Smaa Vink 1918

Emma Gad deler ud til den store Guldmedalje
Snusfornuftigt – og altid velment.



06.01.1918.
*
*
Væn Dem til ikke at være gnaven og ubehagelig til daglig hjemme.


Væn Dem til ikke at være gnaven og ubehagelig til daglig hjemme, mens De viser Dem fra den muntre og behagelige Side, naar De færdes med Fremmede. Ingen Skødesynd er almindeligere, og intet bidrager i højere Grad til at berøve Dagliglivet dets Kærlighed og Glæde.

Hav Agtelse for det daglige Livs Skønhed. Mist ikke Omhuen for Deres Klædedragt og Toilette, selv om De lever i Forhold, hvor der ikke er stor Udsigt til at se Fremmede. Især ikke, hvis De er ældre. Et sjusket Ydre kan til Nød passere for den Unge, men er absolut ødelæggende for dem, der er kommet lidt til Aars. Lige saa frastøddende som overdreven Forfængelighed og Hang til at være moderne er for den Ældre, er Uorden og Mangel paa Appetitlighed i det Ydre. Enhver formaar, selv med smaa Midler, at være sirlig.



13.01.1918.
*
*
Har De Diamanter, Frue, saa lad dem funkle ved Middagsbordets elektriske Lys, men ikke før.


Tro ikke, at Velklædthed er ensbetydende med nye og dyre Klælder. Den bestaar fuldt saa meget i at have det Rette paa til Lejligheden. Naar man er a jour med det, gør det mindre til Sagen, om Dragten maaske er lidt mindre frisk eller syet af Stof, der ikke er videre kostbart.

Husk paa som en Hovedregel, at kun en tarvelig og højhalset Dragt er paa sin Plads om Formiddagen, jo enklere, jo fornemmere, og at Elegancen først bør udfolde sig, naar man samles til Middag. Har De Diamanter, Frue, saa lad dem funkle ved Middagsbordets elektriske Lys, men ikke før.

Det samme gælder Herrer. Kjole og Hvidt før Middag er af det Onde, om man nok saa meget skal til Udstillingsaabning eller Kvægtorvsfestlighed. En Londoner af the upper ten vilde gyse ved at se vore Professorer og andre Samfundsspidser kjoleklædte og med Ordener om Halsen, mens Solen staar højt paa Himlen. Paa det Punkt gaar det langsomt med Fremskridtet i Danmark.



20.01.1918.
*
*
Ved Avdienser rejser den kongelige Dame sig, naar hun vil antyde, at Besøget er afsluttet.


Det hører med til god Tone i Selskabslivet at rejse sig, hvis man er siddende og tiltales af en Dame eller Herre, der kommer hen til En, naturligvis især naar det er en Dame. Selv kongelige Damer sidder ikke ned, mens de taler med Nogen, der er staaende.

Ved Avdienser rejser den kongelige Dame sig, naar hun vil antyde, at Besøget er afsluttet, og Gæsten rejser sig da ufortøvet og tager Afsked. Man kan ved en Avdiens ikke selv rejse sig og sige Farvel, selv om man synes at Emnerne er udtømt.

Endog ældre Damer bør helst rejse sig, naar de tiltales eller hilses, selv om det er af yngre Mennesker. Det samme gælder, naar en Besøgende kommer ind i Stuen. Værtinden bør da rejse sig og gaa den Besøgende nogle Skridt i Møde.

Høflighed paa dette Punkt bør ikke forsømmes. Det er saa nemt at rejse sig, og ikke alene virke det behageligt, men giver et Indtryk af et kultiveret, selskabeligt Standpunkt.



27.01.1918.
*
*
Gab ikke fordækt, naar en Digter reciterer sine Vers.


Naar De, hvor Flere er til Stede, uheldigvis kommer til at høre noget, der ikke var bestemt for Deres Øren, et urigtigt Forlydende eller et fornærmeligt Rygte, enten om Dem selv eller Deres Nærmeste, vis Dem da paa Højde med Situationen. Røb ikke med en Mine eller med den mindste Trækning, at De har hørt det, men tag først bagefter Deres Forholdsregler og lad gerne disse være kraftige.

Opøv i det hele taget Evnen til at beherske Deres Ansigt og Minespil. Se ikke adspredt ud, mens Nogen fortæller Dem en Historie, der keder Dem, følg ikke en interessant Fremtoning med Øjnene, mens en Moder beretter om sine Børns Begavelse, og gab ikke fordækt, naar en Digter reciterer sine Vers. De er sikker paa at blive fanget af et Blik og tilgives ikke.



10.02.1918.
*
*
I England er det Damen, der hilse først paa en Herre, en fornuftig og ridderlig Skik, idet Herrerne da lader Damerne afgøre, hvem de vil beære med en Hilsen.


Vend Dem ikke om paa Gaden efter En, De lige har passeret, for at studere Vedkommende bagfra. En saadan Interesse vidner ikke om god Tone.

