VINDUERNE kridtes, og de velhavende Bydele affolkes, saa snart Træer og Hække grønnes. Hvor en Lejlighed er ledig, sætter man en Plakat med: Til Leje op imod Ruden; naar man flytter paa Landet, kridter man Vinduerne som en ganske lignende Reklameplakat for at underrette d’Hrr. Indbrudstyve om, at nu er Øjeblikket inde til at gøre Forretninger. Naturligvis er det ikke morsomt at faa sine Ting ødelagte af Sol og Lys, men man maa hellere gøre sig den Ulejlighed at overdække det altsammen end at udsætte sig for at miste, hvad man ejer, og faa Resten molesteret at Brækjern. Heldigvis dukker der i de fleste Huse ved Udflytningen et Familieinventar op, en forhenværende Kokkepige e. 1., som paatager sig at tilse de kære Ejendele og lave Morgenkaffen, naar nogen af Familien overnatter i Byen. Altsaa hende overlader man Nøglerne og Jagten paa de flagrende Møl og drager selv afsted, Børnene med Jubel, de Unge med Flyvelængsler, de Ældre med Haab om Kræfter og Foryngelse.
Der er tre Hoved-Kategorier af Landliggeri: Villaen, det lejede møblerede Fiskerhus og Pensionatet.
Vilaerne med de vidunderlige Navne, hentede fra alle Sprog og Verdensdele, dem er der ingen Mange] paa. Det bebrejdes Københavnerne, at de er slemme til at leve over Ævne. Om det er med Rette, skal jeg lade være usagt – tilsyneladende er her, sammenlignet med Udlandets Byer, ingen stor Luksus, intet High life med Operaloger, ikke mange pragtfulde Damedragtcr, endnu færre Herskabsvogne og Avtomobiler – derpaa mærkes især, trods al Tale om Storby og Kommen-med, Byens ret beskedne Størrelse; for Sporvogne og afslidte Motordrosker gør det nu engang ikke i Reining af Elegance og Rigdomsudfoldelse.
Men i én Henseende er Byens Luksus ligefrem overvældende i Forhold til dens Størrelse, og det er i Retning af Landliggeri. Naar man betenker, at Landevejen fra København til Gilleleje, omtrent en Strækning paa otte Mil, fraregnet hvad der findes inde i Landet, er saa godt som en sammenhængende Dobbeltrække af Landsteder med tilhørende kostbare Haver, Drivhuse, Bolværker, Udhuse, Badehuse, Lystbaade, Møbler og Inventar, og at alt dette er ganske uproduktivt, kun en betydelig Aarsudgift for Besidderne foruden Kapitalanbringelsen, saa maa man sige, at det tilvisse er et velhavende Samfund, som har Raad til det. Ganske interessant vilde det være, om en Statistiker, som Maalestok for Byens finansielle Ævne, engang vilde gøre op, hvor stor egentlig denne samlede Kapital er.
Hvis en udlænding vilde komme med det fornuftige Spørgsmaal: „Hvor er det muligt, at man i disse nordlige Egnes korte og upaalidelige Sommer vil bære saa uhyre Udgifter til Fordel for Naturlivet istedetfor at rejse lidt i Ferien og ellers blive i den hyggelige og muntre By, hvor der altid er Adspredelser og kulturelle Fordele, som bøder paa det blæsende og fugtige Vejr,” ja, saa vilde man svare ham — lige saa fornuftigt: „Det er, fordi den nordiske Vinter er saa lang og mørk, saa taaget og sludfuld, at vi maa suge Sommeren og Solstraalerne ind i os i den korte Tid, de er her, som en Modvægt mod Vinteren, der gik, og Vinteren, der kommer, og ingen anden Natur kan erstatte os de lyse Nætters sarte Skønhed, Ore-sunds Opal – skiftende Farvetoner, Skovenes gron-lige Skygge, al denne milde, fintafsternte Skenhed, som atter og atter faar Danmarks Sønner og Døtre til at drage hjern fra fremmede Landes større Kaar for at leve Livets Kvæld ved dets Strande.”
Saa højt elsker vore Bysbørn disse blide Sommeraftener ved Sundet, at det er ligefrem utroligt, hvilke Ofre i Retning af Komfort inden Døre i de smaa, lejede Fiskerhuse, der bringes for at kunne nyde dem. Ret talrige og forvænte Familier flytter ind i et Par smaa, bitte, lave Rum og et dukkeagtigt Køkken, nylig forladte of den maaske ikke efter alle Hygiejnens Fordringer levende Fiskerfamilie, der for Sommeren installerer sig paa Loftet med et lugtende Petroleumsapparat, hvor den forholder sig kritisk iagttagende med lønligt Haab om, at det skal øse saadan ned i August, at Københavnerne, som Lejerne kaldes, skal fortrække før Tiden, saa at de rette Beboere igen kan rykke ind. Naboer og Genboer her Lejerne lige paa Livet af sig, Sengene er haarde eller kun altfor bløde, Rendestenene lugtende, Landevejen støvende, men ligemeget, Humøret er straalende. Man prøver saa godt man kan at gøre Stuerne æstetiske ved Hjælp af Straa-Flugtstole, japanske Papir-Skærm-brædter, kulørte Vaskebordtæpper, Lerkrukker med Bøgegrene, kort sagt alt, hvad der sorterer under Stormagasinernes billige Hyggepræparater; men overfor diminutive Rumforhold og Loftet paa Næsen kæmper selv Gudinden Vesta forgæves. Den egentlige Tilflugt bliver det Sækkelærreds-betrukne Lysthus ved Stranden, som oftest saa gennemsigtigt, at ikke alene Himlens Vinde trænger gennem Stoffet, men ogsaa jordiske Blikke, der nyfigent fryder sig over Omridsene af forlovede Par, der tror sig skærmede i Ryggen, men aldeles ikke er det. Og dog — dette Lysthus med haarde Bænke, bagende om Dagen, trækkende om Aftenen, dryppende i Regnvejr, støvet i Solskin – er der alligevel noget kønt ved, fordi dets midlertidige indehavere er saa umiddelbart glade ved dets smukke Øjeblikke og trods alt Besvær saa gæstfrit rede til at dele dem med Slægt og Venner. Man maa uvilkaarligt smile i Sympathi, naar man gaar forbi og hører Tale og Latter klinge ud derfra ved Frokosttid, den glade Time, hvor Familiens Søndagsgæster, Tanterne, Fætrene og Veninderne fra Byen er blevne bænkede der inde ved Kaffetøjet og det traditionelle Fad med de røde Rejer – nej, det er sandt — dette hyggelige danske Skaldyr hører nu til de forhistoriske Arter.
