PERSONERNE:
| BLOMQUIST, Operasanger | FRU MELITTA BLOMQUIST, Malerinde |
| ANTON MUNTHE Forfatter, (hendes Broder) |
OSCAR HAMANN, Købmand |
| FRK. BIRGITTE STEIN | SANDER, Journalist |
| PLUM, Billedhugger | FRU ELLINOR PLUM, Forfatterinde |
| FRU MILLY KRUSE, Skuespillerinde | FRU ADELAIDE MONTELLI, Koncertsangerinde |
| LOUIS PETERSEN, Pianist | MARIE, Pige hos Blomquist |
| EN PIGE HOS PLUMS | ET PAR OPVARTERE – DAMER & HERRER |
Akt-Scene: [1.1] [1.3] [1.4] [1.7] [2.1] [2.3] [2.5] [2.7] [2.9] [3.1] [3.3] [3.6] [3.9] [Anmeldelse]
| 3. AKT 9. SCENE |
Munthe. Melitta. Plum. Fru Plum. Sander. Fru Kruse. Lidt efter Hamann og Birgitte samt Gæsterne. Senere Blomquist. Tilsidst Pianist Louis Petersen. |
| FRU PLUM | Er det sandt, Plum, faar Du ingenting? |
| PLUM | (mørk). Ikke en Hvid — har Du kendt Mage? |
| FRU PLUM | Og jeg, der har været henne at købe tre dyre Kjoler. |
| MELITTA | Det gør jo ikke noget, Ellinor, I vil jo dog skilles. |
| FRU PLUM | Nej, saa er min Beslutning fattet. Naar Livet gaar Plum imod, saa forlader jeg ham ikke. Ikke nu! |
| PLUM | Tak, Ellinor! Ifald Du vil fortsætte vort Ægteskab, saa er ogsaa jeg villig – i Frihed. |
| SANDER | Tør jeg spørge – er Kjolerne betalte? |
| FRU PLUM | (forbavset). Nej – ! |
| FRU KRUSE | Naa – det trøster noget! |
| Birgitte kommer ind fra højre i Følge med Resten af Gæsterne. Da Sander ser hende, gør han en Bevægelse og gaar hen til Døren til venstre og vinker ud. Idet Hamann da kommer ind, studser Birgitte og vi1 trække sig tilbage. | |
| SANDER | (gaar hen til hende og drager hende nærmere). Frøken, maa jeg have den Ære at gratulere Dem. |
| BIRGITTE | Hvortil? |
| SANDER | (peger paa Munthe). Vejen ligger nu næsten fri for Deres Hjertes Ønsker. Fru Plum er bleven forlovet – |
| BIRGITTE | Forlovet? |
| SANDER | Ja, med sin Mand. Og forhaabentlig afgiver Fru Munthe ogsaa sine Krav, naar Deres Ven Hr. Hamann smukt overtaler hende dertil. |
| BIRGITTE | (ser hurtigt til Hamann og farer sammen). Jeg forstaar Dem ikke. |
| FRU PLUM | (studser). Hvordan, er det nu Birgitte? (ærgerlig.) Hør Munthe, maa vi engang for alle faa at vide – hvem er „den solbeskinnede Fred?” |
| MUNTHE | (med et langt Blik paa Birgitte). Hende! |
| FRU PLUM | Men Gud, Plum, saa har vi rent været paa Vildspor. |
| PLUM | Ja, saa er alt det, vi har sondret, splittergalt! |
| SANDER | Jeg raader til at begynde forfra. |
| BIRGITTE | (rynker Brynene). For min Skyld skal De ikke gøre Dem Besvær, Fru Plum, jeg skal saa vist ikke berøve Dem hverken denne Deres Ven eller nogen af de Andre. |
| MELITTA | (studser). Hvad mener Du? |
| MUNTHE | (ti1 Birgitte). De drages jo dog mod mig! |
| MELITTA | Tal kun aabent, Birgitte! |
| BIRGITTE | Det er netop det, jeg har i Sinde. Jeg vil frit og aabent sige, at det er blevet mig ækelt, alt dette – jeg vil ud af det – bort! |
| De Andre komme efterhaanden nærmere og lytte. | |
| SANDER | (sagte til Hamann). Kan De se – Draaben fandtes! |
| BIRGITTE | Ja, I maa gærne høre det allesammen. Jeg har i Dag følt mig saa mismodig og usikker som ingensinde før, netop jeg havde beundret jer saadan, brændt af Lyst til at leve med i jert Liv, som jeg troede, skulde gøre mig klarere i For-staaelse og rigere i Følelse. |
| MELITTA | Har Du da ikke truffet baade Forstaaelse og Følelse? |
