Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


2. AKT
1. Scene
FRU HEGER. CECILIE. DAM. VINGE. TANTE LINE. TANTE JANE
FRU HEGER (ud ad Døren)
Godnat, kære Bondrup, tak fordi De kom. Men Gud, Line, har Du ingen Paraply, saa tag endelig min — den der med Hornskaft.
TANTE JANE (kommer ind med Ydertøj)
Undskyld, jeg har vist glemt mit Strikketøj her inde! Ja, der er det!
TANTE LINE (i Døren)
Jane, er Du saa færdig?
TANTE JANE Ja nu kommer jeg! Undskyld – Godnat!
(Hun gaar ud i Entreen).
FRU HEGER (ud ad Døren)
Aa ingen Aarsag, kom snart igen – Godnat! (Hun lukker Døren og kommer ind i Stuen).
VINGE (rejser sig)
Saa vil ogsaa jeg tage Afsked, Frue –
FRU HEGER Nej vist ej, Vinge, De faar ikke Lov at gaa, før De har faaet lidt at spise. De fik jo næsten ingenting – hverken De eller de andre, da den bedrøvelige Efterretning kom.
VINGE Jeg takker mange Gange, men jeg trænger ikke til noget.
FRU HEGER (fører ham hen mod Døren)
Vist saa – det staar paa Bordet. Tror De, jeg vil lade Dem gaa sulten her fra?
VINGE De er virkelig altfor venlig.
(Han gaar ind i Spisestuen).
FRU HEGER (I Døren)
De skal se, Dam kommer nok og gør Dem Selskab.
DAM Nej, jeg takker overordentlig — jeg skal ingenting have.
FRU HEGER Hør, I tilgiver mig nok, at jeg gaar lidt ind til Regitze. I forstaar –
CECILIE Bevares, kære Fru Heger — vi skal ogsaa afstod nu. Hvis Fader er der inde, vil De saa ikke spørge ham, om vi skal køre ham hjem.
FRU HEGER Det skal jeg nok. Godnat, søde Børn, kom snart og besøg mig igjen.
CECILIE og DAM. Ja tak.
(Fru Heger gear ind i Kabinettet).
2. AKT
2. Scene
DAM. CECILIE.
CECILIE Saa, nu er vi alene; maa jeg saa faa at vide, hvad her er gaaet for sig?
DAM Gaaet for sig – vi er fortabte! Aa, mit arme Hoved.
CECILIE Men, saa tal dog, Menneske! Hvad er der i Vejen?
DAM Ikke andet, end at vi hænger i en Sytraad over en gabende Afgrund.
CECILIE Hvordan er vi komne der?
DAM Winkelmanns i Hamborg er gaaet Fallit.
CECILIE (med et Udraab)
Hvad siger Du – nej dog! Taber vi grumme meget?
DAM Vi gaar ogsaa Fallit, det er det hele.
CECILIE (halvt, grædende)
Men Du Alforbarmende. Det er da ikke dit Alvor. Har jeg ikke sagt, Gud ved hvor mange Gange, at det var Galskab at betro hele vort Ve og Vel til de Mennesker.
DAM Det har Folk altid sagt – naar det gaar galt.
CECILIE Skal saa alt, hvad vi ejer og har, sælges?
DAM Jeg er bange for det.
CECILIE Men, det er jo forfærdeligt! Vore smukke Møbler – og det nye Smyrnatæppe – tager de det fra mig?
DAM (ryster paa Hovedet)
Ak, ja!
CECILIE Gud bevare mig vel, Dam, hvor har Du ogsaa kunnet bære Dig saadan ad!
DAM Pin mig dog ikke. Jeg er saa syg af min nervøse Hovedpine – den der kommer med Kvalme. Det er ogsaa det forbandede Flødeskum vi fik der inde. Aa, at man dog kan lide saadan i sit Hoved.
CECILIE (ærgerlig)
Især naar man har saa lidt af det.
DAM (fornærmet)
Min bedste Sille!
CECILIE Lad være at kalde mig Sille — Du ved, jeg kan ikke fordrage det. Hvad skal vi dog gribe til! Men nu – Jørgen Heger?
DAM Han gaar vel fallit ligesom vi, hvad ved jegl
CECILIE Nej, vist gør han ej! Han arver jo lige nu Onkel Smiths Formue — den maa jo kunne redde os med.
DAM Ja, hvis han fik den.
CECILIE Hvad – faar han den ikke?
DAM Han siger mig lige nu, at Regitze vil stifte et Børnehospital for Arven, fordi hun har faaet at vide, det er Aagerpenge.
CECILIE Nej, nu har jeg aldrig i mine Dage hørt noget saa bindegalt.
DAM Nej, hvad synes Du!
CECILIE Og, i et saadant Øjeblik, sætter Du Dig ganske rolig til at have Kvalme.
DAM Ja, for jeg har Kvalme – jeg er overordentlig daarlig. Du ved, jeg taaler ikke stærke Sindsbevægelser.
CECILIE Aa, er det en Mand, der falder sammen som en Klud, naar hans Fremtid staar paa Spil. Altsaa-— hvis Jørgen faar Arven, kan vi endnu reddes?
