Tjenestepige eller ej 1911

9. marts 1911.
Allerede Madame Magdelone beklagede sig jo over, at Tjenestepigerne aldrig havde været saa slemme som i den paagældende Aargang, hvilket vil sige det samme som, at Problemet alt den Gang var gammelt, og at det i forskellige Former har været paa Dagsordenen, saa længe Familielivet overhovedet har været til.

TJENESTEPIGE ELLER EJ

Tjenestepige Spørgsmaalet

Imidlertid har Spørgsmaalet vel nok antaget en mere brændende Karakter i vore Dage end nogensinde før, for det første fordi Arbejderklasserne med deres raske Marsch fremad har draget alle sideordnede Stænder med sig og deres mægtige Følge, og for det andet fordi Kvindernes forøgede Deltagelse i Udviklingen har ført med sig, at nu saa mange andre Erhvervskilder end den huslige Gerning staar dem aabne.

Og Himlen skal vide, at de benytter sig af det i rigeligt Maal. Huslighed staar nu om Stunder ikke højt i Kurs. Hvad enten det nu er, fordi det Nye frister mest, eller fordi Husgerning ifølge sin evindelige Gentagelse virker hvileløs og trættende, nok er det – Hjemmets Arbejde, Kærligheden til det, Agtelsen for det, er i rivende Aftagen hos Nutidens Kvinder, lige fra øverste Klasser og ned i Folkets allerbredeste Lag.

Der skal her ikke dvæles ved, hvordan de unge Piger fra dannede Hjem, som i vore Tider heldigvis meget hyppigt fra Ungdommen træner sig til Selverhverv, saa godt som aldrig, hvad der dog var saa rimeligt, vælger en af Huslighedens mange Udløbere til Virkefelt, men foretrækker, i Konkurrence med Mændene, at aspirere til en Plads under Magistraten eller en Prøve-Ansættelse paa et Assurancekontor. Det, der i denne Forbindelse har Interesse, det er, at Arbejderklassens og Smaahandelstandens unge Døtre heller ikke mere vælger Husgerning som Erhverv. Hellere Ekspeditrice, Telefonistinde, Kioskdame – om det saa skal være Fabriksarbejderske – alt andet! Og saa stor er Ringeagten som oftest for Husgerning som Fag, at end ikke den Moder, som har gennemgaaet den haarde Skole, der skal til, for efter Giftermaalet at erhverve sig Øvelse som Husmoder, end ikke hun raader sine Døtre til at begynde Livet ved at lære noget som Tjenestepiger i gode Hjem. Hun siger ikke til sin Datter:
-Ingenting er mere naturligt og ligetil, min Pige, end at du træner dig til en Gang at blive en flink Husmoder ved i din Ungdom at være en flink Tjenestepige. Derved lærer du allerbedst at tage fat i alt og ikke foragte det Ringe. For det maa du vide, at selv det ringeste Arbejde bliver værdifuldt, naar det gaar op i den store Helhed der hedder Hjemmet, den bedste og tryggeste Havn for os Mennesker, det være sig stort eller lille.

Men det siger hun ikke. Tværtimod. Naar man taler om det med en saadan Moder, siger hun:
-Nej, min Datter skal rigtignok ikke være Tjenestepige, det er altfor bundet. Vi vil se at faa en Plads til hende i en pæn Postelins- eller Lingeriforretning eller den Slags.

Eller noget saadant som:
Nej – ork nej – det Huslige er nu slet ikke noget for Kamilla. Nej, vi har tænkt, at hun skulde lære at fotografere, for saadant noget, der kommer an paa Smag, det har alle Tider ligget saa mageløst for Kamilla.

Noget i den Retning hører man i de ni Tilfælde af ti. Og hvad er Følgen? Man behøver blot at aabne en hvilken som helst Avis og kaste et Blik ned ad Annoncespalterne for at faa Svaret. Spalte op og Spalte ned søges der Kontoransættelser og Butikspladser. Og vender man Bladet, søges der i lange Baner efter en ferm og paalidelig Kokke- eller Enepige til høj Løn af et Herskab uden Børn, osv. Alle Goder loves, alle Garantier yder, men de Kokke- eller Enepiger, der skulde vise sig fra den anden Side for at skaffe Balance, dem ser man mindre til. Husmødrene maa ligefrem antichambrere hos de faa, der endnu vil være Tjenestepiger, og stride haardt for at blive den Lykkelige, der gaar af med Sejren, efter at have underskrevet en Haandfæstning – billedligt set. Man maa ikke have Børn, man maa ikke ligge paa Landet udenfor 1½ Mils Afstand fra Byen og ikke udover tre Maaneder, man maa ikke se sin Slægt hos sig mere end saa og saa mange Søndage op Maaneden osv. osv.

Selv om Grunden til dette Forhold for en stor Del maa søges i den aftagende Sans for Huslighed, er der dog ogsaa en anden dybere liggende Aarsag til, at Spørgsmaalet bliver vanskeligere for hvert Aar, der gaar. Det kan jo nemlig ikke nægtes, at vi er saa taabelige og nærsynede eller i det mindste mange af os, at vi endnu som en Levning fra Fortiden regner Tjenestepigestanden for mindre fin end andre kvindelige Leveveje, f. Eks. Butiksfaget, og det skønt Alle véd, at en dygtig og retskaffen Tjenestepige ikke alene er vor gode Ven, men ogsaa en uvurderlig Skat, den vigtigste Støtte for vort daglige Livs Hygge og Økonomi. Og Butiksdamen! Hvad betyder hun som saadan – intet! Hun er de Fleste saa Ligegyldig som det Stativ, hvorpaa Forretningens Overstykker hænger.

