Privatforestillinger

Ganske vist skal man ikke dvæle med skrinlagte Genvordigheder og Besværligheder, hellere se fremad mod det Kommende, men alligevel vil jeg i almindelig menneskelig Interesse sige til disse unge Idealister: Tag jer i Agt, thi I vide ikke, hvad I gøre. Jeg siger det med hele Erfaringens Vægt, fordi jeg lige, med Bistand af en udmærket Komité, har tumlet med en Midnatsforestilling til Fordel for et Par kunstneriske Formaal, der var lidt paa Skafterne, som Formaal nu en Gang er, og efter endeløs Besvær og Vrøvl faaet den væltet, en Uge før den skulde løbe af Stabelen. Og det ligesom man havde Grund til at tro, at nu stod den der. Med denne Erfaring for Øje tror jeg at kunne sige, at Privatforestillinger er saa godt som uigennemførlige, naar de under Sæsonen skal spilles paa et almindeligt Teater, og det gælder et Helaftensstykke, som kræver en Del Prøver.

Vel at mærke, naar Forestillingen er beregnet paa at give et Overskud. Ellers er det nemt nok. Efter at have sikret sig solide Garantier – hvilket nu ikke er nemt – lejer man et af Teatrene, der sædvanligvis beregnes til 12 á 1400 Kr. for en Aften, og engagerer første Rangs Skuespillere, bundne kontraktmæssigt til at udføre en bestemt Rolle mod et bestemt Vederlag, saa gaar det fortræffeligt, men hvis det skal gennemføres med Velvilje, vil det vise sig umuligt, selv om man ved Direktionens Elskværdighed paa Grund af Øjemedet faar et Teater til Laans ved Midnatstid. Skuespillere har nemlig, paa nogle udmærkede Undtagelser nær, ikke nogen større Interesse for en sag, selv om denne paa det nøjeste er knyttet til deres eget Fag; de lægger mere Vægt paa deres egen kunstneriske Position i Ensemblet og især paa deres egen personlige Virken lige akkurat i dette givne Øjeblik. Om det er klogt eller ikke, faar staa hen, men man har at regne med det. Saa kan enhver sige sig selv, at naar man skal betale Leje af Teatret og 20 pCt. i Skat, dernest udrede de Udgifter, som følger med enhver Forestilling, foruden saa store Honorarer til Skuespillerne, som deres udmærkede Kunstnydelser fortjener, saa er det platterdings umuligt af faa økonomisk Balance i Tingene end sige Overskud. Der bkiver en til Vished grænsende Formodning om, at Garanterne maa spæde til, hvad de ikke vil være særlig fornøjede med – Dagen derpaa.