Puf ikke Deres Ledsager i Siden eller hvisk og tisk ikke paa mærkbar Maade for at henlede Opmærksomheden paa en Person, der kommer gaaende imod Dem. Hvis De ønsker at sige: Giv Agt! maa det ske som i et Aandepust, uhørligt og usynligt for dem eller den, der gaar Dem forbi.

Hvis det er Dem selv, der er Genstand for en saadan maaske smigrende, men mindre taktfuld Interesse, lad da ikke den mindste Bevægelse røbe, at De har bemærket den, men lad de nysgerrige Forbipasserende være som Luft for Dem.

Hvis en Hilsen er blevet aargammel og kun er til Gene, fordi man aldrig træffer den, man hilser paa, gør man fornuftigt i at stryge den og lade, som man ikke ser Vedkommende. Ofte hilser man i Aarevis paa Folk, hvis Navn man forlængst har glemt, men hvis Ansigt man husker i dette enkelte Moment.

I England er det Damen, der hilse først paa en Herre, en fornuftig og ridderlig Skik, idet Herrerne da lader Damerne afgøre, hvem de vil beære med en Hilsen.



17.02.1918.
*
*
Foragt ikke en lille Søvn midt paa Dagen; om den saa kun varer ti Minutter.


Gør Arbejdet til Deres bedste og paalideligste Ven, hvori det saa bestaar. Naar man er ung, har man Ungdommen og Haabet; naar man er ældre, har man Arbejdet. Husk, Naturen er ligegyldig for En. Menneskene er som oftest det samme, men Arbejdet lønner En, naar man selv er trofast imod det.

Men forsøm ikke Hvilen. Saa snart De føler Dem aandelig eller legemlig udtrættet, da strid ikke imod, men giv efter og hvil Dem. Foragt ikke en lille Søvn midt paa Dagen; om den saa kun varer ti Minutter, kan den virke mærkelig forfriskende og give Kræfter til mange Timers Arbejde.

Men i de afgørende Øjeblikke – da gaa paa. Glem da ligesom Skuespilleren paa Scenen alt, hvad der hedder Træthed, Adspredthed og Modløshed, og saml hvad De ejer af Livsenergi, for at opnaa Deres Maal. Bagefter er der Tid nok til at falde hen.



24.02.1918.
*
*
Tal aldrig til Gæster om, hvad Tingene i Deres Hjem, endsige Maden, har kostet.


Naar De er Værtinde, pas da vel paa ikke at vise enkelte af Gæsterne større Venlighed og Høflighed end andre, men lad alle føle sig som lige velkomne og kære Gæster, selv om De nok saa meget i Deres Hjerte foretrækker den ene for den anden. Kun derved skabes den rette Tone.

Kun Alderen kan for saa vidt fremkalde en Forskel, som man uvilkaarligt viser de Ældre større Omhu og Hensyn end de Unge, der som oftest hellere end gerne klumpvis skøtter sig selv.

Forsøm ikke at forestille alle Gæsterne for hverandre, medmindre Selskabet er saa stort, at det er umuligt.

Tal aldrig til Gæster om, hvad Tingene i Deres Hjem, endsige Maden, har kostet.

At byde enkelte fornemme og forvænte Gæster finere Ting end de andre, f. Eks. Vine og Cigarer, er saa lidet stemmende med god Tone, at Ord ikke kan udsige det.

Hjælp forlegne Gæster med Venlighed. Medfødt Forlegenhed er en saadan Kval i Omgangslivet for dem, der lider af Sygdommen, især de Unge og Uøvede, at lidt Hjælp til at komme paa Gled føles som en varmende Solstraale.



03.03.1918.
*
*
Gør overhovedet ikke Taarer til et Vaaben af samme Forsvarskaliber som Maskingeværer.


Naar De vil opnaa noget hos en Mand, kære Frue eller Frøken – eller afværge Bebrejdelser – tag da ikke Deres Tilflugt til Taarer, med mindre De nøje kender denne Allerkærestes Temperament. Selv om de fleste Mænd er svage overfor Kvindetaarer – heldigvis findes der de forstokkede, mandlige Væsner, hvem Graad irriterer, saa de ligefrem bliver ubehagelige og kalder det for at tude.

Gør overhovedet ikke Taarer til et Vaaben af samme Forsvarskaliber som Maskingeværer, med mindre De er aldeles paa det rene med, at det klæder Dem at græde. Hvis ikke, kæmp da for at holde Taarerne tilbage, selv om De har nok saa stærk Trang til at lade De, bryde frem i Kaskader. Glem ikke, at naar Opgøret er forbi, sidder De der med samt en rød Næse og hovne Øjne.

Snøft i hvert Fald ikke og puds ikke Næsen uafladeligt og støjende under Sjælekvalen. Man kan gøre alting æstetisk – ogsaa udgyde Taarer.



10.03.1918.
*
*
Den, der ikke forstaar Spøg, er i kultiverede Forhold uhjælpelig henvist til at regnes blandt de Tørre og de Stikne.


