Skuespilleruddannelse 1912

Asta Nielsen i patomimen "Prins Harlekins Død" af Urban Gad på Etablissenment Ronacher, Wien. Relateret Det Kgl. Biblioteks billedsamling.
12. juli 1912.
Hvorledes udvikles vore Skuespillere og Skuespillerinder til deres kunstneriske Kald?
Man kan vistnok sige, at som det nu er, uddanner de sig selv.

Jeg mener ikke de meget Faa, der naar at blive antagne ved Det kgl. Teaters Elevskole og efter Prøvedags Rædsler nyder godt i en Aarrække af de bedste Kunstneres Undervisning, samtidig med, at de spiller Smaaroller – jeg mener de Mange, der aarlig kommer frem paa Privatteatrene og ProvinsScenerne og i aarevis kæmper for at faa en Stilling eller forsvinder.

Naar man spørger en saadan ung vordende Kainz eller Duse, hvordan de griber det an med at lære det elementære af deres Fag, da de vel ikke har Raad til private Timer hos en Førsterangs-Kraft, saa fortæller de En – som oftest med en vis Stolthed, at de “læser” med Hr. N. N. eller Fru B. fra en af Privatscenerne, en ret ubekendt Dame og Herre, paa hvis Evner Teatret ikke lægger stærkere Beslag, end at der nok kan blive en Tid til at tjene lidt ekstra ved at give Timer, men som næppe kan formodes at sidde inde med noget større Forraad af den Kultur og Aandsdannelse, som kræves for at forberede den Unge til det saare vanskelige Skuespillerkald. Særlig vanskelig, fordi vedkommende Unge der ønsker at gaa til Scenen, meget ofte kommer fra Samfundslag, hvor alt skal læres lige fra den første Begyndelse. Der er en lang Skala at gennemgaa inden Sønnen eller Datteren af f. Eks. en Landhandler eller Jernbanefunktionær fra Hobrokanten egner sig til at fremstille Kejser Carl den Femte eller Markise de Pompadur – eller blot en hjemlig Standsperson. Og de gør det jo dog! Jeg har set saa lidt Provinskomedie, men man har fortalr mig, at der i saa Henseende ydes de mest forbavsende Ting.

Altsaa, den Unge fortsætter hos Hr. Skuespiller N. N. i dennes Hjem, saa længe de som Regel sparsomt tilmaalte Midler strækker til, og naar i nogle Tilfælde den svimlende Lykke at faa et Engagement ved en Scene i Hovedstaden eller i Provinsen. Men hvad saa! Hvem tager sig af ham, hvem udvikler ham, hvem afsliber hans Kanter, lærer ham at tale, og bevæge sig, bibringer ham Holdning og Personlighedspræg? Hvem har Tid dertil i det Højtryk af Travlhed og Hastværk, som et Teater med stadig skiftende Repertoire bevæger sig under. Jeg tænker mig, at Direktøren og Instruktøren ofte under en Prøve har et Replikskifte nede i det mørke Parket omtrent saadan:

“Slet ikke saa gal, den unge Jespersen, i den lille Rolle.”

“Nej, der er Evner. Han føler noget, og han har et godt Blik. Men han er saa forbistret kantet og umulig. Har De set, hvor han staar og fægter med Armene ved hver Replik? Ved næster Prøve vil jeg forsøge at binde dem fast til Livet med Sejlgarn i passende Læmgde.”

“Kan De ikke tage Dem noget af ham og bibringe ham lidt Kultur?”

“Jeg! Hvornaar skulde jeg finde Tid til det udenfor Prøverne? Véd De, hvor mange Prøver jeg har haft i denne Uge – naa, De véd det. Og saa mener De, at jeg i den Fritid, jeg ikke har, skal lære Jespersen at gaa og tale! Men Direktøren selv – kan De ikke indpode ham lidt Verdenstone?”



“Jeg! Véd De, hvor mange Manuskripter, jeg har liggende paa mit Bord, som jeg maa læse – maa, siger jeg Dem, foruden Forfattere, jeg skal tale med, og Begravelser, jeg ikke kan forsømme og Avisangreb, jeg skal svare paa.”

Saadan gaar det vistnok tidt. Ingen har Lejlighed til at tage sig af Jespersen, hverken af ham eller af de mange andre Unge, som gaar ved Teatrene og venter og haaber, drømmer og længes, og Aar efter Aar i Ny og Næ faar en Tjener- eller Kammerpigerolle, fordi de ikke kan deres Haandtering, og kun faar Anledning til at lære den – ganske langsomt – gennem den Smule, Teatret giver dem at bestille. Det er ikke som Malerne, der har Akademiet at ty til, og Musikerne Konservatoriet. At holde en regulær Skole ved Teatrene, er der ikke Tid til og ikke Raad til.

Læs hele kronikken Emma Gad.