Rørt Vande 1895

Skuespil

PERSONERNE:

BLOMQUIST, Operasanger FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde
ANTON MUNTHE
Forfatter, (hendes Broder)		 OSCAR HAMANN, Købmand
FRK. BIRGITTE STEIN SANDER, Journalist
PLUM, Billedhugger FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde
FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde
LOUIS PETERSEN, Pianist MARIE, Pige hos Blomquist
EN PIGE HOS PLUMS ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER

3. AKT
9. SCENE		 Munthe. Melitta. Plum. Fru Plum. Sander. Fru Kruse. Lidt efter Hamann og Birgitte samt Gæsterne. Senere Blomquist. Tilsidst Pianist Louis Petersen.
FRU PLUM Er det sandt, Plum, faar Du ingenting?
PLUM (mørk). Ikke en Hvid — har Du kendt Mage?
FRU PLUM Og jeg, der har været henne at købe tre dyre Kjoler.
MELITTA Det gør jo ikke noget, Ellinor, I vil jo dog skilles.
FRU PLUM Nej, saa er min Beslutning fattet. Naar Livet gaar Plum imod, saa forlader jeg ham ikke. Ikke nu!
PLUM Tak, Ellinor! Ifald Du vil fortsætte vort Ægteskab, saa er ogsaa jeg villig – i Frihed.
SANDER Tør jeg spørge – er Kjolerne betalte?
FRU PLUM (forbavset). Nej – !
FRU KRUSE Naa – det trøster noget!
Birgitte kommer ind fra højre i Følge med Resten af Gæsterne. Da Sander ser hende, gør han en Bevægelse og gaar hen til Døren til venstre og vinker ud. Idet Hamann da kommer ind, studser Birgitte og vi1 trække sig tilbage.
SANDER (gaar hen til hende og drager hende nærmere). Frøken, maa jeg have den Ære at gratulere Dem.
BIRGITTE Hvortil?
SANDER (peger paa Munthe). Vejen ligger nu næsten fri for Deres Hjertes Ønsker. Fru Plum er bleven forlovet –
BIRGITTE Forlovet?
SANDER Ja, med sin Mand. Og forhaabentlig afgiver Fru Munthe ogsaa sine Krav, naar Deres Ven Hr. Hamann smukt overtaler hende dertil.
BIRGITTE (ser hurtigt til Hamann og farer sammen). Jeg forstaar Dem ikke.
FRU PLUM (studser). Hvordan, er det nu Birgitte? (ærgerlig.) Hør Munthe, maa vi engang for alle faa at vide – hvem er „den solbeskinnede Fred?”
MUNTHE (med et langt Blik paa Birgitte). Hende!
FRU PLUM Men Gud, Plum, saa har vi rent været paa Vildspor.
PLUM Ja, saa er alt det, vi har sondret, splittergalt!
SANDER Jeg raader til at begynde forfra.
BIRGITTE (rynker Brynene). For min Skyld skal De ikke gøre Dem Besvær, Fru Plum, jeg skal saa vist ikke berøve Dem hverken denne Deres Ven eller nogen af de Andre.
MELITTA (studser). Hvad mener Du?
MUNTHE (ti1 Birgitte). De drages jo dog mod mig!
MELITTA Tal kun aabent, Birgitte!
BIRGITTE Det er netop det, jeg har i Sinde. Jeg vil frit og aabent sige, at det er blevet mig ækelt, alt dette – jeg vil ud af det – bort!
De Andre komme efterhaanden nærmere og lytte.
SANDER (sagte til Hamann). Kan De se – Draaben fandtes!
BIRGITTE Ja, I maa gærne høre det allesammen. Jeg har i Dag følt mig saa mismodig og usikker som ingensinde før, netop jeg havde beundret jer saadan, brændt af Lyst til at leve med i jert Liv, som jeg troede, skulde gøre mig klarere i For-staaelse og rigere i Følelse.
MELITTA Har Du da ikke truffet baade Forstaaelse og Følelse?
