Tro som Guld 1893

PERSONERNE:

DIREKTØR GRAAE FRU GRAAE
GYRITTA LÜTZAU, Fru Graaes Niece DAMER
JÆGERMESTER GRAAE DORIS GRAAE, Hans Datter
GODSEJER SØTOFT HERRER
FRU ROTHENBURG STUDENT SCHNEIDER
GREV MONTEFIORE Jægermesterens tre drenge
HR. VON HALLE KANDIDAT HAGEN
FREDERIKSEN, Tjener hos Graaes


4. AKT Samme Stue hos Graaes. Der er tændt Lamper. Fru Graaes sidder og broderer. Direktøren kommer ind fra højre.
1. SCENE Direktøren. Fru Graae. Senere Jægermesteren.
FRU GRAAE Er Du endelig der, Vilhelm.
DIREKTØR GRAAE Ja, undskyld, det var mig umuligt at naa hjem til Middag – jeg var til et Møde, der trak ud. Jeg haaber ikke, I har ventet?
FRU GRAAE Nej, vi har spist. Det blev til en temmelig uhyggelig Middag; Du kom ikke, Hagen ikke heller, og Mauritz blev i sit Værelse – han er syg.
DIREKTØR GRAAE Saa. Mon det ikke er Skulkesyge, han lider af. Har Fru Rothenburg været her?
FRU GRAAE Nej, men hun maa jo snart komme. Jeg haaber, Du følger med os til Koncerten?
DIREKTØR GRAAE Nej, desværre, jeg skal til en Generalforsamling. Jeg kom blot hjem for at se Posten.
FRU GRAAE (sukker)
Naa, saaledes.
Jægermesteren kommer ind fra Baggrunden og ser forsigtigt, om Nogen er i Stuen. Da han ser Direktøren og Fruen, vil han gaa igen.
DIREKTØR GRAAE (bliver ham vaer)
Ah, Maurirz, er Du der – kom kun nærmere.
FRU GRAAE Hvordan har Du det?
JÆGERMESTER GRAAE Aa, saa som saa.
DIREKTØR GRAAE (smiler)
Frisk Mod, min tapre Ven, der gives Øjeblikke, hvor man maa mande sig op.
FRU GRAAE Om lidt kan vi vente Fru Rothenburg; af det Møde, ved Du, at meget afhænger.
JÆGERMESTER GRAAE Det gør mig ondt, men det er mig umuligt i Øjeblikketat tale med Fru Rothenburg.
DIREKTØR GRAAE Hvorfor?
FRU GRAAE Du ser da ikke saa daarlig ud.
JÆGERMESTER GRAAE Jeg vil betro jer, at jeg er ikke meget syg, egentlig slet ikke.
DIREKTØR GRAAE Naa, Gudskelov.
JÆGERMESTER GRAAE Det er blot min forlorne Tand, der er gaaet i Stykker ved at bide i en forbandet haard Tvebak i Dag.
FRU GRAAE Gik Du da ikke til din Tandlæge?
JÆGERMESTER GRAAE Jo, sporenstregs. Han lovede at sende den om en Time, men endnu har jeg den ikke.
DIREKTØR GRAAE (ler)
Død og Pine.
FRU GRAAE Den kommer nok, men forresten gør det da ingenting.
JÆGERMESTER GRAAE Tilgiv, Amalie, der gives Øjeblikke, hvor man maa være paa Højde med Situationen, og det er man ikke, naar man læsper.
FRU GRAAE Men det gør Du ikke – det er ikke til at høre.
JÆGERMESTER GRAAE Saa er det da til at se.
DIREKTØR GRAAE Nej.
JÆGERMESTER GRAAE Og føle – for mig. I maa undskylde mig hos Fru Rothenburg og sige, at jeg er bleven syg.
DIREKTØR GRAAE (ler)
Anden Gang gaar det ikke at blive syg, min Brave.
FRU GRAAE Nej, kære Mauritz, for slig en Ubetydeligheds Skyld vilde det da være taabeligt at sætte din Lykke paa Spil.
(gaar hen til Entredøren)
Frederiksen.
(Tjeneren kommer ind)
Saa snart der fra Tandlæge Olsen kommer en – Genstand til Jægermesteren, saa bring ham den øjeblikkelig.
TJENER
FREDERIKSEN
Ja, Frue.
(han gaar igen)
DIREKTØR GRAAE Og jeg skal nok underholde Fru Rothenburg saa længe.
JÆGERMESTER GRAAE (slukøret)
Ja, mange Tak.
DIREKTØR GRAAE Men foreløbig maa Du undskylde mig – jeg skal ind og klæde mig lidt om.
Han gaar ud til venstre, idet han nikker venligt til Jægermesteren.
FRU GRAAE Jeg synes, det ringede – det er bestemt Fru Rothenburg. Du er nok saa god at tage imod hende og sige, at jeg kommer straks.
Hun gaar ud til venstre og nikker ligeledes til ham. Jægermesteren gaar hurtigt hen mod Baggrunden, stiller sig bag Forhænget og kiger ud.
TJENER
FREDERIKSEN
(melder)
Godsejer Søtoft.
Søtoft kommer ind fra Entreen. Jægermesteren kommer frem.

