Mennesker og dyr 1914

Hundekirkegård
21. april 1914.
Man har nylig i Bladene set, at en Lov om Værn for Dyrene er under Forderedelse i Rigsdagen. Et Udvalg er nedsat, Beretning er affattet, Henstillinger er indkommet fra interesserede Foreninger, og Ministeriet har taget Stilling dertil.

MENNESKER OG DYR

Det er beklageligt og beskæmmende, at der virkelig skal Love til at anordne Menneskers Forhold til Dyrene, disse blide og forsvarsløse Væsner, der tjener vort Tarv fra Fødsel til Død og er anbetroede til vor Omsorg. Det er sørgeligt, at der maa dannes Forening efter Forening for at indprente de grumme og endnu saa ukultiverede Mennesker, til hvilken Grad det er en Selvfølge, at vi ikke maa handle ilde med vore firbenede og bevingede Medskabninger. Og hjælper saa disse Bestræbelser? Beretningerne lyder ikke altid opmuntrende.

Hesten er vel det Dyr, som paa Grund af sit Arbejde og sin medfødte Tavshed overfor Pinsler, misbruges værst paa sine gamle Dage. Heldigvis vil den jo ved Motorvognens rivende Udvikling blive sjældnere og sjældnere, i det mindste i Byerne, og har altsaa det lykkelige Fremtidsperspektiv for Øje slet ikke at blive til. Den Tid er maaske ikke langt borte, hvor Hesten er et Dyr, der vises de smaa Børn paa Gaden paa samme Maade som nu den Kamel, der af en tyrkerklædt Medborger af og til trækkes gennem Gaderne som Reklame for Tæpper og Gardiner.

Imidlertid er Hesten jo indtil videre i Funktion, og da den er en samfundsnyttig Bestillingsmand, kan den maaske nok beskyttes lidt ved Love og Vedtægter. Der er et andet af vore Husdyr, vistnok ogsaa til stor Nytte qua Rottejæger, som ikke kan hjælpes af nogen Lov, men maa henvises til Menneskers Barmhjertighed og Forstaaelse, som det kun sjældent møder. Det er Katten. Den lever her i Norden under ret ublide Kaar og bør ikke tøve med at indmelde sig i Beskyttelsesforeningen Svalen. Jeg har en Gang læst, at Kattens stolte og aristokratiske Væsen, frit for al Logren og Underkastelse, skriver dig fra, at det i Aartusinder i Ægypten blev tilbedt som et helligt Dyr. Siden den imidlertid ved Tidernes Ugunst har forvildet sig herop til et Land, hvor de demokratiske Livsytringer tager saa bestemt Afstand fra et saadant Synspunkt, var det maaske nyttigt for den at aflægge denne festlige Grandezza. Det har den paa en Maade ogsaa gjort, for naar man en enkelt Gang møder en Kat paa Gaden, saa iler den af Frygt for Menneskene langs Husrækkerne for at gøre sig saa lidt bemærket som muligt. Og dog vil Katten af Naturen gerne kærtegnes, gerne med Venlighed modtage Velgerninger, men den kræver at beholde sin Selvstændighed og har aldrig villet gaa paa Akkord som Hunden. I den mindste lille kælne Missekat bor der lidt af dens kongelige Slægtning Løvens Ukuelighed. Hellere vil den undvære Livets Behagelighed end Livets Frihed. Det er derfor lige saa meget paa vor Side, at der tabes ved det daarlige Forhold her til Lands mellem Mennesket og Katten, for vi vilde have godt af at omgaas den med lidt Fortrolighed. Talentet til at leve er den nemlig medfødt. Se en Gang lidt paa den. Naar den efter det omhyggelige Toilette, som den elsker at foretage, med fuldkommen Elegance anbringer sig i en Solstribe paa en omvendt Ballie og giver sig hen til Øjeblikkets Nyden uden Higen efter andet og mere, da burde vi Mennesker drage Lære af den. Lidt Sol, et Sildehoved, fredelig Ro til at vaske sig, og en Kat er fuldkommen lykkelig. Er det ikke en Grand Seigneurs rolige og fornemme Livsfilosofi! Og hvem er en hyggeligere Omgangsfælle i et Hus end Katten! Ganske vist siger den ikke noget træffende – en Pudelhund siger bedre Ting, men den har den behageligste Tone, aldrig paatrængende eller larmende, men venlig, sirlig og med ulasteligt Linned sidder den paa en Bordkant og betragter Ens Færd uden at trætte En. Hvorfor har Nordboen den saa ikke kær som Befolkningen i andre Lande? Dem beskyldes her for at være upaalidelig og troløs. Det kommer nu vist af Behandlingen. Som en yndig lille Killing tages den ind i Dagligstuen som Legetøj for Børnene, degraderes saa i Konfirmationsalderen til Køkken og dernæst som Voksen til Bagtrappen, hvor det overlades den at klare sig selv. Kort sagt, den smides ud. Hvorfor skulde Dyret saa føle sig forpligtet overfor Familien? Hvis man virkelig tager en Kat ind til sig som Husdyr og er god imod den, saa bliver den ogsaa paa sin Vis kærlig og trofast, saaledes som den er det i Frankrig og England, hvor saa godt som ethvert Hus har en Kat, et skønt velplejet Dyr med stolt, rolig Gang, fast Blik og skinnende Pels, alle Kunstneres Yndlingsdyr, saa lidt lignende vore nordiske forskræmte og forhutlede Bagtrappekatte. Det synes, som om Nordboens overvældende Kærlighed til Hunden har slugt næsten hele hans Sans for den øvrige Dyreverden og i hvert Fald har berøvet ham hvert Gran af Velvilje overfor Katten. Man hører atter og atter den Udtalelse; “Jeg kan ikke fordrage Katte, men jeg elsker Hunde,” som om det var et Enten-Eller til Stede, der umuliggør, at man kan skattes Begges Egenskaber, baade Hundens mærkelige Trofasthed og Kattens Moderinstinkt – lige saa mærkeligt.

