Opera og Gæstespil 1913

Edmund Leighton: Tristand and Isolde (1902)
8. juni 1913.
Folk elsker Opera og hvad dertil hører – Festen, Glansen, det brede Vingefang. I det mindste gør de det for Øjeblikket. Der var en Tid i Halvfjerdserne-Firserne, i Realismens og Ibsen-Dramernes Blomstringsdage, hvor det var Skik og Mode at lade haant om Operaen.

OPERA OG GÆSTESPIL

“Det var en unaturlig Kunstart,” sagde man; “intet Menneske stiller sig op og synger til Orkesterledsagelse i Livets bevægede Øjeblikke, og to Personer, der staar overfor hinanden i et skæbnesvangert Opgør, giver sig mindst af alt til at stræbe op mod det høje C. Kunsten, der er Virkeligheden – Livet, som det er – set gennem en Kunstners Bevidsthed”, var man paa det rene med, og al Stiliseren i Kunsten saasom Opera og Ballet – vist endog Skuespil paa Vers var foragtet. Man sad derimod og saa med Andagt paa Problemdramaer med dybsindige Sjælsanalyser, fremførte med dyb Alvor af nogle faa Mennesker i en tarvelig Stue og i Dagligdragt, og havde man ikke Lejlighed til at faa dem at se, sad man hjemme og læste med fuld saa megen Andagt, hvad de Indviede skrev om Dybsindighedernes rette Fortolkning.

Dans, Farver og Fest, Pragt og Sang, det er, hvad de attraar. Tillige Latter og Rørelse om hinanden. Spænding er heller ikke ilde. Men Opgør og sjælelige Optrevlinger jager Alle væk.

Men Tiderne og Smagen skifter. Grundene dertil er ikke lette at paavise. De har maaske ligesom Poplerne, lange lange Rødder, der strækker sig som et underjordisk Net hen under Døgnlivets Blomsterflor. Maaske har det i Realismens Tid været en økonomisk Opgangsperiode, hvor tilmed endnu ikke alt var blevet saa forskrækkelig dyrt, saa at Folk nok kunde taale at kede sig lidt, naar det var fint, og kunde have godt af lidt Tristhed paa Scenen som Kontrast til den nogenlunde behagelige Virkelighed – i hvert Fald ikke saa nem, og man lever under en vis Højspænding for at skaffe det nødvendige, er maaske Dagliglivets større Anspændthed Aarsag i, at Publikum helst vil saa langt bort som muligt fra Livets graa Virkelighed, naar de en Aften vil i Teatret. Musik og Dans, Farver og Fest, Pragt og Sang, det er, hvad de attraar. Tillige Latter og Rørelse om hinanden. Spænding er heller ikke ilde. Men Opgør og sjælelige Optrevlinger jager Alle væk. Prøv at skride til den Flothed at indbyde en lidt smaat stillet Familie af det bredere Lag til en Teateraften efter Valg, og følgende Svar vil aldrig udeblive: Tak, vi vil rigtignok helst se noget med Musik og Optog, for saadant noget i en almindelig Stue, det har man da i virkeligheden.”

Det er ud fra denne Betragtning at et underligt Amfibium i den dramatiske Literatur er opstaaet paa vor hjemlige Scene og har vundet en enestaaende Magt over Sindene. Man kan vel kalde den Elverhøjs-Arten, denne Blanding af alt, hvad der kommer ind under scenisk Kunst, Skuespil, Sang, Dans, Orkesterledsagelse, højere Drama og Lystspil, alt i en Mixtum compositum, som udelukkende tager Sigte paa at gøre et festligt Indtryk paa Tilskueren og derfor er yndet som intet andet.

Arten er vel opstaaet gennem J. L. Heiberg, der som klog og beregnende Taktiker forstod at udnytte den store Chance, det frembød, at de tre Kunstarter, Skuespil, Opera og Ballet, havde hjemme paa den samme Scene og kunde blandes sammen til en Enhed. Hans Eksempel er senere fulgt af flere med mere eller mindre Held. Hvis man f. Eks. vil mindes en Forestilling som Drachmanns Vølunds Smed, vil det være ret vanskeligt at betegne dens Art. Var det Skuespil, Melodrama, Sangspil eller Udstyrsstykke med Dans – en af Delene eller ingen af Delene? Eller vel snarest en Potpourri af det altsammen. Naa – hvorfor ikke – naar det blot griber og interesserer. Manglen af de rene Linjer bekymrer ikke Størsteparten af Tilskuerne, der er blevne vænnede til denne nationale andetsteds ukendte Kunstart og holder den højt i Kurs, maaske med Rette, fordi den imødekommer Tidens Krav til Øjens- og Ørenslyst.

Da dette Krav er saa stærkt og har Magt til at gøre sig gældende, fordi Publikums Vilje altid i Længden er den stærkeste, er det ikke underligt, at Operaen, som ligeledes er malet med bred Pensel og har Musik og Sang til Grundlag, at den i Følge Tidens Smag øver en større Tiltrækning end det borgerlige Skuespil, der jo nu har lidt ondt ved at fylde Teatrene. Naa, i Grunden er det jo ikke til at undre sig over, at en Haandværksmester eller Detailhandler, der med sin Kone gaar i Teatret, træt af Dagens Møje og maaske i Haab om for et Par Timer at glemme en sig nærmende Betalingstermin, at han heller vil se Aïda, hvor Farao og hans Datter med et pragtfuldt Følge under Tubaers Klang lader nubiske Danserinder hvirvle deres Slør omkring Sfinksens Fod, end en lang Aften at sidde og pines for Eks. ved Thérése Raquin’s Sjælekvaler i en lavloftet Stue.

