Kolumbines Tilbedere 1914

4. marts 1914.
Februar og Marts!

Kolumbines, Pjerrots og Harlekins Maaneder, Karnevalets Tid, Dansens Tid! Den er inde!

KOLUMBINES TILBEDERE

En Dag for nylig sad jeg ventende i en Stue, hvor skønne Billeder prydede Væggene, blide Landskaber, heroiske Søjlegange, karakterfulde Portræter af vore bedste Malere. Imellem dem hang et Billede, helt forskelligt fra alle de andre. Det var Nicholsons “Pjerrot og Kolumbine”, som tæt omslyngede staar ventende i Kulissen. Hvide og slanke, atlasklædte, fantastisk belyste paa den dunkle Baggrund, staar de der, ligesom ombølgede af alle Minder om ung sart Kærlighed, som de udødelige Skikkelser, de er. Uden Betænkning, uden at vide af det, gik jeg lige hen og saa paa dette Billede, betragtede det halvt med et Smil for Mindernes Skyld, halvt med Vemod, fordi kun Minderne er tilbage. Ja, først det Billede, saa de andre. Og saa godt som Alle vilde have gjort som jeg.

Hvori ligger nu denne Tiltrækning, denne mærkelige Magt over Sindene, som disse gamle og evigunge Figurer fra Maskekomedien udøver paa Slægt efter Slægt, snarest i stigende Grad! Aldrig før har man vist set saa mange Pjerretter og Harlekiner som nu, og saa mange moderne Pantomimer, og Maskekomedier. Og lige elsket er Pjerrot af Bønderbørnene paa et Kvægmarked og af den flirtende jeunesse dorée i Ambassadørsalonen. Hvoraf kommer det, og af hvilke folkelige Forestillinger er disse Figurer oprundne? Ja, det er svært at gøre Rede for i faa Ord, fordi det er et Emne, der trænger ind i to Landes Folkeliv, Italiens og Frankrigs, og det er Resultatet af aarelange Studier, som Maurice Sand, en Søn af den berømte franske Skribentinde George Sand, har nedlagt i sit store illustrerede Værk “Masques et Bouffons”.

Den italienske Maskekomedie synes ifølge det nævnte Værk at have haft sit Udspring fra Antiken og vedblev gennem Middelalderen i en primitiv Skikkelse at øve stor Tiltrækning paa Befolkningen ved Markedernes Friluftsforestillinger sammen med Linedans og Marionetteatret, om hvilket allerede Herodot beretter, at de er ældgammelt og stammer fra Ægypten.

Maskekomedien var i Italien fra først af en Improvisationens Kunst. Indenfor de givne Personers Ramme kunde Skuespillerne sige, hvad de vilde, saa det maa for saa vidt have været vanskeligere at være Skuespiller den Gang end nu. Efterhaanden vandt denne italienske Kunstart ogsaa Indpas i Frankrig, og i Aaret 1600, ved Henrik den Fjerdes Formæling med Marie af Medici, ser man, at italienske Maskekomedier udgjorde et Led af Festlighederne. De var da allerede akklimatiserede. Ved det nære Aandsslægtskab mellem de to latinske Folkeslag behagede Kunstarten lige saa meget i Frankrig som i Italien og er fra Midten af det 16de Aarhundrede blevet knæsat i Frankrig gennem Typerne Kassander, Kolumbine, Pjerrot, Harlekin og Leander, mend én af dem, Polichinel (Pulcinella) er forblevet i sin Hjemstavn Italien, særlig i sin Fødeby Neapel, hvor han, puklet, førmavet og langnæset, endnu slaar sine Volter til Menigmands Morskab.

