Smaa Vink 1918

Emma Gad deler ud til den store Guldmedalje
Snusfornuftigt – og altid velment. Alle smaa Vink fra 1918.


Smaa Vink indskrives dagligt.

06.01.1918.
Væn Dem til ikke at være gnaven og ubehagelig til daglig hjemme.


Væn Dem til ikke at være gnaven og ubehagelig til daglig hjemme, mens De viser Dem fra den muntre og behagelige Side, naar De færdes med Fremmede. Ingen Skødesynd er almindeligere, og intet bidrager i højere Grad til at berøve Dagliglivet dets Kærlighed og Glæde.

Hav Agtelse for det daglige Livs Skønhed. Mist ikke Omhuen for Deres Klædedragt og Toilette, selv om De lever i Forhold, hvor der ikke er stor Udsigt til at se Fremmede. Især ikke, hvis De er ældre. Et sjusket Ydre kan til Nød passere for den Unge, men er absolut ødelæggende for dem, der er kommet lidt til Aars. Lige saa frastøddende som overdreven Forfængelighed og Hang til at være moderne er for den Ældre, er Uorden og Mangel paa Appetitlighed i det Ydre. Enhver formaar, selv med smaa Midler, at være sirlig.



13.01.1918. Har De Diamanter, Frue, saa lad dem funkle ved Middagsbordets elektriske Lys, men ikke før.


Tro ikke, at Velklædthed er ensbetydende med nye og dyre Klælder. Den bestaar fuldt saa meget i at have det Rette paa til Lejligheden. Naar man er a jour med det, gør det mindre til Sagen, om Dragten maaske er lidt mindre frisk eller syet af Stof, der ikke er videre kostbart.

Husk paa som en Hovedregel, at kun en tarvelig og højhalset Dragt er paa sin Plads om Formiddagen, jo enklere, jo fornemmere, og at Elegancen først bør udfolde sig, naar man samles til Middag. Har De Diamanter, Frue, saa lad dem funkle ved Middagsbordets elektriske Lys, men ikke før.

Det samme gælder Herrer. Kjole og Hvidt før Middag er af det Onde, om man nok saa meget skal til Udstillingsaabning eller Kvægtorvsfestlighed. En Londoner af the upper ten vilde gyse ved at se vore Professorer og andre Samfundsspidser kjoleklædte og med Ordener om Halsen, mens Solen staar højt paa Himlen. Paa det Punkt gaar det langsomt med Fremskridtet i Danmark.



20.01.1918. Ved Avdienser rejser den kongelige Dame sig, naar hun vil antyde, at Besøget er afsluttet.


Det hører med til god Tone i Selskabslivet at rejse sig, hvis man er siddende og tiltales af en Dame eller Herre, der kommer hen til En, naturligvis især naar det er en Dame. Selv kongelige Damer sidder ikke ned, mens de taler med Nogen, der er staaende.

Ved Avdienser rejser den kongelige Dame sig, naar hun vil antyde, at Besøget er afsluttet, og Gæsten rejser sig da ufortøvet og tager Afsked. Man kan ved en Avdiens ikke selv rejse sig og sige Farvel, selv om man synes at Emnerne er udtømt.

Endog ældre Damer bør helst rejse sig, naar de tiltales eller hilses, selv om det er af yngre Mennesker. Det samme gælder, naar en Besøgende kommer ind i Stuen. Værtinden bør da rejse sig og gaa den Besøgende nogle Skridt i Møde.

Høflighed paa dette Punkt bør ikke forsømmes. Det er saa nemt at rejse sig, og ikke alene virke det behageligt, men giver et Indtryk af et kultiveret, selskabeligt Standpunkt.



27.01.1918. Gab ikke fordækt, naar en Digter reciterer sine Vers.


Naar De, hvor Flere er til Stede, uheldigvis kommer til at høre noget, der ikke var bestemt for Deres Øren, et urigtigt Forlydende eller et fornærmeligt Rygte, enten om Dem selv eller Deres Nærmeste, vis Dem da paa Højde med Situationen. Røb ikke med en Mine eller med den mindste Trækning, at De har hørt det, men tag først bagefter Deres Forholdsregler og lad gerne disse være kraftige.

Opøv i det hele taget Evnen til at beherske Deres Ansigt og Minespil. Se ikke adspredt ud, mens Nogen fortæller Dem en Historie, der keder Dem, følg ikke en interessant Fremtoning med Øjnene, mens en Moder beretter om sine Børns Begavelse, og gab ikke fordækt, naar en Digter reciterer sine Vers. De er sikker paa at blive fanget af et Blik og tilgives ikke.



10.02.1918. I England er det Damen, der hilse først paa en Herre, en fornuftig og ridderlig Skik, idet Herrerne da lader Damerne afgøre, hvem de vil beære med en Hilsen.


