Damernes udstilling 1911

14. juni 1911.

Naar man i denne Sommertid, siddende i Strandkanten eller Verandaen, faar bragt sine længselsfuldt ventede Aviser og i et Utal af Notitser læser om de mange Folk, der forlader Byen for at tilbringe Sommeren ved Badesteder og Sanatorier, Kusteder og Bjergbyer, lige fra Gehejmeetatsraader til Kommuneskolebørn, bliver man lidt efter lidt bibragt det Indtryk, at der slet Ingen bliver tilbage i den arme By.

Og dog – naar man samtidig ser, at omtrent 200,000 Mennesker var ude at more sig 2den Pinsedag, og at det er omtrent ligedan hver Søndag i Sommerens Løb, saa maa der dog alligevel være Nogle, der bliver tilbage. Heldigvis, maa man sige. Hvis Byen præsenterede sig endnu mere uddød og folketom, end den nu gør det f. Eks. en Juli Eftermiddag i den fashionable Amaliegade, saa vilde den sandelig ikke være egnet til at gøre det tiltrækkende Turist-Indtryk, som vi jo tilstræber, ved alle de Midler, som vi ikke raader over i saa høj Grad som vore Naboer hinsides Sundet.

Der er altsaa al Grund til at være de forholdsvis Faa taknemmelige, som værdiges at blive i Kjøbenhavn Sommeren over, særlig Damerne, som med deres lyse Musselinskjoler og brogede Hatte vist egentlig udretter fuldt saa meget til Byens Forskønnelse som Altanbeplantningerne. Det ligger altsaa nær for de Ledende i vor By at gøre noget for disse Trofaste til Gengæld. Og det agter de ogsaa, i det mindste iaar.

De Kjøbenhavnerinder, der holder Stand, véd maaske endnu slet ikke, at der i Sommer er noget usædvanlig morsomt og tiltrækkende under Opsejling til dem, nemlig en Damernes Udstilling, omfattende alt, hvad der kommer ind under Kvinders Luksus og Hjemmeliv, en Udstilling, som Industriforeningen under Protektorat af Dronningen afholder i Sommer i dertil nybyggede Lokaler fra 1ste Avgust til 15de September.

Smykker, Kniplinger og Pelsværk – Brokadestoffer og Strudsfjer, Guldbroderier og Silkesko.
Emnet er jo fortryllende. Saa langt Kulturen gaar tilbage, har jo alle Kunstindustriens Udøvere gennem Tiderne kappedes om at forskønne og forfine alt, hvad der skulde tjene til Pryd for Kvindens Dragt, og særlige Brugsgenstande, hvad enten det var i Athen eller Tokio, Teben eller Rue de Rivoli. Man behøber blot at nævne de tre Ting: Smykker, Kniplinger og Pelsværk, for at Tanken øjeblikkelig følger efter med alt det andet smukke – Brokadestoffer og Strudsfjer, Guldbroderier og Silkesko, Haandspejle og Vifter, Løjbænke og Edderdunspuder, alt, hvad der er elegant og lækkert, yndefuldt og fint. Saa vidt muligt vil det her blive samlet til et farverigt Hele, og at skabe en stilfuld Ramme om al denne Kvindelivets Charme, det er netop en Opgave for Arkitekt Arne Petersen, hvis Evne mere end noget andet bærer hen imod det lette og de gratiøse.

Det siger sig selv, at Industriforeningens Udstillingsudvalg med Hr. Alfred Dragsted i Spidsen ikke har ment at kunne undvære kvindelig Medvirken til netop dette Foretagende. Herrerne har derfor henvendt sig om Bistand til Dansk Kunstflidsforening, som er den mest udstillingsvante af vore kvindelige Foreninger. Dens Bestyrelse, hvori f. Eks. findes Etatsraadinderne Hegel og Ruben, Fru Arnold Krog og Professorinde Henning Matzen, har atter suppleret sig med en Kreds af Damer, hvis Sagkundskab og Forbindelser borger for, at mange seværdige Ting vil komme frem, bl. a. Udenrigsministerens Frue, Grevinde Ahlefeldt, hendes Svigerinde Grevinde Polly Ahlefeldt, Fru Alfred Benzon, Lensgrevinderne Raben og Reventlow, den svenske og norske Ministers Døtre, Frøkenerne Günther og Hagerup m. fl. Det er nemlig ikke Meningen, at det skal være en Butiksudstilling alene, skønt det ventes og haabes, at vore Firmaer vil tage livlig Del i den, og at de maa faa rivende Afsætning i Salgsbureauet, som, i Tilbehør til en stort anlagt Tombola, ledes af den meget udstillingskyndige Frk. Inger Klüver. Men hvis Udstillingen ikke havde andet at fremvise, kunde de Besøgende forsaavidt lige saa gerne gaa en Tur ned ad Strøget, hvor de Handlende vist gør deres Yderste for at vise det bedste Ben frem for de Tilrejsende.

