Vore Katte 1905


Intet Emne kan være utaknemligere, og jeg beder meget om Forladelse for, at jeg berører det, men jeg synes at jeg maa. Det folkelige Udtryk: „Han gør saamænd ikke en Kat Fortræd” turde være det bedste Vidnesbyrd om, hvordan disse vore Husdyr behandles og betragtes hertillands.

VORE KATTE
At bære sig menneskeligt ad mod en Kat — det vil sige, ikke at være god imod den, men blot ikke at gøre den Fortræd, regnes altsaa af Folkebevidstheden for det yderste, man kan naa til af Skikkelighed. Men netop fordi Danske, der elsker Hunden, ikke er tilbøjelige til at holde af Katten, trænger den dobbelt til, at der af og til hæver sig en modig Røst til dens Forsvar. Vore Katte er jo dog uskyldige i, at de uheldigvis er komne til Verden i dette for dem saa ugæstmilde Land og ikke i Syden eller i England og Frankrig, hvor man i ethvert Hus, enhver Portnerbolig og Forretning ser en skinnende ren, snurrende, velplejet Huskat, ofte en Angora, sidde i Vinduet eller ved Kaminen og forlene Stedet med den hyggelige Hjemlighed, som en veltilfreds Missekat i en saa mærkelig Grad raader over. Minouf eller Minette, som de meget ofte kaldes i Frankrig, er et højt skattet og forkælet Væsen, der plejes og fodres paa det omhyggeligste, og som bestandig tiltales med den samme blide Stemmeklang, hvormed man kalder Børn til sig. Ethvert Land har de Katte, det fortjener; hvor man er god imod dem, bliver det til højst indtagende Dyr, venlige, kloge og kælne, derfor er de parisiske Katte saa fortryllende, og de københavnske saa forjagede, saa forpjuskede og forkomne. Det vilde aldrig ske der, hvad der her er ganske almindeligt, at man tager en Kattekilling til sig som et forkælet Legetøj under et Landophold, og ved Bortrejsen lader den blive tilbage ved den tomme Bolig uden at tænke paa, at den da er henvist til at blive en vild og hjemløs Kat, der jages og forfølges af Alle. Og det vilde her aldrig ske, hvad den store parisiske Tegner Steinlen siges at gøre. Gennem et Hul i sin Gadedør paa Montmartre indbyder han alle Kvarterets herreløse Katte til et Maaltid og et Fristed, naar de maatte føle Trang dertil. I et verdensberømt Hefte Tegninger har han forherliget disse sine Yndlingsdyr, som han finder de skønneste og yndefuldeste af alle, ligesom Pierre Loti, den store Forfatter, der har skrevet en aldeles nydelig Bog om sin Moders to Katte. Dette vilde nu i og for sig være vanskeligt her. En stor Forfatters Moder vilde nemlig aldeles ingen Katte have.

Et refugium for katte på en husbåd i Amsterdam 1970.

Hvem holder hertillands Kat i de bedrestillede Familier? hvem vilde her, saaledes som f. Eks. i England, betale ligesaa store Summer for en Kat af ædel Race som for en Hund, det være sig en Siameser, en Perser eller en Angora. Paa Landet paa Gaardene holdes der jo altid Katte for at tage Rotter og Mus, men vist saare sjældent som Stuedyr. De betragtes som ganske udenoms Kreaturer i Lighed med Kaniner og Kyllinger, og maa vist prise deres Lykke, hvis en af Karlene, hvad nok undertiden sker, tager dem i Beskyttelse og værger dem mod ilde Behandling og vilkaarlig Aflivning.

Husmoderens Blad 1905, nr. 6

Men skønt saa godt som ingen velstillede Familier holder Kat i København som Husdyr, er Byen dog opfyldt af dem, formodentlig fordi de ikke kan undværes i Naturens Husholdning. De lever deres halvskjulte og forkomne Liv paa Tørrelofter, Tagrygge og Trappegange, jagede af Voksne, forfulgte af ondsindede Børn, og har de engang imellem et Ærinde i Byen og nødes til at passere Gaden, piler de afsted og gør sig saa flade og smaa som muligt for ikke at gøre sig bemærkede. De har det saa ondt, især de stakkels Hunkatte, som tidt har fire, fem Killinger at ernære, medens de selv sulter.

