Et Stridspunkt 1888

Det kongelige teater wiki 1890-1900
Det kgl. Teater (1890-1900)

ANMELDELSE

EMMA GAD: ET STRIDSPUNKT.

Premiere paa Det kgl. Teater, 9. Februar 1888.

*

JYLLANDS POSTEN – 11. februar 1888
ILLUSTRERET TIDENDE – 26. februar 1888
AARHUS STIFTSTIDENE – 18. juni 1888
JYLLANDS POSTEN – 20. juni 1888

PERSONERNE:

FRU KLENAU. HEMMING, hendes Søn. FRANTS HELLER, hendes Søstersøn.
FRØKEN JULIANE EGGERS. MAGNA, hendes Broderdatter. ANDREA, Fru Klenaus Jomfru.


Anmeldelse: Jyllands Posten 11. februar 1888

Fra Theaterverdenen – Det kongelige Theater – Kjøbenhavn 9. Februar.
Det kgl. Theater mødte i Aften – selvfølgelig for udsolgt Hus – med ikke mindre end to Nyheder: et nyt 2 Akts Skuespil “Et Stridspunkt” og en ny dansk Opera af Hr. Fr. Rung: “Det hemmelige Selskab” ogsaa i 2 Akter.

“Et Stridspunkt”, der efter Forlydende er af Emma Gad, Forfatterinden til det i forrige Saison opførte 1 Akts Lystspil “Et Aftenbesøg”, synes – som dette – at have Lyst til at tage en Side af Spørgsmaalet om Kvindens Emancipation under Behandling, nemlig Spørgsmaalet om det passende eller upassende for en ung Dame i at tale med en Herre frit ud selv om Ting, som Kvinden ellers plejer at tie til og lade Manden ene om, og om det sømmelige eller usømmelige i at den unge Pige i denne Hensigt endog sætter en ung Mand Stævne. Her – som i “Et Aftenbesøg” – bliver der imidlertid ikke noget ud af Stridspunktet, i Stykkets første scener er der vel Ueninghed om Spørgsmaalet og de to Anskuelser fremførte, men overfor den unge Pige, Magna, der hævder det friere Standpunkt, stilles en gammel gudelig Tante med Munden fuld af “Pastor Mortensen, der selvfølgelig korser sig, men ikke egner sig til at føre Stridspunkt” i Stykket, saa Titlen passer ikke ganske, og Stykket kune for dens Sags Skyld gjærne og hellere have heddet “Magna” eller det unægtelig flade “En Misforstaaelse”, thi det er en saadan, der giver dette Stykke – som Hundreder før – dets dramatiske Liv.

Magna, en smuk munter Pige, der, naar hun kender et Menneske, selv om det er en ung Herre, vil have Lov til at tage ugenert med ham og ogsaa morer sig ypperligt i Selskab med livlige unge Mænd, men paa den anden Side har hjærtet paa rette Sted og vel ved, hvad i Virkeligheden er Ret og Uret, erfarer af en Passiar med sin Barndoms Legesøster Andrea, der er bleven Tjenestepige, en naiv barnlig-glad Natur, der priser det at gaa til Dans som noget af Jordens bedste – og Husets Søstersøn, Frants Heller, er den, der især gjør Dansen dragende for Andrea, hun er – godtroende som hun er – aldeles betaget af ham, “han taler saa smukt”, han trakterer med Champagne, – ja hun er af den Grund paa Veje til at hæve sin Forlovelse med et bravt, rart Menneske. Magna, der kjender Heller godt, – han er af hendes Tilbedere -, og godt kan lide ham trods hans Svagheder, sætter ham Stævne til om Aftenen, hun vil tale med ham om Andrea.

