Nordens Kvinde 1911

Foto: Pixabay
28. september 1911.
Det var da en temmelig fordringsfuld Overskrift, vil man sige. Ja, det synes jeg ogsaa, og jeg skynder mig derfor at bemærke, at det er ikke min. Det er Titlen paa en hos Gyldendal lige udkommen norsk Roman eller rettere sagt Karakterskildring af en ung Lærerinde, stærkt isprængt med Samfundsbetragtninger af Oberst Gregersen.

NORDENS KVINDE

Imidlertid – jeg skal ikke anmelde Bogen, som sikkert af Kritiken vil faa mange rosende Ord for sin varme Fædrelangskærlighed og Samfølelse med Broderrigerne, sin indtrængende Forstaaelse af den storladne norske Natur og sin lyse og humane Livsanskuelse, der gør den til en sund og sand Hjemmenes Bog.

Hvad der bringer mig til med nogle Ord at dvæle ved Bogen, er dens Titel. Denne er nemlig et Udtryk for den almindelige Hang til at tage alle Kvinder under ét. Kvinden – hedder der for bestandig – en Skaal for Kvinden, et Digt til Kvinden – “Blomsten hos os er den yndige Kvinde” om og om igen.

Hvem vilde nogensinde falde paa at kalde en Bog for: Nordens Mand. Forfatteren vilde meget fornuftigt være paa det Rene med, at det vilde være aldeles misvisende. Hvad er Nordens Mand? Det er en Samling af de mest forskelligartede Personligheder med alle Arter Karaktertræk og Anskuelser, alle Aldre og Stillinger: Politikere og Kunstnere, Gejstlige og Forretningsmænd, Bridgespillere og Haandværkere, Søfolk og Røgtere, alt, hvad Samfundet rummer af mandlig Udvikling og Kraft, kun knyttet sammen ved Sprog og ved fælles Følelse af en vis Stamme-Enhed, der ganske vist giver sig kønnere Udslag, naar to Nordboer mødes i Singapore eller Kapstaden, end paa de hjemlige Enemærker, hvor den Ene i disse smaa Samfund kun altfor ofte er ret ubehagelig mod den Anden, hver i sit Land.

Men Nordens Kvinde – hvad er hun da? Hvorfor skal hun da tages som en Enhed, et om jeg saa maa sige samlet Individ? Man maa virkelig have Lov at spørge. Kvinderne udgør Halvdelen – eller endnu mere, siges der – af Landenes Befolkning og bestaar lige saa fuld som Mændene af de mest afvigende Personligheder, særlig nutildags, hvor Kvinder tager Del i Livet paa alle Omraader. Oberst Gregersem, som maaske har opvoksende Døtre, der skal undervises, ser nu Nordens Kvinde i en Lærerindes Klædebon – er ganske blændet af denne Type. Selv om han ikke ser paa hende som en Gennemsnitskvinde, bliver hun af ham stillet op som et Ideal. Men det er ikke Alles Mening. Jeg véd da de Mænd, baade militære og ikke militære, der har et ganske andet Kvindeideal en den politisk interesserede Lærerindetype, ja, man tør vel sige, at lige saa forskellige Mændene er, saa forskellige er ogsaa de Krav, de stiller til de kvindelige Egenskaber, der skal besejre dem. Her er selvfølgelig en Vekselvirkning til Stede, som altid vil gøre sig gældende. Mon nu f. Eks. Oberstens Løjtnanter ved Bataillonen er af samme Mening som han paa dette Punkt? Det er ikke sansynligt. Om jeg kender dem ret, sætter de unge Herrer Pris paa ganske andre Naturens Gaver hos Kvinder end Lærdom. Flertallet af Mænd vi overhovedet heller have dem indtagende uvidende end boglærde og socialt interesserede, heller besnærende end systematiske, heller erotisk begavede end bevandrede i Filosofen Kants udødelige Værker om den rene Fornuft, ja, der er endog dem, der mener, at de erotisk begavede Kvinder overhovedet er dem, der spiller den største Rolle paa Livets store Skueplads. Da denne Egenskab er en medfødt Gave, er det naturligvis uretfærdigt, at de skal komme saa meget nemmere til det end deres Kønsfæller, som har maatet slide Aar ud og Aar ind for en Magistergrad. Men Livet er nu en Gang ikke altid helt retfærdigt.

Der findes i vore nordiske Samfund, maaske ogsaa andetsteds, en moderne ungdommelig Kvindetype, stadig hyppigere set, den, der repræsenteres af dem, der er prædestinerede til at blive gamle Jomfruer og lade haant om Ægteskabet. Man ser denne unge Pige mest ved Møder og i kvindelige Foreninger, men ogsaa i Selskabslivet, ofte køn, moderne og fiks klædt, glad ved de ungdommelige Adspredelser, velopdragen og kundskabsrig, og dog tænker man ved sig selv, medens man betragter hende: Hun bliver aldrig gift. Og naar det som oftest viser sig at slaa til, hvad er det saa, der siger En det? Er det et Kast med Nakken, er det en lille tør Plet i Smilet, er det en Tanke vissent i Udtrykket? Man kan ikke sige det – man føler det kun ubestemt. Men vi kender alle denne Type.