HAMANN Jo, især rigelig med Følelse.
BIRGITTE Men hvordan er den – som Skum paa Vand, synes jeg.
MELITTA Hvad forlanger Du – Kærlighed kan ifølge sin Natur ikke være robust.
FRU PLUM Det er jo det, der gør den til Poesi, at den er flygtig – som Blomster – som Musik.
BIRGITTE Ja men – (ligesom lidt søgende.) Nej, nej, de smukke Ord tror jeg ikke længer paa. Jeg kan ikke afgøre, om Kærlighed kan vare altid, men jeg synes jeg kan se, at det, der gør den smuk, det er, at Den, der føler den, selv tror paa, at den vil vare Livet igennem. Men det gør I ikke – nej, Ingen af jer! I underforstaar, at det kun er Tidsfordriv for jer – (protester.) Ja, ja da – Livsstof, Pirring, Oplevelse eller hvad I kalder det – jo mere deraf – jo bedre. (atter Protester.) Jo jo, jeg tror, at det er det, der gør Forskellen.
MELITTA Du forbayser mig, Birgitte! Hvor kan Du tale saadan, Du, der endnu i Gaar turde lade haant om smaa Menneskers Dom og havde Mod til at sige: Jeg elsker, det er mig nok.
BIRGITTE Men nu tror jeg ikke mere, at det er nok. Jeg har forstaaet, at Kærlighed er ikke blot Forelskelse, den maa da efterhaanden vokse sammen med det bedste i En selv og Ens Liv for at blive til noget, der har Værdi!
PLUM Den har sin blivende Værdi omsat i Kunst.
FRU KRUSE Ja, det ser man fra de virkelig gode Roller.
BIRGITTE Jeg synes tværtimod, det maa falde saa naturligt, saa ens for Alle at sige til den, man holder af: Ingenting i Verden kan gøre mig lykkelig uden at leve med i dit Liv med mine Tanker og mine Ønsker og mine Haab – det er altsammen kun til for Dig. Tag mig, som jeg er, helt og, holdent og lad mig ikke beholde andet end mit Hjerte for at jeg kan elske Dig – og det bestandig.
HAMANN (gør et Skridt hen imod hende, men stanser).
FRU KRUSE (vifter sig). Et Slags Klosterløfte!
PLUM En Slags Livsassurance.
SANDER Paa dyre Vilkaar!
BIRGITTE Ja, I ler af mig og jeg begriber ikke selv, hvor jeg faar Mod til at sige dette til jar, der kender Livet meget bedre end jeg, men det er efterhaanden blevet saa underlig klart i mig, at jeg maa have det frem. Jeg synes ikke, I tænker rigtig fint og kønt i det vigtigste af alt: Det, der angaar Hjertets Liv. Og alle disse plumrede Følelser med samt Skilsmisse og Ombytning og Sjælekval og Pengegæld, det hele Væsen, det – ja, det fortjener i Grunden et ganske andet Navn, end kunstnerisk Frihed, som I giver det.
MELITTA Og hvad er det for et Navn?
PLUM Naa, ud med det!
BIRGITTE Hvad Navnet er – ja, det er –
HAMANN (roligt). Det er simpelthen Griseri!
ALLE Nej hør –
MELITTA Dette gaar sandelig for vidt!
Alle, undtagen Munthe, omringe Hamann og Birgitte og tage heftlgt til Genmæle med Udbrud, som: „Instinktet er det Stærkeste” – „Hvad er Livskampens Nerve” – „Det gælder da at leve helt og rigt” – o. s. v. Under dette kommer Blomquist ind fra højre, staar et Øjeblik i Uvished om, hvor vidt han skal slutte sig til den diskuterende Gruppe, opgiver det saa, gaar hen i Forgrunden, og tager et Haandspejl, hvori han betragter sig selv, mens han med halv Stemme tager et Par Toner. Fru Plum fjerner sig under dette fra de Talende og gaar hen til Munthe.
FRU PLUM Lider Du, Munthe?
