Censuren og Forfatterne 1913

5. april 1913.

Den Diskussion om Filmen og dens kunstneriske Berettigelse, som Politiken saa betimeligt har givet Plads for, har jo bragt meget modstridende Anskuelser for Dagens Lys og faaet ikke saa lidt Galde til at flyde. Dette er jo kun godt.

CENSUREN OG FORFATTERNE

Enhver maa jo have Lov til at have sin Mening – de Tilskuere, der er for eksklusive til at gaa i Kinoteatre, kan jo holde sig derfra, og de Forfattere, der er for fine til at skrive Films, kan jo lade være dermed – intet er lettere – der er alligevel nok til baade at se dem og skrive dem. Men hvad enten man nu synes, det er Kunst eller ej, og hvad enten man mener, det er den rette Vej at tillempe gamle Digtninge for Filmen, eller at det er bedre at skrive noget helt nyt, skabt for den nye Kunstart – det tror nu f. Eks. jeg – saa havde Hr. Peter Nansen dog noksom Ret i, hvad han i sin interessante Film-Kronik paaviste, at Filmen i dens videre Udvikling mod det Bedre sikkert vil blive af stor økonomisk Betydning for Forfatterne, særlig naar de faar Salg og Køb sat i System gennem Dramatikernes eget Forbund. De bliver jo nemlig i Filmen frigjorte for vort lille ukendte Sprogs hemmende Baand og har hele Verden staaende aaben. Men skal Filmen faa den forventede Betydning for de Skrivende, som den alt har gjort det for Skuespilkunsten, saa maa de ikke gerne allerede herhjemme i Starten bindes med et Baand, der kunde blive endnu mere strammende for dem end Sproget – nemlig Censuren.

Hr. Victor Lemkow har i Politikens Diskussion sat Fingeren paa dette farlige Punkt, og man skulde have troet, at hans manende Ord vilde have faaet flere af de i Sagen Interesserede til at rykke i Marken, da Censuren jo netop er under Ordning, og dog, naar alt kommer til alt, er et vigtigere Spørgsmaal end den Skønssag, det er, om man betragter Film som Kunst eller ikke. Naar imidlertid Ingen, fraregnet Hr. Lemkow, synes at have Blikket aabent for, hvor uheldigt Sagen kan forme sig for de Skrivende, hvis den i en nær Fremtid ordnes paa en Maade, der strider mod de litterære og kunstneriske Interesser, saa er Grunden til Ligegyldigheden vistnok den, at Forfatterne endnu ikke har gjort samme ubehagelige Erfaringer, som kendes i vore Nabolande Sverig og Tyskland. Menneskene er jo nu en Gang saaledes beskafne, at de helst venter med at tilkaste Brønden, til Barnet er druknet. Hos os leger Barnet nemlig endnu fornøjet paa Brøndens Rand, idet vore Censurforhold hidtil har været noget nær ideelle – aldrig ladet sig føle, men i det Stille afværget alle Utilbørligheder – ganske som det skal være. Ikke saa i Tyskland. Der er Arbejdsvilkaarene særdeles vanskelige. Skuespillerinde Fru Asta Nielsen, der er bosat i Berlin og jo har en Del Erfaring paa dette Punkt, skrev f. Eks. i Tidsskriftet Teatret‘s Decemberhæfte følgende om den tyske Censur: “Det er aldeles ikke, som de Fleste selvfølgelig tror, kun de stærkt erotisk farvede Scener, de bloddryppende Forbryderskildringer og de statsfarlige Emner, som Myndighederne er ude efter. Nej, Censuren forbyder alt, hvad der forsér sig mod en eller anden Lovparagraf. Romeo og Julie vilde paa Film være fordømt med det samme, for ikke at tale om Macbeth, og i det hele taget skal man have ondt ved at finde et Skuespil men en blot nogenlunde bevæget Handling, hvor ikke idetmindste en af Personerne støder an mod en eller anden Paragraf i en civile eller kriminelle Retspleje eller dog tænker paa det. Hensigten bliver nemlig ogsaa forbudt i Films. Ved disse stadige Hindringer bliver Ens Arbejde selvfølgelig forrykket og den ærligste Stræben for at hæve Filmen til Kunst bliver hemmet i Fødslen.

Dette Kender man ikke i Danmark, og derfor har de danske Films den Chance at faa Lov til at vise sig for Publikum i den oprindelige af Forfatterne tænkte Skikkelse, uden først at være bleven lemlæstet af Politiet. Hvorvidt denne misundelsesværdige Chance udnyttes paa rette Maade, nemlig til Frembringelse af virkelig Filmkunst, vil jeg overlade til Andre at dømme om. Men man kan ikke noksom lykønske den danske Filmindustri til, at den til Bedømmer ikke har en Skolelærer eller Politifunktionær, men en Kunstner som P. A. Rosenberg, hvis Kultur og Fordumsfrihed bevirker, at han bliver denne nye Kunstarts bedste Ven, idet han giver den Lov til at udvikle sig i Frihed under Ansvar, som Ibsen kalder det, og henviser den til den Dommer, der i det lange Løb altid vil have og maa have den afgørende Stemme, nemlig Publikum.”

