Forkastelse 1914

13. maj 1914.
Vi Lægfolk har i vor kunstneriske Uforstand ondt nok ved at forstaa, hvorfor er Kunstværk bliver antaget, og hvorfor det bliver forkastet af dertil beskikkede Censorer, men naar det samme Kunstværk paa én Gang forkastes og prisbelønnes ved den samme Kunstanstalt og den samme Udstilling, som man i Bladene har set, at det for nylig er sket, saa forvirres de almindelige Begreber totalt, og Tilfældet er ikke just egnet til at højne Agtelsen for de udtalte Domme.

FORKASTELSE

Sagen vilde antage en ganske lystspilmæssig Karakter, hvis ikke der bag Ordet Forkastelse laa megen Lidelse for dem, det gaar ud over. Dog – et Lystspil siges jo kun at have Værdi, naar Spøgen lyser paa en Baggrund af bitter Alvor. Der foreligger altsaa her for vore Dramatikere et Emne lige til at tage op med Titlen: Den afviste Adam – herlig Titel – Lystspilfarce bygget over en ung begyndende Kunstners Sorg og Skuffelse og sluttende med hans i Sandhed uventede Triumf og et animeret Kameratgilde. Emnet har imidlertid den Skavank, at det er usansynligt. Tilskueren maatte sige: “Der vilde aldrig kunne ske noget saadant i Livet”.

Naar det alligevel er sket lige for vore Øjne, saa maa Forklaringen formodentlig søges i, at intet er saa trættende – man kan næsten sige – forfærdeligt som kunstnerisk Bedømmelse af alle Arter. Teaterfolk plejer at sige, at af alt enerverende Teaterslid er intet at sammenligne med Gennemlæsningen af de indsendte Manuskripter og Afgivelsen af en Mening om dem. Ved Forlagene er det samme Tilfældet – man saa for nylig en ikke særlig velstillet Forfatter opgive en vellønnet Stilling som Manuskript-Gennemlæser ved et stort Forlag, fordi han ikke kunde holde det ud – det udtørrede hans Hjerne, sagde han og umuliggjorde al egen Produktion. Formodentlig er det noget lignende med Musik – tænk blot alle de forvirrede eller banale Toner, der skal gaa ind i Hjernen og ud af den igen. Men allerværst maa det vist være paa nogle Dage at skulle bedømme flere Tusinde indsendte Statuer og Billeder, hvoraf kun nogle faa Hundrede skal udvælges. Man forstaar, at Træer og Bjerge, Marker og Huse, Bondepiger og Toreadorer, Nordkap og Italien, Vindrueklaser og Avtomobiler, kort sagt alt mellem Himmel og Jord til sidst maa blive til et fuldkomment Sammensurium for Bedømmerne, og at blaat og rødt, orangegult og spinatgrønt maa danse en sand Heksedans for Øjnene. Hvor rimeligt og naturligt, om en stor Træthed indtræder, en Fornemmelse af, at man ikke kan se mere, og at intet af Skriftens Ord er sandere, end at Mange er de Kaldede og Faa de Udvalgte. Der er for meget og for meget helt daarligt.

Selvfølgelig gør Censurkomitéen sit Allerbedste for at øve Ret og Skel. Hver enkelt af Bedømmerne har jo ogsaa en Gang staaet som ung Begynder, følt Uroen og Nervøsiteten, maaske undertiden ogsaa den dybe Skuffelse ved Forkastelsen, som aldrig glemmes. Gud véd, om der i Grunden findes nogen Sorg i Livet mere intensiv end den, der føles af den Unge ved de brudte kunstneriske Forhaabninger og den Tvivl, som dermed i hans Sind vækkes om hans Kald? Den er saa bitterlig, den Sorg, fordi den er forbundet med Ydmygelse og en Følelse af Magteslødhed og Usikkerhed. Man forstaar, hvad det vil sige. Han har lagt sit Inderste og Bedste i Arbejdet, og mens han sled og stræbte – maaske sultede, har han tænkt – drømt, at noget af det, han følte for det Evige og Skønne i Livet – for Kunstnerens høje Kald – for alt det, der lyser for den Unge, at det vilde have Styrke nok til at forplante sig til Beskueren og give ham et Rejsepas ind i den Kunstens Verden med de himmelhøje Tinder, der for ham er det eneste, der er værd at leve for – og hvad sker! En Dag banker det paa hans Kvistværelses Dør, og hans højtflyvende Haab slaas til Jorden med en trykt Blanket, der iskoldt siger ham, at alt er omsonst – han er afvist. Naa, lad det ske en Gang – hvad saa, han er ung – han siger til sig selv, at det er nogle Idioter derhenne, og gaar atter løs paa arbejdet med nyt Mod. Men naar det sker igen at atter sker, og man har set, at det gør det, selv for dem, der har vist sig at have Evner, hvad skal han saa til sidst gøre – uden opmuntrende Ord fra dem, der bestemmer over hans Skæbne? Kan han, eller kan han ikke – er der dømt uretfærdigt – skal han holde Stand – eller har de Ret, skal han opgive det – hvad véd han – formaar han at rejse sig under den tunge Haand, der slaar ham ned! Hvis man tror, at ikke et Skrig af Harme og bitter Munterhed er gaaet igennem Hundreder af unge Sind – fra Kvist til Kvist – ved at læse om Hændelsen med den afviste Adam, ja, saa kender man ikke den Unges dybe Modtagelighed for netop denne Sorg, der rammer selve Ungdommens Drivkraft – Haabet.