Vend Dem ikke om paa Gaden efter En, De lige har passeret, for at studere Vedkommende bagfra. En saadan Interesse vidner ikke om god Tone.

Puf ikke Deres Ledsager i Siden eller hvisk og tisk ikke paa mærkbar Maade for at henlede Opmærksomheden paa en Person, der kommer gaaende imod Dem. Hvis De ønsker at sige: Giv Agt! maa det ske som i et Aandepust, uhørligt og usynligt for dem eller den, der gaar Dem forbi.

Hvis det er Dem selv, der er Genstand for en saadan maaske smigrende, men mindre taktfuld Interesse, lad da ikke den mindste Bevægelse røbe, at De har bemærket den, men lad de nysgerrige Forbipasserende være som Luft for Dem.

Hvis en Hilsen er blevet aargammel og kun er til Gene, fordi man aldrig træffer den, man hilser paa, gør man fornuftigt i at stryge den og lade, som man ikke ser Vedkommende. Ofte hilser man i Aarevis paa Folk, hvis Navn man forlængst har glemt, men hvis Ansigt man husker i dette enkelte Moment.

I England er det Damen, der hilse først paa en Herre, en fornuftig og ridderlig Skik, idet Herrerne da lader Damerne afgøre, hvem de vil beære med en Hilsen.



17.02.1918. Foragt ikke en lille Søvn midt paa Dagen; om den saa kun varer ti Minutter.


Gør Arbejdet til Deres bedste og paalideligste Ven, hvori det saa bestaar. Naar man er ung, har man Ungdommen og Haabet; naar man er ældre, har man Arbejdet. Husk, Naturen er ligegyldig for En. Menneskene er som oftest det samme, men Arbejdet lønner En, naar man selv er trofast imod det.

Men forsøm ikke Hvilen. Saa snart De føler Dem aandelig eller legemlig udtrættet, da strid ikke imod, men giv efter og hvil Dem. Foragt ikke en lille Søvn midt paa Dagen; om den saa kun varer ti Minutter, kan den virke mærkelig forfriskende og give Kræfter til mange Timers Arbejde.

Men i de afgørende Øjeblikke – da gaa paa. Glem da ligesom Skuespilleren paa Scenen alt, hvad der hedder Træthed, Adspredthed og Modløshed, og saml hvad De ejer af Livsenergi, for at opnaa Deres Maal. Bagefter er der Tid nok til at falde hen.



24.02.1918. Tal aldrig til Gæster om, hvad Tingene i Deres Hjem, endsige Maden, har kostet.


Naar De er Værtinde, pas da vel paa ikke at vise enkelte af Gæsterne større Venlighed og Høflighed end andre, men lad alle føle sig som lige velkomne og kære Gæster, selv om De nok saa meget i Deres Hjerte foretrækker den ene for den anden. Kun derved skabes den rette Tone.

Kun Alderen kan for saa vidt fremkalde en Forskel, som man uvilkaarligt viser de Ældre større Omhu og Hensyn end de Unge, der som oftest hellere end gerne klumpvis skøtter sig selv.

Forsøm ikke at forestille alle Gæsterne for hverandre, medmindre Selskabet er saa stort, at det er umuligt.

Tal aldrig til Gæster om, hvad Tingene i Deres Hjem, endsige Maden, har kostet.

At byde enkelte fornemme og forvænte Gæster finere Ting end de andre, f. Eks. Vine og Cigarer, er saa lidet stemmende med god Tone, at Ord ikke kan udsige det.

Hjælp forlegne Gæster med Venlighed. Medfødt Forlegenhed er en saadan Kval i Omgangslivet for dem, der lider af Sygdommen, især de Unge og Uøvede, at lidt Hjælp til at komme paa Gled føles som en varmende Solstraale.



03.03.1918. Gør overhovedet ikke Taarer til et Vaaben af samme Forsvarskaliber som Maskingeværer.


Naar De vil opnaa noget hos en Mand, kære Frue eller Frøken – eller afværge Bebrejdelser – tag da ikke Deres Tilflugt til Taarer, med mindre De nøje kender denne Allerkærestes Temperament. Selv om de fleste Mænd er svage overfor Kvindetaarer – heldigvis findes der de forstokkede, mandlige Væsner, hvem Graad irriterer, saa de ligefrem bliver ubehagelige og kalder det for at tude.

Gør overhovedet ikke Taarer til et Vaaben af samme Forsvarskaliber som Maskingeværer, med mindre De er aldeles paa det rene med, at det klæder Dem at græde. Hvis ikke, kæmp da for at holde Taarerne tilbage, selv om De har nok saa stærk Trang til at lade De, bryde frem i Kaskader. Glem ikke, at naar Opgøret er forbi, sidder De der med samt en rød Næse og hovne Øjne.

