Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


3. AKT
12. Scene
FABER. FRU HEGER.
FABER (sætter sig ned)
Fru Heger, sig mig, er De virkelig saa vred?
FRU HEGER Ja, det ved den godeste Gud, jeg er.
FABER Men lad mig nu prøve at. forklare Dem –
FRU HEGER Det kan sandelig ikke hjælpe.
FABER (ryster paa Hovedet)
Nej, maaske.
FRU HEGER (ser paa ham)
Men, hvad er der – jeg synes, De ser ganske altereret ud.
FABER Det er ogsaa et vigtigt Øjeblik for os begge. For, hør nu her. – Deres Søns Fremtid staar i denne Time paa Spil.
FRU HEGER Hvordan det ?
FABER Hvis han vil blive her, vil jeg give ham en Stilling her hos mig; jeg skal nok faa noget ud af ham. Men, saa sandt jeg lever, hverken De eller jeg kan holde ham fra at rejse. Det kan kun En – Regitze.
FRU HEGER Regitze – nej –
FABER De elsker hinanden endnu – nej, først nu.
FRU HEGER Han ikke.
FABER Jo, han gør. Han er her — jeg har talt med ham og mærket det bag hvert Ord, han har sagt. Derfor – vi maa have dem forenede de to, men De maa hjælpe mig. Det er Dem, Moderen, der bedst kan tale dem til Rette.
FRU HEGER Nej, det gør jeg ikke — det maa De ikke forlange.
FABER Saa kan De i Morgen se Deres Søn forlade Dem for bestandig. Saa kan De have det saa godt.
FRU HEGER I Guds Navn — saa lad ham rejse.
FABER (Indtrængende)
Nej, nej – vær nu ikke saa stædig – tænk Dem om. Kan vi roligt se paa, vi to Gamle, at vore Børns Fremtid gaar tilspilde – ja, for jeg regner nu Regitze for mit Barn.
FRU HEGER (lidt formildet)
Saadan som hun har baaret sig ad, det kan jeg ikke tilgive.
FABER Jo, De kan, naar De selv har været med at gøre dem lykkelige paa et andet og bedre Grundlag ond før.
FRU HEGER (græder)
Det er godt nok.
FABER Griber vi ikke ind nu, saa er det forbi, saa er det hele ødelagt. Men det maa ikke ske, vel kæreste Fru Heger. Vi maa slaa os sammen, ikkesandt, saa skal De se, vi kan faa det altsammen godt igen.
FRU HEGER (halvt for sig selv)
Endelig kommer det!
FABER (tager hendes Haand)
Det har gjort mig saa ondt, dette! Jeg var saa vis paa, at kun Døden kunde gøre Ende paa mit Forhold til Dem.
FRU HEGER Det troede jeg jo med, og ærligt talt, Faber, jeg har længe ventet at høre Dem sige det, De nu siger.
FABER (ser adspredt til Havedøren)
FRU HEGER Og saa griber De dette øjeblik og tager mig halvvejs med Storm.
FABER Det maatte jeg jo.
FRU HEGER (rørt)
For hvis det er, som De siger, at vore Børn kan blive lykkelige ved det, og De kan blive lykkelig ved det, saa har jeg vel ikke Lov at staa imod.
FABER Det var Ret, saa kalder vi paa dem.
FRU HEGER Men hvad skal jeg saa sige?
FABER (gaar hen til Døren)
At de formørker vort Liv og forbitrer vor Alderdom, hvis ikke de bliver gode Venner.
FRU HEGER Jeg er alligevel helt benauet.
FABER (aabner Døren)
Regitze, kom lidt her ind.
REGITZE (kommer ind)
Ja, hvad er det?
(stanser forlegen ved at se Fru Heger).
3. AKT
13. Scene
FRU HEGER. FABER. REGITZE. Straks efter JØRGEN
FABER (sagte til REGITZE)
Jeg har talt med Jørgen.
REGITZE Sagde han noget om Brevet?
FABER (peger paa Gulvet)
Der ligger Stumperne af det. Han beder Dig oprette Dit Børnehospital paa Vindingegaard. Vil Du ikke tale med ham derom?
REGITZE Aa nej – nej!
(Jørgen kommer ind ad Havedøren. Da han ser Regitze, gør han Mine til at ville gaa igen).
FABER Nej, bliv — vil I blive, siger jeg! Fru Heger og jeg vil gerne tale et øjeblik med jer.
(Jørgen og Regitze tage lidt modstræbende Plads hvor paa sin Side af Fru Heger).
FRU HEGER Ja, Børn, vi vil tale med jer. Kom lidt nærmere hen til mig – saadan! Ser I, naar I betragter Faber og mig, saa er det kun Moderen og Formynderen, I ser.
JØRGEN Ja, Mama, hvad skulde vi ellers se?
