Fælles sag 1889

PERSONERNE:

FRU HEGER. JØRGEN, hendes Søn.
REGITZE KROG, hans Forlovede. FABER, Fabrikejer, Regitzes Formynder.
DAM, Grosserer og Dampmøller. CECILIE, Dams Hustru, Fabers Datter.
VINGE, Landskabsmaler. BONDRUP, Direktør.
TANTE LINE. TANTE JANE.
Damer og Herrer. En Tjener hos Fru Heger.


3. AKT
1. Scene
FABER. REGITZE
REGITZE Goddag, Faber!
FABER (vender sig om og kommer nærmere)
Hvad, er Du allerede der! Jeg troede først, Du kom i Aften.
REGITZE (tager sit Tøj af)
Ja, jeg ved nok, De helst vilde være af med mig i Dag, her skal være Fest.
FABER (undskyldende)
Ja, De husker, det var et gammelt Løfte til mine Arbejdere.
REGITZE Naturligvis – dem var det saamænd Synd at skuffe. Men jeg kunde ikke holde ud at blive der ude. Aa, Faber, De ved ikke, hvor det var knugende altsummen – det forladte Landsted, hvor Døden havde været til Huse – denne graa Efteraarsdag. –
FABER Og et graat Humør – det er vel egentlig Sagen.
REGITZE Og saa var det saa svært at begynde at rode op i min Onkels Sager. Alene at komme ind i hans Værelse – det saa ud, som han lige var gaaet derfra –
FABER Fik han Anfaldet der?
REGITZE Ja, han sad ved Skrivebordet – havde lige skrevet et Brev.
FABER Til hvem?
REGITZE Til Jørgen Heger
FABER Ja saa. Har Du sendt det til ham?
REGITZE Ja.
FABER Din Onkel har altsaa tænkt paa Jørgen i sine sidste Timer. Sig mig, Regitze, kunde det ikke stemme Dig lidt anderledes?
REGITZE (tier og vender sig bort)
FABER Vi to kan da nok tale sammen om det, ikke?
REGITZE Nej, nej — De maa ikke pine mig, hører De!
FABER Naa, om Forladelse.
REGITZE De ved ikke, hvor jeg strider med mig selv – jeg vil ikke tale om ham, jeg vil ikke tænke paa ham, jeg vil ikke – jeg vil ikke! Og saa gør jeg det dog de hundrede Gange om Dagen, for der er jo ikke den Ting, der falder mig ind, uden han tvinger sig ind med. Alt, hvad jeg har levet i og været lykkelig ved, det var han jo vævet ind i. Og nu er det paa engang altsammen forbi, saa helt – helt forbi; jeg har ikke andet igen end een eneste stor Skuffelse. Aa, Faber, hvordan skal jeg kunne leve saadan.
FABER Saa saa, Barn, Du føler ogsaa saa stærkt baade i Glæde og i Sorg. Men hør, naar Du nu talte med Jørgen?
REGITZE Hvad har vi to at tale sammen om nu, vort Forhold er jo dødt. Om saa den gamle Rigdom og Lykke laa for os, lige til at gribe – vi blev dog aldrig mere til de to glade sorgløse Børn, vi var.
FABER Nej, for I har lært, at Livet fordrer noget andet og mere, noget I ikke kendte.
REGITZE (lytter)
Kommer der ikke Nogen?
FABER Det er maaske Vinge. Efter Dit Ønske har jeg skrevet til ham — jeg har ventet ham lige fra i Morges.
REGITZE Saa løber jeg min Vej.
FABER Nej, bliv Du bare – det er jo ikke Andre end Bondrup.
(Bondrup kommer smaanynnende ind og hænger sit Tøj i Kontoret. Han har en Rose i Knaphullet.)
3. AKT
2. Scene
FABER. REGITZE. BONDRUP.
FABER (gaar ham i Møde)
Velkommen Bondrup!
BONDRUP Ah — jeg saa Dig ikke, kære Ven! Goddag Frøken Regitze
(giver dem Haanden)
Hvordan gaar det?
REGITZE Aa, tak — som det kan.
BONDRUP (sukker)
Ak, ja – Livet or ikke lutter Glæde.
FABER (til BONDRUP)
Det var da rart, Du kom.
BONDRUP Ja, Du ventede mig vel, siden Du har indbudt mig.
FABER Ærligt talt, kun halvt om halvt.
BONDRUP Er det da ikke i Dag, Din nye Fabrik skal indvies?
FABER Jo, ganske rigtigt, om en halv Times Tid, men jeg troede egentlig ikke, Du var oplagt til Lystighed.
BONDRUP Nej, det forstaar sig, det er jeg i Grunden heller ikke – ak, nej. Men for Din Skyld god, gammel Ven – vilde jeg dog ikke undlade at se et øjeblik her hen.
FABER Tak skal Du have for det Offer, Du bringer mig, gamle Kammerat.
BONDRUP Jeg beder – jeg beder.
FABER Naa, hvordan gaar det Dig ellers? Skrider Dit Gravmonument godt fremad, saa Du snart kan slippe herfra?
BONDRUP (lidt forlegen)
Nej, desværre – det træffer sig saa uheldigt, at Billedhuggeren netop er bleven syg –
FABER Saa – Herregud!
BONDRUP Ja, han er, ulykkeligvis, men Du forstaar, da jeg engang er her, saa –
FABER (smiler)
Ja, saa er det bedst at være taalmodig.
