Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


1. AKT
6. Scene
FABER. REGITZE.
REGITZE (vil gaa)
Jeg maa vist ogsaa.
FABER Nej stop! Naar ikke han vil høre paa mig, saa skal Pinedød Du.
REGITZE (bønlig)
En anden Gang – hvad!
FABER Aa, Du er ikke et Haar bedre, end han – lige letsindige er I. Som et Par Børn har I forlovet jer, og som et Par Børn vil I nu gifte jer uden at have en Tanke for, at Ægteskabet betyder noget andet og mere end en elegant fælles Bopæl med de behørige Nipsgenstande.
REGITZE (lidt mut)
De kan da ikke forlange, at vi Andre skal leve som Spartanere, fordi det behager Dem.
FABER Nej, det kunde sgu godt hjælpe.
REGITZE Vi ved nok, De holder af os, men det er virkelig paa, en kedelig tyrannisk Maade – ja det er. Saa snart De ser os, øser De saadanne Haglbyger af Formaninger ned over os, at vi kun tænker paa at komme i Læ. Og hvorfor Skulde vi ikke gøre, hvad vi har Lyst til. Vi er unge og fornøjede – Penge har vi nok af –
FABER Det vil sige, Din Onkel Smiths Penge har I nok af.
REGITZE Aa, Jørgen tjener jo selv udmærket.
FABER Hvorved, om jeg tør spørge?
REGITZE Ved sine Spekulationer.
FABER (studser)
Hvad siger Du?
REGITZE Det er sandt – han har bedt mig om ikke at sige det til Dem.
FABER Saa skal Du sgu netop sige det. Hvad er det, han har for?
REGITZE Naa, ikke andet, end at han har sat sine og sin Moders Penge i Dams Forretning.
FABER Aa, Herre Jemini!
REGITZE Det er da ingen Forbrydelse.
FABER Nej, men det er en Ulykke. Du ved ikke, hvor jeg hader – foragter det de kalder Spekulation, det fordømte Hasardspil.
REGITZE Men det er jo Deres egen Svigersøn.
FABER Derfor er hans Veje ikke mine, det være langt fra. Saa sandt jeg lever, Regitze, Du maa, Du skal hjælpe mig at faa Jørgen bort fra det Skraaplan.
REGITZE (ligegyldig)
Kære Faber, jeg forstaar mig ikke det mindste paa Pengesager, det ved De!
FABER Saa kan jeg sige Dig, at næsten hver en lettjent Hundredekroneseddel, man paa den Maade stikker i Lommen, maa man betale med lidt af sin Samvittighed og lidt af sin Æresfølelse. Du aner ikke, hvad den Slags kan ende med.
REGITZE De overdriver vist lidt.-
FABER (heftig)
Gudbevares, Du Pipkylling, Du ved det naturligvis bedre, end jeg, der selv engang har været ude paa den Glidebane.
REGITZE De?
FABER Ja, hør det kun, det, kan maaske advare Dig. Jeg havde en Ven, han var Spekulant, og sommetider tog han mig med ved et og andet godt Kup, som han kaldte det. Saa engang skulde vi købe en Dampmølle paa særlig gunstige Vilkaar, og ganske rigtigt, vi tjente store Penge ved den.
REGITZE Var det saa slemt?
FABER Nej. Men saa kom en skøn Dag den forrige Ejers Zone for at tale om en Understøttelse, hun søgte. Aldrig har jeg set et mere kummerfuldt Ansigt. Jeg forhørte mig nærmere, og saa kom det frem, at det var mig, der havde bragt hende i Ulykke.
REGITZE Dem?
FABER Ja, eller rettere sagt den Anden, Vennen. Han havde begyndt med at laane hendes Mand Penge, og, da han saa, at der var ‘et godt Kup’ at gøre med den Mølle, udsugede han efterhaanden Staklen, som en Ædderkop en Flue. Puh – føj for en Ulykke.
REGITZE Hvad blev der siden af Manden?
FABER Han døde – mærkeligt nok ganske pludselig. Det vil sige, han hængte sig.
REGITZE Hvor forfærdeligt! De Maatte da blive helt led ved de Penge?
FABER Naturligvis. Jeg sendte dem ad en Omvej til Enken.
