Tro som Guld 1893

PERSONERNE:

DIREKTØR GRAAE FRU GRAAE
GYRITTA LÜTZAU, Fru Graaes Niece DAMER
JÆGERMESTER GRAAE DORIS GRAAE, Hans Datter
GODSEJER SØTOFT HERRER
FRU ROTHENBURG STUDENT SCHNEIDER
GREV MONTEFIORE Jægermesterens tre drenge
HR. VON HALLE KANDIDAT HAGEN
FREDERIKSEN, Tjener hos Graaes


4. AKT
4. SCENE
Jægermesteren. Gyritta. Tilsidst Doris.
GYRITTA Det er kedeligt, De ikke er rask, kære Jægermester. Er det Tandpine, De lider af?
JÆGERMESTER GRAAE (usikker)
Paa en Maade kan man vel nok sige, det er Tandpine.
GYRITTA Maaske en Byld.
JÆGERMESTER GRAAE (forlegen)
Det er noget – paa Indersiden –
GYRITTA Hvad gør De ved det?
JÆGERMESTER GRAAE Jeg havde tænkt – maaske en Krydderpose.
GYRITTA Eller et Vandomslag. Maa jeg have Lov at se?
JÆGERMESTER GRAAE (trækker sig hurtigt tilbage)
Nej, paa ingen Maade.
GYRITTA Jeg beder undskylde.
JÆGERMESTER GRAAE (nærmer sig igen)
De maa ikke tro, Frøken Gyritta, at jeg ikke paaskønner Deres Deltagelse.
GYRITTA (ler)
Da maa jeg sige, De ser ud, som De kun tænkte paa at slippe fra mig.
JÆGERMESTER GRAAE Nej, hvor kan De tro – naa, lad saa det hele briste eller bære – lad mig sige Dem – at jeg
(ser til Entredøren)
ja, Frøken Gyritta, den Interesse, der vises mig af Dem, kun den giver for mig Livet – om jeg saa maa sige – Buket, og hvis jeg turde tro –
GYRITTA Kære Hr. Jægermester, lad os tale aabent med hinanden. Hvordan det saa end gaar, kan vi To ikke blive andet end Venner for hinanden.
JÆGERMESTER GRAAE Venner – ikke andet. Men tror De ikke, at senere hen – Tiden, den –
GYRITTA Tiden vil ikke forandre min Tanke.
(rækker ham Haanden)
Tak for Deres Hengivenhed og Tillid. Vær forvisset om, at jeg sætter Pris derpaa.
DORIS (kommer ind fra venstre)
Nu har jeg bragt Avisen. Papa, se her, jeg kom i Tanker om – Tandlægen sagde, at Pastaen ogsaa var et ufejlbarligt Middel mod Tandpine.
JÆGERMESTER GRAAE Saa.
DORIS (giver ham Pakken)
Du skal se, den hjælper nok.
JÆGERMESTER GRAAE Jeg skal forsøge – Frøken Gyritta – De undskylder –
Han hilser og gaar ud i Baggrunden.
GYRITTA Du er virkelig meget uarti mod din Fader, Doris.
DORIS Lad Du os om det, kære Gyritta. Jeg tror, jeg holder af min Fader, saa jeg kan forsvare det, men Hver har jo sin Maade at være paa.
GYRITTA Saa finder jeg det heldigt, at din Maade ikke er ganske almindelig.
Hun gaar ud i Spisestuen, hvor man under følgende Sceneser hende sysle med Ryggen til Tilskuerne. Doris gaar henimod Døren til højre, men stanser.
DORIS (alene)
Der kommer Nogen.
TJENER
FREDERIKSEN
(melder)
Kandidat Hagen.
Hagen kommer ind fra Entreen.