Jeg kendte en Gang en ung Kunstner. Han gik paa Akademiet, men fandt, ifølge et lidt utaalmodigt Temperement, den Vermehren’ske Læremetode uudholdelig, rejste saa til Paris og fik der sin Uddannelse. Dette er maaske ikke den bedste Adkomst til ved Hjemkomsten at faa Billeder antaget paa Charlottenborg, og han fik dem ganske rigtigt ogsaa allernaadigst kasseret pr. trykt Blanket Aar efter Aar. Deri er der nu intet bemærkelsesværdigt, for det kunde jo være et ganske naturligt og rimeligt Udslag af, at han ikke havde Talent. Saaledes opfattede han det i det mindste omsider selv og slog ind paa andre Baner, ikke uden Græmmelse. Men saa skete det ved et pudsigt Tilfælde, at jeg i Vinter i en Dagligstue kom til at staa foran et af de kasserede Billeder af denne unge Mand sammen med en anset Maler, som just den Gang havde været Medlem af Censurkomitéen.

“Det var da et smukt Billede,” sagde han, “hvem har malet det?” Forklaring. “Ih, Gudbevares – kan det hænge sammen – enhver Udstilling vilde med Glæde give det Plads – osv. – ”

Da maatte mit Hjerte le, som der staar i Folkevisen, for enten maa altsaa den ansete Maler have haft Uret, da han den Gang i Skyndsomheden tillod, at dette Billede gik i Vasken sammen med de andre 1500, eller ogsaa havde han Uret, da han nu fandt det smukt.

Den Slags hænder naturligvis atter og atter, og dog maa det ikke saa gerne hænde. Man skal være varsom med Forkastelse, for den kan forandre en Livsskæbne og ødelægge noget, der kunde have faaet Værdi. Naturligvis er den kolde trykte Blanket nødvendig overfor den Uendelighed af værdiløst Bras, der indkommer ved enhver Udstilling, og den er paa sin Plads der, hvor det er bedst, at enhver kunstnerisk Aspiration nedslaas i Tide. Men den er ikke altid paa sin Plads. Man skulde synes, der kunde være en Mellemting mellem Antagelse og trykt Forkastelse, en Art betinget Forkastelse i Lighed med det nye Retsystems betingede Benaadning, fremkommet ved, at en eller et Par af Bedømmerne vilde være barmhjertige og forstaaende nok overfor de Unge til, naar der er Evne, men stor Ubehjælpsomhed og Fejltagelse i et Begynderarbejde, da at lade skrive til ham: “Kom selv og hent Deres Billede” og saa sige til ham: “Vi kan ikke antage det – dertil er det for umodent. Se blot selv – den Fejl – og den! Men tab ikke Modet, Evne har De vist, tag fat igen og prøv.”

Det vilde maaske være lidt besværligt, men saa uendelig meget menneskekærligere og varmere og vilde spare megen Lidelse og megen Selvpinsel, deri vil vist utallige Unge give Medhold. De vilde ikke føle Forkastelsen saa haardt, hvis den fremkom paa den Maade, ja slet ikke opfatte den som saadan.

Man vil dertil indvende, at det virkelige Talent ikke lader sig nedslaa, men tværtimod hærdes og styrkes af Modgang i Begyndelsen. Det slaar til i nogle Tilfælde, men der gives utvivlsomt evnerige Naturer, ofter de fineste, som i Længden ikke kan undvære lidt Opmuntring og Medfølelse, og som uden den maa visne, ligesom de unge Planter, der ikke faar Vand. Og hvem kan overhovedet vide, hvor mange kunstneriske Evner der gaar til Spilde, fordi Medgangen og Solskinnet ikke kom i Tide, og hvor meget Blomstring der er frosset til Døde fra Ispustet af en trykt Blanket.
Emma Gad.