Regninger 1912

Magasin katalog fra DKB's småtrykssamling
22. december 1912.
De moderne Stormagasiner, indenfor hvis Rammer alt er at faa til Købs, hvad en Husstand har Brug for, har i mange Maader forandret Hjemmenes økonomiske Indretning.
.

REGNINGER

Før disse Kæmpebasarer kom ind i Udviklingen, gik man ind i en almindelig Butik, købte, hvad man i den Branche have Brug for og betalte enten kontant eller ved en Regning, naar Varen bragtes hjem. Nu er de i de fleste Tilfælde anderledes.

Vi kender jo Alle, hvad det vil sige at gøre forskelligartede Indkøb i et Stormagasin, naar man har daarlig Tid. Man arbejder sig i Trængsel fra Afdeling til Afdeling krampagtigt holdende paa Samlesedlerne, eller hvad de hedder, og erhverver sig eventuelt en Guldklud i Kælderen og en kinesisk Vase til en Gave paa 5te. Sal efter i Mellemetagerne at have set paa Pleureuser og Galoscher. Man naar langt om længe Jorden igen og opdager, mens man staar opstillet i Række ved Kassen med Sedlerne for at faa Lov til at betale, at man har glemt et Par Snørelidser. “Det er paa tredje Sal, fjerde Afdeling,” bliver der sagt. Op igen, Elevatoren er fuld, man venter, og Tiden gaar. Enhver kan forstaa, at det under saadanne Forhold er vanskeligt at holde Rede paa Betalingsforholdene. Man er derfor paa begge Sider for Nemheds Skyld kommen ind paa det System, at en Mængde faste Kunder blot rekvirerer og betaler ved en Aarsregning ved Nytaar. Faren ved denne Fremgangsmaade for Familiens økonomiske Velfærd ligger lige for. Den frister stærkt til at bruge mere, end man har Raad til, og dens rigelige Anvendelse har maaske nogen Skyld i, at vor By og vort Land, efter hvad man bestandig ser anført, lever en Del over Evne.

… man vænner sig mere og mere til den Tanke, at der er længe til Januar, og til at sige: Pyt, den Tid den Sorg.

Man kan næsten ikke lade være dermed. Naar man nemlig ikke skal have Portemonnæen frem straks, og Betalingen af en Genstand kun staar som et Skyggebillede i det Fjerne, tager man uvilkaarligt mindre Hensyn til Prisen end til Skønheden. Eller man anskaffer et tiltrængt Klædningsstykke, som man vilde undvære, hvis man skulde ud med Pengene lige i den snævre Vending, hvori man just befinder sig pekuniært set. Efterhaanden som alting fordyres saa forfærdeligt, og Kravene bliver stadig større, kender man jo, Gud bedre det, snart ikke til andet end snævre Vendinger. Efterhaanden vænner man sig da til at faa sendt alt, hvad man har Brug for, fra det Stormagasin, man beskytter eller beskyttes af, hvad man nu vil kalde det, og man vænner sig mere og mere til den Tanke, at der er længe til Januar, og til at sige: Pyt, den Tid den Sorg. Jeg fik fornylig af en Frue, hvem jeg anbefalede et tilfældigt billigt Køb, det Svar: “Vi har Bog i Magasin det og det – saa tager vi naturligvis alting der, for saa skal det jo ikke betales.” Naar saa en hel Familie, Forældre og Børn et Aar igennem forsyner sig med alt forefaldende saavel Husgeraad som Rejseeffekter, Beklædning, Gaver, Linned o. s. v., er det indlysende, at Familiefaderen ved Opgøret bliver himmelfalden over Summens Størrelse. Men selv om Alle paa Forhaand tror, den er meget mindre, end den viser sig at være, staar Nytaar alligevel som en mørk Sky i Horisonten i mange Familier. Jeg er en Gang ved et Besøg hos Venner tilfældigt bleven Vidne til Ankomsten af en saadan mangecifret Aarsregning, og Virkningen kan kun sammenlignes med Mont Pelée Katastrofen. Alt, hvad der hedder Sindsligevægt, godt Humør, Velsidethed og Harmoni var ramlet sammen i Sekunder; kun en Grushob var tilbage, af og til sat i Bevægelse af frygtelige underjordiske Dønninger. Hvor kan det være andet, naar man betænker, at en saadan forskrækkelig Regning dumper ned just i samme Moment, hvor man skal betale saa meget andet, Læge og Tandlægehjælp, Skatter, Belysning o. s. v. – Ting der ikke kan udskydes.

Naturligvis er det de Færreste, der da har de tilstrækkelige Summer paa rede Haand. Hvad gør man da saa: Ja, man lader Kæmperegningen staa foreløbig, søger saa vidt muligt at glemme den, betaler maaske lidt af den, forsyner sig stadigvæk med det Nødvendige og Unødvendige i Magasinet og undlader sædvanligvis ikke i Stedet for at lægge op, at bruge de disponible Penge til Forlystelses- og Kaféliv. Skulde man rigtigt se efter, er det maaske netop de glade Medborgere, som nødvendigvis maa til Berlin i Paasken, fordi de ikke kan undvære Forlystelser i fire Dage, maaske er det netop dem, der har de størte ukvitterede Regninger liggende.