Imidlertid frier Hemming Klenau til Magna og faar hendes Ja, en stor sorg for Fru Klenau, der antager Magna for en Rosette, hun fortæller ogsaa Hemming, at Magna just til denne Aften har sat Heller Stævne, noget Magna ikke har lagt skjul paa. Aftenen kommer. Magna taler Heller alvorligt til og beder ham ikke gjøre Andrea ulykkelig, han lover det, men tilstaar med det samme Magna sin sande Kjærlighed, hvorpaa han som Svar faar Budskabet om Magnas Forlovelse. Hemming kommer ind, og da han ser dem sammen, tror han, at her virkelig finder et Stævnemøde Sted og i sit Oprør saarer han Magna ved at kalde hende en tom Rosette, hun gaar. Men Andrea, der har lyttet ved Døren, forklarer Hemming hele Sammenhængen, og Moderen, der har bevirket Fejltagelsen, fører atter Magna tilbage.

Omend Stykkets dramatiske Bygning paa sine Steder er noget svag, indeholder det dog mange smukke Scener, og Spillet er fortrinligt, Rollerne ere saa at sige skrevne for de forskellige Spillende.

Fru Hennings er udmærket som Magna, saavel hvor hun er kaadmundet Ingenue som i de alvorlige Scener, dernæst har Hr. Bangenberg i Frants Heller en af de Roller, han i den senere Tid har haft saa mange af: det muntre – for muntre Menneske, og spiller overordentlig smukt og træffende. Fru Sinding er meget morsom som Andrea, der tilsidst – midt i sin Graad – dog er glad over, at hun ikke havde slaaet op med Jeppesen. Hr. Martinius Nielsen var sand og lidenskabelig som Hemming. Fru (xxardt) spillede Fru Klenau, Frk. Nielsen Magnas Tante.


Anmeldelse: Illustreret Tidende 26. februar 1888 s. 271

Det ny to Akts Lystspil af Forfatterinden til “Et Aftenbesøg”, “Et Stridspunkt”, handler om en Moders egenkjærlige Forgudelse af sin Søn, der er en brav Kandidat og passelig færdig Mand. Hun kan ikke taale, at han forlover sig med en ung Pige al deres Kreds, og hun lyver hende noget ondt paa for at skille dem ad. Skinnet er et øjeblik imod den unge Pige, og da Kandidaten er hurtig til at bruge stærke Ord og Frøkenen bestemt af sig, brydes den netop indgaaede Forbindelse. Da Sønnen saa kort efter opdager, hvad det er, Moderen har gjort, vender hans vrede sig naturligvis mod hende, og den Hjærternes Adskillelse, som Moderen for enhver Pris har villet undgaa, har hun nu selv hidkaldt ved sin underfundige Beskyldning. Forfærdet sender hun saa Bud efter den unge Frøken Magna, beder hende om Tilgivelse, og Tæppet falder under, de tres Omfavnelse.

Men Stykket gaar tillige ud paa at give et nogenlunde fyldigt Billede af den unge Piges Karakter. Hun er hjærtensgod, men har adskillige Egenskaber, som bringe hende i et nok saa venskabeligt Forhold til et syndigt Verdensbarn af et Mandfolk, der hemmelig gaar paa Bal om Natten med den kjønne Stuepige. Da Kandidaten imidlertid frier til Magna, tager denne Afsked med alle sine flagrende Tilbøjeligheder – for ham er det hun elsker, ogsaa naar hun morer sig som allerbedst med den flotte Fætter —, og af det kokette Væsen bliver der kun tilbage en prisværdig Ringeagt for det, gamle Damer kalder det passende. Hun erfarer af Stuepigens egen Mund, hved der gaar for sig mellem denne og Fætteren, og for at hindre ham fra at gjøre ondt imod Pigebarnet, som hun har leget med som Barn, sætter hun ham Stævne i en forladt Leiligheds Dagligstue om Aftenen under et Konfirmationsselskab. Der maa han love hende at lade Stuepigen være i Fred. Det er gette Stævnemøde, der af Moderen benyttes imod hende. Strængt taget var det heller ikke nødvendigt til Øjemedets Opnaaelse.