Saa er der Sommerhotellerne og Pensionaterne – der er snart sagt et for hvert andet Hus. De er for Størstedelen fyldte med Pensionister og lidt aldrende Damer. Det er saa nemt at lægge sig i Pensionat – Bordet staar dækket, Sengen bliver redt og Skoene pudsede, og det bør ikke undervurderes, for Husholdningsforholdene er nuomstunder ingenlunde nemme eller billige paa en Landliggerkyst, hvis daglige liv med de mange tilfældige Gæster er en Pestilens for By-Enepigen. Ganske vist, Maden er paa de billige Steder sløj, Dugen lidt plettet, Theen lidt tynd, men Dameerne har det Selskab og det dermed følgende kritiske Samtalestof, som er dem uundværligt, hvad enter de har Gadens Huse eller Havets Bølger for Øje, og hvad saa; Der er som Regel en Konditor i Nærheden.
Denne for Pensionatslivet særeregne uophørlige Gnidning op ad ligegyldige fremmede Mennesker, der er saa trættende og saa besynderlig udviskende for Personligheden, er der Mange, som synes om. Der er Mange, for hvem en Maaneds uadskillelige Samvær i Baad og paa Char-a-bane, ved en Whishy eller Kop Kaffe fra Morgen til Aften med Folk, hvis Tilværelse man før Ferien ikke anede, falder fuldkommen naturlig, ligesom en ligegyldig Letten paa Hatten et Par Maaneder senere inde i Byen falder ligesaa selvfølgelig. Saa er der Andre, som hvert Aar i Sommerpensionaterne slutter fortrolige Venskaber, der absolut skal fortsættes i Byen uden i mindste Maade at passe til Familiens Kreds eller Interessefære, og derpaa kølnes efter et Par Aars Tid. Hvem kender ikke fra Selskabslivet saadanne mystiske, af Ingen kendte Deltagere i et Middagsselskab, som staar ganske udenfor Samtalen og som Vært og Værtinde forestiller Gang paa Gang med Forsikring om, at det er saadanne herlige Mennesker og engang imellem liver op med et Tilraab saasom: Kan De huske den Aften i Fyrreplantagen” o.l. der ikke forstaas eller paaskønnes af Nogen af de Andre.
Sommeren glider hen — ak, kun altfor ofte med overvejende Regn og Blæst, og man bereder sig til at tage ind igen til Bylivets Dont. Er det saa med et kulturelt Udbytte af Hviletiden man vender tilbage? Som oftest ikke. Der er maaske blevet hjulpet lidt paa Sundheden og Nerverne, og dermed baste. Og dog er denne fredelige tid paa tre fire Maaneder, hvor man er fri for Forstyrrelser, for den evige Ringen op og Kimen paa Klokken, fortræffelig egnet til at hengive sig til aandsdannende Rekreation — lidt vægtig Læsning – Genkaldelse af gamle Ting, Tilegnelse af nye. At dette ikke er den gængse Opfattelse, ses bedst af de stadige Avertissermenter, hvor det hedder: “Bogpakker. Let Lecture til Sommerferien, Kriminalromaner, spændende Noveller.” Eller: “Let Musik for Landliggere, tolv Valse og Polkaer for een Kr.” Det vilde neppe blive saa ihærdigt averteret, hvis det ikke var Udtryk for den almindelige Mening, at paa Landet skal man drive og kun drive. Dog, Beskæftigelserne er naturligvis mindre døgnflueagtige, naar Folk ejer deres eget Hus, end naar de bor i Pensionat eller Fiskerhytte. Med Kærlighed og Nænsomhed fylder man da efterhaanden sin lille Boghylde derude med de Værker, man holder af, og har man Klaver, lyder tidt paa Regnvejrsdage Fortidens dejlige gamle Sonater ud over den dryppende Have. Mau flytter i det hele taget de Ting med sig derud, som man kan faa Brug for, og ikke, som de tilfældige Lejere, det, som man umuligt kan undvere. Og saa har man sin Have, hvor hver Plante, der om Foraaret skyder op og blomstrer, er En kendt og kær.
Taget som Helhed maa det vel altsaa have sin dybere Begrundelse, sine klimatiske og nationale Aarsager, at det første Skridt henimod Velstand og Luksus, en dansk Familie vover sig til, det er at anskaffe sig et Landsted. Man kan længe nok sige, at det er en Lænke om Benet – en Dumhed; det er sandt, det er det klogeste at lade være og gemme sine Penge. Men — et Hus paa Landet er en Ven, man skatter dobbelt, naar man bliver til Aars og trænger til Ro. Ganske vist en dyr Ven, men det er jo nu engang saaledes her i Livet, at det ofte er de dyre Venner, der staar Hjertet nærmest.
Emma Gad.