At kunne forstaa Spøg og selv kunne anvende den er en af de vigtigste Betingelser for at have Charme, med mindre man anvender den sentimentale Tiltrækning. Den, der ikke forstaar Spøg, er i kultiverede Forhold uhjælpelig henvist til at regnes blandt de Tørre og de Stikne.

At have en Skælm bag Øret og en lun Udtryksmaade er derfor noget af det bedste, man kan faa i Vuggegave af en venlig Fé – saa mangen Fordel kan vindes og saa mange Ubehagelighed afværges for den, der kan turnere en Spøg, som kalder Smilet frem.

Men hvis man mærker, at den, man taler med, er ganske uimodtagelig for en spøgefuld Form, bør man øjeblikkelig slaa Kontra med en rask Passage over i det kedelige, hvor man altid er sikrere paa ikke at gaa paa tynd Is.

Naturligvis kan en spøgefuld Tone være højst ilde anbragt, naar det gælder Livets pinlige eller sørgelige Øjeblikke, og kun en instinktmæssig Taktfølelse kan sige En naar den er betimelig og naar ikke.



17.03.1918.
*
*
Den meste Samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet alene.


Alle Mennesker taler mere, end de selv tror, og det er derfor en udbredt Overtro, at andre idelig falder dem i Talen for selv at komme til at tale. Eller rettere sagt – det er ingen Overtro. Den meste Samtale bestaar af en ivrig Kamp om at føre Ordet alene. Hvis De derfor ønsker at blive betragtet som et usædvanlig sympatisk og taktfuldt Menneske, saa væn Dem til paa det Punkt at resignere og lade de andre snakke.

Hør med tilsyneladende Interesse paa endeløse Udviklinger og fremfør ikke Deres egne beskedne Betragtninger, før De er sikke paa, at den anden er løbet træt. De vil herved erhverve Dem særligt Ry for en aarvaagen og intelligent Forstaaelse af andres Intelligens.



24.03.1918.
*
*
En Shilling fortjent, og en Sixpence givet ud, er Begyndelsen til en Formue. En Sixpence tjent, og en Shilling givet ud, er Begyndelsen til Fallit.


Opdrag i Tide Deres Barn til at have Sans for en fornuftig Økonomi ved at give dem et fastsat Beløb at raade over selv. Indprænt dem, fra de er smaa, Franklins vise Ord: “En Shilling fortjent, og en Sixpence givet ud, er Begyndelsen til en Formue. En Sixpence tjent, og en Shilling givet ud, er Begyndelsen til Fallit.”

Men lær dem fremfor alt, at Livets økonomiske Visdom bestaar i en forholdsvis beskeden Levefod og rigeligt med løse Penge at give ud af. At indrette sig paa en stor Fod og være kneben og paaholdende med Smaaudgifter er en Levelis, som beklagelig nok er ret udbredt.

Paaholdenhed og “Tæring efter Næring” bliver kun altfor ofte forvekslet. De Folf, der har lidt, lægger megen Vægt paa Smaapengene, fordi de er nødt til det. De Folk, der har mere, interesserer sig mindre for dem. Det kan desværre tilføjes, at de Folk, der har mest, ogsaa interesserer sig mest for Smaapengene.



31.03.1918.
*
*
Bring ikke atter og atter det samme ømme Punkt paa Bane. Plagsomhed virker dræbende paa en Mand.


Hvis De vil beholde Deres Mands Kærlighed, unge Frue, benyt da Deres mest aarvaagne og fineste Instinkt til at sige Dem selv, i hvilke Tilfælde det er betimeligt at tie og i hvilke at tale.

Man kan bringe en Kærlighed til at visne, naar man af Modvilje eller Uforstand undlader at sige de Ord, der kunde have klaret et Misforhold eller bilagt en Uret.

Det kan lige saa fuldt virke ødelæggende paa et Samliv, hvis der med haandfaste Ord gribes ind i noget, der maaske kunde forflygtige ved helt at lades uberørt.

Fremfor alt – selv om De pines – tal ikke gentagne om noget der er sikkert paa at opvække Ubehag. Bring ikke atter og atter det samme ømme Punkt paa Bane. Plagsomhed virker dræbende paa en Mand. Samlivet glider ofte ud i Disharmoni ved Husfruens Mangel paa Instinkt i denne Henseende. Manden forstaar bedre, naar han ikke skal spørge.



07.04.1918.
*
*
Naar der kommer en alvorlig Sygdom i Ens Hus, er det passende, at Familiens nærmeste Paarørende underrettes derom.


Naar der kommer en alvorlig Sygdom i Ens Hus, er det passende, at Familiens nærmeste Paarørende underrettes derom, idet det ikke kan gaa an, at man pludselig paa Gaden erfarer, at f. Eks. Ens Søster er død, uden at man har anet det mindste derom.

Paa den anden Side bør der vises en vis Takt i Forhold til et Hus, hvor En ligger livsfarlig syg. Den kærlige Deltagelse bør afvejes med Hensynet til den Ro, som Sygdommen kræver, saa vel Patienten som de ængstelige Paarørende.