| HAMANN | Jo, især rigelig med Følelse. |
| BIRGITTE | Men hvordan er den – som Skum paa Vand, synes jeg. |
| MELITTA | Hvad forlanger Du – Kærlighed kan ifølge sin Natur ikke være robust. |
| FRU PLUM | Det er jo det, der gør den til Poesi, at den er flygtig – som Blomster – som Musik. |
| BIRGITTE | Ja men – (ligesom lidt søgende.) Nej, nej, de smukke Ord tror jeg ikke længer paa. Jeg kan ikke afgøre, om Kærlighed kan vare altid, men jeg synes jeg kan se, at det, der gør den smuk, det er, at Den, der føler den, selv tror paa, at den vil vare Livet igennem. Men det gør I ikke – nej, Ingen af jer! I underforstaar, at det kun er Tidsfordriv for jer – (protester.) Ja, ja da – Livsstof, Pirring, Oplevelse eller hvad I kalder det – jo mere deraf – jo bedre. (atter Protester.) Jo jo, jeg tror, at det er det, der gør Forskellen. |
| MELITTA | Du forbayser mig, Birgitte! Hvor kan Du tale saadan, Du, der endnu i Gaar turde lade haant om smaa Menneskers Dom og havde Mod til at sige: Jeg elsker, det er mig nok. |
| BIRGITTE | Men nu tror jeg ikke mere, at det er nok. Jeg har forstaaet, at Kærlighed er ikke blot Forelskelse, den maa da efterhaanden vokse sammen med det bedste i En selv og Ens Liv for at blive til noget, der har Værdi! |
| PLUM | Den har sin blivende Værdi omsat i Kunst. |
| FRU KRUSE | Ja, det ser man fra de virkelig gode Roller. |
| BIRGITTE | Jeg synes tværtimod, det maa falde saa naturligt, saa ens for Alle at sige til den, man holder af: Ingenting i Verden kan gøre mig lykkelig uden at leve med i dit Liv med mine Tanker og mine Ønsker og mine Haab – det er altsammen kun til for Dig. Tag mig, som jeg er, helt og, holdent og lad mig ikke beholde andet end mit Hjerte for at jeg kan elske Dig – og det bestandig. |
| HAMANN | (gør et Skridt hen imod hende, men stanser). |
| FRU KRUSE | (vifter sig). Et Slags Klosterløfte! |
| PLUM | En Slags Livsassurance. |
| SANDER | Paa dyre Vilkaar! |
| BIRGITTE | Ja, I ler af mig og jeg begriber ikke selv, hvor jeg faar Mod til at sige dette til jar, der kender Livet meget bedre end jeg, men det er efterhaanden blevet saa underlig klart i mig, at jeg maa have det frem. Jeg synes ikke, I tænker rigtig fint og kønt i det vigtigste af alt: Det, der angaar Hjertets Liv. Og alle disse plumrede Følelser med samt Skilsmisse og Ombytning og Sjælekval og Pengegæld, det hele Væsen, det – ja, det fortjener i Grunden et ganske andet Navn, end kunstnerisk Frihed, som I giver det. |
| MELITTA | Og hvad er det for et Navn? |
| PLUM | Naa, ud med det! |
| BIRGITTE | Hvad Navnet er – ja, det er – |
| HAMANN | (roligt). Det er simpelthen Griseri! |
| ALLE | Nej hør – |
| MELITTA | Dette gaar sandelig for vidt! |
| Alle, undtagen Munthe, omringe Hamann og Birgitte og tage heftlgt til Genmæle med Udbrud, som: „Instinktet er det Stærkeste” – „Hvad er Livskampens Nerve” – „Det gælder da at leve helt og rigt” – o. s. v. Under dette kommer Blomquist ind fra højre, staar et Øjeblik i Uvished om, hvor vidt han skal slutte sig til den diskuterende Gruppe, opgiver det saa, gaar hen i Forgrunden, og tager et Haandspejl, hvori han betragter sig selv, mens han med halv Stemme tager et Par Toner. Fru Plum fjerner sig under dette fra de Talende og gaar hen til Munthe. | |