Kyndige Folk siger, at Stormagsinerne paa den Maade har Millioner staaende ude i ubetalte Regninger og at de paatænker at indføre den Skik, at de daarlige eller sene Betalere skal forrente deres aargamle Gæld. Men mon ikke Følgen af denne Bestemmelse blot vilde blive, at Magasinerne aldrig faar selve Beløbet erlagt, idet Kreditorerne vil mene, at naar de betaler Rente af deres Gæld, saa er de helt paa den rette Side og behøver aldeles ikke at bekymre sig om selve Summen. Hvordan man saa end vender og drejer det, bliver det de solide Kunder, der gennem højere Priser maa betale for de Uvederhæftige, der lade fem være lige. Man kan maaske sige, at dette ikke er saa morsomt, naar man ærligt og redeligt svarer Enhver sit og derfor aldrig har lyse Øjeblikke i sin pekuniære Status, omend man slipper for Jordskælvene, der bringer Alt til at vakle.

Dog, intet er mere ørkesløst end at ville præke mod Tidens Tendens, selv om Gælden vokser og vokser, saavel Landets som den private. Der er intet at sige dertil – saaledes vil Publikum have det nutildags, og man siger, at selv Stor-Forretningerne heller ikke er utilfredse med den lange Kredit, da Omsætningen øges derved, og Kunderne holdes til Huse. Det kunde jo være det samme, naar alle Parter er tilfredse, maaske med Undtagelse af National-Økonomerne, der kommer med de kedelige Tal.



Men der er en bestemt Klasse Mennesker, som denne om sig gribende Mangel paa økonomisk Pligtfølelse gaar saa sørgeligt ud over. Det er de smaa Næringsdrivende, Skræddere og Snedkere; det er særligt de ubemidlede stræbsomme smaa Kjolesyersker og Modehandlerinder, som dog ogsaa søges af det i Pengesager letsindige Publikum i Øjeblikke, hvor det fornemmes klart, at noget maa der gøres i Retning af Sparsommelighed.

Man hører undertiden Ytringer som denne: -Jeg har opdaget en beskeden Skrædderinde i den eller den fjerne Bydel. Hun er saa fiks. Hun kan saamænd godt sy en lille Kjole til tolv. Jeg skal give Dem hendes Adresse, hvis De vil være rigtig taknemmelig.

Og vedkommende elegante Dame er taknemmelig. Hun iler pr. Bil til den fjerne Fjerdesal og ser en Ugestid efter ved en intim Middag nydelig ud i den lille Kjole til tolv med en Orkidé ved Bæltet. Dragten er frembragt ved forceret Aftenarbejde – det haster altid med den lille Kjole til tolv. Den er frembragt af flittige smaa Hænder med Møje og Umag og med pinagtige Udveje for at skaffe de rede Penge til Udlæg af Besætningens Flor og Silkestof. Den bringes paa den fastsatte Dag med øm Omsorg af en Moder eller Veninde, vel indsvøbt og med vedlagt Regning. Fruen eller Frøknen er tilfreds, da Kjolen tages paa – den er virkelig net, og den passer. Derimod passer det ikke at betale Regningen, hvor forholdsvis beskeden den end er – det er man ikke vant til. Der er Besøgende, eller man skal lige telefonene, eller man har kun en stor Pengeseddel ved Haanden – kort sagt: “Sig at jeg skal komme og betale en af Dagene”. Det opsættes – bliver stadig fjernere i Tanken – glemmes til sidst ganske, og der staar den arme lille Skrædderinde med sit Udlæg og sin Møje. Mange, mange Gange har vi hørt det – de energiske Unge prøver at arbejde sig selvstændig frem men maa opgive Kampen efter at have slidt som Heste og mistet alt. De maa opgive det, fordi de ikke kunde faa deres Regninger betalt og tilsidst trættedes ved atter og atter at sende dem. Saa bliver de Blusesyersker i Magasinerne. De er vingeskudte, færdige.

Men er dette nu ikke en blodig Uret mod dem, der ærligt stræber for at naa en beskeden men selvstændig Plads i Samfundet? Er de ikke uforskyldte Ofre for Tidsaanden?

Moralen turde maaske være: Helst bør man betale alt med det samme. Men hvis man først vil gøre det langt om længe – ude i det Blaa, saa børn man finde sig i den højere Pris i Stormagasinerne, som kan taale det, fordi de er kapitalstærke. Hvis man derimod vil erhverve sig Sagerne billigere ved at anvende den lille private ukendte og fremadstræbende Arbejdskraft, det være sig i Haandværk eller Industri, saa er det en uafviselig Pligt at betale og betale straks.

En klog og fornuftig Økonomi er en Kunst, som i det Hav af Fordringer, der omspænder os, snart er den vanskeligste og vigtigste for vor Velfærd. For Nogle falder den nogenlunde let, for Andre er den umulig at lære. Skal den virke godt, maa den øves baade med Fornuft og Hjerte. I hvert Fald maa Hjertet da nødig helt undværes.
Emma Gad.