Husmødrene 1911

Foto: Pixabay
19. november 1911.

Saa, nu lægger de paa Huslejen ogsaa! Efter at Skatterne og Kaffen og Kødet og Smørret og Æggene og Gasmaalerne og snart det altsammen er arbejdet i vejret, skal nu efter Sigende den Bekymring komme til, at Familierne yderligere maa stuve sig sammen. Hvordan faar vi det til sidst, hvis det bliver ved!

HUSMØDRENE

Naar morgenbønnen bliver bedt rundt i Hjemmene, vil det saa ikke snart som et nødvendigt Apendiks til “Giv os idag vort daglige Brød!” komme til at hedde:

“Forskaan os idag for vor daglige Prisstigning”.

Og samtidig læser man, at Landet har haft en glimrende Høst! Netop derfor siges der! Netop det er grunden til Fordyrelsen. Efter en god Høst, forklarer Nationaløkonomerne, bliver al Ting dyrt, fordi der er flere Penge; Forbrug og efterspørgsel bliver derfor større. Og efter en daarlig Høst bliver det ogsaa dyrt, profiterer de samme Vismænd, fordi der da er saa sparsomt af Produkterne, at de uundgaaeligt maa stige i Pris. Resultatet for Forbrugerne bliver Hip som Hap, enten det er godt eller daarligt bevendt, og Resultatet – det er, at man for fem Aar siden købte f. Eks. to velvoksne Kyllinger for to Kr., og nu faar man for det samme Beløb kun den ene, af Udseende som om den kom fra et Kystsanatorium. Hvor er den anden bleven af? Sige det, hvo der kan.

Er der nogen, der nu for Tiden er ilde stedt, saa er det en Husmoder med knappe og faste Husholdningspenge og med mange sultne Munde at føde, ja, disse arme Titusinder af Husmødre, gift med Embeds- og Bestillingsmænd, Arbejdere og Kontorfolk paa faste Lønninger. Al Ting bliver sat op i Pris – undtagen netop Mandens Gage eller Lønning – tværtimod, han faar mindre, fordi Skattebyrden stiger med lige saa rivende Fart som alt det andet. Konen kan altsaa ikke faa mere – det er udelukket. Hun maa og skal med de samme Penge som for fem eller ti Aar siden skaffe de samme Maaltider, der nu koster det dobbelte, skaffe dem alle Ugens eller Maanedens Dage til dem, der er betroede til hendes Forsorg – ikke alene Maden, men alle en Husholdnings andre utallige Fornødenheder. Og hvad bryder de Unge, der sidder om hendes Bord, sig om, at Tingene er blevne dyrere – de ser kun med lidt sure Miner, at Middagen er sløj. Maaske de har Ret! I hvert Fald vil vor Tids lidt kæphøje Ungdom hævde den Teori, at det næste Slægtled har Ret til at kræve alt fordi det ikke har bedt om Lov til at blive født hos Finansministeren og de andre dyre Herrer, der piller Paalæget af Børnenes Skolemad.

Hun ved snart ikke mere sine levende Raad. Hun tager hvor hun kan, at sine smaa, knapt tilmaalte personlige Penge, hun sparer en haardt tiltrængt ny Kjole, syr paa Handskerne, opgiver en lille Fornøjelse, gaar med Hatten fra ifjord! Men ak, hvad forslaar i Længden det hun nægter sig selv, overfor alle Dagens Maaltider Uger eller Maaneder igennem for en hel Familie? Og hun kæmper videre i det skjulte og forstaar ikke, hvorfor hele Nationaløkonomien til syvende og sidst skal gaa ud over hende og gøre Livet besk og pinefuldt – hende og hendes utallige Søstre.

Nej, hun forstaar ikke det hele. Hun synes, at Kornet og Græsset gror paa Marken nu, som det altid har gjort, at Køerne giver Mælk, og Frugten hænger paa Træerne nu som for 10 Aar siden. Hun synes, at Samfærdselsmidlerne snarere er blevne bedre end daarligere, saa at Varerne nu kommer nemmere omkring end før. Hun forstaar ikke, hvorfor Petroleumsaktionærerne behøver at have 112 pCt. af deres Penge, saa at den, der ejer for 10,000 Kr. i Aktier, har 11,000 Kr. i aarlig Indtægt uden at røre en Finger. Hun tænker saa smaat, at naar Joseph drømte i Ægypten om de syv Køer, der aldrig kunne blive fede, hed vist den ene af dem: Socialøkonomi, og at de andre seks formodentlig gaar brølende om med lige saa fine Bevævnelser.

Hun ville maaske til Nød forstaa det, hvis der blev flere og flere Mennesker at ernære – stadig flere overvældende og alt fortærende som Kaninerne i Avstralien. Men tværtimod! Hun læser i Brochurer og Aviser om den almindelige sociale Jamren over Fødselsprocenternes Aftagen i Landene, læser om, at Kulturmagternes Folkemængde holdes kunstigt oppe ved Indvandring, saa at det for hende maa staa, som at Menneskefabrikkerne blot flyttes rundt til øjeblikkeligt Behov.

“Hvad er det da, der bevirker,” spørger hun sig selv, “at én Dag er det Sukkeret, der bliver dyrere, næste Dag Smørret, saa Kaffen og Kødet – og hvor længe varer det med det andet?” Hun skælver ved Tanken derom – tier og strider videre.