Jeg ejede en Gang en lille Kat, klædt i sort Atlaskes Pels, der havde et Par bittesmaa lige saa sorte Killinger. Samtidig fik jeg en nyfødt hvid Hundehvalp af en ret stor Race, som blev lagt i Kurven til Katten. Hun betragtede den ubudne Gæst med sine store, grønblaa Øjne, snerrede ad den paa Killingernes Vegne, besindede sig saa, lagde den til rette ved Patten og var fra det Øjeblik den mest opofrende og kærlige Moder for Hvalpen, som paa Grund af sin Størrelse og sin glubende Appetit sugede til sig, saa det nær havde kosten den tapre lille Plejemoder Livet. Gid Kattehadere havde kunnet se hende med hendes uensartede Børn ved Brystet.

Dog – der gives jo ogsaa Hundehadere, omend kun faa. Hvis de gør sig Forhaabninger om, at Hundehold og Hundekærlighed efterhaanden vil aftage her til Lands, saa lad dem blot en Dag gaa ud paa Hundekirkegaarden, og de vil ved Synet af de smaa velplejede blomsterbesmykkede Gravsteder med Marmorpladerne og Miniatur-Bautastene blive berøvede alle Illusioner. Det er ligefrem berigende for Ens Kendskab til Folkekarakteren af Indskrifterne at se, med hvilke overvældende varme Følelser disse Dyr er blevet omfattet, og med hvilken dybfølt Sorg de er blevet jordet, vistnok mere ægte tidt og ofte end den, der har givet sig Udtryk paa Monumenterne paa Nabokirkegaarden for Mennesker. Paa en Gravsten staar der: Amica, yndige Skat, paa din Troskab hviler din Kærlighed. Paa en anden Sten: Kære Trofast. Død 20. April 1912. Han var en Menneskeven. En Indskrift lyder: Farvel lille Missi. Tak for din Kærlighed til det sidste. Vi vilde nødig miste dig. Og en sørgende Efterladt har ladet indhugge: Pudlen Rolf, 12 Aar gammel. Menneskebarn! Af Hunden du lære, kærlig og trofast til Døden at være. Flere Steder staar der lidt bittert: Min eneste og bedste Ven. Andetsteds: Min uforglemmelige Jullemand. – Lev vel, lille Søren, eller: Sov sødt, Faers og Moers lille Bob! og saaledes fremdeles! Lutter Vidnesbyrd om en pudsig naiv men saa umiskendelig sand Vemod ved Adskillelsen, at den virker helt rørende.

Den lærer En i alt Fald, at af Hensyn til Menneskets Forhold til Hunden tiltrænges her til Lands ingen Lovparagraffer eller Beskyttelsesforeninger. Den har det godt nok. Det er altsaa kun at ønske, at lidt af denne Overflod af Kærlighed maatte komme de andre Dyrearter noget til gode – lidt Medynk med en udslidt og overlæsset gammel Hest – en Stump Lunge og en Draabe Mælk til en lille Kattemoder med Killinger paa et vinterkoldt Loft – et rummeligere Bur til de stakkels fangle Fugle og lidt Vinterføde til de frie. En saadan menneskelig Sympati overfor hele Dyrelivet bør især indprentes Børnene, der fra Naturens Haand er grusomme. Jeg husker en yndig lille Pige, der stod i Haven og pillede Vinger og Ben af en fangen Simmerfugl, derpaa saa op med et lyst Smil og sagde: “Den gik i Stykker.”

En af vore Dyrebeskyttelsesforeninger burde tage den Opgave op at oprette store folkelig anlagte Afdelinger for Børn med et ganske lavt Kontingent, Præmiegivning, Blade o. s. v. saa at de fra ganske smaa gennem Interesse for Dyrenes Liv og en Fællesvirken til deres Bedste lærte at sætte en Ære i at holde af dem og beskytte dem. Det vilde vistnok være den bedste sjælelige Opdragelse for dem og et af de sikreste Midlert til at højne Kulturen i de næste Slægtled, saa at man i Fremtiden ikke vil behøve nogen Lovgivning til Værn for Dyrene, fordi en saadan Lov vil være skrevet i Menneskenes Hjerter.
Emma Gad.