Og alligevel! Alligevel tager Folk Butiksdamen forekommende ind i deres Stue og byder hende tage Plads, men de lader Tjenestepigen staa i Entréen, alligevel titulerer de Butiksdamen Frøken og kalder Tjenestepigen ved Fornavn – hvis de kender det – ellers ingen Ting. Alligevel hilser den unge Herre høfligt paa Butiksfrøkenen paa Gaden og ser tværs gennem Tjenestepigen, selv om hun har hjemme i et Hus, hvor han utallige Gange har modtaget hendes Hjælp og Opvartning.

Maaske har denne Almenopfattelse nogen Undskyldning ved, at Lovgivningen heller ikke regner Tjenestetyendet for helt lige med Andre. Ogsaa en Fortidslevning! Man se blot paa det i vore Dage ganske utilbørlige Paabud med Skudsmaalsbogen, som enhver Tjenestepige er underkastet. Ved hvilken anden Levevej er der en saadan Holden Regning med, hvad en Borger eller Borgerinde er beskæftiget med! En Ekspeditrice kan gaa fra Forretning til Forretning, en Fabriksarbejderske kan skifte Arbejde hver Maaned, uden at Politiet skal have Besked derpaa – kun Tjenestepigen har dette Tryk paa sig, der ligesom henviser hende til en Kaste for sig selv. Mange vil derfor finde det forklarligt, at den unge Pige, særlig her til Lands, hvor den honnette Ambition spiller saa stor en Rolle, foretrækker at søge enhver anden Beskæftigelse – der er nok af dem.

Men nogle Tjenestepiger er der jo – endnu, og for at hæve deres Stand og værge deres Interesser har de unge Piger saa taget deres Tilflugt til Dannelsen af en Fagforening med tilhørende Paabud og Forbud. Det er saa rimeligt – man gør jo, hvad man kan. Men uheldigvis er en Fagforening og et Hjem saa uensartede Elementer, at Vanskelighederne ikke overvindes af den Vej. Et Hjem er jo ikke som en Fabrik, hvor en Dampfløjte med ét siger Stop for Arbejdet, som dermed ligger dødt hen; et Hjem er et Hjerte, som banker altid Dag og Nat – ja, man kan sige, at Hjertet er Grundtanken i Hjemmets Organisme. Bestemte og fagmæssige Forskrifter passer ikke ind i et Hjem, hvor der ikke alene forekommer Smaabørn og Gamle eller Syge, men hvor der ogsaa – Gudskelov – endnu er noget som der hedder Gæstfrihed, et Begreb som bærer det Uberegnelige det Uforudsigelige i sig, og som derfor ikke lader sig skrue ind i Paragraffer. Men denne Uforudseelige i Arbejdet egner sig derimod mere end noget andet til at uddanne den vordende Husmoder, som den unge Tjenstepige kommer, til at blive selve det bankende Hjerte i hendes eget kommende Hjem. Og hvem kan nægte, at den dygtige Arbejderkone, der holder sammen paa det lille Hus og giver Børnene et godt Eksempel, at hun er et Individ af den med indgribende Betydning for Samfundet naar hun optræder i Tusindvis.

Men det gør hun snart ikke mere. Den stærkt aftagende Respekt for Huslighed og deraf følgende Mangler paa Tilgang af dygtige Tjenestepiger medfører efterhaanden ogsaa Mangel paa dygtige Husmødre. De to Ting hører nøje sammen.

Saavel Myndigheder som Privatfolk føler, at Tampen brænder, og opretter Husholdningsskoler i alle Ender og Kanter, betalte og gratis, landlige og hovedstadsmæssige, faste og vandrende. Koge, Sylte og Anretningsbøger vrimler paa Forlagene, Raad om Rengøring og Pletaftagning grasserer i alle Blade, og det siges, at der er fuldt paa Skolerne, og at Kogebøgerne er gode Aktiver. Og dog! Lige meget hjælper det – eller lige lidt. De unge Døtre fra noble Smaahjem vil dog ikke ud som Tjenestepiger, og man henvises til mere og mere tarvelige og uduelige Kræfter.

Er der da ikke noget Middel til at Raade Bod paa Vanskeligheden? Jo, maaske, selv om dette Middel vil falde noget for Brystet hos de Husmødre, som gerne vil holde deres Tjenestepige nede. Hun er ofte den eneste, der er dem underlagt, og Mennesker kan godt lide at have Nogen under sig. Men hvis disse Husmødre og Samfundet i det Hele taget med en rask Besvægelse fremad vilde se at komme bort fra den Overlevering fra Fortiden, at Tjenestepigen er stillet paa et lavere Trin af den sociale Rangstige end andre selverhvervende unge Kvinder, saa vilde vistnok meget være vundet. Man maa give Tjenestepigen Ret til at gaa og komme, som hun vil, naar hendes Arbejde ikke forhindrer det, man maa give hende et godt Værelse, man maa kalde hende Frøken og Efternavn, som man gør det ved alle Andre, man maa kort sagt lære sig til i højere Grad end nu at komme bort fra Begrebet Tyende og betragte hende som Husfunktionær og Hjælper.

Det er ikke Husholdningsskoler og Syltebøger, der skal gøre det, nej, det er et helt andet Blik paa Sagen, et Blik, der er mere langtseende og nutidssvarende end det, hvormed vi nu ser paa Forholdet. Hvis ikke vi formaar at tilegne os det, saa ender det galt – det vil sige, det ender med, at vi slet ingen flinke Tjenestepiger kan faa.

Saa turde det dog være bedre at kalde vor Enepige for Frøken Petersen.
Emma Gad.