En Invasion af deltagende Tanter og pligtmæssig ængstelige Svigerinder tjener til visse ikke at formindske Situationens Uhygge, ligesom de idelig gentagne Bulletiner om Temperaturens Stigen og Fald virker opslidende og enerverende.

End mindre bør Telefonen anvendes til Forespørgsel. Denne snerrende Metalklokke gaar direkte paa Nerverne af dem, der omgiver den Syge og har brug for hele deres Sindsligevægt. Det heldigste vil sikkert være, at et andet Hus i Familiens Nærmeste udvælges til Central, hvorfra alle Oplysninger kan indhentes, og som saa bagefter maa haabes at afgive ærlig Beretning om udvist Deltagelse.



14.04.1918.
*
*
En Herre betaler altid saa vel Vogne som Fortæring paa offentlige Steder for Damer, som han kommer i Følge med.


Gør Dem det til en fast Regel aldrig at forlade Deres Hjem uden at være fornynet med Penge.

Det kan selvfølgelig ske, særligt for Damer, at man har glemt sin Portemonnæ eller Taske og ikke har Penge nok til at udrede en Udgift til Befordring o. lign. og maa være tilfreds med at være i Følge med nogen, der udreder Betalingen.

Hvis Beløbdet er saa ringe som f. Eks. en Sporvognstakst, betaler man det ikke senere tilbage, men nøjes med straks at udtale sin Tak.

Drejer det sig om et noget større Beløb som f. Eks. en Vogn til Hjemmet, en Jernbanebillet el. lign., og man selv anmoder om at laane Pengene dertil, sender man straks ved Hjemkomsten Beløbet tilbage, ledsaget med et Visitkort paaskrevet: “Med Tak for Laan”.

Men hvis De selv er den, der anmodes om i givet Tilfælde at træde hjælpende til i en saadan lille Forlegenhed, gør det da med et saa lidet bittert Smil som muligt og gør ikke Regning paa at faa Pengene igen. Som oftest vil De blive skuffet.

En Herre betaler altid saa vel Vogne som Fortæring paa offentlige Steder for Damer, som han kommer i Følge med. Saa godt som enhver Herre vil stødes over, at en Dame insisterer paa at betale for sig selv. Damen bringer blot en venlig Tak.

Et andet Forhold indtræder selvfølgelig, hvor unge, mandlige og kvindelige Arbejdskammerater indtager deres Maaltider i Fællesskab. Der betaler hver for sig.



21.04.1918.
*
*
Blær Dem ikke under Samtalen med Deres Belæsthed og Sprogkunskaber, men lad denne Deres Viden kun komme indirekte frem.


Læg ikke an paa at brillere. Det er ikke derved, man virker tiltalende. Blær Dem ikke under Samtalen med Deres Belæsthed og Sprogkunskaber, men lad denne Deres Viden kun komme indirekte frem ved at gøre Samtalen med Dem mere fængslende.

Søg ikke at virke interessant ved at fortælle Anekdoter. Det ender altid med, at nogen af de Tilstedeværende har hørt Historien før, og jo mere man vænner sig til denne Form for at være underholdende, jo mere stivner det naturlige Vid deri.

Udbred Dem ikke om Deres Rejser. Intet keder Folk mere end at høre om Ægypten og New York, særlig naar de ikke selv har Udsigt til at komme der.

Angiv ikke Deres Kilde, naar De fortæller en Nyhed videre. Sig ikke: Jeg kan jo ikke svare for det, men jeg har det fra Fru N. N. Vedkommende kan faa Ubehageligheder deraf, som kan finde Vej ogsaa til Dem selv.
Forudsæt ikke, at den, med hvem De taler, interesserer sig for det samme, som interesserer Dem. Udfind hellere, hvad der ligge den Anden paa Sinde, og tal om det.

Husk, at man er sikker paa at vinde Anklang ved at være en god Tilhører, der aldrig synes ligegyldig.



28.04.1918.
*
*
Kameratlig Hilsner med Vinken, Tilraab og muntre Bemærkninger bør undgaas, naar man følges enten med en Dame eller en Højerestillet.


Naar man følges med Nogen paa Gaden, gaar altid den, som er den fornemste eller ældste, paa højre Side. Er man ved en Fejltagelse kommet paa den forkerte Side, lader man i Samtalens Løb en Ombytning ske hurtigt og bag om den, men følges med.

Hvis man følges med en særdeles højtstillet Person, hilser man ikke private Bekendte, i Særdeleshed naar det er en kongelig Person, i hvilket Tilfælde man heller ikke deltager i den Hilsen, der kun gælder Ens Ledsager. Det samme. Hvis man følges med en uniformeret Herre, detager men ikke i Hilsner, der kun gælder hans Uniform. Hvis Selskabet bestaar af flere end to, og de fornemste ikke ønsker at slaa Følge sammen, fordeler det sig i aftagende Fornemhed med Fløjmændene til højre som de fineste.

