Haarde Hjerter og bløde 1911

Man har det saa trygt og saa nemt her i Landet, fordi det ikke falder nogen ind, at man staar med eget Ansvar for sig og sine. Det forlanges ikke af Dem og mig, at vi skal vide, hvad vi indlader os paa, og selv tage Følgerne af det. Hvis vi foretager os noget, der berøver os Liv og Førlighed, er det beroligende for os at vide, at en anden eller andre maa tage Skylden og Ansvaret for det.

HAARDE HJERTER OG BLØDE
Vi er derved naaet til, at det er, som om et stort, sammenfiltrende Net omspænder hele vort Samfund, saa at Ansvaret lyder paa Alle for En og En for Alle. Det er denne smukke og virkelig uegennyttige Interesse for Andres Ve og Vel, der er et Særkende for vort Folk, og som gør, at det næsten kan kaldes Nationen med de bløde Hjerter.

Midt i denne søde Tryghed kan der jo nok være Øjeblikke, hvor man kan komme til ligesom at savne noget – jeg havde nær sagt – et forhærdet Hjerte, hvis man da ikke vil kalde det frisk Syn paa Sagerne. Jeg er kun en svag Kvinde, og det mere hjertelige Blik paa Livet er mig derfor i Kødet baaret. Men netop derfor vilde det virke paa mig – maaske ogsaa paa enkelte andre – som en forfriskende Kontrast, hvis Mandfolk en Gang imellem rejste sig og sagde et Par rolige og maskuline Ord om personligt Ansvar og egen Risiko. Et Par Begivenheder i denne Sommer vilde netop have givet Anledning dertil, hvis der havde været en Helt iblandt os, der i sindsbevægede Dage havde vovet at trodse en Storm af bløde Hjerter. Men det var der ikke.

Den sørgelige Ulykke sker, at en ung, lovende Kunstner en Sommer-Solskinsdag under Besøg i et Fiskerleje ved Badningen rives bort af Strømmen og drukner lige ved Land for sin unge Hustrus Øjne. Hvor vidt denne Ulykke havde kunnet afværges eller ikke, kan jo ikke bedømmes af dem, der savner de lokale og nautiske Forudsætninger for at have Indblik i Sagen. Man kan kun sige, at det for udenforstaaende ser ud, som om der fra de hjemmehørendes Side er udvist en Del større Forsigtighed overfor den personlige Sikkerhed, end den forulykkede selv viste.

Nationaltidende, 25. juli 1911.

Imidlertid – efter at Ulykken er sket, er Fiskelejets Beboere fra Offentlighedens Side, blevet draget til Ansvar for Ting, som strengt taget ikke kommer dem ved. Man giver halvvejs dem Skylden for det forefaldne ved at bebrejde dem, at der ikke findes Plakater om Vind og Vejr paa Murene, at der ikke var ansat Bademestre som Vejledere for ubesindige og ukyndige Svømmere, og andet saadant.
Men hvor i Alverden kan alt dette være deres Pligt, fordi de er Husværter? Andet er de jo faktisk ikke. Det er meget rigtigt, at de tjener en smuk Sum ved at udleje deres Værelser til Badegæster, men det er jo ikke dem selv, der har startet deres Fiskeby som moderne Badested. Naar en Fisker Lejer sit Hus ud, betragter4 han det med Rette som en almindelig Forretning. Han faar nogle Penge som Vederlag for sine Stuer i en vis given Tid, og naar han afleverer dem nette og rene, maa dermed hans Forpligtelser være opfyldte.