4. AKT
5. SCENE
Doris. Hagen. Tilsidst Gyritta
DORIS Er De der, Hagen – endelig. Hvorfor kom De ikke til Middag?
KANDIDAT HAGEN Jeg kunde ikke naa det og kommer nu for at gøre min Undskyldning.
DORIS Jeg ventede det nok. Sæt Dem ned.
KANDIDAT HAGEN (sætter sig)
Tak – et Øjeblik. Jeg er lidt optaget.
DORIS I Dameselskab har man ikke Lov at være optaget.
KANDIDAT HAGEN Jo, af Damen.
DORIS Det er en anden Sag. Synes De ikke, der er noget tiltrækkende ved at sidde og tale sammen, To alene, i et roligt Lampelys. De giver saa mange Tanker.
KANDIDAT HAGEN Jeg troede ikke, De var særlig tankefuld.
DORIS Jo, i Grunden er jeg ikke det Sommerfuglevæsen, som De maaske har trot. Derfor vilde jeg netop saa gærne tale med Dem – jeg vilde blot sige Dem, at – ja, det maa have forundret Dem, da min Fader sagde Dem, at jeg var forlovet.
KANDIDAT HAGEN Med et Ydre som Deres kan det da umuligt forundre Nogen.
DORIS (ser paa ham)
Heller ikke Dem.
KANDIDAT HAGEN Hr. Søtofts Tilsynekomst var ganske vist lidt uventet.
DORIS Ser De, min Fader, han – ja – der er jo noget underligt i, at Forældre næsten altid sætter det materielle Hensyn højst. Synes De, at man har Lov til det.
KANDIDAT HAGEN Et Fornuftsparti tiltrækker altsaa ikke Dem?
DORIS Nej, ikke naar – ja, det vil sige, jeg synes nok, at Rigdom maa være et Surrogat, en Trøst for meget. Den er det næstbedste, naar man ikke kan faa det bedste.
KANDIDAT HAGEN Og hvad er det bedste?
DORIS Det siger man jo, at Kærlighed er – ikke?
(efter et Ophold)
Nu ses vi vel ikke mere?
KANDIDAT HAGEN Formodentlig ikke.
DORIS Men De er vist af dem, der ikke slipper Minderne; jeg har altid tænkt mig, at De gemmer paa meget og har lidt svært ved at faa det frem, ikke?
KANDIDAT HAGEN Jo desværre, jeg bærer mig vist ofte dumt ad.
DORIS Nej, det er i de Mennesker, at der bor allemest. Ja, det forstaar jeg – paa Bunden er jeg ligedan.
KANDIDAT HAGEN (smiler)
Saa maa der være langt til Bunden.
DORIS (betonet)
Man maa søge at finde den.
Gyritta kommer ind fra Spisestuen og stanser overrasket ved at se dem sidde sammen.
GYRITTA (vil gaa igen)
Undskyld.
KANDIDAT HAGEN (rejser sig bevæget)
Gyritta, nej – gaa ikke.
DORIS (for sig selv, idet hun ser paa dem)
Naa saadan – altsaa dog.
(staar et øjeblik i Kamp med sig selv og gør saa et Kast med Hovedet)
Naa, ja, ja.
(højt idet hun vender sig)
Nej, Gyritta, Du maa blive og sige Farvel til Hagen.
KANDIDAT HAGEN Aa ja –
DORIS (drager hende nærmere)
Vist saa, det er derfor, han er kommen. Du maa vide, vi har siddet sammen her, vi To og talt om Dig.
GYRITTA Saa –
KANDIDAT HAGEN Hvordan –
DORIS Der er jo noget, man forstaar og føler, uden at man behøver Ord. Kære Hagen og Du Gyritta, elsk hinanden og bliv lykkelige.
(til Gyritta)
Jeg er vist ikke selv skabt for den store Kærlighed, dertil er jeg for ømtaalig og sart; det vilde være for stærk en Lykke eller ogsaa for stor en Lidelse – jo, jeg føler, den vilde dræbe mig; men at se Andres Kærlighed og at gøre, hvad jeg formaar for at nærme to Hjerter til hinanden, det er det yndigste, jeg ved. Saa, tal nu sammen – jeg gaar – I savner mig vist ikke.
Hun nikker til dem og gaar hen til Døren til højre. Idet hun aabner den, standser hun overrasket, vakler et Øjeblik og gaar saa med en rask Beslutning ud ad Døren.