En Udstilling sætter sig i vore Dage et ganske andet Maal. Publikum er ikke tilfreds med kun at se de færdige Sager fremlagte, man vil tværimod se deres Tilbliven saa vidt muligt fra den første Begyndelse til “the finishing stroke”, og Komitéen vil derfor sørge for, at Udstillingen bliver saa levende som mulig – med unge Arbejdersker, der forfærdiger kunstige Blomster, andre, der sætter dem paa Hatte, atter andre, der forarbejder Sølvsmykker o. l. Den kgl. Porcelænsfabrik paatænker i denne Forbindelse at fremvise, hvorledes dens Dekoration af Vaser fremkommer, og – for at nævne et helt andet Omraade – har Grosserer Breining lovet at fremstille det moderne Haararbejde, lige fra det Øjeblik, hvor Landsbypigens gyldne Haarfylde er faldet for Saksen, til den i kunstfærdige Bukler pryder Verdensdamens brillantbesatte Hoved. At man i Afdelingen for Sysler i Hjemmet, hvor alle Arter Haandarbejder udstilles, vil finde vævende og kniplende Damer i Virksomhed, er en Selvfølge. Dog – vor hjemlige Kniplingsindustri staar paa ret svage Fødder, og Komitéen arbejder derfor paa, gennem de herværende Gesandtfruer og Konsulaterne, at faa en Samling udsøgte Kniplinger hertil fra de verdenskendte Knipleskoler i Belgien og Italien, særlig Venedig, og det ser ud, som det vil lykkes. Ligeledes vil den berømte Fabrik Liberty i London ved sin herværende Repræsentant, Frk. Christophersen, faa en fyldig Udstilling af sine vidunderlige Stoffer, hvis Farvenuancer ikke synes at kunne fremstilles af nogen anden Fabrik i Verden, skønt de alle falskelig pynter deres Varer med Navnet Liberty, det Navn, som ganske simpelt tilhører en bestemt Mand, Mr. Liberty, der sammen med en Del af Englands berømteste Kunstnere i Firserne selv anlagde sin Fabrik. Mest tiltrækkende vil maaske dog blive en historisk Afdeling, hvor en Sal skal helliges til Reproduktioner af alle Tiders og Landets berømte Dameportrætter, ordnede af Winkel og Magnussen, samt en Samling gamle Modejournaler, som jo altid virker kostelig, selv om de i bisarre Paahit og upraktisk Snit vil have ond ved at hamle op med Modejournalerne fra igaar og idag. I denne Sal med et prægtigt Ovenlys har man planlagt at fylde Montrene med antike Syremedier, Toiletgenstande, Beklædningsting, Pretiosa, Ure, Vifter og andre af de Smaaklenodier, som Fortidens Damer holdt af at omgive sig med, og som har en saa vemodig Ynde over sig, fordi man véd, at de har været Redskaber i en blød og hvid Haand, som for længst er hensmuldret, mens de selv bestaar. Ved disse gamle Sagers Ordning har Etatsraad Hegel lovet at bistaa, hvoraf man vel tør slutte, at bl. a. ikke saa lidt af Etatraadens rige Samlinger vil faa Plads i Montrene.

Alt dette ser jo lovende nok ud, men hvad vilde i vor Tedrikningens Tid en Damernes Udstilling være, hvis ikke der fandtes en elegant og fristende five-o-clock-Servering, hvor Damerne kan lade deres Beundrere ane, at de vil komme til Stede, og hvor de, i det beklagelsesværdige Tilfælde, at saadanne ikke findes, kan kritisere de Andre skarpt og samtidig nyde dette Dagens forfriskende Hvilepunkt, hvor man atter samler Kræfter til Indkøbene og det øvrige Besvær. At være saa nær ved de af Alle skattede Frøkner Nimb og da at savne deres Medvirken, hvor vore Damer tager Affære, var jo utænkeligt, og lige saa utænkeligt vilde det være, om ikke Tivilis Direktion sørgede for Musik derinde fra Kl. 3-5, f. Eks. en Gæsterolle af et hvidklædt kvindeligt Orkester.

Med saa tiltrækkende Planer er det ikke underligt, at de mange Anmeldelser allered faar Hr. Dragsted til at omgaas med den Tanke at drage Industriforeningens Sal ind under Udstillingen, men maaske er det bedst at det bliver ved Tanken. To Afdelinger af ét Foretagende bevirker altid at den ene af dem bliver Publikums Stedbarn, ligesom det i et Selskab er hartad umuligt at faa Gæsterne til at sprede sig i flere Stuer – man vil hellere have lidt kneben Plads og blive sammen. Og Gæsterne vil her blive mange. Da Entréen kun skal koste 10 Øre foruden Tivoli-Entréen, antager man, ifølge ældre Erfaringer, at der vil komme 2 á 300,000 Besøgende, saa det vil blive Signalet til en livlig Tid, naar Dronning Louise den 1ste Avgust erklærer Damernes Udstilling for aabnet.
Emma Gad.




Se beskrivelser i dags- og ugepresen af Damernes Udstilling.