REGITZE Og Vennen?
FABER Han endte med at blive Aagerkarl. Jeg har aldrig siden haft noget at gøre med ham.
REGITZE Det var smukt gjort af Dem, Faber!
(betænker sig) Men forresten — det var jo ikke andet, end hvad De burde.
FABER Nej, selvfølgelig. Men vil Du saa, love mig at være paa mit Parti?
REGITZE Idetmindste skal jeg tænke mere over det, end jeg hidtil har gjort.
FABER Det var Ret.
(Under de sidste Repliker ere Damerne komne ind igen og tage Plads ved Bordet. Jørgen, Dam, Vinge og Bondrup komme, ledsagede af nogle Herrer, ind fra Jørgens Stue og danne en særlig Gruppe til højre. Vinge nærmer sig Regitze.)
1. AKT
7. Scene
FRU HEGER. JØRGEN. REGITZE. FABER. DAM. CECILIE. VINGE. BONDRUP. TANTE LINE. TANTE JANE, Damer og Herrer.
FRU HEGER Vil Herrerne ikke tage Plads her hos Damerne?
FLERE HERRER. Tak, mange Tak.
(De blive staaende.)
TANTE LINE (spids)
For vor Skyld behøves det saamænd ikke.
TANTE JANE (strikker)
Vi har det saa rart. Line, var det ikke tre Masker paa Pinden?
TANTE LINE Nej, fem, kære Jane.
JØRGEN (til Cecilie)
Se, hvor ihærdigt Mama arbejder paa at faa Herrerne til at give sig i Kast med Damerne.
CECILIE Hvad kan det hjælpe. Mandfolk gaar jo nærmest i Selskab for at spise og ryge og sætter hurtigst muligt Damerne af i en Bunke.
JØRGEN Tror De ogsaa, jeg bliver en saadan Filister?
CECILIE Aa, af et forlovet Mandfolk at være, er De slet ikke saa gal. Her kommer De af egen Drift hen og passiarer med mig, og alt imens, ser De med en vis storstilet Ligegyldighed paa at Hr. Vinge gør stormende Kur til Regitze.
JØRGEN (studser)
Vinge!
CECILIE (ser paa Vinge)
Og det kan De være sikker paa, at han har gjort hele Tiden paa, Landet.
JØRGEN Saa lad ham faa denne ene Aften med, Stakkel.
CECILIE Det er det, jeg siger, den Slags Smaatræk er ganske lovende.
BONDRUP (til Dam)
Jo, De skal se, jeg faar Ret; Pengemarkedet dasker ned i Morgen.
DAM Saa det tror De ! Nej , det gaar tværtimod op.
BONDRUP Skal vi vædde?
DAM Hvad De Vil – jeg tør sætte mit Hoved i Pant paa det.
BONDRUP Ja, jeg tør ogsaa nok vove en Ubetydelighed.
DAM Hvede er fast, Kaffe rolig, Sukker livligt –
BONDRUP Der er da allerede een stor Fallit i Hamborg i Dag.
DAM Saa, hvem er det?
BONDRUP Winkelmann og Sønner.
DAM (forfærdet)
Hvad for noget – hvor vil De hen Nonsens – grundmuret Firma.
(En Tjener bringer Avisen og lægger den paa Bordet.)
BONDRUP Der er Avisen! Lad os se, om det ikke allerede er blandt Telegrammerne. Jo – se selv – der staar det.
DAM (læser med bestyrtet Mine).
FABER (iagttager ham)
Det er jo en af Dine Forbindelser, Dam! Er det en ubehagelig Efterretning?
DAM Paa ingen Maade – et ubetydeligt Tab –
FABER Det var jo godt.
DAM (trækker Jørgen til Side)
Jørgen, de er gaaet fallit.
JØRGEN Hvem?
DAM Winkelmann og Sønner.
JØRGEN Død og Pine, og vore Penge er væk, tror Du?
DAM He, det er ogsaa et Spørgsmaal – vi er færdige, totalt!
JØRGEN (stamper)
Saa skulde dog ogsaa al Landsens Ulykke staa, i det.
DAM Tys, tag det med Fatning, kære Jørgen. Lær Koldblodighed af mig.
