Kvindelige forsamlinger

Møde omkring Kvindernes Udstilling.
Møde i Kvindeudstillingskomiteen. Dagsorden: Mødes der med rund Hat eller Bindehat til Udstillingens Aabningsfest?
Blæksprutten 1895.
12. december 1911.


Et af de Argumenter, man oftest ser anvendt til Fordel for Kvindernes Deltagelse i det politiske Liv, er, at dettes Tone vilde blive højnet ved, at det finere og blidere kvindelige Element vilde gøre Formerne værdigere og ædlere.
.

Dette Argument maa Enhver bøje sig for, hvis der er Udsigt til, at de holder Stik. De larmende politiske Forsamlinger af Mænd, særlig hen imod en Valgdag, hvor Deltagerne overhovedet ikke vil lade anderledes Tænkende komme til Orde, hvor man skraaler op og stamper, hujer og mundhugges, de Møder kunne vist nok trænge til en lille Paavirkning i Retning af god Tone og Velopdragenhed, bevirket ved, at Damer var Deltagere, og ved deres blotte Nærværelse holdt de stridende Parter indenfor de rette Grænser.

Men er det nu saa sikkert, at denne mildnende Paavirkning vil komme gennem Kvinderne? Det er at haabe. Dog, der er undertiden Symptomer, som tyder paa, at de ikke vil give Mændene synderlig efter i Retning af krasse Stemningsudbrud ved offentlige Forsamlinger. Man saa saaledes ved Kvindelig Læseforenings nys afholdte Generalforsamling, at der herskede en Tone, hvis Livlighed en hvilken som helst mandlig Forsamling kunde have været stolt af. Og det var ikke første Gang, at Bølgerne er gaaet saa højt – tværtimod, sidste Dame-Generalforsamlingers højrøstede Meningsudvekslinger synes at være gaaet ind i den almindelige Bevidsthed som en med Rette paaregnet Folkeforlystelse.

I det mindste kan jeg konstatere at Generalforsamlingen Anno 1907 havde samme stormende Karakter som den forleden. Blandt nogle gamle Artikler fandt jeg noget, jeg den Gang havde skrevet om en saadan Aften, og da Temaet jo netop er aktuelt, gav jeg mig til at se lidt paa det.
“Paa denne famøse Generalforsamling” stod der bl. a., “fik vi at se hvorledes Kvinder, udgaaede fra vore intelligenteste Krese, vil komme til at røgte de politiske Hverv, der snart skal lægges paa dem. Man vidste paa Forhaand, at Meningsforskellighederne, paa Grund af en paatænkt Bygning, var dybt sondrede og Gemytterne i en vis Bevægelse, men man gik alligevel til dette Møde med en beroligende Fornemmelse af, at det aldrig paa samme Maade som ved Mændenes politiske Møder kunde blive larmende og tumultuarisk, fordi det var en Forsamling af vor Nys mest oplyste Damer, i særlig Grad egnet til at vise hvorledes en saglig Forhandling – selv om Mening staar mod Mening – dog kan forme sig roligt og værdigt.”

Jo pyt! Af Referatet ses det videre, at aldrig saa snart var de mange Damer under livlig Snakken og Stoleklapren komne til Sæde og Forestillingen begyndt, før de fanatiserede hverandre op, klappede vildt ad Partifæller og skreg: Afslutning til Modpartiets Talerinder efter et Par Sætningers Forløb, fniste og haanlo, raabte i Salens Baggrund, stod op paa Stolene for bedre at se, holdt Separattaler i Krogene, kort sagt, var fuldt paa Højde med Mændenes Optræden under en Valgkampagne, saa at Indledningstalens pragtfulde Ord om Kvindelig Læseforening som et af vor Bys vigtigste Kulturcentrer i Forhandlingens Løb fik et lidt parodisk Anstrøg, som næppe var paaregnet da Talen omhyggeligt blev forberedt hjemme.

Dette var altsaa ved Generalsorsamlingen i 1907, men det Skrevne passede til Punkt og Prikke til den nys afholdte i 1911. Bygningen staar der nu i røde Mursten, køn og solid, synlig for Alle, men er altsaa igennem det, man ikke ser: Den sure økonomiske Svie, som ved Foreningers Byggeforetagender uundgaaeligt følger efter Indvielsesfestlighedernes søde Kløe, stadig en Tvistens Æble, nu ligesom den Gang, og bliver vel ved at bære det en rum Tid Endnu.

