De unge Damer 1908

Kadetter til Bal. Illustreret Tidende , 28. april 1901.

Forfatterinden Fru Emma Gad tager i sidste Nummer af Kvindernes Blad til Genmæle imod, at Forældre for Tiden overlader deres Pigebørn saa meget til sig selv i Stedet for at søge at modarbejde den løsslupne Tale, som har vundet Indpas blandt de unge Damer og Herrer.

DE UNGE DAMER

Fruen raaber et “Vagt i Gevær”; det siges nemnlig Mand og Mand imellem, skriver hun, at Moralen i vor By staar paa “et lavt, men behageligt Standpunkt…” Hvor meget dette har paa sig, skal jeg ikke kunne sige, men der fortælles jo ikke saa helt sjældent vistnok faktiske Hændelser om forhastede Giftermaal i en meget ung Alder – om nødtvungen Pensionsophold i Udlandet o. l. Man kan – maaske lidt bornert – spørge sig selv, om der alligevel ikke var noget betryggende ved Fortidens fastere Former og den hævdvundne Skik, at den unge Pige kun tog del i Selskabslivet i private Hjem og fortrinsvis sammen med sine Forældre. Forældrene ere vist dem, vor Tids unge Piger selskabeligt set færdes mindst sammen med. De gaa til deres Middagsselskaber og nyde der otte Retter Mad, som ere for kostbare og kedelige for Ungdommen, og Datteren danser og morer sig paa andre Enemærker. Det er netop Sagen. De vanskelige Tider og det store Besvær have bevirket, at de private Baller bliver sjældnere, og da unge Piger fremfor noget andet ville danse, har vor Tids friere Tone banet vej for den Opfattelse at unge Piger særdeles vel kunne gaa til Dans paa Steder, hvor der er betalt Entré, og hvor ingen ansvarlig Dame er Værtinde… Det hedder sig, de følger en Broder, men Broderen – ja, han danser sandsynligvis blot med en lige erhvervet Flamme uden at have en Tanke for Søsteren. Der verserer saaledes nylig til almindelig More en Historie om en ung Pige, som vare paa Karneval ikke kunne finde sin Broder og blev fulgt hjem af en opmærksom og beleven Kavaller, der siden viste sig at være Opvarter ved et Forstadsteater.

Lolland Falsters Stiftstidende, 10. april 1908.
Kvindernes Blad + Lolland Falsters Stiftstidende, 10. april 1908.

Fruen slutter bl. a. saaledes: “Sagen er – de skandinaviske Damer savne vist i nogen Grad den Takt at vide, hvor de kunne gaa og ikke kunne gaa. Naar de ere i Paris, besøge de med udpræget Fornøjelse Byens allerværste Buler – jeg kendte saaledes endda en 70aarig dansk Etatsraadinde, der gik paa Kafé Mazime om Natten; naar Franskmændene høre sligt, korse de sig med Rette over Udlændingernes Mangel paa Form, og jeg tror heller ikke, en fransk Ældre Dame ved et Besøg i København vilde vælge at besøge Figaro eller lignende Steder.”

Aftenbladet, 11. april 1908, havde denne overskrift til samme artikel.
Aftenbladet, 11. april 1908, havde denne overskrift til samme artikel.

Hvad specielt Etatraadsinden angaar, kan man vist tage den med Ro. En Dame paa 70 er jo ingen Aarsunge, og der er vel ingen Fare for, at hun skejer ud efter et Besøg hos Maxime, selv om hun er en meget fyrig ældre Dame. Fru Gad gør Ret i, at en Pariserinde næppe vilde gaa i Figaro, hvis hun kom til København, men vi ere tilbøjelige til at hælde til den Anskuelse, at det for en væsentlig Del vil skyldes, at det næppe falder en Pariserinde ind, at det kan være umagen værd at besøge en Dansebule i en Smule By som København. Paa den anden Side have de danske lige som saa mange andre Mennesker baade læst og hørt saa meget om den Leben, der føres i Maximes Kafé, Moulin rouge etc. at deres Nysgerrighed driver dem derhen. Det paastaas i Paris, at det er de fremmede og deres Penge, der ødelægger den offentlige Moral i Frankrigs Hovedstad. Det er højst rimeligt – men det er sandelig Franskmændene selv, der gennem Romaner og Aviser have gjort en vældig Reklame for Paris som de letsindige Fornøjelsers By par exellence. Forøvrigt et det lidt naivt at tro, at dette virkelig er Tilfældet. Folk der kender Forholdene, hævde, at London og St. Petersborg for ikke at tale om de store sydamerikanske Byer i langt højere Grad fortjene dette Ry, og her er det oven i Købet de indfødte, der “gaa i Byen”. Pariserne lade Udlændingene om det.
I vor egen lille Hovedstad, der aldrig forsømmer et proklamere sig selv som Storstad (!), følger man med, saa godt man kan. Navnlig er det vældig “mondænt” og “rask” at være let paa Taaden. Men naar Fru Gad særlig raaber Vagt i Gevær med Hensyn til de unge Piger, er det vist i nogen Grad med fejl Adresse. Det er ikke dem eller de jævnaldrene unge Mænd, der har fundet paa at være frivole i Optræden eller i Tale. Nej, man skal højere op for at finde Aarsagen; der hviskes Mand og Mand imellem og der læses mellem Linierne i visse Blade om der Fordærvelse, der herske blandt de gifte i visse Kredse i København, og det er her fra, den Smitte kommer, der forplanter sig ud til de unge. Og her kunde der raabes Vagt i Gevær – hvis man er saa naiv at tro, at det hjælper noget. Der er og vil altid være i en By som København to Klasser: det er de bundhæderlige og de bundfordærvede. Hvem der i Øjeblikket er i Overtal afhænger af forskellige ydre Omstændigheder, bl. a. af hvor stor Indvandringen fra Provinsen er i et givet Tidsrum. Uden for disse to Grupper findes “de smaa Syndere”, der af og til slaa en lille “Skæv”, men som ikke ere hverken hæderlige eller fordærvede nok til at gaa til den ene eller den anden Side.
I Modsætning til København ere disse sidste som Regel i Flertal i Provinserne.
Man holder sig paa Maatten og ser med beundrende Gysen paa Menneskenes Færd i det store Sodoma København – akkurat lige som Københavnerne over for Paris – men uden at turde eller ville efterligne dem i Gerningen. Det ere Forholdene for smaa til.
A.