4. AKT
2. SCENE
Jægermesteren. Søtoft.
GODSEJER SØTOFT (ser sig om, idet han kommer ind)
Her er Ingen –
(ser Jægermesteren)
Naa – Goddag.
JÆGERMESTER GRAAE Er det Dig, Søtoft, velkommen, min brave Ven. Kom, lad os heller gaa ind i mit Værelse.
GODSEJER SØTOFT (misfornøjet)
Nej.
JÆGERMESTER GRAAE Jo –
GODSEJER SØTOFT Jeg gaar igen med det samme. Jeg kom blot for at sige Dig, at jeg er paa Vejen til Jernbanen. Jeg vil hjem.
JÆGERMESTER GRAAE Hvordan – nej, bedste Søtoft, kære Ven –
GODSEJER SØTOFT Jeg er ked af den Behandling. Ja, nu har jeg gaaet og brygget paa det i min Ensomhed, og nu er jeg lidt efter lidt blevet gal i Hovedet.
JÆGERMESTER GRAAE Vist ikke nej.
GODSEJER SØTOFT Jo, gu’ er jeg saa. Hils Frøken Doris og sig, at vil hun ikke have mig, saa kan hun lade være; nu rejser jeg min Vej – hjem, ja, og fejer det ud, alt det Kram, som jeg var begyndt at skrabe sammen til Ære for hende, baade Vinterhaven – ja, og de forgyldte Tapeter og de grønne Silkegardiner – ritsch ratsch – væk af Vejen – ud med det hele og med Tanken om hende og alle Fruentimmer til Hobe. Jeg har Chasseur, min Jagthund, den kan jeg forlade mig paa.
JÆGERMESTER GRAAE Tror Du ikke, at jeg selv dadler hende – strengt, men sød er hun jo, den lille Heks – det Smil, hun har –
GODSEJER SØTOFT (gnaven)
Ja, det klæder hende forsømt godt, det Smil.
JÆGERMESTER GRAAE Der ser Du. Trods alt er Du jo dog forelsket i hende.
GODSEJER SØTOFT Saa er det Pinedød under den stærkeste Protest af min sunde Sans.
JÆGERMESTER GRAAE Ja, men – i Grunden holder hun af Dig – jo, hun gør. Hun sagde selv i Dag, at det var allerbedst for Dig selv, om Du fik en Anden end hende.
GODSEJER SØTOFT (lidt formildet)
Sagde hun det?
JÆGERMESTER GRAAE Ja, hun ser godt sine Fejl. Og jeg ved jo, bedre end Nogen, at der midt i hendes Paafund og Luner er sande Guldkorn af trofast Ømhed.
GODSEJER SØTOFT Tror Du ikke, de er svære at faa fat paa.
JÆGERMESTER GRAAE Ikke, naar man kender hende som jeg – og Du. Tys, der tror jeg, hun kommer. Tal nu med hende – jo, Du maa. Lad mig blot forberede hende lidt. Gaa ind der i min Broders Værelse og vent, saa skal Du se, om lidt kommer hun ind til Dig.
GODSEJER SØTOFT Sig hende saa, at man er piskende gal, at man ikke kan modstaa hende, den kokette lille Tingest, men at jeg alligevel – nej, sig ikke noget, hun ved det forbandet godt selv.
JÆGERMESTER GRAAE Nej, Kære –
GODSEJER SØTOFT (vender sig i Døren)
Jo, gu’ gør hun saa.
Han gaar ud til højre, idet Doris kommer ind fra venstre. Hun er i Aftentoilette.