4. AKT
6. SCENE
Hagen. Gyritta. Senere Jægermesteren.
KANDIDAT HAGEN Aa nej, Gyritta, bliv. Har De da ikke mærket, hvor jeg har gaaet her og tosset hele Dagen blot for at faa Dem i Tale? Hvor kunde De tro, at jeg foretrak Doris for Dem. Det havde jeg ikke fortjent.
GYRITTA Jo, lidt. De har vist hende vel megen Opmærksomhed.
KANDIDAT HAGEN Frøken Doris er en af de unge Damer, hvis Væsen og Ord man ikke tager for Alvor – det gør hun vist mindst af Alle selv, lader det til. De De, Gyritta, De betyder paa engang Livets Alvor og Livets Glæde for mig.
GYRITTA Er det sandt?
KANDIDAT HAGEN De maa dog have vist, hvor jeg har Dem kær – jeg kan ikke forstaa, ikke forklare, hvorfor De er helt anderledes for mig end alle Andre. Jeg ved blot, at Kærligheden er der, og den slipper mig aldrig.
GYRITTA Deres Ord gør mig meget lykkelig, endnu mere, fordi jeg var lidt vred paa Dem – ja, lidt. Hvorfor lod De mig i Uvished – hvorfor sagde De mig ikke dette før?
KANDIDAT HAGEN Fordi jeg vilde være sikker paa Dem, før jeg taltem jeg syntes ikke, jeg havde Lov at binde Dem, men hvis De vil vente paa mig, som jeg vil vente paa Dem, saa skal intet skille os ad, naar jeg ad Aare kommer hjem. Kom, lad os tale om det altsammen, kære elskede Gyritta –
De gaar hen til en lille Sofa i Baggrunden, halvt skjult af en Skærm, og tage Plads, fuldstændig optagne af hinanden. Straks efter kommer Jægermesteren ind fra Baggrunden, og gaar helt ind i Stuen uden at blive dem vaer. Da han vender sig og ser dem, gør han en overrasket Bevægelse og lister sig hen til Døren til højre, men betænker sig, da han husker paa Doris og Søtoft; vil saa gaa tilbage samme Vej, hvorfra han kom, men stanser forlegen og tager Plads i Forgrunden, idet han diskret tager en Bog. Da han hører Lyden af et Kys, tror han at burde rømme sig. De To farer forskrækket op.
JÆGERMESTER GRAAE Jeg beder meget undskylde, at jeg forstyrrer –
KANDIDAT HAGEN (forlegen)
Jeg beder – jeg vilde netop tage Afsked –
GYRITTA Uden at gaa ind til de Andre?
KANDIDAT HAGEN Det vil jeg helst.
(rækker Jægermesteren Haanden halvt leende, halvt flov)
Ja, nu er vi uforvarende blevne tre om vor Hemmelighed, Hr. Jægermester. Jeg beder Dem bevare den for os – levvel.
Han kysser Gyrittas Haand og gaar ud i Entreen.

4. AKT
7. SCENE
Gyritta. Jægermesteren. Straks efter Direktøren.
JÆGERMESTER GRAAE Jeg vidste jo ikke – kunde ikke ane – hm
(konserverende)
Det er virkelig trukket sammen – Skyerne – jeg mener – udenfor.
GYRITTA Saa –
Direktøren kommer ind fra venstre.
DIREKTØR GRAAE Ah, jeg troede, det var Fru Rothenburg.
JÆGERMESTER GRAAE Nej –
DIREKTØR GRAAE Og saa er det med Dem, Frøken Gyritta, at jeg træffer min Broder i Tête-á-tête –
GYRITTA (adspredt)
Hvordan – nej, ganske vist – Tante Amalie spurgte hun ikke efter mig – undskyld.
Hun gaar hurtigt ud til venstre.
DIREKTØR GRAAE (ser efter hende)
Tør jeg spørge, er det Dig, der har bragt hende i den Bevægelse?
JÆGERMESTER GRAAE Det tør jeg maaske ikke paastaa – ikke ubetinget.
DIREKTØR GRAAE Nej, jeg vil ikke sige, Du ser ud til det. Naa, gamle Kamerat – op Dig nu. Husk, Du gaar og venter paa Lykken.
JÆGERMESTER GRAAE (sukker)
Vilhelm, kom, jeg har tilgivet Dig – jeg har glemt dine krænkende Ord i Dag. Ræk mig din Haand.
DIREKTØR GRAAE Vær saa god, her er den, men jeg vil side Dig, jeg betaler ikke.
JÆGERMESTER GRAAE Benyt dog ikke saadanne ukærlige Udtryk. Jeg tænkte i dette Øjeblik kun paa Forsoning, skønt jeg har svært ved at forstaa sit Sindelag.
(med Venlighed)
Naa, lige meget, jeg er jo kommen ud over at betragte Dig som min Tilflugt og min Støtte. Jeg har maaske været for let, men jeg staar nu med en bitter Erfaring, berøvet alle Drømme. Jeg er beredt til at tage Livets Kaar som en Mand – resigneret og pligtopfyldet, Men derfor behøver vi da ikke at slippe de gamle Minder og den fælles Fortid.
DIREKTØR GRAAE Nej, Kære, men lad os helst tænke paa Fremtiden. Takket være hende, Du venter, viser den sig jo nu rig og haabefuld for dine Blikke.
TJENER
FREDERIKSEN
(melder)
Fru Rothenburg.
DIREKTØR GRAAE Ah, saa trækker jeg mig tilbage til et Glas Sodavand og overlader Kamppladsen til Dig, jeg ønsker Dig det bedste Held og – (hvisker) God Fornøjelse.
Han gaar hurtigt ud i Baggrunden. idet Fru Rothenburg kommer ind fra Entreen.
JÆGERMESTER GRAAE (for sig selv)
Naa. Terningen er kastet.