Hvis man følges tre, gaar den fornemste i Midten som Geledets Pragtcentrum, den næstfineste paa højre Fløj og Underklassen til venstre. Det bør dog helst undgaaes af Hensyn til den borgerlige Færdsel.

Hvis en Herre, hvad der jo kan ske, er det mindste i de næstbedste Familier, er kommet ud at spasere med en Dame af – skal vi sige det tredjebedste Selskab – er han kommet i en i selskabelig Henseende lidt vanskelig Situation, hvis han møder en Dame af det bedste Selskab. Hun vil nemlig i de fleste Tilfælde helst være fri for den Genhilsen, som en Dame altid skal give, naar den Herre hun følges med, hilser.

Det turde være overflødig at bemærke, at Cigar og Cigaret altid tages ud af Munden, ved en Hilsen, og at denne foregaar med højre Haand.

Kameratlig Hilsner med Vinken, Tilraab og muntre Bemærkninger bør undgaas, naar man følges enten med en Dame eller en Højerestillet, da Ens Ledsager i et saadant Tilfælde vil føle sig lidt uden for sit Midtpunkt.

Naar man møder Modgaaende, viger man helst ud til venstre og bør i Færdslen saa vidt muligt undgaa at skille dem, der følges.

Naar man absolut skal frem i Trængsel, er det heldigt at anlægge sit mest forekommende Væsen, dels fordi det er formaalstjenligt, dels fordi det er behageligt for En selv, hvad Velopdragenhed altid. er.

Man bør ikke købe Blomster til en Dame paa Gaden, undtagen naar man er sikker paa, at hun gerne vil have dem.



26.05.1918.
*
*
Hvis De vil opnaa noget hos en Mand, da vær for enhver Pris hensynsfuld mod hans Kone.


Hvis De vil opnaa noget hos en Mand, da vær for enhver Pris hensynsfuld mod hans Kone. Særlig hvis hun er af meget folkelig Oprindelse, eller hvis han er kommet lidt akavet ind i Ægteskabet, hvad ikke er ualmindeligt, er han yderst følsom over for Hensyn og Venlighed mod hende eller det modsatte.

Naar De søger en Myndighed eller Potentat til at forebringe en Sag eller sætte noget igennem, kom da ikke med en lang Indledning. Gaa lige løs paa Fænomenet efter i Tide at have overvejet vel, hvad det gælder om at faa sagt, og udbred Dem ikke om personlige Forhold. Beklag Dem ikke heller, selv om De har Grund til det. De fleste afskrækkes og trættes ved Klager.

Tro ikke, at en vigtig Sag kan foretages pr. Telefon. I de fleste Tilfælde vil det mislykkes. Gaa selv og brug den personlige Charme, De raader over.

Naar De er sammen med en Person hvem det er Dem magtpaalæggende at faa talt med om en Sag, da pas paa at benytte Øjeblikket med Behændighed. Bras ikke paa, men lad det heller ikke glide over. Det kommer sandsynligvis aldrig igen.



02.06.1918.
*
*
Lad Dem ikke forlede til at anlægge Dem en Underskrift, der ser flot ud, men er ulæselig.


Vær forsigtig med at betro noget til Papiret, som ikke alle maa vide. Ens egne gamle Breve kan være de værste Fjender man har. Og de lumskeste. De ligger ganske stille i en Skuffe Aar igennem, uden at sige noget, og i det kritiske Momentt kommer de frem af Skjulet og vidner højt imod En. Der findes ikke en ubehageligere Tanke end at vide, at der eksisterer Breve, der kan kompromitere En. Og det er saa let at ytre sig uforsigtigt i et Brev. Selv for en Kejser.

Gør Dem det til en Regel altid at sætte Deres Adresse og Telefonnummer over Brevet samtidig med Datoen. Bynavnet vil som oftest være overflødigt, naar det er et indenlandsk Brev, men Adressen vilk ofte have sin Betydning.

Hvis De er i den mindste Tvivl om Modtagerens Adresse, skriv da Deres eget Navn og Adresse bag paa Brevet, De afsender. Hvis det da ikke sendes Dem tilbage af Postvæsnet, er De sikker paa, at det er kommet Adressaten i Hænde.

Lad Dem ikke forlede til at anlægge Dem en Underskrift, der ser flot ud, men er ulæselig. Det skrer f. Eks. at Folk udebliver fra et Selskab og ikke en Gang kan svare, fordi de ikke kan læse, fra hvem Indbydelsen kom.



09.06.1918.
*
*
Det gør et behageligt Indtryk, naar man under en Jernbanerejse, efter at have læst sine Aviser og Ugeblade, tilbyder dem til sine Medrejsende.


Vær ikke højrøstet i Tale og Latter i en Jernbanekupé, selv om De befinder Dem i et animeret Selskab. Den Art støjende Munterhed gør ikke noget heldigt Indtryk paa ensomme og nøgterne Medrejsende.

