Det graa spøgelse 1911

bogtitel
9. juli 1911.

Det var virkelig saa ubehageligt. Jeg var i en stille Hviletime gaaet ned i Haven med en ny Bog for rigtig at have det godt. Jeg satte mig ved de blomstrende Roser og Hyldebuske, hvor Sommerfuglene flagrede og Bierne summede – jeg saa et Øjeblik op i Løvhanget over mit Hoved og gav mig saa til at skære min lille, graa Bog op.

DET GRAA SPØGELSE

Den var af Alfred Bramsen og havde den lovende Titel: “Den virkelige Fare i den farlige Alder” – Altsaa noget pikant og underholdende maatte det være.

Men allerede efter de første Sider er det saa underligt – det begyndte at graane for mig – Sommeren forsvandt – Roserne hørte op med at dufte og Bierne at summe. En klam og kold taage steg op fra Bogens Blade, formørkede Solen og blev efterhaanden til et kæmpemæssigt, blygraat Fantom, der stirrede paa mig med et Par mørke tillidsfulde Øjne.

bogforsideEr Ord er nok til at sige, hvad det var, der havde forfærdet mig: Bogen handlede om Kræft – det var den virkelige Fare. Saa rædselsvækkende er denne ene Stavelse for os Alle, at Tanken et Øjeblik staar stille, blot Ordet nævnes i Forbindelse med En, man holder af. Det betyder jo det Uoprettelige.

Dog, det har man jo altid vidst. Det, der skræmmer ved denne Pjese, er ikke dens Beskrivelser, dens Formaninger, dens Kampsignaler, det er dens tørre Tal. Forfatteren begynder med at kalde Kræft for Morbus Hafniensis, den kjøbenhavnske Syge, fordi vor Hovedstad rager op over alle evropæiske Hovedstæder med Hensyn til Kræft-Dødelighed. Af den Grund kunde jeg jo ikke slippe Bogen, jeg maatte se, hvordan det var, fordi disse ubarmhjertige Tal truede ogsaa mig personlig – ja, baade Dem og mig – os Alle.

Véd De nemlig, hvor stor Kræft-Dødeligheden er iblandt os – har De læst Bogen? Ikke mindre end hvert fjerde af alle Dødsfald i Alderen mellem 45 og 65 Aar – ja, siger og skriver hvert fjerde – skyldes ifølge Stadslægens Tabeller Kræft. Det nytter ikke, De kommer med Tuberkulosen, den er ganske sejlet agterud. Der døde i 1909 omtrent 700 af Kræft i Kjøbenhavn og kun 550 af Lungetuberkulose. Og Stigningen gaar ifølge Stadslægens Udsagn, foruroligende hurtigt. I 1909 var der 688 Dødsfald af Kræft i Kjøbenhavn, og 1910 var de steget til 771, og da den almindelige Dødelighed samtidig er aftaget, er Udsigten til at dø af Kræft i Aldersklassen fra 45 til 65 Aar i Virkeligheden endnu større end ovenfor angivet. Med disse Kendsgerninger for Øje, kan vi altsaa ikke være uforberedte paa, at Enhver af os kan blive den Ene af de ikkun fire, paa hvem Loddet kastes. Og vogt Dem, mine Læserinder, Chancen er større for Kvinder end for Mænd, idet Kræft-Dødelighedens Tal stadig er størst for Kvindernes Vedkommende, skønt den saa smaat, siges der, begynder at fordele sig ligeligt mellem de to Køn.

