Amalie Skram til Selskab 1905

I det sidste Nummer af “Kvindernes Blad” findes en Artikel af Fru Emma Gad om den nylig afdøde Forfatterinde, Fru Amalie Skram.
Fru Gad fortæller, at Fru Skram næsten altid kom for sent til Selskaber, hvorfor man gerne kunde fastsætte Tiden en halv Time før Meningen var. Aarsagen var i Reglen, at der var hændet Fru Skram et eller andet mærkeligt. Derefter fortæller Fru Gad:

AMALIE SKRAM TIL SELSKAB

… Knap otte Dage, før hun døde, tilbragte hun en Aften i vort Hjem, og aldrig har jeg set hende saa straalende morsom og original som da.
Det var som en Opblussen af hendes rige Naturs Kraft og Lune. Hun havde lovet at komme en Dag til Middag sammen med Fru Oda Nielsen, som hun satte stor Pris Paa, men da hun havde talt om, at hun følte sig nedbrudt og utilpads, blev jeg glad overrasket ved at modtage et Brev om, at hun glædede sig til at komme.

Dog – naturligvis kom der saa et Telegram om Morgenen, at hun ikke var rask nok. Klokken 12 atter Telegram: “Har det bedre, kommer alligevel”, og Kl. 5 endnu et Telegram: “Pigen bleven syg. Skal forsøge at komme til Aften. Amalie”

Det lød jo ret ubestemt, især fra hende, og vi opgav hende ganske. Men min Santen, da klokken gik godt til 10, kom fru Skram alligevel, og havde selvfølgelig haft et lille Sporvejsuheld, der havde forsinket hende. Træt og anstrængt var hun til at begynde med, men hun kom hurtigt ind i Samtalen og beherskede den snart helt med sit Væsens uimodstaaelige Magt. Det, der var det vidunderlige ved hende, var den dybe, urokkelige Alvor, hvormed hun fortalte de mest groteske Erfaringer og Erindringer, som for os lattermilde Danske kun var komiske, men af hende, den ustandseligt iagttagende Forfatterinde, opfattedes som menneskelige Dokumenter, Led i Kæden af de dybt sammenhængende smaa og store Begivenheder, som tilsammen danner et Liv.

Adresseavisen, 22. april 1905.
Kvindernes Blad + 22. april 1905, Adresseavisen.

Naar hun i Eks. den Aften fortalte om en bestemt norsk Kvindesagsdame, som i Følge sit Livsfag insisterede paa at opfatte Ægteskabet som ene og alene aandeligt og desaarsag satte en Kommode for sin Sovekammerdør, men alligevel fik “fire store Gutter kort efterpaa hverandre”, saa forstod Fru Skram aldeles ikke den lystige Latter, der rejste sig omkring hende. Det var efter hendes Mening frivolt og overfladisk af os andre at le af hin overlegne Kvindes Kamp med den oprindelige jordbundne Natur. Hun saa sig om med et Bebrejdende Blik, stadig lige gravalvorlig og sagde:
“Men Gud forbarme sig, at De kan le ad slige Ting!” hvad naturligvis kun frembragte fordoblet Munterhed.
“Alt det vil jeg skrive om”, sagde hun saa, “men der er saa meget – aa, saa meget” – blev hun ved at faa frem for sig ind i den Erindringens Verden, hvor hun havde Blikket fæstet paa saa mange mærkelige Ting.

Jeg fik hende lidt bort fra de andre, og spurgte hende om hendes eget, hendes Datter og hendes Arbejde. Og hun fortalte saa mange kønne Smaating om sin Datter.