Vort Helbred 1907

Chaiselonguedame. John Copley Study no VII Chaise Longue; Dame au masgue, 1916.

Ved forleden at rydde op i mine Skrivebordsskuffer faldt et gammelt gulnet Brev mig i Hænde. Det var dateret 1836 og skrevet af min Bedstemoder, Fru Munch, til min Moder, hendes nygifte Datter i København. Et brev fuldt af kærlige Formaninger og fornuftige Raad, der paa den morsomste Maade udtrykker hin forbigangne Tids Livsopfattelse. Blandt andet stod der at læse:

VORT HELBRED

“Jeg tilstaar, min kære Sophie, at du ikke har saa mange psykiske Kræfter som dine øvrige Sødskende, men arbeid derimod af al Magt, hæng ikke derefter, og søg ikke derved at vække din Mands Medlidenhed – Du gør ham blot keed. Jeg kjender godt din Svagelighed, men du kan med en stærk Villie let overvinde den; og saa meget kjender jeg Peter og hans Kjærlighed til Dig, at han ikke vil anstrænge Dig over Kræfterne; men din Pligt er det at styrke disse Kræfter paa alle mulige Maader, da jeg ikke kan tænke mig en større Ulykke i et Huus end en svagelig Kone”.

Vilde en Moder nu om Stunder skrive de Ord om Modstandskraft til sin nygifte Datter? Ville der ikke snarere staa omtrent saaledes:

“Vær nu ikke uforsigtig, sødeste Sophie! Overanstreng Dig ikke. Du veed, at Du ikke er stærk og ikke tør paatage Dig for meget. Jeg har gennem vor Huslæge søgt Oplysninger om, hvilken Specialist i Gynækoli i København Du bør henvende Dig til. Han tilraadede Professor R. R. og jeg beder Dig nu instændigt om at søge ham snarest muligt og lade ham foretage en omhyggelig Undersøgelse. Hvis der intet er i Vejen med dine Organer, hvad jeg inderligt haaber, maa Du endelig tale med en dygtig Reservelæge, som sandsynligvis vil foreskrive Dig en Tids absolut Ro. Jeg kender jo Peter og hans Kærlighed til Dig, og jeg ved, hvor enig han vil være med mig i, at dit Helbred er det vigtigste af alt”.

Og den unge Kone vilde give efter for de svagelige Fornemmelser, og stakkels Peter vilde som mange andre Ægtemænd omkring os være belemret med en Chaiselonguedame, der ikke tænker paa stort andet end sine indvendige Dele, medens hin Sophie af 1836 efterhaanden udviklede sig til et særdeles kraftigt Individ, der vænnede sig til aldrig at skænke sit Helbred en Tanke og fødte sin Peter fem velskabte Børn.

Vore Bedstemødre havde en afgjort Uvilje mod Sygdom og Svaghed, som de fandt uæsthetisk. De havde den ikke mod indvendige Undersøgelser, for dem kendte de ikke, og hvis de havde hørt om dem, vilde de have vist tanken fra sig med Afsky og Blusel.
Dette Standpunkt er heldigvis forlængst overvundet. Sygdom og indvendige Legemsdele er nu et af de mest yndede Konversationsemner, og man hører unge Damer tale vidt og bredt om Udskrabninger, Livmodersvulster og andre kliniske Fænomener; de som Paddehatte opdukkende Kliniker, stadig flere og mere fuldkomne, er fyldte med svagelige gifte Damer, der snart sætter en Stolthed i kun at give Gæsteroller i deres Hjem og langt foretrækker at ligge paa deres hvide Klinikleje, omgivne af Sygeplejersker og af Rosenbuketter, som bringes dem af kærlige og medlidende Besøgende.

Ringsted Tidende 12. juli 1907.
Kvindernes Blad + Ringsted Tidende 12. juli 1907.

I det hele taget Ordet: “Vort Helbred” raabes i vore Dage ud over Samfundet med saa skingrende Trompetfanfarer, at det mildest talt, om de kunde høres til en bedre Verden, vilde forbavse foregaaende Slægtled, der var vænnede til at holde dette Begreb noget mere i Baggrunden. Sundhedslærebøger med Illustrationer af flaaede Mennesker oversvømmer Bogladerne, Fysiologer udsender Brochurer i Titusinder om, hvad man skal spise, og hvordan man skal spise, det ene Tiaar om Æggehvidestoffernes Uundværlighed; Hygiejnikere paabyder det altid lydhøre Publikum skiftevis koldt Vand og varmt Vand, aabne Vinduer i Vinternætter og opvarmede Sovekamre, Uld paa Kroppen og ingen Uld, bare Ben, vaadt Græs og tørre Solbade; Systemer og Leveregler udskriges og forkætres, opstaar og forsvinder, saa at Forvirringen snart er komplet, og man har kun at holde sig til, hvad en gammel Kone af mit Bekendtskab sagde, da de bød hende en rørig Frokost:
“Hvad jeg kan lide, det kan jeg taale.”

Naa, alt det Postyr er jo i Grunden kun til at le ad, men én Ting er der dog, som er betænkeligt midt i al denne Helbredsdyrkelse og deraf følgende Selvtilbedelse, og det er den Smittefrygt, som Lægerne og Hygiejnikerne i vor Tid har opdyrket med de evige Advarsler og den megen Snakken om Bakterier og Baciller, en Frygt, som ikke er langt fra at gaa over til Hjerteløshed overfor de Syge.
Vi vil slet ikke tale om Difteritis og Skarlagenfeber, de varer jo saa kort, men der er efterhaanden opelsket en saadan Rædsel for Berøring med Tuberkulosepatienter, der jo ofte er syge i aarevis, at de ganske hensynsløst holdes ti Skridt fra Livet og til sidst vilde ende med at blive behandlede som Fortidens Pestbefængte. En af vore første Læger, som er gennemtrængt af det uheldige ved dette Forhold, fortalte forleden, at det efter Ønske af Husbeboerne, hvor der var en brystsvag Patient, at vaske sit Tøj i Ejendommens almindelige Vaskekælder. Sligt vil man vist ofte fremtidig faa at se.

Hvis jeg havde en nygift Datter at give Formaninger, hvad jeg desværre ikke har, saa tror jeg, at jeg ihukommende min Bedstemoders Staalsathed vilde skrive omtrent saadan:

Min kære Pige, tænk ikke for meget paa dit eget Helbred, og gaa frem for alt ikke af Vejen, hvor det drejer sig om andres. Husk paa, at hvor Talen er om at række Haanden ud til den lidende og syge Næste, der maa en Kvinde ikke svigte, hvis hun dur. Der er det Gebet, hvor hun har at vise sit Mod og sit Hjertelag, ligesom Manden skal kunne staa for Skudsmaal paa en Slagmark. Hendes Art af Mod er ikke mindre værd en hans, maaske mere, fordi det skal vises i det skjulte. Glem ikke det. Og hvis Du har faaet saa mange advarende Brochurer ind ad Døren, at Du har faaet Anfægtelser, saa vil jeg anbefale Dig som Medgift at læse Parablen om den barmhjertige Samaritan. Den læses ikke nok.
Emma Gad