Denne aften og iøvrigt ogsaa andre kvindelige Generalforsamlinger viser tydelig nok, at Kvinderne trods politiske Foredrag og Fagtidsskrifter og Diskussioner og Landsmøder og internationale Forbund ikke i de mellemliggende fire Aar er gaaet synderlig frem i Videnskaben om de offentlige Sager. For hvad kan det i Grunden nytte, at de arbejder og øver sig, at de i deres forberedende Krigsspil paa de ugentlige Mødeaftener bærer sig fornuftigt nok ad, følger den rigtige Taktik og trækker i de rette Brikker, naar de saa ude paa Slagmarken eller blot ved Revyen, hvor der skydes med løst Krudt som her -naar de saa viser sig udenfor al Disciplin og forsamlingsmæssig Orden, naar de lader gaa tilbage, hvad der lige er vedtaget, godkender ureviderede Regnskaber, diskuterer Valgmetoder, de ikke aner, hvad er, og lader den hele Talestrøm løbe ud i et Hav af vild Forvirring til Spot og Latter den næste Morgen for det ganske Lands avislæsende Publikum.

Naturligvis – saadanne Spektakelmøder er morsomme som Underholdning betragtet, og man siger endog, at der er Damer, som er Medlemmer af Læseforeningen blot for Generalforsamlingens Skyld, efter forlængst at have opgivet at faa de nye sensationelle Bøger til Laans fra den Kant.

Men alligevel – er saadanne Aftener vore Damer værdige? Siden vor intelligente Kvindeverden har de højeste politiske Aspirationer, skader den mon saa ikke sin Sag føleligt ved, at den mest oplyste Del af den saaledes Gang paa Gang offentlig viser sig saa lidet behersket i Partilidenskaber, saa lidet velskolet i Forhandlinger, saa lidet velopdragen i Meningstilkendegivelser. Alt det, som deraf følger, havde dog vist mange Mænd tænkt sig at blive fri for gennem Samvirken med Kvinder.

Man tænke sig blot noget tilsvarende i Singularis! Man tænke siden enkelte Tilhørerinder i en snæver Kres, hvor forskellige Standpunkter i en vigtig Sag blev udviklede for hende, at hun dér gav sig til at forulempe dem, hvis Mening hun ikke delte med Tilraab om Afslutning, med Bemærkninger og Raab og Hyssen – var noget saadant tænkeligt i ordentligt Selskab? Absolut ikke – det véd vi Alle. Men i en Forsamling – der gaar det saa glimrende at være uopdragen. Den ene dækker den Anden.

Men alligevel er dette næppe Vejen til at bibringe Mændene den Overbevisning, at Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv vilde lette Arbejdet og hæve det til en højere Sfære. Naar det gentagne Gange bliver lagt for Dagen, at Kvindernes Takt og medfødte Finfølelse, selv i en udsøgt Kreds totalt forsvinder i en offentlig Forsamling, og at de bliver ligesaa forsimplede som Mændene, naar disse i en Partikamp faar en Stemmeseddel stukken i Haanden, saa er der jo fra Mændenes Side ikke syndelig Anledning til at lade sig overbevise af Argumentet om en Højnelse af Tonen ved Kvindernes Medvirken. Kvinderne lader et af deres Vaaben slippe af Hænde.

Hvor meget der altsaa studeres og indøves ved Diskussioner og Sammenkomster, er det endnu ikke nok. Der synes at mangle et Lærefag om god Tone ved Møder og Forsamlinger og om Nødvendigheden af at tage den personlige Ansvarlighedsfølelse med sig hjemmefra og gøre Brug af den, selv om man er Medlem af en talrig Forsamling.

Hvad mener man om f. Eks. at oprette smaa nutidssvarende Kursusrækker for unge Damer i korrekt og taktfuld offentlig Optræden, eventuelt ogsaa med særlig Indøvelse af Dirigentfærdighed. Det burde – fraset den utvivlsomme Nytte – tillige blive en indbringende Forretning for den Valgretsforening der foranstaltede dem, da Flertallet af vore Generalforsamlingsdamer øjensynlig trænger stærkt til Undervisningen.
Emma Gad.