En saadan ung Kvinde er det, Oberst Gregersen har skildret i sin Guvernante, men desværre, han har gjort det ubevidst og derfor ukunstnerisk. Han har endog rørt ved Sagens Kerne og dog ikke faaet Øje paa den, naar han lader Bogens mandlige Hovedperson, en Byfogedfuldmægtig, tænke om Heltinden: “Han spugte sig ofte selv, om hun aldeles var nægtet Kærlighedens Naadegave”. Ja, det var det, hun var. Paa det Landgods, hvor Bogen foregaar, er der nemlig et lille Tilløb til en Kærlighedshistorie mellem hende og denne Fuldmægtig. Ved den antydning af en Erklæring, han kommer med, udtrykker hun sig saaledes:

“Jeg har ikke alene mærket, men følt Deres venlige Sindelag ligeoverfor og Deres Hyldest til mig, Falk. Og naar jeg har forholdt mig, som De meget rigtigt gengiver under vore Samvær, er det af to Grunde. Den ene er personlig – ” o. s. v.

Den, der sidder i en Sofa og taler saa tørt til en forelsket ung Mand, kender ikke den unge Kærligheds længselsfulde Skælven, kan aldrig komme til at kende den. Naturligvis redder Fuldmægtigen sig ogsaa i Tide med den Bemærkning, at han højagter hende, og er en Maaned efter forlovelse med hendes tækkelige og velhavende Elev, som er saa uhyre meget sødere, formodentlig fordi hun kun er Elev. Lærerinden er nemlig over-ædel. Hun har mærket, at Eleven er indtaget i Fuldmægtigen og lader straks sin lille Spire til Forliebelse visne væk. Men de, der af sig selv giver Afkald paa det Punkt, de har ingenting at give Afkald paa – Kærlighed giver ingen Pardon. De hører til de Prædestinerede. For de andre – de koketterer skam og gør sig saa indtagende som muligt for at slaa Fjenden ud. Og de forstaar lige fra Bladet at virke strategisk i Terrænet med Tusmørke og Sjaler, der glider ned, for ikke at tale om Vanskeligheden ved at stige op i en Baad uden Hjælp o. s. v. Og de har Ret, for det er dog den første Indledning til at sætte en ny Generation i Verden, den, der skal afgive det nødvendige Stof til de fremtidige Lærerinder.

Efter at den lille Affære er forbi og Fuldmægtigen “anderswo engagiert”, slutter Bogen med, at Heltinden tænker sig siddende paa sin Barndoms Ynglindsplads ved Elven og hører en Sangfugl synge: “Aldrig forknyt! Brug din Forstand! Tak Gud for dig selv. Var dette Minde et Varsel om det Vidunderliges Komme?”

Og hvad er saa hendes Drøm ved Elven om det Vidunderlige, det, der skulde komme – ogsaa for hende? Det er min Sandten en fjern Mulighed for at blive opstillet som Stortingskandidat i 1918. Og hun er 23 Aar! Dette er jo virkelig morsomt og godt set som en Type for vor Tids samfundsærgerrige unge Skole- og Foreningsdamer. Eller rettere sagt, det vilde være morsomt, dersom Forfatteren havde haft en Skælm bag Øret og set hende, som hun er, men nej, han er blind af Beundring.

Dog, hvad mener Oberst Gregersen at andre Nordens Kvinder, de med Modernaturen og Elskerindetemperementet, de ømme og de erotiske, de bevægelige og de lattermilde, hvad mener han, de siger om at blive slaaet i Hartkorn med en Enhed som denne unge Dame, om hvem Fortidens Betegnelse: Blaastrømpe er den eneste rammende. Jeg tror, de fleste af dem vil sige: Tusind Tak, maa vi ikke være fri!

Naturligvis er der mange Kvinder, som med Rette interesserer sig for Politik, Samfund og Pædagogik, men der en endu flere, som er de fødte Mødre og kun lever for Mand, Børn og Hjem. Det er jo i det Hele taget al Verdens Slags, der er Missionsdamer og Verdensdamer, der er Præstekoner og Bohêmedamer, der er Hofdamer og Familietanter, Snerper og Flaner, Artige og Uartige, Ærgerrige og Beskedne, ligesaa utallige i Karakterens Afskygninger som Mændenes. Jeg synes derfor ikke, det var ubeskedent, hvis Kvinderne bad om nu omsider af Digtere og Talere at maatte blive taget hver for sig som det, de er – Mennesker.
Emma Gad.