Snøft i hvert Fald ikke og puds ikke Næsen uafladeligt og støjende under Sjælekvalen. Man kan gøre alting æstetisk – ogsaa udgyde Taarer.



10.03.1918. Den, der ikke forstaar Spøg, er i kultiverede Forhold uhjælpelig henvist til at regnes blandt de Tørre og de Stikne.


At kunne forstaa Spøg og selv kunne anvende den er en af de vigtigste Betingelser for at have Charme, med mindre man anvender den sentimentale Tiltrækning. Den, der ikke forstaar Spøg, er i kultiverede Forhold uhjælpelig henvist til at regnes blandt de Tørre og de Stikne.

At have en Skælm bag Øret og en lun Udtryksmaade er derfor noget af det bedste, man kan faa i Vuggegave af en venlig Fé – saa mangen Fordel kan vindes og saa mange Ubehagelighed afværges for den, der kan turnere en Spøg, som kalder Smilet frem.

Men hvis man mærker, at den, man taler med, er ganske uimodtagelig for en spøgefuld Form, bør man øjeblikkelig slaa Kontra med en rask Passage over i det kedelige, hvor man altid er sikrere paa ikke at gaa paa tynd Is.

Naturligvis kan en spøgefuld Tone være højst ilde anbragt, naar det gælder Livets pinlige eller sørgelige Øjeblikke, og kun en instinktmæssig Taktfølelse kan sige En naar den er betimelig og naar ikke.



17.03.1918. Den meste Samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet alene.


Alle Mennesker taler mere, end de selv tror, og det er derfor en udbredt Overtro, at andre idelig falder dem i Talen for selv at komme til at tale. Eller rettere sagt – det er ingen Overtro. Den meste Samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet alene. Hvis De derfor ønsker at blive betragtet som et usædvanlig sympatisk og taktfuldt Menneske, saa væn Dem til paa det Punkt at resignere og lade de andre snakke.

Hør med tilsyneladende Interesse paa endeløse Udviklinger og fremfør ikke Deres egne beskedne Betragtninger, før De er sikke paa, at den anden er løbet træt. De vil herved erhverve Dem særligt Ry for en aarvaagen og intelligent Forstaaelse af andres Intelligens.



24.03.1918. En Shilling fortjent, og en Sixpence givet ud, er Begyndelsen til en Formue. En Sixpence tjent, og en Shilling givet ud, er Begyndelsen til Fallit.


Opdrag i Tide Deres Barn til at have Sans for en fornuftig Økonomi ved at give dem et fastsat Beløb at raade over selv. Indprænt dem, fra de er smaa, Franklins vise Ord: “En Shilling fortjent, og en Sixpence givet ud, er Begyndelsen til en Formue. En Sixpence tjent, og en Shilling givet ud, er Begyndelsen til Fallit.”

Men lær dem fremfor alt, at Livets økonomiske Visdom bestaar i en forholdsvis beskeden Levefod og rigeligt med løse Penge at give ud af. At indrette sig paa en stor Fod og være kneben og paaholdende med Smaaudgifter er en Levelis, som beklagelig nok er ret udbredt.

Paaholdenhed og “Tæring efter Næring” bliver kun altfor ofte forvekslet. De Folf, der har lidt, lægger megen Vægt paa Smaapengene, fordi de er nødt til det. De Folk, der har mere, interesserer sig mindre for dem. Det kan desværre tilføjes, at de Folk, der har mest, ogsaa interesserer sig mest for Smaapengene.



31.03.1918. Bring ikke atter og atter det samme ømme Punkt paa Bane. Plagsomhed virker dræbende paa en Mand.


Hvis De vil beholde Deres Mands Kærlighed, unge Frue, benyt da Deres mest aarvaagne og fineste Instinkt til at sige Dem selv, i hvilke Tilfælde det er betimeligt at tie og i hvilke at tale.

Man kan bringe en Kærlighed til at visne, naar man af Modvilje eller Uforstand undlader at sige de Ord, der kunde have klaret et Misforhold eller bilagt en Uret.

Det kan lige saa fuldt virke ødelæggende paa et Samliv, hvis der med haandfaste Ord gribes ind i noget, der maaske kunde forflygtige ved helt at lades uberørt.

Fremfor alt – selv om De pines – tal ikke gentagne om noget der er sikkert paa at opvække Ubehag. Bring ikke atter og atter det samme ømme Punkt paa Bane. Plagsomhed virker dræbende paa en Mand. Samlivet glider ofte ud i Disharmoni ved Husfruens Mangel paa Instinkt i denne Henseende. Manden forstaar bedre, naar han ikke skal spørge.