Oprindelig spillede den italienske Arlequino den nuværende Pjerrots Rolle. Han var den fra Antiken hentede dumme Tjener, altid gennempryglet, altid en Skive for de Andres Paafund. Men ved sin Omplantning paa fransk Jordbund omskabes han ved en enkelt Skuespillers Geni, som det saa ofte sker. Det var den udmærkede Mimiker Dominique, Moliéres Elev. Hans Rollefag var Arlequino, men i Længden kunde han ikke udholde bestandig at spille Dumrian. Han gjorde derfor Harlekin til den bevægelige eg behændige Elsker, som han er endnu. Selve Dragten, som i Italien havde været løstsiddende med hist og her paasyede spraglede Baand, blev i Frankrig tætsluttende og elegant, de flagrende Baandstumper blev til bestemte brogede Mønstre, omsyede med skinnende Pailletter, og dermed var Personen blevet til en anden, ikke alene gennem en Skuespillers Talent, men ogsaa fordi man i Frankrig intetsteds i Kunsten vil undvære Intelligensen. Maskekomedien havde altsaa vundet en Figur, men paa den anden Side havde den mistet en, der var endnu nødvendigere end den charmerende Nytilkomne. Saa traadte Pjerrot i Forgrunden.

Den første Oprindelse til denne saa højt elskede Skikkelse skriver sig vistnok fra Bologna, hvor en Improvisator Giuglio Cesare Oroce med Tilnavnet della Liva gjorde Furore ved sine Fortællinger om en opdigtet Person han kaldte Bertoldo, Yndling af Kongen, hvis medfødte Fiffighed reddede ham ud af alle Farer, der truede ham ved den ondsindede Dronnings uafladelige Forfølgelse. Denne Bertoldo havde, formodentlig for Afvekslingens Skyld, en Søn Bertoldino, der var lige saa kejtet og dum, som Faderen var fiffig, og derved er formodentlig Pjerrots ejendommelige Blanding af Snuhed og Ubehændighed opstaaet. Bertoldino gik efterhaanden over til at blive kaldt Pedroline, hvilket paa Fransk blev til Pierre og siden til Pierrot. Mærkeligt nok er det selve Moliére, der paa en Maade har skabt hans Popularitet. I Don Juan eller Le Festin de Pierre, der var taget fra det italienske Il convitato de Pietro kaldte han en Bonde for Pierrot. Digteren havde ladet sig lokke dertil af Italienerens Held, og da han ligeledes var heldig, inspirerede han atter dem. Knap fjorten Dage før hans Død opførte de en forbedret Udgave af deres Convitato di Pietro isprængt med det de fandt morsomt i Moliéres Komedie, med stærk Benyttelse af Pierrot-Figuren, der gjorde stormende Lykke.



Fra dette Øjeblik forlader han ikke mere Maskekomedien og ser straks ud, som man kender ham nu, med det melede Ansigt, den sorte Kalot, Pibekraven og den posede hvide Dragt med de store Knapper. I sit franske Hjem har han dog undertiden antaget en mindre grotesk og mere forfinet Form. Han er af og til melankolsk og vemodig. Han kan være sentimentalt forelsket, og han har i Aarhundredernes Løb forsynet sig med en kvindelig Pendant, Pierrette, der dog snarest er at betragte som et Anhang.

Den unge Kolumbine er nemlig fra Tidernes Morgen hans Hjertes Udkaarne, ligesom det er Harlekins. Kulumbine er det evigt Kvindelige i Maskekomedien.

Hendes Navn stammer fra, at en skattet Skuespillerinde i det 17de Aarhundrede havde ladet sig male bærende en Kurv med to Duer (des colombes) og derefter anvendte Colombine som Teaternavn.

Disse Maskekomediens staaende Figurer optræder saa i de forskelligste Situationer og gaar efterhaanden over til at blive pantomimiske. Théophile Gautier skriver om dem: Pantomimen er den sande comédie humaine, og behøver ikke som Balzac to Tusinde Personer til at løse Opgaven. Fire á fem er nok. Kassander repræsenterer Familien; Leander er det kønne Flødeskæg, som bøjer sig for Slægtshensynet; Kolumbine er den eftertragtede Drøm, Ungdommens og Skønhedens Blomst. Harlekin med den mystiske Halvmaske med Slangelegemet og de funklende Pailletter, med Forelskelsen, Drilskheden, Bevægeligheden, har alle de Egenskaber og Laster, der straaler. Pjerrot er den antike Slave og den moderne Proletar, Pariaen, den passive og stadig uheldige Person, som alt gaar ud over, og som midstræbende og kritisk er Vidne til sine Herrers Orgier og Galskaber.