Vær forsigtig med under en Jernbanetur at tale med andre Passagerer om fælles Bekendte. Samtalen kan blive paahørt med Interesse af tilsyneladende fuldkommen ligegyldige Medrejsende, og derefter blive rapporteret til Vedkommende.

Hvis De derimod i en Kupé kommer til at overhøre Meningsytringer om Dem selv eller nogen af Deres Nærmeste, bør De ikke sidde tavs og stille og høre paa det. De har da den selskabelige Pligt at give til Kende, at De er nærværende, helst paa en Maade, der for alle Parter glider let hen over det Pinlige ved Situationen.

Det gør et behageligt Indtryk, naar man under en Jernbanerejse, efter at have læst sine Aviser og Ugeblade, tilbyder dem til sine Medrejsende.

Naar Udlændinge, der paa Grund af deres Ukendskab til Sproget synes at være i Forlegenhed under en Jernbanetur, er det elskværdigt at træde hjælpende til med de Sprogkundskaber, man har.

Selvfølgelig er det ogsaa elskværdigt at lade en ældre Dame eller Herre faa Deres surt erhvervede Plads i en overfyldt Jernbanevogn, men maaske er det mere, end man kan forlange af menneskelig Godhed.

Er der Medrejsende i Jernbanevognen der ikke kan taale Træk, og hvornaar er der ikke det, da maa De heller saa smaat kvæles af indestængt og ophedet Luft end indlade Dem paa Mundhuggeri. Man ender altid med at komme tilkort.

Det virker altid velopdragent, at hilse let paa sine Naboer i Kupéen, idet man forføjer sig bort.



07.07.1918.
*
*
Der er tre Ting, ingen bør forsømme: at assurere, at have Fortegnelse over sit Indbo og at gøre Testamente.


Der er tre Ting, ingen bør forsømme: at assurere, at have Fortegnelse over sit Indbo og at gøre Testamente. Ved ikke at gøre Testamente kan man udvise en saa hjerteløs Uretfærdighed, f. Eks. mod gamle, trofaste Tjenestefolk og andre Hjælpere i Livet, at man næsten synes, det gammeldags Udtryk om ikke at finde Ro i Graven maa ske Fyldest.

Man bør ligeledes skrive op, hvilke Ejendele af Bohave eller Pretiosa, man efter sin Død ønsker skænket til sine Venner og Paarørende. Selv om det ikke har retslig Gyldighed, vil de Efterlevende dog i de fleste Tilfælde efterkomme en Afdøds Ønsker, og selv en mindre Genstand, der har tilhørt en bortgangen Ven eller Slægtning, vil være Modtageren kær ved Tanken om, at den, man ikke mere skal se, har tænkt kærligt paa En.

Naar man skriver sit Testamente, bør man ikke føle sig altfor familieforpligtet i snæver Forstand. Det vil være rigtigt at betænke filantropiske eller samfundsnyttige Institutioner, hvis formaal har vakt Ens Sympati og Interesse. Ofte tilfalder der Rigmænd store Arvelodder, som, paa Grund af de store Indkomster, der i Forvejen findes, ikke formaar at gøre Arvtagerne lykkeligere, hvorimod blot en Del af dem kunde blive til største Velsignelse for velgørende Institutioner, der sidder haardt i det.

Uventet at efterlade en Sum til Venner, som har det smaat, er lige saa sjældent, som det er smukt. Hvis De har mange Penge, og De har Venner, der ikke har det, da husk paa det, naar De affatter Deres Testamente. Der vil da være i det mindste Enkelte, som Erindrer Dem og velsigner Deres Minde.



28.07.1918.
*
*
Hvis De ejer et Køretøj eller en Bil, vær da lige saa gæstfri med en, som De er det med Deres Hjem.


Hvis De ejer et Køretøj eller en Bil, vær da lige saa gæstfri med en, som De er det med Deres Hjem. Man ser ofte Mangel paa Hensyn hos Folk, der ejer en egen Befordring, og dog er det en saa ringe Ulejlighed og Bekostning at vise Venlighed paa det Punkt.

Man bør huske at telefonere til nærboende Venner, med hvem man skal sammen i Selskab, om man ikke skal hente dem.

Man bør spørge om Naboer og Venner ikke har Lyst at følge med paa en Køretur.

Man bør, naar et Uvejr bryder løs, eller andet kommer paa, være elkværdig med at køre Folk hjem eller laane dem Vognen dertil.

Stands ogsaa Deres Vogn paa en støvet Landevej, naar De er paa Vej til Stationen og har Plads nok, og tag en tilfældig og fremmed Vejfarende op, der er forsinket og tungt belæsset. Den venlige Tanke vil blive modtaget med Taknemmelighed.

Enhver, man tager op i sin Vogn, selv en Vejfarende, man ikke kender, bliver i samme Øjeblik Ens Gæst, som man byder den bedste Plads ved sin højre Side.

Man kan ved at vise lidt Forekommenhed og Omtanke med sin Vogn eller sin Bil bibringe Andre et Indtryk af Elskværdighed, som langt fra staar i Forhold til den Tjeneste, der udvises. Man handler saaledes paa en Maade i egen Interesse.