JØRGEN Ja, Du ser sgu saa koldblodig ud som en Karklud, gør Du.
DAM (søger at mande sig op)
Jeg nægter ikke, at det er højst ubehageligt, men Du har jo dog Onkel Smith i Baghaanden.
JØRGEN Gudved!
DAM Han holder jo saa meget af Dig.
JØRGEN Aa, hvem holder af En, naar det gælder at punge ud.
DAM Tys, man ser paa os.
JØRGEN Kom saa heller ind i min Stue, der er Ingen.
DAM Ja, gaa Du først, saa, kommer jeg efter, ligesom tilfældigt.
JØRGEN Godt, jeg venter Dig.
DAM (til Bondrup)
Naa, kære Direktør, hvordan gaar det saa, hjemme i Kallundborg?
BONDRUP Skelskør, mener De.
DAM (tørrer Panden)
Naa ja, det sejler lige højt. Hør, vi To maa ud og have os en glad Dag sammen, hvad?
BONDRUP (nikker)
Ak nej, Tanken om min Hustru –
DAM Pyt, den Slags skal De ikke fortælle til Deres Kone.
BONDRUP Men, Hr. Grosserer –
DAM (konverserende)
Jeg haaber ellers, Deres Frue har det godt? Glæder mig overordentlig –
BONDRUP (med Værdighed)
De glemmer vist, at min Hustru er død.
DAM Aa – undskyld! (slaar ham paa Skulderen) Naa ja, saa er der jo paa en Maade ogsaa Grund til at haabe, hun har det godt, ikkesandt?
BONDRUP (ser forbavset paa ham.)
DAM (kommer til at støde til Cecilie)
Ah, Pardon – jeg beder Frøkenen om Forladelse. Naa, det er ikke Andre end Dig!
CECILIE Hvad gaar der dog af Dig?
DAM Af mig, mit Lam?
CECILIE Hvorfor ser Du saa forstyrret ud?
DAM Jeg! Hvor falder det Dig ind. Jeg er maaske lidt – lidt overgiven.
CECILIE Det synes jeg ikke, her er Anledning til. Tværtimod.
DAM Det er maaske den Bourgogne, jeg fik i Middags.
CECILIE Hvor skal Du nu hen?
DAM Jeg gaar blot ind til Jørgen, og – se hans nye Kørepisk.
(Han gaar ud til venstre. Bondrup gaar hen til Cecilie.)
1. AKT
8. Scene
FRU HEGER. REGITZE. CECILIE, VINGE. BONDRUP, FABER. TANTE LINE. TANTE JANE. Damer og Herrer.
VINGE (til Regitze)
Nej, gaa nu ikke fra mig.
REGITZE Husk, jeg har Værtindepligter her.
VINGE Saa har De jo ogsaa Pligter mod mig.
REGITZE Dem tror jeg, at jeg har afgjort.
VINGE Husk – det er den sidste Aften, jeg faar Dem at se.
REGITZE (ler)
Tror De, jeg bliver helt borte, fordi jeg bliver gift?
VINGE Ja, for mig. Saadan som jeg har lært Dem at kende der ude i vort Friluftsliv, saadan faar jeg Dem aldrig mere at se. Den friske Rødme om Morgenen med det døsige – lidt forbavsede Blik efter Søvnen og den morsomme lille Krusning om Overlæben ved smaa Ærgrelser.
REGITZE Se se – De passer Paa den Slags Smaating. Det tror jeg saamænd ikke, Jørgen gør.
VINGE Jeg skal sige Dem – Den, der bestandig har ejet et sjeldent Klenodje, ser ikke synderligt paa det – aldrig som Den, der kun eengang faar det at se.
FRU HEGER (ser sig om)
Hør, kunde vi ikke faa lidt Musik?
FLERE. Aa, jo.
TANTE JANE Hr. Vinge De synger saa yndigt.
VINGE Jeg kan virkelig ingenting.
FLERE. Aa, jo.
REGITZE Jo, syng nu lidt.
VINGE (sagte) Ja, naar De ønsker det.
(Han støtter sig til Klaveret og synger):
Du kommer til mig i Drømme,
Jeg nævner henrykt Dit Navn,
Jeg slutter med Længsler ømme,
Dig, Kæreste, i min Favn.