Og dog kunde de hidtil saa forsvarsløse Husmødre være en Magt, ja, kunde blive Samfundets største Magt – den, der nu sidder med aabne Hænder og lader de talløse Millioner rende ud fra dem i Stedet for at lukke sig om dem, naar Fornuften byder det. Besynderligt – tifold besynderligt er det dog, at ikke Husmødre i denne Tidsperiode, hvor Sammenslutninger har vist sig at have en saa uhyre Betydning, at de ikke har organiseret sig i en kæmpemæssigt og vidt forgrenet Forbund til Værn mod Misbrug, til Forhandlinger med andre Forbund og til Belæring om de socialøkonomiske Aarsager til Prisansættelserne. Husførelse er jo nemlig et Fag, et Fag saa vigtigt som noget, og alle Fag har nu til Dags deres Organisationer til Fremme for deres Interesser – Arbejdsgivere og Arbejdere, Haandværkere og Bestillingsmænd, Husmænd og Tjenestefolk osv. osv. – kun Husmødre kender det ikke.

Det er ikke, fordi der i vore Dage er Mangel paa kvindelige Foreninger. De er der i alle Arter, repræsenterer Handel og Sport, Selskabsliv og Litteratur, Kunst og Politik – især Politik. Der findes i saa henseende store internationale, hinanden gensidigt kontrolerende Forbund og Komitéer omspændende alle Verdens Lande, f. Eks. det internationale Kvinderaad med Lady Aberdeen i Spidsen, der idelig afholder Kongresser og Sammenkomster snart her, snart der. Det er fortræffeligt gjort. Imidlertid – der findes Tusinder af Kvinder som vilde finde at en sideordnet omfattende Sammenslutning der gjalt Husmodertanken, vilde have en nok saa stor Værdi – i det mindste øjeblikkelig Værdi, fordi det er Familiens – Hjemmets Tanke, de Millioner Menneskers og deres Børns daglige Velfærd og Lykke i det smaa. For en Husmoder, menes der af mange, kommer ikke Ansvaret paa en Valgdag – indtil videre da, hun staar med det hver eneste Dag, hver eneste Time, naar hun skal skabe Familiens Velbefindende og Lykke ud af sit Hoveds og sine Hænders Arbejde, og dette – ja, det ser alle, det bliver vanskeligere at udføre for hvert Aar der gaar.

Husmødrene tagne som en Helhed – det betyder jo Publikum, og Publikum er altid det Faar, der skal klippes, klippes til Skindet af Producenter og Mellemhandlere, Direktører og Aktionærer, Agenter og Opkøbere. Og hvorfor ikke! Erfaringen viser, at det lader sig klippe uden Modstand, betaler, hvad der forlanges, nyder Kaffe lavet af brændte Turnips, Rødvin af Tyttebærsaft og Kanel af Cigakassetræ.

Jeg mindes kun, fraset Dyrtids-Urolighederne fornylig i Nordfrankrig og Wien, et eneste Sted at have set en virksom Protest imod et urimeligt Pris-Paalæg. Det var ifjor eller i Forfjor, hvor man i alle Blade læste, at en Husmoderforening i Østrig havde sat haardt imod haardt ved en Prisstigning paa Kød og – var gaaet af med Sejren. Et Fingerpeg altsaa – de østrigske Husmødre synes at have Ben i Næsen fremfor alle andre.

Burde man ikke træde i deres Fodspor og overalt – ogsaa her – søge at faa oprettet Husmoderforbund med samme Art Organisation som Internationalt Kvinderaad, maaske i Forbindelse med dette. Der er vist ikke mange Husmødre, som ikke af Hjertet vilde ønske en saadan Organisation velkommen, et Noget, man havde at henholde sig til, et Rygstød i Vanskelighederne, en Regulator overfor Vilkaarlighederne.

Det vilde være interesant at høre kyndige og erfarne Husmødres Mening om, hvorvidt det kunne tænkes at saa mange Kvinder kunde opnaa den nødvendige Disciplin ogsaa paa dette Omraade og derved blive i Stand til at lægge et Lod i Vægtskaalen, naar det gjalt at forsvare de fælles Interesser. Man skulde være tilbøjelig til at mene, at et storstilet Forbund af husmoderlig Art vilde berøre saa mange Kvinders Livsgerning, staa i saa inderlig Samklang med deres Køns dybeste Væsen og Opgave, at Tilslutningen vilde blive stor, at sige, hvis det startedes af de rette Mennesker og med den rette Vægt og Indflydelse. Man skulde jo tro, det maatte være den Forening, Kvinder ifølge Tradition og Livsmaal først ville have stiftet, og så er det den, der kommer bagefter alle de andre, hvis den overhovedet kommer. Grunden maa vel søges i, at de Kvinder, der giver sig af med at stifte Foreninger, har deres maal langt bort fra de husmoderlige Interesser. Men da disse trænges saa grumme haardt og er af saa uhyre Betydning for os alle, kunde det saa ikke tænkes, at en Kreds af handledygtige Kvinder tog denne Sag op? Og hvis de stadig ikke kan og vil, kunde saa ikke Mændene lave et saadant Forbund for os? De, der til syvende og sidst vilde høste størst Fordel af lidt lempeligere Forhold paa denne Konto, det blev dog alligevel Mændene.
Emma Gad.