Forfatterinden har haft Talent nok til at faa denne Smule Bedrift al Frøken Magna til paa Scenen at tage sig nogenlunde modig ud. Stykket foregaar i det kjobenhavnske Selskab, hvor man korser sig over en Mening, der ikke er alles, og hvor en enlig Knitren af en Damekjole i et Rum, hvor der kan formodes ogsaa at være et Mandfolk til Stede, faar alle Øren til at blive lange, medens samtidig dog den Tone hersker, som ogsaa fornuftige Mennesker kan benytte, og det er “Et Stridspunkts” bedste Fortjeneste, at Tonen er rigtig — undtagen i de bevægede øjeblikke, da den er for literær. Men Forfatterindens Talent har ikke magtet at gjøre Stykket virkelig interessant. Saadant et lille Pigebarn, der føler sig forpligtet til fuldstændig at forandre Væsen fra det Minut, hun begynder paa noget alvorligt, bør ikke uden videretages i god Tro. Der er som regel Gjemmer i hendes karakter, som det netop havde været Kunstens Sag at lede op. Havde Forfatterinden haft Held med at gjøre dette, vilde Stykket have faaet Betydning ud over den lille dramatiske Behagelighed, det nu er.

Heller ikke Moderen eller Sønnen eller Fætteren er nemlig Figurer af synderlig Værd. Man kan tage dem for gode i et Lystspil, hvor Begivenhederne slaar en Knude, som det gjælder om at faa løst, men til bevægede Optrin med Ord, der skulde mane et stærkt Følelsesliv frem, er de meget for almindelig sete og følte. Moderen er vel den, der er nærmest ved at Blive en Personlighed.

Stuepigen har adskillige muntert og forstandig skrevne Repliker at sige; hun og Frøken Magna, i sin kjække Periode, faa jævnlig Folk til at le.

Det var ogsaa disse to Figurer der blev bedst spillede af Fruerne Sinding og Hennings. Paa de to Herreroller blev der taget alt for tungt af Hr. Martinius Nielsen og Hr. Zangenberg.
E. Skram.


Anmeldelse: Aarhus Stiftstidende 18. juni 1888

Kasino-Tournéen.
Imorgen Aften giver altsaa en Afdeling af Skuespillere fra Kasino, Folketheatret og Dagmartheatret den første af de to bebudede Forestillinger. Fra alle de Byer, hvor Tourneen hidtil har optraadt, foreligge eenstemmingt rosende Anmeldelser; saaledes skrives fra Hjørring, at “Publikum fra først til sidst ved jævnlige klapsalver og Fremkaldelser yttrede sin Glæde over den ualmindelig vellykkede Forestilling og det fortrinlige Sammenspil”; men Bifaldet kulminerede dog under Opførelsen af Fru Emma Gads 2-Akts Skuespil: “Et Stridspunkt”. Hr. Hunderup omtales som en meget dygtig Deklamator og en ikke mindre dygtig Fortæller i den naivt-komiske Æventyrstil. Hans Bidrag til Aftenens Underholdning var ikke det, der vejede mindst i Vægtskaalen.


Anmeldelse: Jyllands Posten 20. juni 1888

20. juni 1888 Jyllands Posten
20. juni 1888 Jyllands Posten
Fra Theaterverdenen. – Aarhus Theater.
Kasino Tourneens første Forestilling i Aftes havde ikke samlet mere end godt halvt Hus, men til Gjengjæld lød Bifaldet saa rigeligt og saa kraftigt, at der i den Henseende ikke var noget tilbage at ønske.

Som Rosinen kom efter en temmelig lang Pavse endelig Fru Emma Gads 2 Akts Skuespil “Et Stridspunkt”, det kgl. Theaters sidste Nyhed. Det er just ikke noget særligt fremragende Arbejde, det er ikke nye Tanker eller Ideer, der karaterisere dette Stykke, men det er smukt og sundt, Løgnen maa vige Pladsen for Sandheden, og Alt ender efter forskellige kalamiteter i den skjønneste Harmoni. Blandt de Rollehavende maa her fremfor nogen nævnes Frøken Anna West, der skabte et helt lille Kunstværk ud af Magnas Rolle, ligesom ogsaa Fruerne Krum og Theodora Petersen som henholdsvis Andrea og Fru Klanau fortjente al Anerkendelse. Det var absolut Damerne, der her stod med Palmerne i Hænderne.