Gammeldags Synspunkt 1914

14. juli 1914.
Kære Fru Karin Michaëlis Stangeland.
Sjældent er det, saare sjældent, at Nogen nutildags tager Ordet til Beskyttelse for de oprindelige kvindelige Beskæftigelser og Erhverv, som De gjorde det saa varmt i Deres sidste ypperlige Kronik.

GAMMELDAGS SYNSPUNKT

I Sandhed et Ord i Tide, om det blot maatte hjælpe. Det er, som om Kvinderne i vore Dage i deres Sejrsrus over de nyindvundne Erhvervsgrene, erobrede fra det mandlige Omraade, ganske har glemt de gamle, hæderkronede Livsledsagere: Naalen, Væven, Gryden og Baljen, der dog allesammen, nu som i gamle Dage, repræsenterer Omraader, der er uundværlige i det menneskelige Forbrug. Nutidens unge Pige, der skal fortjene noget, har kun det eneste Maal at blive Handelsdame: Ekspeditrice eller Bogholderske, Kioskdame eller Lagerfrøken. Dertil læser hun til Eksamen, dertil søger hun Stipendium, indleverer Billetter, anmoder om Anbefalinger. For Hundrede der vil være Kontordame, findes maaske ti, der søger et af de gammeldags Kvindeerhverv. Om dette er en Overgangsperiode, kan ikke nu vides; om det vil blive anderledes, naar man en Gang ved andre Navne for Tjenestepigen eller Syjomfruen er kommen bort fra den latterlige Mening, at det er finere at staa bag en Disk end at sy og lave Mad, lader sig ikke oversé. Endnu er denne Anskuelse dybt indgroet i alt Folket, og den gør sikkert sin skadelige Virkning i Retning af uduelige og uøvede Husmødre og Mødre, for selv om det er meget fint og ansét at staa i en Butik, saa assurerer det dog ikke mod det gammeldags Begreb, der hed Forelskelse med paafølgende Giftermaal o. s. v. Men de grundigste Kundskaber i Reguladetri og Vareindpakning vil vise sig fuldkommen ufyldestgørende i det Øjeblik, den unge Kone skal til at koge Suppekødet eller klippe og sy Beklædningsgenstandene til Smaabørnene. Da derimod ingen Uddannelse til Husmoder kan være bedre og fordelagtigere end at have gjort Tjeneste i nogle Aar i gode Huse, er de unge Pigers stigende Ulyst til ethvert husligt Erhverv et socialt Spørgsmaal af større Betydning, end man gør sig klart. Da det nemlig er den mindste Del af dem, der efter Giftermaalet vedbliver med deres Kontorarbejde, uddannes de unge Kvinder som Handelsdamer altsaa faktisk til noget, de ikke har Brug for Livet igennem, men kun i nogle faa Ungdomsaar. De maa saa begynde helt forfra efter Brylluppet, og det lykkes ikke altid godt.

Dog, lad nu gaa med Maden. Man kan jo spise Frikadellerne, selv om de er brankede, omend nødig, og man kan klare sig trods Vanskeligheder, selv om Kosten andrager mere paa Budgettet, under Ledelse af en uduelig end af en kyndig Husmoder. Men Syningen! Strømperne, der er hullede, Knapperne, der er afrevne, Gardinerne, der er lasede, og Linnedet, der forgaar! De har Ret i, kære Fru Karin, at det er en Ulykke, naar Haandarbejde bringes ud af Tilværelsen. Hvis Kvinderne mister Sansen for Haandens Gerning, hvis Instinktet til Nævenyttighed taber sig hos dem, fordi det, ringeagtet af Tidsaanden, ikke er blevet dyrket hos dem, da de var Børn, og heller ikke blev dyrket hos deres Kontorist-Mødre eller Bedstemødre, ja, saa gaar det Pokker i Vold med Hjemmets Hygge og Orden, Hustandens Økonomi og Velstand. Og naar Sansen for Haandarbejde ikke vedligeholdes af Mødrene, saa meget uheldigere er det da at lade Undervisning deri udgaa eller nedsættes som Skolefag. Ganske vist, Instinktet til Fingernemhed er stærkt hos Kvinden, det findes allerede hos den ganske lille Pige, der finder stor Fornøjelse i at drage Naal og farvet Traad gennem Tøjet, men selvfølgelig – et Instinkt, der ikke næres og udvikles, taber sig efterhaanden og forsvinder. Og Faren er til Stede.