“Vist ej,” vil disse unge Studenter her sige, “Skuespillerne har saadan Lyst – de har saa sikkert lovet – de har udtalt sig saa elskværdigt” – o. s. v. – Ja vist, saa hør i Tide hvordan det kan gaa med saadanne Løfter: Den omtalte Midnatsforestilling var berammet til den 11. Decbr. paa Dagmarteatret, bestaaende af en kort lystig dansk Treakter med et idyllisk Forspil, ialt otte Personer, to nemme Dekorationer og intet Krav til dyre Toiletter. Alt godt paa Veje – Teater og Stykke frit, udmærket Instruktion, øvede og fortræffelige Skuespillere, der gik til det med godt Humør. Saa vilde den grumme Skæbne – den er jo som Regel grum – at den hyldestombruster Gerhart Hauptmann paa Vej til eller fra Nobelpræmien ogsaa skulde fejres her i Byen med en Festforestilling paa Dagmarteatret den 14de Decbr. Intet rimeligere. Lige saa naturligt var det, at Direktionen, der maatte sætte al Kraft ind paa den forhastede Festaften, umuligt kunde laane Scenen og Skuespillerne ud før den 15de. Men fra denne Dato til Juleaften var det til Tjeneste. Tusind Tak, men at tage en saadan Forestilling lige op mod Jul – uden Juletræ – var paa Forhaand at dødsdømme den. Altsaa opsat til efter Nytaar. I Mellemtiden er den udmærkede Skuespiller A. bleven indisponeret af Overanstrengelse og beder om Udsættelse, men da en ung norsk Skuespillerinde er kommen hertil alene for af medvirke og kun har Orlov til 1ste Februar, er den lige saa udmærkede Hr. B. saa elskværdig at overtage Rollen. Man prøver igen med Forhindringer – den ene Medvirkende kan ikke taale at prøve om Natten, den anden har Elever om Dagen den tredje kæmper med Influenza, den fjerde og femte er overbebyrdede i Øjeblikket – men det glider dog. Da indtræder et Jordskælv, en Kontrovers, en Forhindring med Interviews, Bladopringninger, Konflikter og Sammenstød, kort sagt den Slags Uoverensstemmelser som altid kan indtræffe i den kunstneriske og teaterinteresserede Del af Samfundet. Det viser sig umuligt for den lille, velvillige Forestilling, som lunter af Sted og uskyldigt indvikles i Sagen, at sætte over disse Forhindringer i rask Galop. De maa jævnes med Generalforsamlinger, Møder osv. Forestillingen forsinkes derved i 11 Dage, hvorved man nærmer sig den 1ste Februar saa betænkeligt, at en fornyet Orlov fra Kristianian Nationalteater maa udvirkes. Et Andragende underskrives af den samlede udmærkede Komite. Det krones med Held, Tilladelse opnaas for Kunstnerinden at blive til den 7de med Aftentoget 9,5 efter at hun har gaaet og ventet paa at optræde fra 7de Januar. Meget vel, Forestillingen kan endnu naaes, og en Prøve ansættes. Men der falder Bomben. Skuespiller Fru C., der har en Hovedrolle, melder, at hun paa Grund af et Holbergstykke først kan medvirke efter den 6te, item Hr. B. først om en Maaned paa Grund af Film og Soldaterløjer. Dér stod man. At finde to nye Hovedkræfter og arrangere det hele med disse og faa Stykket indstuderet på dem Dage eller terrere Nætter – umuligt! Intet andet at gøre end at telefonere til Bladene, at Forestillingen er udsat indtil videre, som det kaldes, og dermed et stort Besvær spildt, mens Formaalene maa hutle sig igennem, som de kan.

Man kunde ønske, at det ikke var slet saa uhyre vanskeligt som her skildret at gennemføre en Privatforestilling i Ny og Næ og derved berige en kunstnerisk Institution men en som oftest haardt tiltrængt lille Indtægt. De er jo nemlig saa morsomme, den Slags Forestillinger, saa sikre paa at vinde Pressens og det gode Publikums Interesse. For det første bringer de jo saa godt som altid Skuespil, som af den ene eller den anden Grund egner sig bedst til at fremføres paa denne Maade for fint forstaaende Tilskuere, og for det andet kan der jo ved en saadan Lejlighed tilvejebringes et Sammenspil af de ypperste Kræfter ved de forskellige Teatre, som man ellers aldrig kan faa at se.

Der er, tror jeg nu, med den Slags Forestillinger kun to Veje at gaa. Den ene er at have alt betalt og godt betalt – Teater, Forfatter, Iscenesætter, Skuespillere, Funktionærer, kort sagt hele Rækken, medmindre det er Journalistinstitutionerne eller et enkelt stort, formaaende Blad, der foranstalter Aftenen og yder Vederlaget i Form af Reklame for de Paagældende, der ogsaa har sin Værdi.

Den anden Vej er at spille med Amatører.

