Den forsvarsløse Kyst 1911

indbrud
26. marts 1911.

Det var blevet lidt sent paa Aaret, saa jeg tænkte næsten, at det aarlige Indbrud i vor beskedne lille Landbolig var drevet over for denne Gang, men det viste sig, at Indbrudssæsonen dog ikke var løbet ud endnu. I forrige Uge blev der ringet op fra en af de bosiddende Naboer derude, som kom med den sædvanlige Meddelelse om at Indbrudet havde fundet Sted.

Denne Gang var det forøget med Hærværk, idet de elskværdige Besøgende havde afrevet et Stykke af Taget for at komme ind, hvilket maaske kan siges at være en Smule hensynsløst af dem. D’Hrr. Indbrudstyve har nemlig ikke kunnet have noget personligt Fordel af at ituslaa Andres Tagstene, da baade Døre og Vinduer var for Haanden. Saa holdt jeg mere af Aargangene 1905-7, hvor Gæsterne paa den nobleste Maade anvendte en Dirk, som næsten ikke ødelægger Laasen, og gjorde det med en fagmæssig Sikkerhed, som kun kan forklares ved stor Øvelse i Haandteringen. Jeg vil slet ikke tale om min unge Ven fra 1908, som i flere Henseender indtager et Særstandpunkt, bl. a. derved, at han var den eneste, der blev fanget.

Derigennem havde jeg heldigvis Lejlighed til at gøre hans personlige Bekendtskab paa Ting- og Arresthuset paa Blegdamsvejen, hvor jeg var tilkaldt sammen med en Række andre Bestjaalne, en Høflighed, jeg altid sætter Pris paa, ikke alene fordi jeg ved disse Lejligheder tiltales med den hædrende og ellers uvante Titel: Komparentinden, men ogsaa fordi disse Besøg giver mig Indblik i Dele af Samfundslivet, som ellers er unddraget Ens Øjne. Jeg hat altsaa nu en Chance til atter at modtage en Indbydelse, men da det kun er under Forudsætning af, at Tyven fanges, skal det indrømmes, at Chancen ikke er stor.

Hyggelige Formiddagstime paa Tinghuset rede til at give Hr. Assessoren og mig alle Oplysninger om den Tid, hvor han var Gæst – omend ubuden Gæst – i vort beskedne lille Hus.
Naar man savner omgangsmæssige Forbindelser i Vagabondkrese, er det En ofte uforstaaeligt, hvorfor de tager dette eller hint med sig og lader andre værdifulde eller nyttige Ting være urørte, som f. Eks. Gangtøj og Linned. Kikkerter, Uhre, Luftbøsser, Barometre og andre lignende Instrumenter og Vaaben – hvis andre end en Spurv kan kalde en Luftbøsse for et Vaaben – synes Tyve derimod at have en sand Mani for. Jeg kan endnu ikke rigtig angive Grunden. Jeg glemte at spørge min unge Ven fra 1908, i hvem jeg iøvrigt fandt en sjælden beleven og dannet ung Mand, der endog til nærmere Studium sikrede sig mit aldrig erstattede Lommeatlas og et Bind af Goethes poetiske Værker, som han dog tilstod ret hurtigt at have smidt i en Grøft. I det Hele taget var han i den hyggelige Formiddagstime paa Tinghuset rede til at give Hr. Assessoren og mig alle Oplysninger om den Tid, hvor han var Gæst – omend ubuden Gæst – i vort beskedne lille Hus.

Det var saa rart at høre, at han var tilfreds, men der er jo det ved Gæstfrihed, at selv om den er en herlig Ting, der forskønner Livet for os Alle, saa er liggende Gæster nu noget for sig selv. Hos dem vil man jo gerne have til Dels samme Levesæt og Vaner, som man selv hylder. Lad gaa, at min Ven fra 1908 var en velopdragen ung Indbrudstyv, saa er det jo ikke dermed givet, at alle hans Kolleger er lige saa nette. I hvert Fald klager Villaejerne kun altfor ofte over at finde ituslaaet Porcelæn, væltede Blækhuse, Tobaksaske, spilt Stearin, Spytteklatter og smudsige Fodspor i deres hærgede Huse, naar de efter saadanne Besøg kommer tililende, lige saa vel som Sengene bærer mere end tydelige Spor af at have været benyttede af Konsortiets Medlemmer. Man vil nødig være ugæstfri – men alligevel!

Strækningen fra Køgebugt til Gilleleje er snart en eneste lang Perlerad af Landsteder med Indbo og Haver, smaa Sommerhjem, der er højt elskede af Ejerne. Med Undtagelse af Egnen lige op ad Kjøbenhavn og Helsingør samt de enkelte Rigmandshuse, hvor der er fast bosiddende Tilsyn, er det ikke helt smaa Værdier, der er samlede i disse mange Ejendomme, stillede under en Politistyrke paa – skal vi sige – maaske tilsammen 6 á 8 Mand, hvis Hovedkvarter oven i Købet ligger langt inde i Landet – i Fredensborg, en Idyl, der hviler i sin egen romantiske Ro.