DAM Ja, det antager jeg.
CECILIE Men, saa maa jo Regitzes forrykte Ide forpurres, inden den faar Tid at sætte sig fast. Du maa smedde, mens Jernet er varmt, mens vi har dem alle samlede her.
DAM Hvad vil Du have, jeg skal gjøre?
CECILIE Tale mod hende, mod ham, med Fader, med Vinge, med dem alle –
DAM Jørgen vil ikke gøre et Skridt. Han siger, det er hende, der maa komme ham i Møde.
CECILIE Han har altsaa søgt, at faa hende fra det?
DAM Ja, det er klart.
CECILIE Og hun bliver dog staaende ved det?
DAM Ja, vist gør hun saa. Og naar hun sidder i den ene Stue og bliver staaende ved det, og han i den anden, hvad Fanden vil Du saa have, jeg skal gøre?
CECILIE Alt andet, end at have Kvalme, og vil ikke Du kæmpe til det yderste for vor fælles Sag, saa vil skam jeg. Der er Fader – lad os nu først se, hvad han siger.
Faber kommer ind fra Kabinettet.
2. AKT
3. Scene
CECILIE. DAM. FABER.
FABER Undskyld, at jeg har ladet jer vente.
CECILIE Det gør ikke noget – tværtimod! Jeg kommer vist til at bede Dig blive lidt endnu, hvis Du vil følges med os.
FABER Saa-!
CECILIE Ja, Dam er desværre ikke rask; han har faaet saadant et slemt Anfald af Svimmelhed, og jeg tør ikke lade ham gaa ned ad Trappen, før det er blevet lidt bedre.
FABER Det var da kedeligt. Skal han ikke have noget koldt paa Hovedet?
DAM Nej, Tak.
FABER Efter at have talt med Regitze, kan jeg jo nok slutte mig til Aarsagen.
DAM Nej, De maa ikke tro –
CECILIE Lad os meget heller tale aabent og ærligt med Fader. Du har altsaa hørt, hvad for en Ulykke der truer os?
FABER Ja.
CECILIE Vil Du da ikke hjælpe os at afvende den?
FABER Det kan jeg ikke.
DAM Kan De ikke?
FABER Paa min Ære, jeg kan ikke med min bedste Vilje. Min Formue er hverken stor eller rørlig.
CECILIE Det mener jeg heller ikke. Det er om Dit Forhold til Regitze, at jeg vil tale.
FABER (afværgende)
Det kan ikke nytte.
CECILIE Jo, hun kan jo ikke hjælpe Jørgen ud af dette uden at hjælpe os med.
FABER Jeg vil ikke paavirke Regitze i den Sag. Og selv om jeg kunde, tror I. saa, at jeg vilde kaste de Penge, der er en saa god Anvendelse for, ned i jert gabende Svælg, hvor der ikke er andet end Usundhed og Daarlighed paa Bunden?
DAM Men –
FABER Nej, Børn, gaa I blot fallit, der er ikke andet for. Saa kan vi siden hen tale om Hjælp.
DAM Men, saa hør dog, bedste Faber – kære Svigerfader –
CECILIE Hør, Dam, Du maa vist heller holde Dig i Ro.
FABER Naturligvis – det bliver lidt svært for jer at komme over. Men, hvad skal man sige, det er en Krise, der som oftest indfinder sig før eller senere, naar man indlader sig paa at spekulere.
DAM Nej, jeg forsikrer Dem, det er de sobreste, ædrueligste Forretninger, der er blevne forfulgte af et overordentligt Uheld.
FABER Ja, det er underligt med det Uheld, det kommer altid uforskyldt.
DAM Men, naar De nu kan hjælpe os med et Ord, uden at det koster Dein selv en Øre.
FABER (ser paa ham)
Hvad for noget?
CECILIE (hurtig)
Kære Dam, det anstrenger vist Dit Hoved at tale, vi ved saa godt, hvad Du vil sige (tager Fader om Skulderen). Har Du virkelig ikke en Smule ondt af mig, Fader?
FABER Jo, vist saa, Barn.
CECILIE Og vil Du ikke gerne se mig lykkelig?
FABER Jo, paa min Maner.
DAM (halvhøjt)
Det er sgu en rar Maner.
CECILIE (til Faber)
Hvor kan Du saa bære over Dit Hjerte at lade os gaa til Grunde. Naar en Fader ikke bryder sig mere om sit eget Barn, hvad kan man saa stole paa her i Verden.
DAM Og vi, der altid har omfattet Dem med saa megen Kærlighed, saa megen Ømhed –
FABER Ja, ser Du, min lille Cecilie, jeg ser roligt paa det, fordi jeg ved, at I vil have saa godt af det, baade Du og Din Mand.
CECILIE Godt af det!