Og nu er Haandgerning i Grunden saa foragtelig og ringe, som den i Øjeblikket regnes for, selv om man ser paa den som Kvindeerhverv? “Ingen bliver saa usselt betalt som Syersker,” siges der. Det er Tilfældet og dog ikke Tilfældet. Skalaen i det Fag er nemlig lang, ogsaa dér er der nogle, som har Marskalstaven i Tornystret, og andre, der kun naar til at blive Menige. Det er ganske sandt, at den Syerske, der forarbejder kulørte Skjorter og Sirtses Bluser i dusinvis paa Maskine, betales elendigt, fordi det er et helt mekanisk Arbejde, der kan udføres af enhver. Men kommer man til de Felter, hvor Haandelaget, Fiksheden, Skønhedssansen gør sig gældende, saa stiger straks Fortjenesten trinvis, og den virkelig dygtige kan tjene meget. Grosserer Eduard Spies, som har en betydelig Erfaring paa disse Omraader, paastaar, at en ung Dame, som i Følge Væsen og Evner er egnet til at være Direktrice i Magasinernes Kjole- eller Hatteafdelinger, godt kan opnaa en Gage paa 4-5000 Kr. om Aaret, og at de store Firmaer til Stadighed søger efter saadanne Damer, hvad enten udefra eller blandt deres egne Syersker, som om det var Guldkorn eller Radium. Han mener endyderligere, at hvis der opstaar en Læreanstalt, hvorfra en Stab af saadanne – hvad skal vi kalde dem – Skrædderkunstnerinder stadig udgaar, vil Firmaerne frs Skandinavien til muligvis Nordtyskland søge hertil for at sikre sig dem, og at det derved kunde blive et særlig Felt for Kjøbenhavnerinder, som han tror er godt egnet dertil gennem medfødt Farvesans og god Smag. Med dette Maal for Øjen agter Hr. Spies til Efteraaret at oprette en saadan Læreanstalt i Skrædderi for unge Damer, dels til Faguddannelse, dels til eget Brug i Hjemmet. Man maa ønske Stifteren al Lykke med sit fortjenstfulde Foretagende, ligesom man overhovedet maa ønske Held for alle de Bestræbelser, der gøres for at fordele Tilgangen af kvindelig Arbejdskraft lidt ligeligere mellem de moderne Handelsfag og de mere gammeldags kvindelige Erhverv, hvis gradvise Forsvinden gennem manglende Interesse udgør er Fare for Hjemmene og derigennem for Samfundet. Mad og Klæder skal man jo have, hvordan saa end Fremtiden teer sig.

Ser man hen til andre Lande, særlig Frankrig, hvis kvinder fra Naturens Haand er mindre oplagte til Kontorvejen og Universitetet end til Udnyttelse af deres stærkt udviklede Sans for Forskønnelse og Elegance – de er jo saa fuldt ud Kvinder og har derigennem deres Magt – saa vil man sikkert konstatere, at det er et klækkeligt Tal af Millioner Francs, som den franske Kvindes lette og gratiøse Brug af Naal og Traad aarligt tilfører hendes Fødeland. For ikke at tale om selve Dragterne og Overstykkerne, der er navnkundige nok, hvilke Værdier indvindes der ikke i Paris ved Syning: Hattepyntning, Toilette-Brodering, Applikation, Silkeblomster, Fjerarbejder, Pailletbaldyring, Skinbesætning osv. – disse elegante og yndefulde Luksusartikler, som udgaaet fra Pariserindens Haand flyver ud til alle Verdens Lande, hvis unge Piger saa udmærket selv kunde undføre Arbejdet, men blot ikke gør det. Sidder heller paa Kontor.

De ser nu ikke i den Forstand samfundsmæssigt paa Sagen, kære Fru Karin, De ser i det, De skriver, paa Tilegnelsen og Udførelsen af Skræddersyning som en helt personlig Gerning, hvorved enhver Kvinde, ogsaa den selverhvervende, let og behændigt, som De siger, skal kunne forfærdige sine egne Klæder og derved sikre sig ikke alene en væsentlig Besparelse paa sit Budget, men ogsaa Uafhængigheden af andres Hjælp. Uafhængigheden og Selvhjælpen tror jeg nu ikke, Damerne bryder sig meget om, for vi er jo daglig Vidne til det Særsyn, at paa samme Tid Kvinderne tager Doktorgraderne, holder Tale i Borgerraadet og deltager i Valgdemonstrationer, altsammen med Held, bliver deres Klædedragt trods Sport og megen Farten omkring mere og mere ekscentrisk og upraktisk. Kjolerne er saa snævre, at man ikke kan bevæge sig i dem, Skoene saa højhælede, at man gaar paa Stylter, Korsetterne saa langhoftede, at man ikke kan bøje sig; Livene skal hægtes i Ryggen af en Hjælper, og Hattene strutter til alle Sider med Hejrefjer og Lampepudsere, saa man ikke kan sidde oprejst i en lukket Vogn.