Det saa galt ud ellers. Jeg har f. Ex, et lille Hus ved Stranden. Hvis dettes Beliggenhed pludselig kom til at behage en kunstnerisk Klike, og jeg, for at tjene paa det, lejede det ud og anbragte mig selv lidt inde i Landet, var det saa min Pligt at patrouillere ved Stranden i Badetiden og styrte til med Vejrberetninger og Brugsanvisninger, hvis mine Lejere gik i Vandet i ugunstigt Vejr? Det kan være, at de bløde Hjerter vilde sige, at jeg skulde gøre det, men jeg gjorde det vist ikke alligevel. Jeg vilde sige til mig selv: Jeg har lejet mit Hus ud til voksne Mennesker, som maa tage Risikoen for, hvad de gør, og selv om de omkringliggende Landhuse ogsaa var lejede ud, vilde jeg ikke føle mig forpligtet til, sammen med mine Naboer, Direktør U og Grosserer X – og ogsaa de var Lystsejlere – at engagere en Bademester til at passe paa, at vore Lejere ikke svømmede for langt ud, naar det blæste af Nordvest. Man kunde lige saa godt forlange af sin Husvært i Byen, at han skal paatage sig Ansvaret, hvis Beboernes Drenge rutcher ned ad Trappegelænderet, hvilket Begivenhederne har vist, ogsaa kan være livsfarligt. Hvis man vil have en Bademester ansat ved Fiskerbyerne, maa det vist være de badende og ikke Værterne, der betaler ham. De bader sig saa vist ikke – det være langtfra.
Noget andet er, at de er forpligtede til at vove Livet for at redde en druknende, men de maa da være i Egenskab, ikke af Husværter, men af Mennesker – Mænd. Af saadanne viste der sig, saa vidt man læste, af Husværter og Badegæster tilsammen eet Exemplar, hvilket jo ikke kan kaldes nogen særlig høj Procent. Af følsomme Hjerter var der sikkert flere.
De arme Fiskere har ved denne Badeulykke under almindelig Ringeagt fra hele Offentligheden foreløbig faaet den sorte Kokarde trykket paa deres Sydvest. Folk fandt ligefrem Trøst i Sorgen ved at faa andre til at rette Skylden imod end mod den forulykkede selv, der maatte bøde med Livet for sin ungdommelige Ubetænksomhed.

Denne Nationens Trang til at udnævne en kgl. ansat Syndebuk har for nylig faaet et andet Udslag, som vilde være uhyre kuriøst, hvis ikke ogsaa det viste sig paa den mørke Baggrund af et Dødsfald. Under en Automobiludflugt, hvor Vognens Ejer selv sad ved Rattet, indtraf en Katastrofe, som desværre kostede en af de indbudne Damer Livet. Dette er saare bedrøveligt og har sikkert gjort et dybt Instryk paa Bil-Ejeren. Men bagefter er der fra Samfundets Side bleven aabnet en pekuniær Klapjagt paa den uheldige Mand, hvilket maa formodes ogsaa at have gjort Indtryk paa ham af en anden Art, og som vilde være ublandet forbausende, hvis det ikke var det, at Turen var endt saa grumme sørgeligt.



Grundtanken i det hele er denne: Naar man paa en fælles Fornøjelsestur ved en af Deltagernes Uforsigtighed rammes af et ligeledes fælles Ulykkestilfælde, saa er denne Ene, saafremt han hører til de besiddende Klasser, ansvarlig for al den skete Skade. Jeg kunde tænke mig, at man med et mindre blødt Hjerte i den Anledning kunde sige omtrent saadan:
Hvis en Mand under Udøvelsen af sin Livsgerning, en Skibskaptajn ell. lign., udsætter de Mennesker for Livsfare, som betror sig til ham, saa er det en Selvfølge, at denne Mand bærer Ansvaret, fordi det ifølge hans Stilling er hans Pligt at have Indsigt i de Ting, han befatter sig med. Men naar man tager ud paa en ren og skær Fornøjelsestur med en Mand, der ikke har noget kald at røgte paa det foreliggende Omraade, saa maa man selv tage Risikoen. Om han nu – hvis der sker noget – har kørt som en Klodrian eller er bleven ramt af et af de Uheld, som den dygtigste kan lide under, det er et Spørgsmaal som Politi og Domstol maa afgøre, men det synes indlysende, at de, der af fri Villie er taget ud med ham, ikke, hverken personligt eller ved deres Arvinger, bagefter kan komme og gøre noget Krav gældende. Men det er det, Samfundet gør paa deres Vegne. Det betragtes som en Selvfølge, at den paagældende Bil-Ejer har at betale den fulde Opdragelse af den afdøde Dames efterladte Børn, og Meddelelsen om, at han selv tilbød at give 1000 Kr. om Aaret dertil, indtil de var myndige, har kun bevirket, at den offentlige Mening fik Blod paa Tanden og hengav sig til Diskussioner om, hvor dyrt han skulde bøde for, at en Skovtur fik et trist Forløb. Alle Omstændigheder slog sig sammen mod den usalige Mand, bl. a. den, at et af Børnene nærmede sig Myndighedsalderen og kun havde nogle faa Aar at hæve Erstatningssummen i. Samfundet skar Tænder ved dette og beroligedes kun delvis ved, at den yngste kun var 6 Aar, saa der var dog et Del Skolepenge at klare.