BONDRUP Men han har dog sendt mig et Udkast. Det, er en Sorgens Genius med en Hund ved Siden – Troskabens Symbol, ved Du –
FABER Ja vel!
BONDRUP Han betragter med Vemod en slukket Fakkel.
FABER Hvem – Hunden?
BONDRUP Nej, Genius’en. Det er virkelig ret kønt – jeg har det i Lommen.
REGITZE Maa, vi ikke se det?
BONDRUP Med Fornøjelse (tager en Brevtaske frem). Her er det vist –
REGITZE (læser)
Skilpaddesuppe, Østers, Oksetunge –
BONDRUP Aa, nej – jeg beder undskylde – det er en Spiseseddel fra i Gaar. Her kommer det maaske –
FABER (læser)
Den skønne Helene, Operette i tre Akter –
BONDRUP (søger I sine Lommer)
Hvad er det! Saa har det, Gud hjælpe mig, været Monumentet, jeg rev i Stykker i Stedet for Theaterplakaten i Nat – hm i Aftes – i Mørke –
FABER Det var da et forbistret Uheld! Ja saa har det jo lange Udsigter for Dig, Stakkel!
BONDRUP Hm — ja! (efter et Ophold). Naa, for at komme til noget helt andet – det er da en højst beklagelig Historie med Dam.
FABER Ja, han har stanset sine Betalinger – der var ikke andet for.
BONDRUP Jeg hørte det i Morges hos Hegers. Aa, Gud, der er det jo lige galt – en Jammer og Graad uden Ende. Gud ved, hvor den gode Fru Heger faar alle de Taarer fra.
(ser paa Regitze)
Men maaske jeg er indiskret.
FABER Aa, nej — vist ikke.
BONDRUP De har mistet det meste af hvad de havde.
FABER Ja, desværre – det hører jeg.
BONDRUP Og nu vil Jørgen jo udvandre — rejse helt bort.
REGITZE (studser)
Jørgen?
FABER Hvad for noget — hvor hen?
BONDRUP Til Batavia. Der har han nok en gammel Skolekammerat.
REGITZE (ivrig)
Det maa han ikke, Faber, lad ham ikke rejse saa langt bort, hører De.
FABER (ser paa hende)
Se se!
REGITZE (forvirret)
Aa, jo — det er maaske ogsaa det bedste – jeg synes ogsaa – der er det vist lettere for ham at arbejde sig frem, og – og naar han har Venner der, saa –
(kæmper for at holde Graaden tilbage)
Nej, jeg maa ind og tage mit Tøj af.
(Hun løber hurtigt ud til venstre).
3. AKT
3. Scene
FABER. BONDRUP.
FABER (ser efter Regitze)
Naa, saadan hænger det sammen!
BONDRUP Hun er nok noget nervøs, den Smaa! Sig mig, hvad vil Du i Grunden gøre med hende – det ved Du vel ikke selv?
FABER Jo gu’ ved jeg saal Jeg vil have hende forligt med Jørgen, vil jeg.
BONDRUP Puh – de har vist faaet nok af hinanden, de to.
FABER Fordi de blev uenige om noget Daarligt, kan de da gerne blive enige om noget Godt.
BONDRUP Naa — noget særdeles Godt kan man da ikke kalde det, nu de begge er næsten helt blankede af. Det kan I da takke Hr. Dam for, den opblæste Blære – ja undskyld –
FABER Aa, jeg beder. For Tiden er han ellers alt andet end opblæst, kan Du tro. Hans Kone gør saamænd hvad hun kan for at puste lidt Vejr i ham, men lige flad er han.
BONDRUP Din Datter tager det altsaa fornuftigt?
FABER Cecilie er altid flink, naar det gælder.
BONDRUP Hun er en Engel, er hun.
(Cecilie kommer ind fra Kontoret.)
3. AKT
4. Scene
FABER. CECILIE. BONDRUP.
CECILIE Goddag!
FABER Naa, der er Du! Og Din Mand?
CECILIE Han kommer straks.
BONDRUP Som man taler om Solen, saa skinner den.
CECILIE Det passer ikke mere paa mig, kære Hr. Bondrup. Solskinnet er det forbi med – nu er alting Graat i Graat.
BONDRUP Min søde Frue, hvor det gjør mig ondt at høre Klager af Deres Mund.
CECILIE Det skal De heller ikke. Jeg lader altid mit daarlige Humør blive hjemme.
BONDRUP Herregud, at De, der er saa ung og smuk, skal have saadan Modgang.
CECILIE Ja, det er slemt nok, men derfor kan det jo ikke hjælpe at tabe Hovedet. Og naar man først er i det, saa er det i Grunden ikke saa slemt, som man bilder sig ind, mens det staar for En som et truende Spøgelse.
BONDRUP Af Dem kan man lære at tage sine Genvordigheder smukt.
CECILIE Aa, jeg gør hvad jeg kan, men alligevel der er blevet saa gruelig uhyggeligt der hjemme, det er, ligesom en kold Haand har lagt sig over alt.
FABER (klapper hende paa Kinden)
Saa er det dog ganske rart at have en Fader at komme til , selv om han er en gammel Gnavepotte.
CECILIE Aa, han er ligegodt saadan en rar En.
FABER Ja ikkesandt, underhold Bondrup med det, mens jeg løber ned og ser, om alt er i Stand til Festen.
(Han gaar ud gennem Havedøren).