For nylig saa jeg i den Ejendom, hvori jeg bor, et lille sort Katteansigt med hvid Snude titte ængsteligt op fra Kulkælderen. Vi saa efter, og det viste sig at være en lille forskræmt Hunkat, som lige skulde til at føde Killinger til Verden, den havde søgt Tilflugt i den mørke, iskolde Kælder, hvor der intetsomhelst fandtes i Retning af et Leje. Ved at se menneskelige Væsener, som den, sikkert grundet paa triste Erfaringer, betragtede som sine fødte Fjender, foer den hen i en Krog med alle Kløer parate til Forsvar. Saadan gik det en Tid. Dog — en daglig Madforsyning og en gammel Stump Tæppe, hvorpaa den kunde have sine Killinger liggende, det vil sige, de af dem, der ikke døde af Kulde, bragte den efterhaanden til den Erkendelse, at der dog er nogle Mennesker til, som ikke er helt ondsindede mod Katte. Lidt efter lidt blev den tillidsfuld, kom løbende og gned sig snurrende op ad Kjolen for at vise sin Erkendtlighed og lod En rolig tage Killingerne i Haanden, vel vidende, at man ikke agtede at gøre dem Fortræd.

Nu vil De spørge — hvorfor tog De da ikke Katten og dens Killinger ind i Deres Køkken, hvor der var lunt og lyst, siden De dog præker om Vennesælhed? Det skal jeg sige Dem: Jeg har selv en lille Hunkat med en Pels som sort Atlask og Øjne blaagrønne som Havet og et saa godt Moderhjerte, at den har opammet en stor graadig hvid Hundehvalp, der nu er vokset op til at være fem Gange saa stor som sin Plejemoder og udsugede hende som et Pumpeværk, med en Udholdenhed, der næsten kostede hende Livet, i hvert Fald Figuren. Ganske vist fik hun Hædersdiplom af zoologisk Have* for mønsterværdig Opfyldelse af Moderkaldet, og det er hende sikkert en stor Tilfredsstillelse at have det liggende i Skuffen, men naar vi kommer ind paa Misundelsens og Konkurrencens Gebeter, saa er Katte aldeles paa Højde med Mennesker. Vi prøvede paa at tage den hjemløse Kattemoder ind i Køkkenet, men uden et Øjebliks Betænkning foer lille sorte Mis løs paa den som en Furie, besjælet af ganske de samme Følelser, hvormed formodentlig en Handlende ser en bitter Konkurrent bosætte sig i Huset ved Siden af, og dens Optræden var saa determineret, at der ikke var anden Udvej end atter at anbringe den Hjemløse i Kælderen. Saa satte den lille sorte Prinsesse sig roligt tilrette i Vinduet og saa allernaadigst paa, at den fattige Kollega fik sin Mælk stillet ned i Kælderhalsen, indtil hele den lille Familie blev vel anbragt hos en Grønthandlerfamilie i Næstved.

Men saa heldige er ikke alle smaa forskræmte og ensomme Kattemødre. Derfor beder jeg lidt for dem — I gode Husmødre, tag dem lidt i Beskyttelse! Lad ikke Børn kaste Vand eller Brosten efter dem, lad dem ikke blive jaget efter paa Trapper og i Gaarde, de har det ondt nok endda! Jeg gaar endog saa vidt at sige — giv dem en Gang imellem en Slurk Mælk og et Sildehoved og især et lille venligt Ord og et Kærtegn. Blev det almindeligt, saa fik vi et elskværdigt Husdyr mere.


* Artiklens referencen til Zoologisk Have, var en henvisning til en Katteudstilling i 1900, hvor Emma Gad var med som dommer.