15.09.1918.
*
*
Pas paa ved Brevskrivning, at De staver Adressatens Navn rigtigt. Den, der hedder Jürgensen, vil ikke staves Jørgensen.


Pas paa ved Brevskrivning, at De staver Adressatens Navn rigtigt. Den, der hedder Jürgensen, vil ikke staves Jørgensen, og Fru Schmidt kan ikke lide at blive benævnt Smith. Slaa hellere Navnet op i Telefonbogen, hvis ikke De er sikker i Deres Sag.

Læg ligeledes Vægt paa, at Udskriften er korrekt. Hvis en Mand hedder Etatsraad Carl Petersen, synes han ikke om, at der staar slet og ret Hr. Petersen udenpaa et Brev. Ved Kunstnere skriver man deres Kunstart først og derpaa Navnet, f. Eks. Billedhuggeren Hr. Tyge Nielsen eller Koncertsangerinden Frk. Maja Henriksen. Ligesaa med Forfattere.

I formfulde Krese angiver man udenpaa Breve Adressatens danske Ordener ved Begyndelsesbogstaverne, f. Eks. K. af D. Dm. p. p. (Kom. af Dannebrog, Dannebrogsmand m. m.). Denne overflødige Skik er heldigvis ved at tabe sig.

Skriv Deres Navn tydeligt under et Brev. Pynt Dem ikke med en flot, men ulæselig Underskrift. Det volder meget Afbræk i Samkvemmet.

Naar De som Dame skriver til Fremmede i Forventning om Svar, bør De angive, om De er Frue eller Frøken.



29.09.1918.
*
*
Gør det i det hele taget ikke til en Pligt over for Dem selv og Moralen at sige Deres Medmennesker ubehagelige Sandheder.


Selv om De i Deres Hjerte nok saa meget opponerer mod gængse Skik og Brug som f. Eks. den højst uheldige Blanding sammen ved Konfirmationen af det religiøse og det verdslige Moment i Form af Gaver af Guldstads, Middagsselskab o. l., giv da ikke dette Mishag Luft. De opnaar ikke andet ved det end at virke irriterende. Aflever Deres Halssmykke eller andet Stads til Konfirmanden med Deres Velsignelse og nyd den gode Middag med et glad Ansigt. Det er ørkesløst for den enkelte at ville bekæmpe selv de taabeligste Udslag af Skik og Brug; det kan alene Tidsaanden, der altid virker i det Stille – men langsomt.

Gør det i det hele taget ikke til en Pligt over for Dem selv og Moralen at sige Deres Medmennesker ubehagelige Sandheder. Ingenting paaskønnes mindre. Det klogeste er at lade andre om deres og ikke at sejle imod Strømmen.



03.11.1918.
*
*
Gaa aldrig hjemme fra uden at have Penge med, selv om man kun har til Hensigt at spasere en Tur.


Gaa aldrig hjemme fra uden at have Penge med. Selv om man kun har til Hensigt at spasere en Tur, kan det medføre Ubehageligheder at staa paa Gaden uden Penge,

Abring ikke hverken Kostbarheder eller Breve, der ikke maa beses af Alle, i Deres Taske, kære Frue. Naturligvis hører De ikke til de Damer, der glemmer Tasken allevegne, men alligevel – hvad kan ikke ske her i Livet!

Lad der altid være et Visitkort i Deres Taske og en Navneplade paa Deres Paraply. Derfor er det naturligvis ikke sikker, at disse vildfarne Genstande kommer tilbage, naar De har sat dem over Styr, men Chancen er dog større, og der gives ikke nogen Undskyldning for Finderen, der tilegner sig dem og tager dem i Brug.



17.11.1918.
*
*
Man bør ikke heller, naar man kommer sent hjem, kaste Støvlerne haardt i Gulvet lige over Hovedet paa dem, der sover nedenunder.


I Bylivet er det mærkeligt, hvor lidt man kender til sine Medboere, men i det Forhold som i alle andre er der humane Hensyn at tage.

Naar man har erfaret, at der er alvorlig Sygdom eller Dødsfald i Etagen over eller under En, bør man helst undlade at spille og synge, indtil Faren er forbi eller den Døde bragt bort.

Man bør ikke udøve Musik i en sen Nattetime, hvor den kan tænkes at forstyrre Medboernes Hvile.

Man bør ikke heller, naar man kommer sent hjem, kaste Støvlerne haardt i Gulvet lige over Hovedet paa dem, der sover nedenunder, ejheller gaa larmende op ad Trappen, smælde med Entrédøren eller kime stærkt med en elektrisk Klokke.

Hvis man har Børn, bør man ikke uafladelig lade dem trampe paa et ubedækket Gulv lige over Hovedet paa Medboere, der skal arbejde.

Man bør være diskret med Musikøvelser og afholde sig fra at holde Papegøje, Grammofon, gøende Hund og andet, der foraarsager ubehagelig Støj for Husfæller. En Kanariefugl kan maaske siges at være uskadelig.