Ja, saadan har det altsaa været, men hvor længe var Adam i Paradis, og hvorfor skulde vi være klogere end vore Naboer! Ogsaa vi skal nu begaves med et Censur-Raad paa tre Mand eller Kvinder, bestaaende af en Skoleavtoritet, en Skuespiller og efter sigende en Jurist – maaske det saa bliver en juridisk uddannet Politimand. Hvem borger for, at det da ikke lidt efter lidt bliver ligesom i Tyskland, hvor Censuren ødelægger det kunstneriske Gode, der fremkommer, af lutter Iver for at komme det Slette til Livs, og derved umuliggør Fremskridtet. De Udførende maa der ikke dræbe sig selv eller Andre, ikke sætte Ild paa, ikke stjæle, ja ikke en Gang henligge døde paa den stedlige la Morgue eller Johannestiftelse, de maa overhovedet ingenting og henvises derfor næsten udelukkende til det i Film-Repertoiret ikke ukendte Avtomobil- eller Flyvemaskine-Ulykkestilfælde, som det mildest talt ikke er nemt mere at gøre noget dramatisk virkningsfuldt ud af. Sæt nu, at en til Film engageret stor tragisk Skuespillerinde, der forventes altid at dø i femte Akt, at hun ikke maa dræbe sig selv eller en Anden. Hvis hun saa ikke skal give Afkald paa sit Glansnummer til Skade for sig selv, Publikum og Direktionen, er hun altsaa reduceret til en Filmatisering af Kameliadamen, hvor hun ligger i sin Seng og udaander mellem Pilleæsker og Medicinflasker.

Meget vel, det er jo et Stanspunkt som et andet, men hvorfor har hun da saa frit Lov til at støde sin bedragerske Elsker en Dolk i Hjertet hver Aften i et andet Lokale i den næste Gade? Er det, fordi Stødet der er ledsaget af femfodede Jamber, eller er det, fordi Entréen dér er saa meget dyrere? Er da dette retfærdigt naar de mindre Bemidlede ogsaa gerne vil se hende svinge den tragiske Dolk?

Overhovedet – hvorfor skal der være alle de Ophævelser og Forholdsregler overfor denne ene Kunstart, fordi den er billig, naar de andre har frit Spil – naar de usømmeligste Emner og Afklædningsscener uhindret faar Lov til at passere paa adskillige Talescener, hvor det tilmed ikke er Skyggebilleder, man ser, men det ganske reelle Kød og Blod?



“Det er for Ungdommens Skyld,” siger Pædagogerne. “Samfundet har at værge Børnene.”

Spørgsmaalet diskuteredes forleden i Studentersamfundet. Desværre var jeg gaaet – det er man altid, naar det Gode kommer, men man fortalte mig senere, at efter at en Række Pædagoger havde udviklet dette med Børnene og Samfundet i forskellige Varianter, var der en Filmdirektør, der tabte Taalmodigheden og foer op som en Top og under eksplosivt Bifald sagde:

“Samfundet! Nej, saagu’ er det ikke ej nej. Det er ikke Samfundet, men det er Forældrene, der skal passe paa Børnene. Jeg passer selv mine Børn og det, de skal se og ikke skal se. Hvad Pokker kommer det Samfundet ved?”

Sansynligvis vil enhver Borger af alle Stænder sige det samme – for meget Formyndeskab er ikke af det Gode. Direktøren kunde endda have tilføjet, at Samfundet dog ikke lægger sig imellem, at opvoksende Børn bliver tagne hen og se Hamlet, hvor det driver af Blod og vrimler med Kongemordstanker og Spøgelser. End yderligere kunde han have klargjort – han gjorde det maaske – at Samfundet dog fornuftigvis ikke kan indrette et uhyre Industri i Opkomst, en vældig Indtægtskilde for mangeartede Mennesker, efter et løst Skøn af et Par ministrielle Embedsmænd og Skoleherrer eller -Damer om, hvad der kan være for nervepirrende for de ubefæstede Elever i Mellemklasserne. De kan jo dog i saa Tilfælde blive hjemme eller spadsere en Tur med deres Forældre, hvilket de i hvert Fald har bedre af. Hvor løst det er, dette Censor-Skøn, ses bedst af den Film, der i det ene Land betegnes som demoraliserende ganske uanfægtet opføres samtidigt i Nabolandet. Man har endog set det Tilfælde, at en Film – kaldet: I det store Øjeblik – blev forbudt i Sverig og ikke alene tillades i Tyskland, men offentlig anbefales af de tyske Moderforeninger som et Udtryk for stærk og skøn Moderfølelse. Hvor kan man faa Agtelse for saa modstridende Afgørelser – hvem af Parterne har Ret?

Forfatterne og deres Organisation vil svare: Det har de, der lader Filmen uhindret passere, naar den er kunstnerisk god og blot ikke anstødelig. Det er dette Standpunkt, de vistnok i dette Øjeblik vilde staa sig ved at indtage med nogen Energi og Fremsynethed. Det vilde staa sig ved at slaa et Slag for, at der ikke gaar for megen Politi- og Skolecencur i Filmen. De skulde skrive og advare og ansøge, og hvad man ellers gør for at udvirke, at i hvert Fald en Forfatter, Medlem af Danske Dramatikeres Forbund, kommer med i det forestaaende Censurraad. Er der mon nogen af de Folk, Sagen virkelig angaar, intellektuelt eller forretningsmæssig set – Teaterejere, Instruktører, Forfattere eller Skuespillere – som er blevne raadspurgte med Hensyn til den nye Ordning? Formodentlig ikke. Mærkeligt nok er en Skuespiller dog efter Forlydende bleven taget med som “der Dritte im Bunde” – i Raadet. Saa meget mere Anledning er der for Forfatterne, som dog er de Førstehaands-Skabende, til at gøre de høje Myndigheder opmærksomme paa deres i denne Sammenhæng dog ret berettigede Eksistens.
Emma Gad.