07.04.1918. Naar der kommer en alvorlig Sygdom i Ens Hus, er det passende, at Familiens nærmeste Paarørende underrettes derom.


Naar der kommer en alvorlig Sygdom i Ens Hus, er det passende, at Familiens nærmeste Paarørende underrettes derom, idet det ikke kan gaa an, at man pludselig paa Gaden erfarer, at f. Eks. Ens Søster er død, uden at man har anet det mindste derom.

Paa den anden Side bør der vises en vis Takt i Forhold til et Hus, hvor En ligger livsfarlig syg. Den kærlige Deltagelse bør afvejes med Hensynet til den Ro, som Sygdommen kræver, saa vel Patienten som de ængstelige Paarørende.

En Invasion af deltagende Tanter og pligtmæssig ængstelige Svigerinder tjener til visse ikke at formindske Situationens Uhygge, ligesom de idelig gentagne Bulletiner om Temperaturens Stigen og Fald virker opslidende og enerverende.

End mindre bør Telefonen anvendes til Forespørgsel. Denne snerrende Metalklokke gaar direkte paa Nerverne af dem, der omgiver den Syge og har brug for hele deres Sindsligevægt. Det heldigste vil sikkert være, at et andet Hus i Familiens Nærmeste udvælges til Central, hvorfra alle Oplysninger kan indhentes, og som saa bagefter maa haabes at afgive ærlig Beretning om udvist Deltagelse.



14.04.1918. En Herre betaler altid saa vel Vogne som Fortæring paa offentlige Steder for Damer, som han kommer i Følge med.


Gør Dem det til en fast Regel aldrig at forlade Deres Hjem uden at være fornynet med Penge.

Det kan selvfølgelig ske, særligt for Damer, at man har glemt sin Portemonnæ eller Taske og ikke har Penge nok til at udrede en Udgift til Befordring o. lign. og maa være tilfreds med at være i Følge med nogen, der udreder Betalingen.

Hvis Beløbdet er saa ringe som f. Eks. en Sporvognstakst, betaler man det ikke senere tilbage, men nøjes med straks at udtale sin Tak.

Drejer det sig om et noget større Beløb som f. Eks. en Vogn til Hjemmet, en Jernbanebillet el. lign., og man selv anmoder om at laane Pengene dertil, sender man straks ved Hjemkomsten Beløbet tilbage, ledsaget med et Visitkort paaskrevet: “Med Tak for Laan”.

Men hvis De selv er den, der anmodes om i givet Tilfælde at træde hjælpende til i en saadan lille Forlegenhed, gør det da med et saa lidet bittert Smil som muligt og gør ikke Regning paa at faa Pengene igen. Som oftest vil De blive skuffet.

En Herre betaler altid saa vel Vogne som Fortæring paa offentlige Steder for Damer, som han kommer i Følge med. Saa godt som enhver Herre vil stødes over, at en Dame insisterer paa at betale for sig selv. Damen bringer blot en venlig Tak.

Et andet Forhold indtræder selvfølgelig, hvor unge, mandlige og kvindelige Arbejdskammerater indtager deres Maaltider i Fællesskab. Der betaler hver for sig.



21.04.1918. Blær Dem ikke under Samtalen med Deres Belæsthed og Sprogkunskaber, men lad denne Deres Viden kun komme indirekte frem.


Læg ikke an paa at brillere. Det er ikke derved, man virker tiltalende. Blær Dem ikke under Samtalen med Deres Belæsthed og Sprogkunskaber, men lad denne Deres Viden kun komme indirekte frem ved at gøre Samtalen med Dem mere fængslende.

Søg ikke at virke interessant ved at fortælle Anekdoter. Det ender altid med, at nogen af de Tilstedeværende har hørt Historien før, og jo mere man vænner sig til denne Form for at være underholdende, jo mere stivner det naturlige Vid deri.

Udbred Dem ikke om Deres Rejser. Intet keder Folk mere end at høre om Ægypten og New York, særlig naar de ikke selv har Udsigt til at komme der.

Angiv ikke Deres Kilde, naar De fortæller en Nyhed videre. Sig ikke: Jeg kan jo ikke svare for det, men jeg har det fra Fru N. N. Vedkommende kan faa Ubehageligheder deraf, som kan finde Vej ogsaa til Dem selv.
Forudsæt ikke, at den, med hvem De taler, interesserer sig for det samme, som interesserer Dem. Udfind hellere, hvad der ligge den Anden paa Sinde, og tal om det.

Husk, at man er sikker paa at vinde Anklang ved at være en god Tilhører, der aldrig synes ligegyldig.





EmmaGad.dk drives af Tonny Hald. Ideer eller tekst til uddybning af emnet modtages gerne på mail. © 2003-2018, EmmaGad.dk
Scroll Up