Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


2. AKT
7. Scene
CECILIE. VINGE.
CECILIE Ah, jeg træffer Dem endnu, Vinge!
VINGE Ja, men jeg vilde lige tage Afsked.
CECILIE (sagte)
Hvordan gik det saa?
VINGE (irriteret)
Det var Dem –
(fatter sig)
Rigtig godt.
CECILIE Det var jo rart.
(højt) Godnat, kære Vinge, Godnat.
VINGE (Vinge hilser og gaar ud i Entreen.)
2. AKT
8. Scene
REGITZE. CECILIE.
CECILIE Jeg Synes ikke, Du sagde Farvel til Vinge.
REGITZE Nej, vil Du tænke Dig, han kom med en Kærlighedserklæring til mig.
CECILIE Gjorde han det! Naa ja, Mandfolk er nu engang ikke rigtig behændige i det Kapitel.
REGITZE Det havde jeg ikke trot om Vinge.
CECILIE Aa Gud jo, naar de er forelskede, griber de altid Lejligheden til at komme af med det. Jeg kender dem – de maa af med det.
REGITZE Og ikke nok dermed, men han talte om Jørgen i de mest nedsættende Udtryk – til mig – her – vil Du tro det?
CECILIE Ja, det tror jeg gerne. Hvor kan han eller Nogen i dette øjeblik mene, at Du bryder Dig det mindste om Jørgen, saadan som Du vil bære Dig ad.
REGITZE Men det gør jeg. Jeg følte før – da Vinge angreb ham, hvad han er for mig.
CECILIE Ja, det tænkte – (retter sig) det var jo dejligt. Lad os saa gaa ind til ham og sige, at Uvejret er trukket over.
REGITZE Ja, men det er det jo ikke. Disse Penge – dette Forfærdelige – Uoverkommelige, det er der jo endnu.
CECILIE Men, naar Du siger, at Du holder af ham.
REGITZE (usikker)
Det vedrører jo ikke min Kærlighed, dette.
CECILIE Det var da en besynderlig Kærlighed. Ved Du da ikke, hvad der hænger- over, hans Hoved?
REGITZE Jo.
CECILIE Og dog vakler. Du?
REGITZE Aa, Cecilie, hvad skal jeg gøre! Jeg ved jo, at det var min Onkels Ønske at gøre godt med sine Penge, og jeg har en klar Følelse af, at det er min Pligt.
CECILIE Men, det er det ikke, spørg hvem som helst.
REGITZE I den Slags Ting bør man helst spørge sig selv.
CECILIE Næst Den, man har gjort til Eet med, min Kære.
REGITZE Men, først og fremmest maa man dog være et Menneske for sig selv, og naar det gælder – hvordan skal jeg forklare mig ja de Forudsætninger om, hvad der er godt og sandt, som vi skal leve paa, saa synes jeg, at det er min egen Overbevisning, jeg maa, følge, og ikke hans. Denne Sag vedrører jo mig personligt.
CECILIE Nej, undskyld, enhver Sag er fælles, naar man først har slaaet sine Pjalter sammen.
REGITZE Det er vel det, jeg ikke rigtig forstaar.
CECILIE Jeg har aldrig hørt Mage! Jeg, som troede, det hørte med til Ægteskabets A. B. C. at være solidarisk med sin Mand. Og det er man ogsaa, det maa man være. Indad til kan man jo kævles saa meget, man vil, men udad til maa man ved Gud holde sammen, hvor surt det end kan være.
REGITZE Tror Du det?
CECILIE Og det er da saa let at komme overens, naar man elsker hinanden. Gør man ikke det, ja — (sukker) saa er det naturligvis sværere.
REGITZE Cecilie, er det sandt, hvad Folk siger, at Du kun giftede Dig med Dam af Ærgrelse, fordi der var en Anden, som Du – nej fy, det var ikke rigtigt af mig at spørge om.
CECILIE Derfor svarer jeg heller ikke.
REGITZE Tilgiv mig.
CECILIE Aa, det gør ingenting. Du ved jo godt, at jeg ikke er lykkelig, idetmindste ikke som man er lykkelig med sin Mand, naar man føler, at hver Dags Samliv gør En til et bedre Menneske, for det er jo det bedste ved Kærlighed, at den gør En god. Den Lykke ved jeg ikke noget om – derfor er jeg vel, som jeg er.
REGITZE (kærlig)
Cecilie!
CECILIE Men, jeg ved, at har man giftet sig, saa maa man tage Følgerne fuldt ud, man maa staa støt ved sin Mands Side og gøre hans Sag til sin i et og alt. Det har jeg gjort, og det vil jeg blive ved mod, hvor skævt det saa end gaar.
REGITZE Altid staar Du paa hans Parti?
CECILIE Altid – ligeoverfor Andre, selv om jeg synes, han bærer sig taabeligt ad, og det synes jeg tidt, det ved Gud, jeg gør.
REGITZE Naar det kun var taabeligt, saa – men, aa, hvad ved jeg – maaske har Du Ret i, hvad Du siger.
CECILIE Det kan Du være sikker paa, ellers faldt jo alt fra hinanden. Og hvis Du her, for at trodse Din egen Vilje igennem, ødelægger Jørgens Velfærd, maaske hele hans Fremtid, for han er kun daarligt skikket til at kæmpe mod Fattigdom, forkælet som han er – saa tager Du et Ansvar paa Dig, som kommer til at svie til Dig Livet igennem. Nu kan Du tro mig, om Du vil.
