Fluekrigen 1914

13. juni 1914.
Kære Peter Nansen!
Da vi sidst havde Fluetid, skrev De en opflammende Stridsfanfare i Anledning af den Krig, som just da udbrød mellem Mennesker og Fluer, en paa en Gang opæggende og morsom Kronik om disse vore Hjems sommerlige Plageaander.
FLUEKRIGEN

Jeg havde den Gang qua Husmoder Lyst til at sige lidt om den, men naaede det af en eller anden Grund ikke. Men gemt er ikke glemt og det maa kun glæde Dem, at det De skrev, har manet mig saa stærkt til Eftertanken, at jeg saa noget nær endnu kan huske det Aaret efter. Det er vist sjælden Tilfældet med det, man læser i en Avis.

Maaske ligger det noget i, at De i denne Kronik var lidt streng, set fra et husmoderligt Synspunkt, og det kom overraskende, fordi Strenghed er den Egenskab der ligger allerfjernest fra Deres elskværdige og forstaaende Livsbetragtning. Ja, De talte virkelig bøst til de Husmødre, der er plagede med Fluer paa deres Enemærker. De sagde, at det er Tegn paa Griseri, og De tilføjede, hvad der især gjorde Indtryk paa mig, at De ikke mere vil sætte Dem til Bords i det Hus, hvor De finder en død Flue i Maden. Jeg vil nemlig tage mig det grumme nær, hvis De ganske slaar Haanden af mig, i Fald en Flue skulde forvilde sig ned i Kompotskaalen paa Spisebordet og der ende sit unge muntre Liv, medens De og jeg før Middag beser Rosenbedet i Haven. Lov mig, at det vil De alligevel ikke. For det kunde virkelig nemt ske. Ikke i Byen, for der er jo overhovedet ikke Fluer – er vel ikke Brug for Fluer i Ensemblet – men paa Landet! Har De nogensinde paa en bagende hed Sommerformiddag siddet under Træerne og lyttet til Insekternes Summen? Deres Lyd i Luften er saa intens og bedøvende stærk, at man fornemmer den i Sanserne som et Kor af Tusinder, af Milliarder svirrende og summende Væsner over En, bag En, onkring En. Hvor er det muligt at holde disse Legioner fra Livet, hvis man overhovedet vil leve ude i Naturen! Der tales om, at man i Fremtiden, naar Fluer er uddøde, vil le ad vor Tids Plagerier af dem, ligesom vi nu smiler ad vore Forfædre, der trods ydre Glans og Forgyldning, stadig hersede med Utøj. Sammenligningen forekommer mig ikke rigtig at holde Stik, for menneskeligt Utøj holder dog kun til paa Mennesker og i deres Beboelse og Beklædning, og kan derfor bekæmpes paa rimelige Vilkaar. Fluerne ikke.

Den Art Fluer, der har udset sig os til nærmere Omgang, udklækkes nærmest i Møddinger, hører vi nu, men hvis jeg ikke selv har Mødding, kan jeg saa gøre for, at min Nabo maaske har det? Man kan jo ikke se paa den Flue, der er druknet i min Stikkelsbærkompot, at den har faaet sin Opdragelse i Gaarden ved Siden af. Jeg er absolut sagesløs i dens Tilblivelse og maa gøre en mild Indsigelse imod, at den regnes mig og min Renlighedssans til Last. Den kommer til mig udefra. Jeg husker jo nok, at De i Deres Kronik paabød Landliggere og Landboere at have et saa tæt Staaltraadsnet for alle Vinduer og Døre, at Insekter ikke kan komme igennem det, saaledes som man har det i Troperne. Men naar man ikke har Tropernes luksuøse og magelige Levesæt, kan man heller ikke forlange, at man skal tage imod deres Ulemper, og til disse tror jeg dog nok, man kan regne det tilraadede Hjælpemiddel. Tænk at nyde Landlivet siddende i et Staaltraadsbur, naar man netop er kommet derud, takket være mange Ofre, for at være ombrust af den friske Luft og det klare Solskin. Og tænk paa Uigennemførligheden af i en lejet Fiskerhytte først at faa anskaffet alle disse Net og derbæst at holde dem tillukkede for en Moder med en Flok viltre og af Ferien uvorne Børn, der uafladelig farer ud og ind og lader alle Døre staa. Nej det maa De ikke forlange af os – det kan vi ikke.

Imidlertid, den Opgave som vore Oldeforældre lod ligge, den har vi jo nu taget op. Krigen mod Fluerne er erklæret. Vi har selv erklæret den – Fluerne havde næppe gjort det. Vi maa altsaa tage Følgerne og slaas tappert. Naturligvis staar jeg ikke paa Fluernes Side – jeg er Menneske, og man maa holde sig til den Race man tilhører. Desuden – jeg afskyer Fluer ligesom De, ikke saa meget fordi de kan smitte – i den Retning er jeg Fatalist – men de er saa drilagtige. Kender De, hvordan den samme ti Gange bortjagne Flue, naar man sidder kommer igen og sætter sig paa samme Sted paa Haanden. Jeg forstaar den Bondemand, der paa Præstens Spørgsmaal om, hvorfor han gik i Kirke, naar han dog altid sov under Prækenen svarede: “Jo, for der er ingen Fluer”. Jeg haaber derfor paa Sejr, men siger blot, at nemt bliver det ikke at faa dem udrydede, og Krigen bliver vistnok i gunstigste Tilfælde, hvad Længde angaar, et Sidestykke til Trediveaarskrigen; selv om vi greb til Justitsraad Zuschlags bekendte Middel fra Rottekrigen at betale 10 Øre for hver Fluehale og derved skabe et nyt og Indbringende Erhverv. Hvad vi saa end gør, er Fjenden os jo saa numerisk overlegen, at vi omtrent er stillet som Grækerne overfor Perserne ved Thermopylæ. Men lige meget, lad os holde vore Vaaben i Beredskab og gøre, hvad vi kan, uden at blive hysteriske – og saa i dette Spørgsmaal gælder vel den store Statsmands Ord: Nur nicht nervøs. Vaabnene er – ja, hvad er de? Selvfølgelig først og fremmest omhyggelig Rengøring og saa faa Skarnsamlinger og Hestemøddinger som muligt, for det hjælper jo ikke stort, at vi flittigt vasker Gulv inden Døre, naar Fjenderne kommer flyvende imod os i Millionvis ude fra det store Intet.