Er det da ved en saadan Jævnføring med det virkelige Liv, at disse gamle Figurer atter og atter øver deres Tiltrøkning? Nej, det er vist snarere ved det Modsatte, ved en vis Uvirkelighed, ved Fastheden i Traditionen, ved Maskens Hemmelighedsfuldhed og især ved Munterheden. Mennesker beundrer og højagter det Tragiske og Storladne, men de elsker Munterhedem. Og disse Skikkelser er netop Udtryk for det Glade, det Indsmigrende, det Yndefulde ved Kærligheden og det Gratiøse i Ungdommens Sejr over alle filistrøse Forhindringer. Ifølge gammel Hævd forlanger vi fremfor alt det Charmerende af dem, og naar denne Ramme med Vold og Magt skal udvides for at skabe forøget Effekt, saa at det uhyggelige og Grufulde berøres i Maskekomediens Form, som f. Eks. i den moderne Pantomime Pierrettes Slør, saa synes vi ikke rigtig om det. Nej, ikke rigtig, fordi vi føler det som et Brud paa Stilen. Vi kan tænke os Harlekin som maliciøs og træsk, vi kan tage imod Pjerrot som vemodsfuld og taarevædet sentimental – ja, om det skal være – døende af Hjertesorg, men ingen af dem maa være morderisk og grusom. Vi holder jo af dem, fordi vi synes, at selv om ogsaa de kan have deres Sorger, saa er deres rette Herskerfelt i Livsglædens og Munterhedens Verden, den unge lyse Munterhed, der ikke forgaar. I denne Maskeballernes Tid svinger smækre Harlekiner sig allevegne med kaade Spring – i Morgen paa det store Karneval vil Flokkevis unge Hjerter banke bag Pjerretternes hvide Silke og om hundrede Aar vil de Unge danse paa andre Gulve, men i de samme Dragter og med de samme Kærlighedslængsler og Drømme som nu.

I sin fortryllende versificerede Maskekomedie: Harlekins Omvendelse har Ove Rode ladet Harlekin og Kolumbine udtrykke lige det, vi Alle føler, at disse to maa sige hinanden ved et Kvistvindue i Maaneskin:

Harlekin
Tak for alle de gode, smaa Kys, for din Haands det kærlige Strøg,
Tak for hvert Smil, der om Øje og Mund sig rynked i Alvor og Spøg,
Tak for din Haand og din Mund, for dit Haar og dit unge Legems Pragt.
Tak for hvert eneste Ord, du i Nat har mig hviskende sagt.
Min Columbine, min søde Veninde, min lille Hustru, min Skat,
din Harlekin gaar, bedrøvet og træt, men med tusind Tak for i Nat.

Columbine
Vogt dig, min Ven, se, Stigen er smal, og se, hvor den skrøbelig vakler,
Faldt den med sig, sprang jeg efter dig straks.

Harlekin
Nuvel, jeg tror paa Mirakler.
Vist skal du se – du bares herned. I min Arm kunde trygt jeg dig lægge.
Saa kyssed jeg Angsten bort i et Kys, der slog Flammer op om os begge.

Columbine
Kys mig, min kæreste Ven, kys mig straks,
kys mig hurtigt, saadan som du siger.

Harlekin (kysser hende)
Min Sjæl i et Kys! Saa bytter jeg ej med Alverdens tusinde Riger.

Men Meningen var jo at give et kort, tørt lille Uddrag af Maskefigurernes historiske Oprindelse og Udvikling, og saa ender det med, at man tages fangen af deres Charme og giver sig til at nynne Harlekins Omkvæd; Min Sjæl i et Kys! Saa bytter jeg ej med Alverdens tusinde Riger.
Emma Gad.