MUNTHE Ja, og dog føler jeg sælsomt intensivt. (ser pludselig paa hende.) Om dette tror jeg, at jeg kan skrive noget godt – og stærkt.
FRU PLUM Om Dig og mig maa Du skrive alt – om det saa er meget stærkt.
MUNTHE Det ved jeg, Ellinor, Du har den storladne Bevidsthed.
Under de sidste Repliker har den diskuterende Gruppe fordelt sig i flere mindre. Hamann og Birgitte komme nærmere.
HAMANN Birgitte, sig mig, det De der sagde, betød det noget for Dem selv — og for mig?
BIRGITTE (lidt tøvende). Jeg ved ikke – maaske – (ser op paa ham.) Jo, jo, Oskar, det betyder, at jeg nu er Din igen, Din for bestandig – Din, som i gamle Dage. Jeg har været styg imod Dig i Dag – kan Du tilgive mig?
HAMANN Birgitte —
BIRGITTE Jeg beder Dig, tag mig saa med Dig – bort herfra – hjem.
HAMANN Ja, hjem til mig, som min Hustru – vil Du? I det ene Ord er lagt alt, hvad jeg ved, af Kærlighed og Tillid. Tror Du det ikke?
BIRGITTE Jeg tror, at Den, der giver sig ind under Din Varetægt, kan føle sig tryg – og lykkelig.
HAMANN (kysser i Smug hendes Haand). Tak. Jo hedere Striden, jo bedre Sejren.
Under den almindelige Samtale er Pianist Louis Petersen kommen ind fra Baggrunden. Han gør et lidt luvslidt elegant Indtryk.
PETERSEN (paa norsk, da han har ventet lidt). Goddag!
Alle vende sig og stirre paa ham.
MELITTA (som forstenet). Min Mand!
BLOMQUIST (vender sig interesseret). Är det möjligt?
FRU KRUSE (ti1 sin Sidemand). Dette er ligefrem interessant!
SANDER (tager Petersen til Side sammen med Plum). Hør, bedste Petersen, hvad tænker Du dog paa, at Du kommer til Syne her?
PETERSEN De har saagu selv haft Bud efter mig.
PLUM Ih, Gud forbarme sig – kan vi mon vente alle de Forhenværende?
FRU KRUSE Goddag, Hr. Petersen, hvordan har De levet saa længe?
PETERSEN (hilser høfligt). Svært hyggeligt at faa se gamle Venner igen.
(Gaar hen til Melitta.) Meget har skiftet om, siden vi To skiltes, Melitta! Vi kan ses nu uden Bitterhed.
SANDER Men ogsaa uden egentlig Sødme, synes det.
MELITTA (ser hen for sig). Fortiden stirrer paa os med et underlig glansløst Blik.
FRU PLUM Ja, Maalet maa jo være at gribe Momentet og holds det fast.
SANDER (peger paa Petersen). Maaske dog ikke særligt dette Moment.
BLOMQUIST Melitta, kanske du är så snäll att presentera –
MELITTA (vender sig fornærmet bort).
PLUM Maa jeg – : Hr. Petersen – Husets Vært Operasanger Blomquist –
De giver hinanden Haanden
BIRGITTE (ler lystigt). Nej se de To, der konverserer! (til Hamann.) Jo, jeg indrømmer, den megen Lidenskab har ogsaa sin komiske Side.
HAMANN Ikkesandt – set lidt paa Afstand.
PETERSEN (forekommende til Blomquist). Jeg har hørt om Deres sjældne Talent –
BLOMQUIST (forbindligt.) Okså i era sköna romanser har den vunnit pris, herr Petterson! Det är mig en glädje att få göra bekantskap med en så talangfull och angenäm kollega i konsten.
SANDER (med en Bevægelse hen mod Melitta). Og i Ægteskabet!
De to Herrer trykke atter hinanden i Haanden.
BIRGITTE (til Hamann). For os To skal Ægteskabet blive noget andet!
TÆPPE