Da jeg saa dette, afbestilte jeg det Væddeløbsautomobil, jeg var paa Nippet til at anskaffe. Jeg havde altid tænkt, at det var en morsom, men lidt risikabel Sport, men efter dette stod det mig som Galmandsværk at holde Automobil og invitere mine Venner paa Køretur. Jeg sætter, at jeg en smuk Sommerdag havde faaet fyldt Vognen med ret uformuende Familieforsørgere eller Forsørgerinder med tilsammen f. Ex. 32 Børn, og at Køretøjet saa, foranlediget ved en gal Ordre fra min Side, rendte paa en Telegrafpæl ved Vanløse. Jeg vilde altsaa derved, hvis jeg alene overlevede Ulykken, i modsat Fald mit Bo, med eet Slag se mine Arvingers Antal forøger med 32 haabefulde Individer ligefra henrivende spæde Børn til dunhagede Gymnasiaster for ikke at tale om eventuelle blide Tanter og gigtigste Svigermødre. Enhver vil indrømme, at det vilde være lidt haardt for mig at se mine egne Børns beskedne Udsigter gaa ganske i Vasken for at kunne fyldiggøre de to og tredives Fordringer til en standsmæssig Opdragelse. Hvad er nemlig Opdragelse, og hvad ikke? Lad gaa med Calistenics og Oldgræsk, Kunstvævning og Svømning, men sæt blot, at en af dem havde Anlæg for at blive Violinvirtuos, var det saa ogsaa mig, der skulde holde ham i Berlin og skaffe ham en Stradivarius? Og vilde de to og tredives samtlige Tandpleje komme ind under Opdragelse? Og var det min Pligt at erlægge det altsammen, blot fordi deres Forældre, uden at undersøge, hvad jeg duede til, havde været saa ubetænksomme at tage paa Skovtur som Gæster i min Vogn?

Om dette hændte mig, tvivler jeg ikke om, at en Syndflod af de varme Hjerters Krav vilde strømme imod mig – de er jo særlig varme, naar det er til andre, at Kravene stilles – og jeg tvivler heller ikke om, at jeg Dagen efter forgæves vilde spejde efter En, der kom mig til Hjælp ved at sige, at man maa leve lidt mere paa sin egen Risiko, end man er vant til her til Lands, og at Befolkningens Kvalitet ikke vilde forringes derved.
Fandtes der alligevel En, som havde Mod til at hævde en saa haardhjertet Mening, saa vilde han i hvert Fald hævde den forgæves.

Hvis en Flyver i Morgen gaar op med sin Maskine og falder ned, fordi han var en Kludderhas i Luften, saa vil der ikke blive sagt: Hvorfor gik han op, naar han ikke forstod sig paa det! Nej, der vil blive sagt – og skrevet: Hvorfor gav Flyvepladsens Bestyrelse den sympathiske unge Flyver Lov til at gaa op! Det vil blive sagt, fordi det giver Udtryk for Nationens Utilbøjelighed til at ville indse, at hver har Pligt at sørge for sig selv.
Emma Gad