Følgen er, at man ved Kysten nærmer sig de Henry Georgeiske Principper om Fælleskab for Jord, ganske vist en stor Fremtidssag, men en for Øjeblikket ikke helt behagelig Ordning for de nomineller Ejere. Det vilde ligge nær i denne Forbindelse at ytre Ønske om lidt mere Politi til Beskytttelse for den private Ejendom, helst beredent – kort sagt lidt Gendarmeri ligesom i Frankrig, men jeg vover end ikke at henaande Tanken, da det blotte Ord: Gendarme ifølge hjemlig Sprogbrug synes at pege direkte hen paa den sorteste Reaktion og altsaa betænkeligt minder om Middelalderens aandelige Mørke og Inkvisitionens Rædsler. Som fri Borgerinde i en fri Stat, hvor Enhver i de otte Maaneder af Aaret uforstyrret kan bryde ind i de tomme Landsteder, og i de resterende fire uden overvældende Risiko kan forlægge Virksomheden til Hovedstadens kridtede Vinduer, foreslaar jeg kun at slaa ind paa Frivillighedens og det private Initiativs Vej.

Dermed er med det samme sagt, at Tanken uden Tøven flyver til vort private Samfunds Velgører, Hr. Direktør Falck, Redningskorpset. Hvad om han udstrakte sin udmærkede og velsignelsesrige Virksomhed til ogsaa at tage sig af den af alle Myndighederne saa forladte Kyst, ligesom højsalig Biskop Absalon i sin Tid med sine Redningsmænd beskyttede de af Venderne hærgede Kyststrækninger! Siden denne Pligt ikke mere paahviler Sjællands Biskop, var det ønskeligt om Direktøren oprettede et Cyklende Vægterkorps, hvor man som Abonnement kunde opnaa Tilsyn med sit – forhaabentlig – ubeboede Hus, samt straks faa at vide, naar Indbrud, Hærværk og Vejrlig havde gjort Ødelæggelse derude. Mange vilde sikkert indmelde sig, da det i Længden vilde vise sig billigere end den nu herskende Usikkerhed.

Noget maa der nemlig gøres. Det har der ganske vist længe maattet, uden at det derfor er blevet til noget, maaske fordi det ikke har truffet sig, at der er begaaet Indbrud hos dem, der formaar at frembringe en Forandring i Forholdet. Det er i hvert Tilfælde paafaldende at iagttage den Ligegyldighed, som fra offentlig Side vises de betydelige Værdier, der ligger bogstavelig talt paa aaben Landevej langs Kysten, en Ligegyldighed, som staar i stærk Modsætning til den Agtpaagivenhed, Samfundet viser med Jernskabe, Nattevagt, Kontrolkomiteer o. s. v., naar det drejer sig om de vist ofte ret beskedne kontante Værdier, der henligger i visse af vore Pengeinstitutter.

Dog, der er en anden Udvej, som maaske vilde være endnu mere praktisk, i hvert Fald billigere, og det er at indrangere Beskyttelsen af private Huse under Spejderbevægelsen. Hvis de unge Mennesker, der nu smykker vore Gader med dere bare Knæ, paa den Maade fra Barndommen vilde vænne sig til nyttig Samfundsvirksomhed, vilde det være at slaa to Fluer med ét Smæk. Paa samme Tid, som deres Øvelser vilde være til Nytte for deres Medmennesker, vilde de være til Glæde og Udvikling for dem selv. En rask Marsch pr. Hold op ad Strandvejen med grønne Sløjfer og Kosteskafter til Udspejdning af de tillukkede Villaer vilde baade gavne og fornøje og derigennem modne de Unge til Livets Kamp, hvilket jo siges at være Bevægelsens Formaal.

Og hvem véd, hvad det kunde føre til med Tiden. Er det blot vore Ejendele, der trænger til Beskyttelse ude i Landet – er det ikke ogsaa Personerne – de vejfarende Kvinder – de Gamle med Sparepengene under Hovedpuden? Store Perspektiver aabner sig ved den Tanke, at vi maaske i Stedet for det betalte Landpoliti, vi nok ikke har Raad til, ved Spejder-Institutionen kan faa en frivillig Hær af Beskyttere for de Svage, med et kompagni i hver eneste Landsby, hvis Rekrutter, gennem Begejstring for Sagen, Alle som En bliver til en Blanding af en Sherlock Holmes og en Lohengrin.

Men det er maaske bedst at begynde i det Smaa med Strækningen mellem Klampenborg og Holbæk.

Emma Gad.