Et Aftenbesøg 1886

Det kongelige teater wiki 1890-1900
Det kgl. Teater (1890-1900)

ANMELDELSE

EMMA GAD: ET AFTENBESØG.

Premiere paa Det kgl. Teater, 15. April 1886.

*

ILLUSTRERET TIDENDE – 25. april 1886 s. 371

PERSONERNE:

VIBE, Naturforsker.
SOPHUS KLEIN, Grosserer.
NELLY, hans Hustru.


Anmeldelse: Illustreret Tidende 25. april 1886 s. 371 

Det kongelige Theaters nyhed er den originale dramatiske Situation “Et Aftenbesøg”. Publikum tog venlig imod det lille Stykke, og Bifaldet var for saa vidt fortjent, som der er en behagelig Munterhed over det, en lun Spottelyst, som breder sig frejdig. Men uheldigvis fører den ikke noget Sted hen.

Den unge Fru Nelly Klein kommer en Aftenstund Midtsommers Dage i stort Oprør farende til sin og Mandens gode ven Pebersvenden Vibe. Hun maa klage over Manden, ja hun tanker endog paa for en Tid at forlade ham, hans Tyranni er ikke til at udholde. Nu sidst har han uden videre tvunget hende til at staa ud af en Droske, hvori hun kom kjørende med et Par glade Bekjendte af Kunstnerracen, som hun under Mandens Fraværelse og ved et tilfældigt Sammenstød af Omstændighederne var kommen til at spise til Middag sammen med paa en Restavration. Hun vilde med dem ud paa Frederiksberg for at høre Zigøjnermusik, men møder saa uheldigvis sin Mand. I Stedet for at more sig med de to, der virkelig var bedre end deres Rygte, matte hun følge med Manden, der skulde til Oldgranskerfest, og der lade sig anbringe paa et Galleri, for at se paa, at Oldgnaskerne spiste. Aldrig kunde han lade hende frit faa sin Vilje. Hun maatte følge ham til hans dumme Grosserermiddage, og hjemme fik hun ikke Lov til at samle de Mennesker om sig, som hun satte Pris paa. Men nu i Dag, da hun skulde sidde paa Galleriet, var det dog gaaet for vidt. Hun var løbet sin Vej, og nu skulde Vibe hjælpe hende med at tage afsted til Mastrana, Badestedet i Sverige. Han vil umaadelig nødig, men da det er hans Princip at sige ja til alt, gaar han ind paa Planen. Ret som det nærmere skal aftales, kommer Grossereren farende fra Oldgranskerfesten; han haf opdaget at Konen har forladt sin Plads paa Galleriet, og da de for Tiden ligger paa Landet, antager han at hun mulig kan være tyet hen til Vibe. Medens nu Fruen er i et Sideværelse, klager Manden sin Nød for Vennen. Denne giver ogsaa ham ret. Til sidst støde Manden og Konen sammen. Der bliver et livligt Skjænderi, men da det opdages, at Vibe har holdt med dem begge, og der desuden nu danses henne hos Oldgranskerne, forsoner Fru Nelly sig med sin Skæbne som Grossererens Hustru, hun er spydig mod Vibe og skynder sig med Manden til Dans i Larsens Lokale.

Ironien skal vel ramme Fruens Oprørssans, der er saa svagt befæstet, at den blotte Udsigt til en Svingom faer den til at lægge Vaabnene fra sig, og det kan man naturligvis gjærne skrive en dramatisk Situation om. Men da det hele drejer sig om det urimelige Forlangende fra Fruens Side, at hun uden Mandens Vidende vil løbe paa Kommers, med hvem det faller hende ind, og det ene og alene for Kommersens Skyld, saa er det lidt tomt i Stykket. Der er ikke en Gang for Spøg nogen virkelig Konflikt imellem disse Medlemmer af det velopdragne Samfund; det er jo i Virkeligheden kun en Distraktion af Fruen, at hun i dette Tilfælde kan klage over Mandens Adfærd. At hun falder til Føje, er derfor en simpel Gaaen i sig slev, det er den over Næsen, som Fru Kjæphøj skal have. Og det er Skade, at Forfatterinden har ordnet Sagen saaledes; for Manden er en i alle Maader tarvelig Person. Den unge Frue kunde saa nemt have faaet Ret over for ham. Der pipper i “Et Aftenbesøg” en Lyst frem til at protestere mod “det gode Selskabs” Dumheder, men Spiren er at ligne med Anemoner, der afblomstrer inden Sommeren kommer.

Frøken Lindemann var den unge Frue og gjorde hende for ung, men var for øvrigt nydelig. En mere erfaren Skuespillerinde havde dog sikkert faaet de mange morsomme Smaating i Dialogen til at glimre mere. Hr. Mantzius holdt som Vibe sine Ords Snurrigheder bedre frem i Lyset, men Hr. Poul Nielsen lod Grossereren glide temmelig ubearbejdet fra Texten op paa Seenen.