FABER Dette øjeblik har jeg i mange Tider ventet paa, og naar jeg syntes, I bar Jer rent splittergalt ad, saa har jeg trøstet mig med, at det varede næppe længe. Derfor, om jeg havde en Million i rede Penge i Lommen, saa tror jeg ikke engang, jeg hjalp jer paa Fode igen. Naturligvis, det gør mig ondt at se Dam saa elendig, som han i dette Øjeblik er, men det er et helt – stort Omslag, der skal hjælpe –
DAM (tager sig om Hovedet)
Hvad! Nej, kolde Omslag hjælper mig aldrig! Aa –
CECILIE (affærdigende)
Dam dog –
FABER Du kan tro, Cecilie, det har tidt gjort mig ondt, at Du saa helt var bleven borte for mig. Tænk Dig engang oml Kan Du huske, hvor det er længe siden, at vi har talt sammen, vi to?
CECILIE Hvordan talt sammen?
FABER Ja, det forstaar sig – vi har passiaret og konverseret – det kan man jo altid. Men det, jeg kalder at tale sammen, at lade sine Tanker lige fra Sjælen strømme En paa Læben uden Forbehold, fordi man ved, man bliver hørt paa med Sympathi, saadan har vi ikke talt sammen i lange Tider; og kan man ikke det, saa tørrer Kærligheden bort.
CECILIE Trdr Du ikke, at Du selv ogsaa har lidt Skyld deri? Du er bestandig kommen med Stikpiller, med smag Skarpheder, Som om Du ærgrede Dig over vor Medgang. Jeg har været nødt til at være saa forsigtig og gaa udenom saa meget –
FABER Der har vi det! Det, man ikke tør tale om, bliver til Is, det, man strides om, til en rask Storm, der klarer Luften.
CECILIE Men, Du har virkelig tidt været saa urimelig.
FABER Maaske! Ser Du, af Naturen ligner vi hinanden saa ubegribelig lidt. Du er Din Moder op ad Dage.
DAM I en finere Udgave, heldigvis.
FABER Jeg, der har slidt mig frem fra en Bagsal i Grønnegade, hvad forstaar jeg mig paa det Stads og Fjas, Pynt og Selskaber, som Du var gaaet op i. Men nu er alt det forbi.
DAM (sukker)
Aa Gud – ja.
FABER Nu skal Du se, hvor det falske Glimmer falder i Støv ved det første Pust af Livets Alvor, og behøver jeg at sige jer, Børn, at mit Hjerte og mit Hjem staar jer aabent.
CECILIE Det ved jeg, Fader! Du vilde med Glæde dele Din sidste Brødskorpe med os, men det er saa kedeligt med Dig, Du vil altid hellere være bedrøvet med de Bedrøvede end glad med de Glade. Hvorfor følger Dine gode Følelser altid Folk ned ad Bakke, aldrig opad?
FABER Fordi de, der vil opad, som oftest kun har det ene Ord : “Forfængelighed” paa Fanen. Tror Du nu, at Du som Menneske, har vundet ved det, Du kalder Medgang?
CECILIE Det er der dog Enkelte, der mener.
FABER Ja vel — den har lært Dig at være Modedame, i saa Henseende har jeg vist al Grund til at være stolt af min Datter, men Livets ideelle Krav, dem har Du lagt godt paa Hylden.
CECILIE Dem har man jo ikke Brug for – saadan til Hverdags –
FABER Ikke det! Jo, de bør danne Grundlaget for alt, det viser sig først ret i Modgangen.
CECILIE Tak, lad dem saa bare blive hvor de er.
FABER Du er for slem mod Dig selv. Jeg er vis paa, at der er Stof i Dig til med Mod og Dygtighed at tage fat paa en anden Maade.
CECILIE Det tror jeg ogsaa, jeg skal altid gøre min Pligt. Om saa Dam skulde blive nødt til at tjene sit Brød ved at flette Dørmaatter, saa skal jeg efter Ævne staa ham bi. Hvad andet har en Kone at gøre, det ved jeg nok.
DAM (misfornøjet)
Brug dog ikke saa, stærke Udtryk.
CECILIE Om det bliver nødvendigt, skal jeg baade sy og vaske, feje og lave Mad. Hvis det er det, Du kalde Livets ideelle Krav, saa skal jeg opfylde dem, uden at Nogen skal høre mig klage. Men ingen kan forlange, jeg skal finde dem behagelige.
DAM Nej, det ved Vorherre!
CECILIE Og Ingen kan fortænke mig i, at jeg kæmper for at holde os oppe.
FABER Vel, Du kan jo tale med Regitze.
CECILIE Det vil jeg ogsaa, det kan Du stole paa, og hvis hun blot virkelig elsker Jørgen, saa skal jeg nok faa hende paa andre Tanker.
FABER Ved hvilke Midler, om jeg tør spørge?
CECILIE Lad Du mig om det.
(ser til Spisestuedøren)
Jeg har netop et ved Haanden.
FABER Nu i Aften?
CECILIE Nu i Aften. Men gaa helst Din Vej.
FABER Godt, saa gaar jeg lidt ind til Jørgen.
CECILIE Ja, gør det og tag Dam med Dig.
FABER Kom saa Dam! Din Kone kan undvære endog Din Bistand.
(Han gaar ind i Jørgens Stue.)