Og med en Fryd uden Lige,
Jeg føler, jeg da har Magt
Til kjækt alt det Dig at sige,
Jeg ej ved Dagen faar sagt.Jeg røber min lønligste Tanke,
Jeg ser Dig i ejet ind,
Jeg føler Dit Hjerte banke,
Jeg søger Din Mund med min –
0 skal, før Livet er omme,
Den ej oprinde, den Stund,
Skal kun som en Drøm den komme
Nattens ensomme Blund.
(Han rejser sig).
TANTE JANE Mange Tak, det er dog en yndig Stemme.
TANTE LINE (halvsagte til en Dame)
Jeg har nu aldrig sværmet for den.
FRU HEGER Saa maa Du spille lidt, søde Jane!
(sagte til Cecilia) Saa gaar Passiaren saa godt.
TANTE JANE Nej, jeg kan virkelig ikke.
FRU HEGER Men Du, Line!
CECILIE Hun kan naturligvis heller ingenting.
TANTE LINE Nej, jeg forsikrer Dem –
FRU HEGER Det er saa underligt med det, at Alle spiller, og Ingen kan noget.
TANTE JANE Line øver sig dog flere Timer daglig.
TANTE LINE Det er kun til Fornøjelse for mig selv.
CECILIE For ikke at tale om Husbeboerne.
TANTE JANE Jo, Line, spil nu lidt.
TANTE LINE Naa, saa lad mig da forsøge.
(Hun sætter sig til Klaveret og begynder at spille. Efter nogle Øjeblikkes Tavshed begynder man at samtale, først sagte, derpaa højere, efterhaanden som Musikken bliver stærkere. Idet Stykket slutter, bliver der atter almindelig Tavshed.)
TANTE JANE (højt)
Saa drak vi Chokola –
(stanser forskrækket).
FLERE (efter et Ophold)
Mange Tak.
TANTE JANE Det er saadant et dejligt Stykke.
FRU HEGER Lidt Musik gør saa godt.
TANTE LINE (skarpt)
Ja, den lod til at virke særdeles oplivende.
(Tjeneren aabner Døren til Spisestuen)
FRU HEGER Maa jeg bede Herrerne tage Damer til Bords.
(til Bondrup det lige vil byde Cecilia Armen) Bondrup, vil De være min Kavaler?
BONDRUP (lidt skuffet)
Ah, hvilken Ære!
(Selskabet gear parvis ud, de sidste Herrer med to Damer. Tante Line bliver staaende tilbage med fornærmet Mine, mermotlfine, indtil en Herre kommer tilbage og byder hende Armen.)
1. AKT
9. Scene
VINGE. REGITZE.
VINGE Frøken, maa jeg have den Fornøjelse?
REGITZE (ser sig om)
Tak, men hvor mon Jørgen er?
VINGE Ikke hvor han burde være, heldigvis for mig.
(Regitze tager hans Arm og vil gaa ind i Spisestuen med ham, da Tjeneren bringer et Telegram.)
En Tjener Et Telegram til Frøkenen
(gaar ud igen).
REGITZE (urolig)
Et Telegram til mig – paa denne Tid.
VINGE Aa hvad, det er vel ikke noget.
REGITZE (læser det med bestyrtet Mine).
VINGE Hvad er det dog — De ser saa bevæget ud?
REGITZE Min Gud – død!
VINGE Hvem – det er da ikke Deres Onkel?
REGITZE Jo, min Onkel er død i Dag – pludselig af et Hjærteslag. – Se selv!
VINGE (efter at have læst)
Saa aldeles uforberedt.
REGITZE Og endnu i Dag har jeg hørt ham le og tale.
VINGE (for sig selv)
Farvel, min Rejse til Italien.
REGITZE Jeg kan næppe fatte det — jeg skal aldrig se ham mere.
VINGE Kære Frøken –
REGITZE Og her er jeg – langt fra ham, mens han er død der ude alene.
(Hun kaster sig grædende i en Lænestol).
VINGE Hvad skal jeg gøre — hvor er Deres Forlovede? Jeg vil kalde paa Hr. Faber.
(Han gaar ind i Spisestuen og kommer straks efter tilbage med Faber.