Man smiler formodentlig, Men mon ikke Amatør-Skuespilleren er en Type, der, siden det ikke længer betaler sig at drive Teater som Næringsvej, er ved at genopstaa – særlig i Provinsen, ligervis som Avtomobiltrafiken har pustet nyt Liv i de Dickenske Landevejskroer, der troedes aflivede af Jernbanerne. I gamle Dage spillede man jo umaadelig megen Amatørkomedie og god Komedie, ogsaa i de større Byer, og skønt det fæle Ord – af Paul Heyse er det vist:

“Der Dilettant heisst der Mann, der machen will, was er nicht kann”, naturligvis kan virke afskrækkende, er det ikke helt sikkert, at det rammer Skuespilkunsten saa stærkt som de andre Kunstarter, og at ikke Amatørerne tidt kan spille lige saa god Komedie som de professionelle Udøvende. Hvad disse kun altfor ofte kan mangle paa Grund af mangelfuld Uddannelse og Afstamning – tidt er det jo lidt underlige Grevinder og Diplomater, vi ser paa Scenen – det kan falde helt naturligt og medfødt for de Rektorer, Amtsforvaltere og Herredsfogedfruer, der paatager sig at spille Komedie. Mange fortræffelige sceniske Ydelser af den Art omtales af de ældre Slægtled, og de, der f. Eks. saa en Opførelse af den gamle Skolekomedie Karrig Nidding i Regensgaarden for et Par Aar siden, spillet af unge Studenter og Journalister, vil have bevaret Indtrykket af en sjælden stilfuld og kultiveret Forestilling, der atter og atter paa Opfordring maatte opføres rundt om i Landet. Hvem véd, om det var lykkedes saa godt som almindelig Teaterforestilling!

Selv om det maaske ikke ganske holder Stik, hvad en Dame fra Nakskov eller Maribo forleden sagde til mig angaaende en Amatørforestilling:
“De skulde have set Postmesterinden! Alle de Ældre, der kunde huske Fru Heiberg i den Rolle, var enige om, at Postmesterinden var fuldt paa Højde med hende” – ja, selv om det ikke helt slaar til, saa kan det saamænd godt være, at Postmesterinden ifølge medfødt Evne og Kultur har spillet rigtig godt. Et er sikkert – hun har brændt af hellig Iver! Hun var saa vist ikke den, der vilde vælte Forestillingen ved paa et sildigt Tidspunkt at afgive sin Rolle, om saa en Stormflod skyllede hen over hendes Hus. Rollen var det, hun først af alt vilde redde og kryste til sit bankende Hjerte. Og den samme Troskab mod Opgaven har besjælet hendes Medspillende; intet Prøveantal har været dem for trættende, intet Klokkeslet for ubekvemt, intet Offer for stort for at skaffe en saa korrekt og for Stykket flatterende Paaklædning som muligt. Og Forestillingen har betalt sig glimrende – den som alle andre lignende! Ingenting trækker som Amatørforestillinger – se paa Studenterkomedierne, der maa gentages atter og atter for udsolgt Hus, fordi hver af de Spillende, selv i de mindste Roller, trækker en lang Hale af Tilskuere med sig, stolte Forældre, lykkelige Kærester, Søstre, Tanter, Kusiner, Venner og Veninder, som Alle skal hen og beundre og klappe saa energisk, at endog Anmelderne rives med af Begejstringsrusen.

Hvis Studenterkomitéen for den kommende Privarforestilling spurgte mig til Raads, saa vilde jeg sige: Kan De ikke hellere spille Stykket selv, med Bistand af en første Rangs Instruktør – mandlige og kvindelige Studenter sammen. Forestillingen vil maaske saa, intellektuelt set, blive lige saa god og i hvert Fald friskere end med de professionelle Skuespillere, og hvis De ikke har nogen større Kapital at rutte med, vil De dermed spare Dem selv for mange skjulte Kvaler og Vanskeligheder.

Men de spørger mig vist ikke. De spørger overhovedet Ingen, fordi Mennesker ynder at gøre Erfaringerne slev og aldrig har Lyst til at drage Fordel af den Lære, Andre har høstet ind.
Emma Gad.