Kan De forklare mig denne Besynderlighed? Nej, saa tror jeg dog mere paa Argumentet med Besparelsen. De har Ret i, at unge Kvinder fra Arilds Tid har elsket smukke Klæder, og man kan roligt tilføje, at d’Hrr. Fædre ligesaa længe har været utilbøjelige til at betale de mange Penge, de koster. Dog, for en Bagatel kan man i vore Dage af de mange smukke lette Stoffer med egen Haand forfærdige en nydelig Kjole og gøre den helt personlig med en Smule Haandbredering. Men man skal jo lære Grundlaget – Skrædersyning. Og hvor mange gider!



De foreslaar som et Universalmiddel, at Smaapigerne skulde vænne sig til at sy deres egne Klæder ved i Skolen at lære af Silkepapir at klippe Mønstre til Dukketøj, derefter at udføre Klæderne i billigt Stof eller af medbragte Rester fra Moderens Kludepose. Naar dette var lært, kom turen til rigtige Barneklæder, klippede, prøvede og syede af Børnene selv. Haand i Haand hermed Undervisning i de forskellige Slags Sømme og Syning paa Maskine. Jeg synes, Tanken er genial for en Prøveskole i Hjemmet for nogle faa Smaapiger, men taget i det store frygter jeg for, at den enten maa trumfes igennem ved gentagne Konkurrencer i Politiken for Smaapiger for egenhændigt forarbejdede moderne paaklædte Dukker eller ogsaa maa vente, til Hr. Spies har faaet uddannet nogle af sine Direktricer, der kan lære Kunsten fra sig. Saavel de kommunale som private Lærerinder vilde vistnok finde denne Metode ikke alene mindre pædagogisk, men ogsaa liggende udenfor deres Livsanskuelse. Med al Respekt for vor udmærkede Lærerindestand, henleder den jo, taget som Helhed, just ikke Tanken paa Boulevard des Italiens. Skal heller ikke gøre det – den har andre Med og Maal. Men Mødrene kunde jo med stort Udbytte gennemføre Deres gode Idé i Hjemmene – hvis de vilde. Men Gud véd!

Skrædderkunst maatte da bringes paa Mode som en Art Konkurrence til ungdommelig Klaverkunst og vilde overfor denne have det utvivlsomme Fordel, at den er tavs.

Kan De ikke af Hensyn til Sagens Betyning paatage Dem at bringe den paa Mode? Skriv mere derom – én Gang er ingen Gang, naar det gælder at faa noget Nyt i Gænge. De skrev nylig til mig: “Om Husholdning, Haandarbejde og Nævenyttighed hos Kvinder kunde jeg skrive Bind”. Gør det da – det er saa faa, der kan skrive om de Ting saaledes, at det bliver læst. Kan De ikke begynde med de lige Voksne, alle de søde unge slanke Pigebørn, der nu i Sommertiden lyser op i alt Naturens Grønne med deres hvide og rosenrøde Kjoler – købt færdigsyet. Kan De ikke paa Deres morsomme og vindende Maade fremkomme med det Forslag, at der nu straks rundt om paa Landstederne og i Pensionaterne i den kommende Regntid i Avgust – De véd nok, Rødgrød, Rughøst og Regnvejr hører uløselig sammen – som en up to date Underholdning for de unge Damer oprettes Kursus i Skræddersyning paa Omgang mellem venligsindede Nabofamilier. Man kan vist nok – mellem os sagt – uden at træde Sandheden for nær, anstille den Betragtning, at en god Del af de landliggende Damer, der lever for Naturens Skønhed og Nervernes Styrkelse fra Maj til Oktober i Grunden driver gebommerligt. Men saa var det jo netop en Idé! Naar Dagens Travlhed bestaar i at følge til Stationen, at gaa i Vandet med tilhørende Smaahvin og Solbad, at sætte Blomster i Krukker, at læse den saakaldte Sommerlekture i en Flugtstol, at skifte Toilette, at foretage Aftentur til Fods eller Vogns og slutte af med lidt Flirt eller lidt Bridge, alt efter Omstændighederne og Maaneskinnet, maatte det jo være en glimrende Adspredelse at faa noget at bestille. Og tilmed erhverve sig kønne Efteraarskjoler næsten uden Bekostning, men ikke uden levende Anerkendelse hos Familiens mandlige Forsørger. Men tør De sige det? Jeg tør ikke.

Deres gode ven
Emma Gad.