4. AKT
3. SCENE
Jægermesteren. Doris. Senere Gyritta.
DORIS Hvem talte Du med, Papa?
JÆGERMESTER GRAAE Jeg?
DORIS (peger paa Døren til højre)
Ja, hvem var det, som gik derind – var det Fru Rothenburg?
JÆGERMESTER GRAAE Nej.
DORIS Naa, hvordan gaar det –
(ler og klapper ham paa Kinden)
hvad, Hr. von der Tann.
JÆGERMESTER GRAAE (fornærmet)
Du ved godt, jeg har ellers fortræffelige Tænder.
DORIS Godt, saa siger vi – Hr. von der Zähne.
JÆGERMESTER GRAAE Ses det ellers videre, naar jeg trækker Læben ned – saadan?
DORIS Det klæder ikke saa ilde. Der er et eller andet Individ, Du ligner, jeg tror, det er en Karudse.
JÆGERMESTER GRAAE (strengt)
Doris –
DORIS Stakkels Du, som har maatet sidde ganske ene –
JÆGERMESTER GRAAE (sukker)
Ja, jeg har i min Ensomhed siddet og tænkt paa Dig og din Livsskæbne.
DORIS Det er kønt af Dig, men Du skulde undgaa at bruge saa vanskelige Ord som “Livsskæbne”, indtil Du faar din Tand.
JÆGERMESTER GRAAE Hør fornuftigt paa mig. Jeg har talt med Søtoft.
DORIS Hvis Du nu igen begynder at snakke om Søtoft, saa gaar jeg min Vej. Sig mig saa, hvem var det, der gik ind i Onkel Vilhelms Værelse?
JÆGERMESTER GRAAE (venligt)
Hvor skal Du hen – Du er saa fin.
DORIS Paa Koncert. Kan Du lide min Kjole?
JÆGERMESTER GRAAE Det ligger udenfor mit Gebet.
DORIS Ikke helt, for Du skal betale den.
JÆGERMESTER GRAAE Tak.
DORIS Hvem er saa derinde? Sig mig det.
JÆGERMESTER GRAAE Doris, Søtofts trofaste Følelser –
DORIS (interesseret) Det er Hagen.
JÆGERMESTER GRAAE Aldeles ikke.
DORIS (kigger i Nøglehullet)
Saa er det Hr. von Halle.
JÆGERMESTER GRAAE (med en pludselig Indskydelse)
Naa ja, naar du gætter det, saa –
DORIS Ja, det er ham, jeg kan se et Knæ af hans graa Benklæder.
(kommer tilbage)
JÆGERMESTER GRAAE Gaa selv derind, kære Barn.
DORIS Men sæt nu, at jeg kom ud derfra og fortalte Dig, at jeg var forlovet – hvad saa
JÆGERMESTER GRAAE (med Overbevisning)
Saa vilde jeg kun haave, Doris, at Du havde handlet til din egen Lykke.
DORIS (lægger Armen om hans Skulder)
Stakkels Papa, har Du helt opgivet Kampen?
Gyritta kommer ind fra venstre.
JÆGERMESTER GRAAE (ser hende)
Slip mig.
GYRITTA Ah, der er Jægermesteren – er De nu bedre?
JÆGERMESTER GRAAE (vil gaa)
Aa – tak –
GYRITTA Flygter De for mig?
JÆGERMESTER GRAAE (trækker Læben ned)
Paa ingen Maade, jeg –
DORIS Ja, Papa generer sig, fordi hans Læbe er lidt ophovnet, men det lægger Du ikke Vægt paa, vel Gyritta?
GYRITTA Nej, hvorfor skulde jeg det.
TJENER
FREDERIKSEN
(kommer ind)
En Pakke fra Tandlæge Olsen.
JÆGERMESTER GRAAE (hurtigt)
Lad mig se –
DORIS Tak, Fredriksen, den er til mig.
TJENER
FREDERIKSEN
(giver hende den)
Vær saa artig, Frøken.
Han gaar ud.
DORIS (drillende)
Det er den Tandpasta, Papa, som jeg har bedt ham sende mig.
(putter den i lommen)
Men sæt Dig dog ned, Gyritta.
GYRITTA Jeg skulde ud og hente Avisen til Tante Amalie.
DORIS Jeg skal bringe hende den, hvis Du vil blive hos Papa og opmuntre ham.
Hun gaar ud i Entreen, kommer straks efter tilbage med Avisen og gaar med den gennem Stuen ud til venstre, idet hun skotter til dem med et lille Smil.