Efter Paabud fra Chefen for Redningskorpset har jeg naturligvis pligtopfyldt købt en Fluesmækker i Parfumehandelen i Nygade og farer nu rundt med den op og ned af Stole imellem de leende Fluer uden nogen Sinde at ramme en eneste af dem. Men det kan jo bero paa medfødt Ubehændighed, og jeg skal sikker anvende en saadan Smækker som paa en Gang prisbillig og nyttig Gave til landliggende Venners og Slægtninges Fødselsdage, naar disse falder om Sommeren. Jeg har ogsaa læst i et Rotte-Tidsskrift, at en Lærling der er bosat i Nyborg, har opfundet et Flydende Middel, kaldet Fluin, som dryppet draabevis paa Sukker, vil virke paa Fluerne som Bulgarernes Maskingeværer paa Tyrkerne ved Kirk Kilisse. Naar jeg blot vidste, hvor det kan faas, vilde jeg fluks ile hen og købe en Flaske. Der er overhovedet ikke den Flue-Glaslabyrint med Hvidtøl i Centrum eller det klæbrige Papir, hvad enten til Ophængning eller Udspredning, som jeg ikke samvittighedsfuldt erhverver mig, uden at Fluehæren derved mærkbart aftager i Størrelse eller Kampfærdighed. De giver kun det Udslag, at det ikke pynter i Stuen.

Men Spøg til Side! Ligesom man i den fransk-tyske Krig bestandig saa fremhævet, at Resultatet blev, som det blev, paa Grund af den Sejrendes Kundskaber og grundige Kendskab til Modstandernes Folkekarakter, tror jeg, at vi bør begynde Felttoget med at sætte os noget bedre ind i vore Fjenders Livsbetingelser. Hvad véd vi nemlig om Fluerne? Saare lidet andet, end at de er der, og at de formere sig bravt – hos dem kan der næppe være sociale Betænkeligheder paa Grund af Fødslernes Aftagen. Nu har vi altsaa hørt det med Møddingen – det er jo altid noget, og saa husker vi paa Naturhistorien, at de har mange Hundrede Øjne, hvilket klart viser sig, naar man prøver at slaa dem ned med Direktør Falcks Patent-Smækker. De ser skam godt. Og flyver allesammen bedre end Pegoud. Men hvordan er det ellers med dem? Er deres Udvikling ligesom f. Eks. hos Billen: Æg, Larve, Pubbe og Insekt? Hvor langt er deres Liv som Fluer? Dør de allesammen om Efteraaret, naar de heldigvis forsvinder? Hvor kommer da de enkelte Vinterfluer fra? Har de narret Døden, eller er de Sildefødninger? Falder de i Søvn, naar man om Aftenen slukker Lyset, og de pludselig bliver stille? At de vaagner tidligt, naar vi lige skal nyde vor Morgenro, det véd vi. Men vi véd ikke – vokser Fluen, eller kommer den ligesom Sommerfuglen fuldvoksen ud af Puppen? Mens jeg skriver disse linjer, sidder jeg netop og skæver til en stor sort, fed Flue der efter disse Dyrs Vane uden Ophør vælter sig hovedkuls og larmende mod Ruden. Omkring den boltrer sig forskellige meget mindre Fluer, men af samme Skabelon – ja, tilgiv, men de er der. Denne store Flue, er den nu af samme Art som de smaa, blot ældre af Alder? Eller er de Smaa dens koner, slankere og mere gratiøse end Hannen? Eller er de af en hel anden Race, ligesom Japaneren fra Naturens Haand mindre end Evropæeren? Jeg véd intet af det altsammen, og det gør de fleste Andre udenfor de Lærdes Kreds vist heller ikke. Kære Peter Nansen – kære Direktør, det var vist det allermest formaalstjenlige om De oplyste os lidt bedre om vore Fjender – om De paa det navnkundige Forlag, De er Leder af, lod udgaa en lille kortfattet og letforstaaelig Vejledning over Fluernes Livsbetingelser og Flyvehastighed, deres Ægteskabsstatistik og Dødelighedsprocenter m. m., saa vi lærer at forstaa, med hvem vi har med at gøre. Allerbedst vilde det være om De bagefter lod det indsætte i det fortjenstfulde Værk: Husmandens Haandbog, for at den paa den Maade kunde komme ud just til de vide og brede landlige Krese, hvor Hestemøddingen indtil videre er en kær og uundværlig Faktor i Bedriften, og hvor Kampen derfor maa føres, hvis der skal blive blot nogen Udsigt til Sejr.
Deres hengivne
Emma Gad.