24.11.1918.
*
*
En Invasion af deltagende Tanter og pligtmæssig ængstelige Svigerinder tjenner til visse ikke til at formindske Situationens Uhygge.


Naar der kommer alvorlig Sygdom i Ens Hus, er det passende, at Familiens Paarørende underrettes derom, da det ikke er heldigt, at man tilfældigvis paa Gader erfarer, at en af Ens Nærmeste er døende, uden at man har anet det mindste derom.

Paa den anden Side bør der vises en vis Takt i Forholdet til et Hus, hvor en ligger livsfarlig syg. Den kærlige Deltagelse bør afvejes med Hensynet til den Ro, som Sygdommen kræver, saa vel for Patienten som de ængstelige Omgivelser.

En Invasion af deltagende Tanter og pligtmæssig ængstelige Svigerinder tjenmer til visse ikke til at formindske Situationens Uhygge. End mindre bør Telefonen anvendes til Forespørgsel i alvorlige Tilfælde.
Denne snerrende Metalklokke gaar direkte paa Nerverne af dem, der omgiver den Syge og har Brug for hele deres Sindsligevægt. Det heldigste vil sikkert være, at et andet Hus af Familiens Nærmeste udvælges til Central, hvorfra alle Oplysninger kan indhentes, og som saa bagefter maa haabes at afgive ærlig Beretning om udvist Deltagelse og ikke glemme Nogen.



08.12.1918.
*
*
Vær gæstfri, ikke alene ved Deres Bord, men ogsaa paa de Enemærker, De raader over.


Vær gæstfri, ikke alene ved Deres Bord, men ogsaa paa de Enemærker, De raader over, ud fra den Elskværdighed, der karakteriserer fine, eller rettere sagt, finttænkende Mennesker. Hvis De ejer en Strandbred, en Lystskov, en Park, en Eng, giv da de Vejfarende, der ønsker det, Tilladelse til at passere, og hav altid et venligt Ord til overs til dem, der anmoder derom. Her et Eksempel, ikke til Efterfølgelse, men lige det modsatte.

En ældre Dame, som nylig, for at købe Frugt hos Gartnere, var kommet ind i en Herregaardshave ved Øresundskysten ad en forkert Indgang, traf Ejerinden og fik ikke alene en skarp Bebrejdelse, men ogsaa Forbud om at maatte gaa den nærmeste Vej ud gennem Parken – trods en høflig Anmodning derom, begrundet paa Hastværk – og maatte i stærk Solhede ile en lang Omvej til Stationen ad en støvet Landevej.

Det er en saadan Optræden, Folk uvilkaarligt knytter til Begrebet Krigsmillionær. Ret uretfærdigt – Gulasch kan ogsaa sidde højt paa Straa.

Vær forsigtog med at vove Dem ind paa ukendte Veje og Stier, der eventuelt kan være private. Man kan paa saadanne Enemærker risikere at møde grove Mennesker, der pukker paa Ejendomsretten.

Hvis De har mere Frugt i Deres Have, end De selv kan og vil benytte, lad den da ikke gaa til Spilde, men send Overflødigheden enten til Hospitaler eller Børneasyler. Det er lidt Besvær og Bekostning, men den opvejes rigeligt ved den Glæde, man gør dermed.



15.12.1918.
*
*
Pas godt paa Deres Børns Ernæring, særlig naar de gaar i Skole. Skolebørn lever for meget af tør Kost.


Pas godt paa Deres Børns Ernæring, særlig naar de gaar i Skole. Skolebørn lever for meget af tør Kost. De gaar Glip af Frokosten hjemme, og Middagen faar de med den nuværende sene Spisetid, først henad deres Sengetid. Giv dem noget Varmt og Solidt, baade før de gaar i Skole, og naar de kommer hjem.

Medvirk ikke i for stærk en Grad Børnenes medfødte Kræsenhed og tving dem ikke paa gammeldags Vis til at spise op. Dels har de jo ikke selv forsynet sig, saaledes som de Voksne, dels kan et Barns ubetvingelige Afsky for en Spise bero paa en fysisk Modstand mod dens Ingredienser.

Lær Deres Børn at kunne spise uden at spilde paa sig selv eller Dugen og at kunne drikke uden at slubre Glassets Indhold i sig.

Lad Børnene fra en tidlig Alder sidde med ved Bordet for at lære at spise smukt.

De Hovedregler for Spisning, som Børnene bør lære, er omtrent disse:
Put aldrig Kniven i Munden. Smask ikke. Tal ikke med Munden fuld af Mad. Vis ikke interesse for den Ret, der bringes ind, før den bydes om. Ræk ikke over Naboerne. Tag smaa Mundfulde og tyk dem grundigt. Drik langsomt. Sid rank. Anbring ikke Albuerne paa Bordet. Tak ikke Konfekt eller Frugt med fra Bordet.



Læs alle Emma Gads Smaa Vink.