigt belyser en gammeldags Hatteform og en Plet paa en Nederdel. Disse Haveselskaber (gardenparty), der afholdes før Middag, fra Kl. 5-7, ere en særlig engelsk og overordentlig smuk Form for Selskabelighed, der vistnok efterhaanden vil vinde Indpas i de Lande, hvor den stigende Forfinelse i Sæder medfører en sen Middag og derved giver Anledning til at nyde en Forfriskning ved Femtiden. De vedbendklædte Villamure, de mange Blomster, de lysklædte Damer, som danne bevægelige Grupper under Plænernes store Lindetræer, de hvide Telte med Forfriskninger, Orkestret, hvis Toner blande sig med Tennisspillernes Tilraab, det hele danner et Billede af fin britisk Kultur, et Billede, som med en forunderlig Harmoni er stemt sammen med det bløde, lidt tunge engelske Sommervejr, som hverken er Solskin eller Graavejr, hverken Kølighed eller Varme, men kun kan beskrives som en mild og solfyldt Taagedis, der flyder i Luften og samler sig til en blaalig Farvetone paa de fjerne Enge. Forhøjes saa oven i Købet Virkningen ved Rothschildsk Rigdom, færdes man i Haver, hvis brogetglade Blomsterpragt strækker sig milevidt om Slottet, er det Drivhusferskner og Druer, der bydes en paa Guldskaale, er det fulde og rene Violintoner, der fra skjulte Orkestre lyde ud til en, hvor man end gaar hen, er det Firspandsvogne, der køre en bort, saa virker dette Billede af engelsk Samfundsliv saa stærkt paa en, at det bliver til noget af et Minde. Og dette smukke Minde gaves med fyrstelig Rundhaandcthed af Baronesserne Rothschild til 1400 Gæster, som de, stagende ved Indgangsporten, alle personlig modtog med et Haandtryk og et venligt Smil, der stadig blev mere anstrengt, alt som Navnene bleve mere og mere forvrængede af de silkestrømpede Tjenere, der ligeglade raabte dem ud i Rummet. Dog ikke alle! At mange af Gæsternes Navn have lydt velbekendt og med ægte Londoner Tonefald i Værtindernes Oren, var let at se. De ere ikke til at tage fejl af, disse stilfulde engelske, velbarberede Herrer i Diplomatfrakke og høj Hat, og end mindre disse slanke Ladies, alle sammen ens, alle sammen skønne og gratiøse og smalhoftede og langhalsede og dejligt klædte i bløde, lyse Stoffer og store, maleriske Fjerhatte; jeg husker ikke, hvem det var, der sagde, at man ser saa mange dejlige og korrekte Damer alle Vegne i London, at man til sidst bliver led ved dem Maaske, men gid man saa kunde flytte nogle af dem hertil, eller rettere sagt noget af deres stilfulde Elegance, som her er saa saare sjælden. Men hvad der var mere værd, gid vi kunde tilegne os lidt af den Aand, som besjæler de bedste af dem, den Aand, der hæver sig langt op over det fashionable og faar højbaarne Damer som Lady Aberdeen og Lady Somerset til at føle sig som Søstre af enhver arbejdende Kvinde, ikke ved barmhjertig Velgørenhed, men ved sand og sund Interesse for de vanskelige sociale Spørgsmaal og ved utrættelig Virken for at højne Udviklingen gennem Kvinderne, paa hvem et Lands Fremgang og Trivsel i saa høj Grad beror. Havde England ikke haft Damer med et saa overlegent Syn paa Forholdene, var Europas første Kvindekongres maaske næppe bleven afholdt. Nu vil den faa mange Efterfølgere.
Emma Gad.