FRU HEGER Jeg mener — jeg vilde sige — ja, saadan er Ungdommen. De Unge vil aldrig indrømme, at deres Forældre kan have Følelser, der – der ikke har noget med dem at gøre, vel Faber! Men Hjertet, Børn, det bliver ikke saa hurtigt gammelt, som I tror, det vil I maaske ogsaa engang erfare.
JØRGEN Saa meget des bedre!
FRU HEGER Lige i jer Nærhed har der i Stilhed blomstret en Følelse, som I ikke har haft Anelse om.
FABER (for sig selv)
Hvor Fanden vil hun hen!
FRU HEGER Før I saa Dagens Lys, har Faber trofast holdt af mig, og da jeg var tabt for ham, saa vidste jeg godt, at hans bedste Haab var skuffet –
REGITZE (ser forundret paa Faber).
FRU HEGER Og naar jeg nu tænker paa, hvor ridderligt han i disse mange Aar har gaaet og gemt det paa Bunden af sit Hjerte, men nu straks – da Modgangen rammer mig, at han saa – at han saa, – Faber, De hjælper mig heller ikke en Smule.
FABER Det kan jeg virkelig ikke.
FRU HEGER Ja, saadan er han – saa beskeden og fintfølende.
(græder)
Men nu kan I nok tænke jer, Børn, at det kun var, hvis I vilde række hinanden Haanden til Forsoning, at – at –
JØRGEN (afbryder hende)
Naa, der kom det ud. For det er da ikke Din Mening at fortælle os, at Du og Faber –
REGITZE Nej, hør –
JØRGEN (ler)
Nu har jeg aldrig hørt noget saa komisk.
REGITZE Og det tror de, at de kan bilde os ind hvad Jør – (stanser forlegen).
FRU HEGER I ler! Det havde jeg ikke ventet, Faber.
FABER Jeg heller ikke.
(ser paa Jørgen og Regitze)
Men det kunde umuligt være lykkedes Dem bedre, kære Fru Heger. Tak skal De have.
FRU HEGER (mut)
Aa, jeg beder.
(ser forstaaende paa dem)
Hm, naa saadan! Jeg klarede det altsaa godt, Faber?
FABER Fortræffeligt, men det er jo lidt flovt for os, at vor snedige Krigslist blev opdaget med det samme.
FRU HEGER Det Snedige ligger nu engang ikke for mig.
FABER Men det Kærlige desto mere.
(fører Regitze hen mod hende)
Lad derfor blot Deres Hjerte tale.
FRU HEGER Saa maa jeg vist opgive at være vred. Min egen Regitzel.
(omfavner hende)
Saa, snart jeg fik Dig at se, var det glemt.
REGITZE Du kære Mama!
(Faber og Fru Heger gaa lidt til Side)
JØRGEN Regitze, sig mig, vil Du følges med mig ud til Vindingegaard for at se, hvordan den bedst lader sig omdanne til et Hjem for syge Børn?
REGITZE (ser glad paa ham)
Ingenting kunde være mig kærere.
JØRGEN (lidt nølende)
Men – vil Du saa følge videre med mig?
REGITZE Ja, Jørgen, det vil jeg, lige til Livets Ende.
JØRGEN Husk, det bliver under helt andre – ringere Forhold.
REGITZE Udad til maaske. Indad til tror jeg, de bliver bedre, end de var.
(De fjerne sig lidt i sagte Samtale).
FABER (ser efter dem)
Se saa! Nu ser jeg, hvad det bliver til.
FRU HEGER (ryster paa Hovedet)
Det bliver desværre dog kun til stille Bryllup.
(Cecilie kommer ind fra Haven, omtrent paa samme Tid. Dam og Bondrup komme ind fra venstre. Man hører Hornmusik Og Stemmer).
3. AKT
14. Scene
FRU HEGER. JØRGEN. REGITZE. FABER. DAM. CECILIE. BONDRUP. Senere TANTE LINE og TANTE JANE.
CECILIE (idet hun kommer ind)
Nu er Arbejderne samlede, Fader!
DAM (til Bondrup)
Jeg garanterer Dem, vi skal give et overordentligt Opsving til Handelslivet i Korsør.
BONDRUP (irriteret)
For Fanden, det er Skelskør.
DAM Naa, det er sandt –
CECILIE (trækker i ham)
Kære Dam, hold Dig nu i Skindet.
DAM Hvad er det nu?
CECILIE Er det saa afgjort med Bondrup?
DAM Ja, jeg har taget imod det, men saa haaber jeg ogsaa, han vil skønne overordentligt paa det.
(TANTE LINE Og TANTE JANE komme Ind fra Kontoret).
TANTE JANE Goddag, undskyld vi kommer for sent.
TANTE LINE Det er Janes Skyld, hun kan aldrig blive færdig.
FABER Kom, lad os saa Alle gaa, ned til Festen. Nu er vi i den rette Stemning.
(De gaa hen mod Havedøren).
Tæppet falder.