| FRU PLUM | Lider Du, Munthe? |
| MUNTHE | Ja, og dog føler jeg sælsomt intensivt. (ser pludselig paa hende.) Om dette tror jeg, at jeg kan skrive noget godt – og stærkt. |
| FRU PLUM | Om Dig og mig maa Du skrive alt – om det saa er meget stærkt. |
| MUNTHE | Det ved jeg, Ellinor, Du har den storladne Bevidsthed. |
| Under de sidste Repliker har den diskuterende Gruppe fordelt sig i flere mindre. Hamann og Birgitte komme nærmere. | |
| HAMANN | Birgitte, sig mig, det De der sagde, betød det noget for Dem selv — og for mig? |
| BIRGITTE | (lidt tøvende). Jeg ved ikke – maaske – (ser op paa ham.) Jo, jo, Oskar, det betyder, at jeg nu er Din igen, Din for bestandig – Din, som i gamle Dage. Jeg har været styg imod Dig i Dag – kan Du tilgive mig? |
| HAMANN | Birgitte — |
| BIRGITTE | Jeg beder Dig, tag mig saa med Dig – bort herfra – hjem. |
| HAMANN | Ja, hjem til mig, som min Hustru – vil Du? I det ene Ord er lagt alt, hvad jeg ved, af Kærlighed og Tillid. Tror Du det ikke? |
| BIRGITTE | Jeg tror, at Den, der giver sig ind under Din Varetægt, kan føle sig tryg – og lykkelig. |
| HAMANN | (kysser i Smug hendes Haand). Tak. Jo hedere Striden, jo bedre Sejren. |
| Under den almindelige Samtale er Pianist Louis Petersen kommen ind fra Baggrunden. Han gør et lidt luvslidt elegant Indtryk. | |
| PETERSEN | (paa norsk, da han har ventet lidt). Goddag! |
| Alle vende sig og stirre paa ham. | |
| MELITTA | (som forstenet). Min Mand! |
| BLOMQUIST | (vender sig interesseret). Är det möjligt? |
| FRU KRUSE | (ti1 sin Sidemand). Dette er ligefrem interessant! |
| SANDER | (tager Petersen til Side sammen med Plum). Hør, bedste Petersen, hvad tænker Du dog paa, at Du kommer til Syne her? |
| PETERSEN | De har saagu selv haft Bud efter mig. |
| PLUM | Ih, Gud forbarme sig – kan vi mon vente alle de Forhenværende? |
| FRU KRUSE | Goddag, Hr. Petersen, hvordan har De levet saa længe? |
| PETERSEN | (hilser høfligt). Svært hyggeligt at faa se gamle Venner igen. (Gaar hen til Melitta.) Meget har skiftet om, siden vi To skiltes, Melitta! Vi kan ses nu uden Bitterhed. |
| SANDER | Men ogsaa uden egentlig Sødme, synes det. |
| MELITTA | (ser hen for sig). Fortiden stirrer paa os med et underlig glansløst Blik. |
| FRU PLUM | Ja, Maalet maa jo være at gribe Momentet og holds det fast. |
| SANDER | (peger paa Petersen). Maaske dog ikke særligt dette Moment. |
| BLOMQUIST | Melitta, kanske du är så snäll att presentera – |
| MELITTA | (vender sig fornærmet bort). |
| PLUM | Maa jeg – : Hr. Petersen – Husets Vært Operasanger Blomquist – |
| De giver hinanden Haanden | |
| BIRGITTE | (ler lystigt). Nej se de To, der konverserer! (til Hamann.) Jo, jeg indrømmer, den megen Lidenskab har ogsaa sin komiske Side. |
| HAMANN | Ikkesandt – set lidt paa Afstand. |
| PETERSEN | (forekommende til Blomquist). Jeg har hørt om Deres sjældne Talent – |
| BLOMQUIST | (forbindligt.) Okså i era sköna romanser har den vunnit pris, herr Petterson! Det är mig en glädje att få göra bekantskap med en så talangfull och angenäm kollega i konsten. |
| SANDER | (med en Bevægelse hen mod Melitta). Og i Ægteskabet! |
| De to Herrer trykke atter hinanden i Haanden. | |
| BIRGITTE | (til Hamann). For os To skal Ægteskabet blive noget andet! |
| TÆPPE |