Imidlertid – det alleralvorligste har ogsaa sin komiske Side, og det er med en vis tør Humor, Forfatteren oplyser os om, at Kræft er den Rædsel der ligger paa Lur efter de Misundte, de Priviligerede, der har det fedt og godt, mens Tuberkulosen særlig er efter Livets Stedbørn, de Fattige og Sultne. Kræft er en Sygdom, der ingenlunde savner Distinktion, siger han. Fyrstehusene er mere hjemsøgte end Fattighusene. Den sunde og velhavende Bydel Hamostead i London har ifølge Statistikken den højeste Kræft-Procent af alle Kæmpebyens Dele, og ved Undersøgelser i Fængslerne har det vist sig, at Tuberkulosen huserer slemt mellem Fangerne, mens de ondartede Svulster er sjældnere indenfor end udenfor. Kræft synes saaledes at være den velstillede Klasses Sygdom, og Bogens Forfatter antyder med et lille Smil, at han i vort velhavende Land kun øjner én Mulighed for en Standsning af den frygtelige Sygdoms Storm-Fremskridt, den nemlig, at den økonomiske Forlegenhed, som øjensynlig truer det Offentlige, ene vil være i Stand til at fremtvinge den mere sobre Levemaade, som for de Flestes Vedkommende synes uforenelig med stærk økonomisk Fremgang. Særlig ser han en Udvej i de stærkt stigende Skatter, og vist ikke med Urette. Naar først de kommer rigtig ud i Livet, bliver der vist ikke meget at solde væk for nogen af os – det Offentlige skal nok sørge for at tage det fra os, der skulde give Sukkeret paa Kagen. I hvert Fals maa der være en vis Husvalelse for de Forarmede og Forslidte i den Tanke, at den grufuldeste af alle dødelige Sygdomme ikke truer dem selv saa stærkt, men derimod staar som et manende graat Spøgelse i Baggrunden af de Riges og Overmættedes Festsale. Maaske Livets Goder og Sorger er lidt bedre fordelt, end det ser ud til.

Altsaa – for megen Mad og for lidt legemlig Anstrengelse – dér ligger Faren
, og den moderne amerikanske Banebryder paa Ernæringslærens Omraade, Mr. Horace Fletcher – der ogsaa har studeret vor Levevis – og hans herværrende Ordfører, Dr. Alfred Bramsen, giver i deres Arbejde følgende Grundtræk for Leveregler til de i Sandhed faretruende Kvinder af Over og Middelklassen: “Vær paapasselig og opmærksom under Spisningen. Spis ikke mere, end Appetit-Instinktet strengt kræver, og helst lettere Føde. Tag den ind i smaa Mundfulde og bearbejd den godt i Munden før den synkes. Bevar saa vidt muligt Sindets Ro. Før et virksomt Liv med magen Bevægelse i fri Luft” Det lyder jo saa nemt som Fod i Hose, og alligevel, naar man ser sig lidt omkring og betragtes de Velstilledes Levevis i en Storby, saa er det nu ikke saa helt nemt, det, der forlanges, i det mindste her til Lands hvor Mad spiller en saa uhyre Rolle, saavel individuelt som selskabeligt set, og hvor Levefoden i den sidste Snes Aar har været i en næsten lige saa rask Stigning som – nej, lad os nu ikke igen nævne det fæle Ord.

“Jeg taler af Erfaring”, siger Horace Fletcher. “Jeg har ved en selvpaalagt Forandring af min Levevis i en forholdsvis fremskreden Alder vundet ny Sundhed og Styrke. Kun ved Selvkontrol og egen Viljestyrke modarbejdes Faren, og hvor nødvendigt der er at danne et Bolværk mod den, det ser man ved blot at se sig omkring.” Hvorledes er nemlig den daglige Ernæring for en velhavende Dame i den sundhedsfarlige Alder? Lad os se:

Som oftest er Fruen nervøs og overanstrengt – det vil i de fleste Tilfælde sige overernæret, og er bleven beordret til at spise Æg eller Havregrød med kogt Frugt sammen med Kaffen om Morgenen Kl. 9 á 10. Medens Fordøjelsesmaskineriet endnu bakser med dette første Maaltid, efterfølges det et Par Timer senere af det næste – den solide Frokost bestaaende af mindst én varm Ret foruden koldt Bord og Hvedebrød. Som om dette ikke var tilstrækkeligt, er der blevet indført et helt nyt Mellem-Maaltid Kl. 4 med Te, ristet Brød, fede Kager osv. Mr. Fletcher maa ikke vredes, men dette lille Maaltid er nu vanskeligt at modstaa paa en raakold Dag, det maa man lade Damerne. Men videre: Under Middags-Sæsonen indtages saa omtrent daglig ved Syvtiden et Maaltid, hvor Ret følger paa Ret og fortæres i én Péle-Méle – Kød og Fisk, Gemyse og Butterdejg, Tamt og Vildt, Majonnæse og Leverpostej, Trøfler og Vanillecrême, Vine og Kaffe, afvekslende koghedt og iskoldt. Senere paa Aftenen Øl og Te, Smørrebrød og Kager, Whisky og Sodavand. Ja, endog henad Natten efter Teatertid ses Damer og Herrer sidde paa Restauranter fordybede i Hummersalat, Oksefilet og lignende tunge Sager, naar dog Fordøjelsen haardt kunde trænge til Hvile efter Dagens uhyre Arbejde. Ja, saaledes taler de Sagkyndige, og de har jo Ret.

Overgangen fra en Livsperiode maa, siger de endvidere, hos det sunde Individ instinktivt ledsages af en tilsvarende, aldeles nødvendig Forandring i Levemaaden. Nærings-Behovet og Fødemængden maa dække hinanden. Naar man derimod i en saadan Periode bliver ved med at konsummere samme Mængde stærkt æggehvideholdig Føde som tidligere, hvor de normale Vækst- og Reproduktionsprocesser endnu lagde Beslag paa Overskudet, saa et det, at der til Kræftdannelse kun hører et skæbnesvangert Sammentræf af kun faa Omstændigheder. Og i det sidste Aarhundrede hvor den almene Vellevned er steget saa stærkt som aldrig før, er samtidig al Stræben gaaet ud paa at kunne udføre ethvert Arbejde med mindst mulig Anvendelse af Haand- og Muskelkraft. Og Resultatet – ja, det er altsaa blevet disse forfærdelige statistiske Tabeller fra Stadslægens Kontor.

Man spørger uvilkaarligt sig selv – vil disse Tal nu virke som en Advarsel? Vil de, der læser denne grufulde lille Bog om Kræft, nu skænke deres Ernæring mere Opmærksomhed? Vil de forstaa, at de ved egen Viljekraft kan afværge en truende Fare, og vil de indskærpe deres Venner og Frænder at være forsigtige i Tide?

Næppe. Venner og Veninder vil de ikke bekymre sig om, og for eget Vedkommende vil de slaa det hen. De vil tænke: Hvorfor skulde jeg netop blive den ene af de Fire, det var jo aldeles ikke Kræft, mine Forældre døde af. De vil lukke Bogen for at gaa ind og klæde sig om til Dagens Middagsselskab, og i det glade Lag vil de spise løs af alle de gode Retter og ikke lade en eneste gaa forbi.

Nej, jeg tror – hvis jeg da kender Kvinderne ret – at Mr. Fletcher og Dr. Bramsen skulde gribe Sagen lidt anderledes an. De skal gaa en lille Omvej. De skal sige: Mine Damer, vogt Dem. Henimod de 50 Aar lurer der en Fare paa Dem alle – den, at De risikerer at blive for svære. Kast blot et Blik paa de andre velmeriterede Fruer ved Middagsselskaberne, og naar De ser al denne bugnende Fylde af Hofter og Dobbelthager, af Rygpuder og Barme, vil De forstaa, at vi har Ret. Det gælder ikke Dem, Frue, endnu er De smuk, men tag Dem i Agt, at det ikke gaar Dem som de andre. Læs vore Arbejder om Ernæringen. Naar De tager Dem sammen og lever efter disse Principper, saa vil De, foruden at De sandsynligvis undgaar at faa Kræft, have gjort alt, hvad der staar i Deres Magt for at holde Dem slank og ungdommelig til Deres sene Alderdom.

Naar man med fagre Ord lover Slankhed og Ungdommelighed, tror jeg, man har større Udsigt til at fange Kvinders Opmærksomhed end ved at mane Spøgelser frem.
Emma Gad.

Bogen kan læses her på Det kongelige Bibliotek.