Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


3. AKT
9. Scene
FABER. JØRGEN.
FABER Tror Du endnu, han betyder noget for Regitze?
JØRGEN (sagte)
Nej, jeg tog fejl.
FABER Det kan Du dog indse. Naa, Hvad har Du saa paa Hjertet?
JØRGEN (tager et Brev frem)
Se engang – dette Brev har jeg faaet fra afdøde Grosserer Smith.
FABER (læser)
Hvad for noget – han forærer Dig Vindingegaard i Brudegave – som en Tak for Din Elskværdighed mod ham. Det var som Pokker! (giver ham Brevet igen). Med det Brev i Lommen kan Du altsaa køre ind paa Vindingegaard som Ejer. Hvad siger Du til det?
JØRGEN Jeg siger naturligvis saadan.
(river Brevet i stykker)
Hvor kunde jeg modtage noget som helst fra den Kant – nu!
FABER Nej. Det har Du ret i.
JØRGEN Men, jeg tror nok, at Regit — at Frøken Krog har en Anelse om, hvad der stod i dette Brev. Vil De ikke derfor bede hende fra mig om ikke at sælge Vindingegaard, men at oprette sit Børnehospital der. Jeg ved af Erfaring, at paa det Sted har Børn det godt.
FABER Jeg skal sige hende det. Og Du — Du vil altsaa til Batavia?
JØRGEN Ved De det? Ja, jeg maa jo nu til at tage Skeen i en anden Haand. Jeg maa tage fat og se at blive til noget.
FABER Det glæder mig, at Du er naat op paa Siden af Dig selv — det var blot det, Du trængte til.
JØRGEN Maaske, jeg haaber, jeg skal kunne vise Dem det. Men De maa hjælpe mig, Faber. De maa give mig Penge til at komme herfra. Her vil jeg ikke blive.
FABER (lidt ærgerlig)
Naturligvis! Nyt Liv under andre Himmelegne, hvad? Den Historie kender vi – saa snart det gaar galt for en letsindig Døgenigt, straks skal han afstod.
JØRGEN Men –
FABER Ja undskyld, det gør mig altid gal i Hovedet.
JØRGEN I et fremmed Land er jeg en Arbejder, der vil frem, her en Kapitalist, det er gaaet tilbage for.
FABER Hvad Pokker gør det? Hvorfor kan I ikke lige saa godt her som i Batavia tage en Hammer i Haanden og en Arbejdskittel paa Kroppen. Men før vil I have en Spidskjole hængende om jer i Laser, vil I.
JØRGEN I vore smaa Forhold –
FABER Aa, Vrøvl – er I blot store nok til Danmark, er vel ogsaa Danmark stort nok til jer.
JØRGEN Kan De sige mig, hvad jeg skulde blive til her?
FABER Ja, det er det, jeg kan. Jeg vil gøre Dig til Inspektør ved den nye Del af Fabriken. Det er en Post, jeg laver for Din Skyld. Tror Du, Nogen vilde gøre det i Batavia?
JØRGEN Det er lige meget – jeg maa bort. Hvis ikke De vil hjælpe mig, saa maa jeg finde andre Udveje.
FABER Naa, naa – hvis Du endelig vil afsted, kan Du naturligvis faa de Penge Du trænger til hos mig.
JØRGEN Tak, Faber, jeg tænkte det nok. Kan Du da ikke begribe, her vilde jeg blive altfor ulykkelig – saadan som det er.
FABER Jeg forstaar nok – det har ikke været lette Dage, disse.
JØRGEN Nej, man gaar ikke det igennem, som jeg har gjort, uden at se sit eget Liv dybt i øjnene. Alt hvad jeg har forsømt og gjort galt, har staaet for mig med ubønhørlig Klarhed, og det har jo været galt – saa meget.
FABER Ogsaa dette sidste?
JØRGEN Ogsaa det.
FABER Du forstaar altsaa nu, at Regitze bar sig ad, som hun gjorde?