Der er kun det at sige, at en Opera er vanskeligere og besværligere at skaffe paa Benene. Omkostningerne er kolosale, Prøverne uendelige, særlig med det moderne Musikdramas vanskelige Instrumentation. I de gamle Operaer var jo Orkestret som en uhyre Guitar, der blot ledsagede Sangmelodien; nu er det som en mægtig Organisme, der selvstændig udtrykker de optrædende Skikkelsers Tankeliv og Impulser, ofte i flere Motiver paa én Gang, der fletter sig sammen for Ens Øre til en Tone-Enhed. Det tager Tid at instudere, og man tør vel nok sige, uden at overdrive, at Afvekslingen i vor hjemlige Opera ikke er overvældende. Saa langt man kan huske tilbage, har det været Carmen og Faust og Faust og Carmen, der atter og atter og atter figurerer, isprængt men en enkelt mindre vanskelig moderne Opera og den allermest nødvendige Repræsentation af Wagnerdramaerne. Da disse for Størstedelens Vedkommende jo i Aarenes Løb er indstuderede, skulde man tro, at de altid – Niebelungen-Ringen f. Eks. – kunde holdes paa Repertoiret med nogle faa Opførelser om Aaret. Men nej! Da man ikke bruger her at dublere alle Rollerne saaledes som i Tyskland, selv paa mindre Scener, saa bliver disse store Musikdramaer foreløbig henlagte, hver Gang en Indehaver af et af Hovedpartierne forsvinder eller faar Engagement i Udlandet. De faar saa Lov til at hvile i et Par Aar ad Gangen og maa da, efter de Indviedes Sigende indstuderes paa ny, hvilket jo synes en ret uforklarlig Fremgangsmaade for dem, der ikke er inde i en Teaterledelses [Muligheder]. Men hvad Enhver kan forstaa, det er, at der paa denne Maade stjæles en uforholdsmæssig Mængde Tid fra Ny-Indstuderingerne, og det er derfor ikke meget, der naas.
Billede via Wikimedia Commons



Der er nu f. Eks. Tristan og Isolde, som er bleven lovet i Gud véd hvor mange Aar. Hvert Efteraar siges der, at nu kommer den; det siges ogsaa i Aar – vi faar at se. Men den Tid, der er hengaaet siden dens Fremkomst – er det ikke over 60 Aar – den er jo dog gaaet – og forsømt. I Wagners Breve til Mathilde Wesendonk lyser det frem af hver Side, at dette Musikdrama var hans Yndlingsarbejde, hans Hjertes Højsang til Kærligheden. Undertiden nævner han flygtigt sinde andre Operaer og deres Opførelser, men atter og atter dvæler han ved Tristan og Isolde. Disse Breve er vist fra Midten af forrige Aarhundrede, og nu skriver vi 1913. I al den Tid har altsaa ingen dansk Musikelsker, der ikke har Lejlighed til at rejse til Udlandet, faaet den underfulde Liebestod at høre fra Scenen, hvor den har hjemme. Man kan jo saaledes ikke sige, at vi forhaster os.

Maaske er Vanskelighederne større, end Udenforstaaende kan bedømme, men som det er, maa Enhver, der holder af dramatisk Musik, være erkendtlig, naar de værste Huller af og til udfyldes af et godt udenlandsk Gæstespil som i dette Foraar paa Casino, hvor der blev bragt os et Bud udefra med en Nyhed, der har interesseret et Verdenspublikum. Hvor havde vi ikke hørt om Richard Strauss’s Salome, om den Opsigt og Meningskamp Arbejdet havde vakt overalt – om Instrumentationens uhyre Vanskeligheder og Raffinement, om Hovedrollens perverse Tiltrækning. Hvor mange slangebugtende Salomer havde vi ikke beundret i Verdensbyernes Teatertidsskrifter uden Udsigt til at faa selve den hedenske Prinsesse og hendes mystiske Dans at se.

Nu har, takket være Gæstespillet, den Del af vore Musikelskere, som brød sig om det, indrangeret sig mellem hendes Beundrere eller Modstandere. Men Richard Strauss’s næste Verdens-Sensation: Der Rosenkavalier! Hvornaar og hvordan faar vi den at se? Det bliver næppe paa Kongens Nytorv. Og de nye italienske og franske Operaer? F. E. Massenets Manon og den indtagende Pariser-Opera Laous af Charpentier fra Opera comique? Denne sidste er vistnok for parisisk til i Længden at kunne øve Tiltrækning paa en dansk Scene, den giver f. Eks. Udtryk for Rytmen i Gadesælgernes Raab og Færdslens uophørlige Melodi – men nogle Opførelser ved et fransk Gæstespil vilde sikkert interessere den Del af Publikum, der gerne vil følge lidt med i Verdens-Repertoiret, altid tilstrækkelig mange til at fylde et Teater nogle Gange med et forstaaende Publikum – det viste sig jo.

Hele dette Publikum vil ønske Hr. Impresario Folmer Hansen Held og Lykke paa Rejsen, naar han snart, efter Sigende, igen pakker sin Ransel for at drage ud i Søgen efter nye interessante Gæstespil, der bringer Verdensnyhederne til vor By, før de er blevne et halvt Aarhundrede gamle.
Emma Gad.