REGITZE Ja – aa ja, jeg vil jo aller helst tro Dig. Du kan da begribe, det er det letteste og kæreste for mig, og naar Du synes, det er det Rette, og naar han kun vil holde rigtig – rigtig meget af mig, saa faar det være lige meget med det andet. Jeg vil ikke tænke paa, det, jeg vil glemme denne Aften som en ond Drøm. Kom, lad os gaa ind til ham.
CECILIE (glad)
Du giver efter — aa, Kæreste, jeg vidste det, Du kunde ikke andet (for sig selv). Det lettede.
(DAM og FABER komme ind fra Jørgens Stue).
2. AKT
9. Scene
REGITZE. CECILIE. DAM. FABER.
FABER Naa, her er I! Jeg har siddet her inde og ventet forgæves.
CECILIE Nej, ikke forgæves – Faren er ovre. Regitze har for Jørgens Skyld opgivet sin Plan.
FABER Hvad for noget?
DAM Ah, naturligvis! Frøken Regitze med sit varme Gemyt og elskelige Sind kunde umuligt bære over sit Hjerte ikke at komme sine Nærmeste til Hjælp, naar det kneb.
CECILIE Hun trængte blot til at samle sine Tanker en Smule.
DAM Vist saa – derfor har jeg ogsaa taget det med nogenlunde Ro.
FABER (smiler)
Ja, det kan jeg bevidne.
DAM Hvad, har jeg maaske ikke taget Frøken Regitze overordentlig i Forsvar?
REGITZE Mod hvem?
DAM Mod Jørgen. Jeg fastholdt, at det kun var Vinge, der var forelsket i Dem, og at det fra Deres Side var den reneste Offertrang –
CECILIE (sagte til Dam)
Men er Du fra Forstanden?
REGITZE Tror Jørgen, det er for Vinges Skyld, jeg har villet dette?
DAM (forvirret)
Ja, jeg vilde sige – han siger – at nu er alt muligt muligt –
REGITZE Det var altsaa det, han mente før. Faber, tror han det virkelig ?
FABER (Trækker paa Skuldrene)
Det synes næsten saa.
DAM De maa ikke regne det saa nøje – han er rent fra Sans og Samling derinde. Han Mangler jo desværre Selvbeherskelse, den kære Jørgen.
REGITZE (halvt for sig selv)
Saa kender han mig altsaa slet ikke – han forstaar mig ikke.
DAM (ængstelig)
Men, hør nu, søde Frøken Regitre – naar vi nu ser det fra hans Side, hvad ? De arver en betydelig Formue, som – som han har overordentlig paatrængende Brug for, og saa laaner De Øre til en forelsket Rivals Forestillinger, ikkesandt –
CECILIE (sagte)
Kan Du dog ikke tie.
DAM Hvad Under om han saa er en Smule skinsyg.
REGITZE (heftig)
Aa, I er afskyelige allesammen.
CECILIE (tager hende om Armen)
Vær nu ikke urimelig — kom og tal med ham.
REGITZE Nej, nu vil jeg ikke. Jeg gaar ikke der ind, jeg gør det ikke.
CECILIE Men, Regitze dog –
DAM Du Alstyrende, begynder vi nu for fra?
CECILIE (sagte og misfornøjet)
Ja, og hvis er Skylden?
REGITZE Kan han misforstaa mig saa grænseløst, at han tror, denne Aftens pinefulde Kamp for mig ikke betyder andet end Lefleri med en Anden, saa er der meget mere imellem os end disse Penge, saa kan jeg ingenting være for ham.
DAM Jo netop — en Hjælp i Nøden.
CECILIE (ser bebrejdende paa ham)
REGITZE Nej, sig hvad I vil, nu skal ingen Magt mere faa mig bort fra min første Indskydelse.
CECILIE Aa Gud, dog –
REGITZE Hvor kunde han tro det – og sige det! Faber, jeg vil ikke være her længer, maa jeg følge hjem med Dem?
FABER Betænk dog, hvad det vil sige.
REGITZE Det er det samme – jeg vil ikke blive her – tag mig med! Vil De ikke nok?
FABER Du ved, Barn, mit Hjem er altid Dit.
REGITZE Tak – aa, lad os saa komme bort.
(Fru Heger kommer ind fra Kabinettet og ser forbavset Faber og Regitze gaa udi Entreen. Jørgen kommer i samme øjeblik ind fra sit Værelse).
JØRGEN (ser efter Regitze)
Hun gaar – Regitze! Hun er borte! Saa er alt forbi.
(Han gaar atter ud).
FRU HEGER (ængstelig)
Men, hvad er der sket – jeg skulde tælle Sølvtøjet! Hvorfor gik Regitze sin Vej?
CECILIE Det kan De bedst faa at vide af Jørgen.
FRU HEGER Men Gud – af Jørgen?
(Hun gaar hurtigt ind i Jørgens Værelse)
CECILIE (til DAM)
Se saa! Nu har Du da faaet ødelagt enhver Mulighed for Frelse.
DAM Lad nu være at plage mig, Sille!
CECILIE Det er dog for galt at kludre til den Grad.
DAM (fornærmet)
Jeg sagde jo ikke andet, end hvad der var Tilfældet, og jeg maa dog som enhver Anden have Rettighed til –
CECILIE (afbryder ham)
Til at være dum – ja! Men enhver Rettighed kan ogsaa misbruges. Kom saa, lad os gaa!
Tæppet falder.