JØRGEN Jeg forstaar i alt Fald noget, som jeg aldrig før havde tænkt over – at det, der for den Ene er det absolut Sande og Fornødne, det maa den Anden agte. Der har man ikke Lov at gribe ind. Jeg ser nu – for sent – at det er det, der giver Finhed i Forholdet.
FABER Sig mig, Jørgen, vil Du ikke tale med Regitze engang endnu?
JØRGEN Nej.
FABER Naar I nu forsøgte at tale mod hinanden, tror Du saa ikke, det var muligt, I kunde komme til Forstaaelse?
JØRGEN Jeg ved ikke.
FABER Har I slet ikke set hinanden siden den Aften?
JØRGEN Jo, jeg traf hende lige nu, men vi kunde ikke tale sammen. Jeg ved jo, at hun kun betragter mig som en forfængelig, egenkærlig Dreng, der ikke duede til at staa Last og Brast med.
FABER Det gjorde Du sgu heller ikke, men fordi man ikke vil gifte sig sammen, behøver man da ikke at hade hinanden. Maa jeg ikke engang bringe hende en Hilsen?
JØRGEN Nej, nej.
(i en anden Tone)
Jo Faber – engang – naar jeg er langt borte, saa bed hende, om hun vil glemme alt det, der ligger imellem, og kun i Ny og Næ tænke paa, mig som den gode Kammerat, jeg var, dengang hendes lystige Barnelatter lød i vore Lege, som den gladeste Musik jeg kendte.
FABER Det skal jeg, min Dreng.
(Cecilie kommer ind fra venstre.)
3. AKT
10. Scene
JØRGEN. FABER. CECILIE.
CECILIE Fader, nu skal Du høre – Nej, goddag, Jørgen.
JØRGEN Det glæder mig, at jeg træffer Dem, saa jeg kan sige Dem Farvel, og bede Dem tilgive mig hvad Del, jeg kan have i Deres Modgang.
CECILIE Den kan vi vist tage paa vor egen Kappe.
FABER Vel sagt.
CECILIE (Til Jørgen)
De vil altsaa rejse?
JØRGEN Ja, saa snart jeg kan.
CECILIE Men, Deres Moder, hvad siger hun til det?
JØRGEN Hun er fortvivlet. De kan ikke tænke Dem, hvor det nager mig at se hende gaa om der hjemme saa bekymret og forgrædt. Jeg tror, hun kommer her til Dem i Dag, Faber, for at bede Dem afholde mig fra at rejse. Prøv saa at trøste hende, saa godt De kan.
FABER Men, hun er jo saa vred paa mig, har jeg hørt.
CECILIE Aa, hendes Vrede svinder bort som Dug for Solen ved det første venlige Ord. Det ved Du da.
FABER (lytter)
Tys – jeg tror, jeg hører hende komme.
JØRGEN Saa vil jeg gaa. Det er ikke værd, hun ser mig her.
FABER (hurtigt)
Nej, gaa ikke endnu. Bliv i Haven, til jeg. kalder paa Dig.
JØRGEN (gaar hen mod Døren)
Som De vil.
(vender sig om)
Vær saa lidt venlig mod hende, Faber.
FABER Stol paa det.
JØRGEN Det er det bedste, De nu kan gøre mod mig.
(Han gaar ud ad Havedøren i samme Øjeblik, Fru Heger kommer Ind fra Kontoret).
3. AKT
11. Scene
FABER. CECILIE. FRU HEGER.
CECILIE (gaar hende i Møde)
Goddag, kære Fru Heger.
FABER Hvor det er rart at se Dem her.
FRU HEGER (kølig)
Er det virkelig, Hr. Faber! Herregud, Cecilie, arme Barn, hvad Du har maattet lide.
CECILIE Det har man vel ikke Lov at sige.
FRU HEGER Hvis ikke det er at lide — at gaa fallit, saa ved jeg, ved den godeste Gud ikke, hvad det er at lide. (græder) Tænk at miste alt ikke at beholde saa meget, at man kan byde sine Venner en fattig Kop Kaffe.
FABER De kan tro, jeg har tænkt paa Dem med Deltagelse i disse Dage, kære Fru Heger.
FRU HEGER Saa – det skulde De have gjort lidt før, min gode Faber.
FABER Ja; men hør nu –
FRU HEGER Nej, ti De heller stille. Det havde jeg rigtignok ikke trot om Dem, Faber, hvis jeg ikke havde oplevet det med mine egne Øjne.
CECILIE Vil De ikke sidde ned?
FRU HEGER (sætter sig)
Jo, Tak, men det er saamænd kun, fordi jeg ikke kan taale at staa op. Al min Sorg har sat sig i Knæene paa mig.
FABER Saa – har den!
FRU HEGER Og at tænke sig, at det er Deres Skyld, Faber.
FABER Min?
FRU HEGER Ja, det var Dem, der stod bagved det hele, Men, De vil ogsaa nok angre det, naar Jørgen er langt borte — omme paa den anden Side af Jorden, i Bavaria –
CECILIE Bavaria?
FRU HEGER Eller Batavia er det nok, det hedder. Aa, jeg er saa fortumlet i mit Hoved! I dette Øjeblik ved jeg ikke engang rigtig, hvor det er. Det er jo saa længe siden, jeg læste Geografi.
CECILIE Ja, vist saa.
FRU HEGER Men, Gudved, om det ikke er i selve Ildlandet, det ligger, for de siger, der er saa kvælende hedt. Og vilde Dyr er der – baade Tigre og Slanger løber løse om i Skoven. Og der vil han ud, min kære, eneste Dreng! Aa, rejser han, saa tager jeg min Død af Sorg.
(græder)
CECILIE Sig ikke det. Jeg ved nok, at der er øjeblikke, hvor man er mest fristet til at opgive alt og lægge sig til at dø.
FRU HEGER Aa Gud ja, men ikke engang det har Man Raad til mere.
CECILIE Raad?
FRU HEGER Nej, det koster jo en tre fire hundrede Kroner at komme anstændigt og kristeligt i Jorden.
CECILIE Naa – ja!
FRU HEGER Og alt det har Regitze paa sin Samvittighed.
FABER Nej, nu er De for slem mod hende.
FRU HEGER At tænke sig, som jeg har holdt af den Pige.
FABER De kan tro, Regitze er Den, der har lidt mest ved dette.
FRU HEGER Skal jeg nu oven i Købet beklage hende – nei, ved De hvad! Selv om jeg kunde tilgive alt det andet, saa kan jeg ikke glemme, hvordan hun løb bort fra mit Hus ved Nattetide, uden at sige saa meget som Farvel. Nej, Faber, det kan De ikke forsvare.
FABER Jeg siger jo ikke et Ord.
FRU HEGER Jeg siger jo ikke et Ord.
FABER Aa, jo!
FRU HEGER Aldrig siger jeg Dem, men een Tjeneste skal De dog gøre mig endnu.
FABER Alt, hvad De vil.
FRU HEGER De maa hjælpe mig at holde paa Jørgen.
FABER Heller end gerne.
FRU HEGER Han sagde, han vilde herud for at bede Dem om Penge til Rejsen. Men, De maa ingen give ham, hører De. Jeg satte mig straks i en Sporvogn, og, Gudskelov, jeg er kommen ham i Forkøbet.
CECILIE Ja, Gudskelov.
FRU HEGER Saa meget kan De endnu gøre for Deres gamle Veninde, at De beholder Deres Penge selv.
FABER Det Offer plejer jo ikke at høre til de største.
FRU HEGER Naar jeg maa beholde min Dreng, skal jeg leve tilfreds i den usleste Krog (græder). Hvad skal der blive af mig, naar jeg ogsaa mister ham.
FABER De har Ret, Fru Heger, han maa ikke rejse.
(sagte til Cecilie)
Gaa ud og hent ham, saa kalder jeg paa Regitze.
CECILIE (sagte)
Du vil have dem forligte! Tror Du det gaar?
FABER Jeg haaber det — med Fru Hegers Hjælp.
CECILIE God Lykke da.
(Hun gaar ud ad Havedøren. Faber nærmer sig Fru Heger).