Tro som Guld 1893

PERSONERNE:

DIREKTØR GRAAE FRU GRAAE
GYRITTA LÜTZAU, Fru Graaes Niece DAMER
JÆGERMESTER GRAAE DORIS GRAAE, Hans Datter
GODSEJER SØTOFT HERRER
FRU ROTHENBURG STUDENT SCHNEIDER
GREV MONTEFIORE Jægermesterens tre drenge
HR. VON HALLE KANDIDAT HAGEN
FREDERIKSEN, Tjener hos Graaes


4. AKT
8. SCENE
Jægermesteren. Fru Rothenburg.
JÆGERMESTER GRAAE (gaar hende i Møde)
Godaften, Kære Frue.
FRU ROTHENBURG (venligt) Ah, er det Dem, jeg træffer, Hr. Jegermester. Er Fru Graae ikke visibel?
JÆGERMESTER GRAAE Hun kommer vist lige straks, men jeg er glad, at jeg faar Lejlighed til at tale lidt med Dem – alene.
FRU ROTHENBURG Jeg er ganske til Deres Disposition.
JÆGERMESTER GRAAE Jeg beder Dem – tag Plads.
(kommer til at støde lidt til hende)
Ah – unschuld-
Fru Graae kommer ind fra venstre men trækker sig forsigtig tilbage uden at blive set.
JÆGERMESTER GRAAE (elskværdig)
Fru Rothenburg, hvis jeg læser ret i Deres Ansigt, er De ikke mere vred paa mig, vel?
FRU ROTHENBURG Ach nej, bedste Hr. Jegermester, aldeles ikke – gar nicht.
JÆGERMESTER GRAAE Tak, De ved ikke, hvor jeg har været nedstemt ved Tanken om, at De var fortørnet. Jeg troede ikke, at De vilde dømme saa forsonligt, saa – saa ædelt – jeg mener, jeg turde næppe haabe –
FRU ROTHENBURG Ach, jeg tør vist ikke rose mig af at være edel. Det er jo ikke saa vanskeligt at være forsonlig, naar man ser, at Skæbnen saa gunstigt har ledet Ens Schritt til det bedste.
JÆGERMESTER GRAAE Tak, Karoline, fordi De tænker saa smukt om mig.
FRU ROTHENBURG Forstaa mig ret, Hr. Jegermester, jeg betragter det som et heldigt Træf, at Deres Optreten i Dag har givet mig Lejlighed til at tænke over Sagen, før det hele var arrangeret.
JÆGERMESTER GRAAE (studser)
Hvordan –
FRU ROTHENBURG (venlig men bestemt)
Jeg har betænkt mig – ja, ich habe mich bedacht.
JÆGERMESTER GRAAE Jeg skal da ikke forudsætte, at – at det Baand, der var Tale om – om at knytte, ja, jeg mener – at det er forbi?
FRU ROTHENBURG Ser De, Hr. Jegermester, da Deres Ivrighed i Dag ikke var just – kolosal, saa var det min Agt, som det mest diskrete, at lade Sagen dø hen – jeg streber nemlig immer at være delikat.
JÆGERMESTER GRAAE Særdeles kønt –
FRU ROTHENBURG Men siden De nu selv forlanger en Erklärung, saa vil jeg tale ehrligt. Da jeg i Mittags kom hjem, forefandt jeg en Billet fra min Sachfører, som havde været saa forsigtig i min Interesse at indhente nærmere Oplysninger om Deres pekuniære Status. Han er nemlig en overordentlig habil Mand – ganz famos –
JÆGERMESTER GRAAE Ja saa – hm –
FRU ROTHENBURG Og det Indblik, han har faaet i Deres Affærer, har konstateret, at de er saa grundig verwickelte, at en uigenkaldelig Forbindelse kun kunde blive uheldig for os begge.
JÆGERMESTER GRAAE Ikke for mig – jeg forsikrer Dem –
FRU ROTHENBURG Saa maaske des mere for mig. Jeg kan kun beklage, at vor Tod er bleven optaget af Diskussioner, der ikke har ført til noget gunstigt Resultat,
(venlig) men nu kan jo hele Resten besørges af min Sachfører.
JÆGERMESTER GRAAE Ja, selvfølgelig – det vil sige, uheldigvis, saa –
FRU ROTHENBURG Han kommer til Dem her i Morgen Kl. 10 for at træffe alle Dispositioner angaaende vore Forretninger. De vil finde ham overordentlig puncktlich og bestimmt.
JÆGERMESTER GRAAE Saa, sa –
FRU ROTHENBURG (forekommende)
I Fald det er Dem mere belejligt, kan han ochsaa vente til Übermorgen.
JÆGERMESTER GRAAE (tørrer Panden)
Hvad Belejligheden angaar, kommer det ganske ud paa eet.
FRU ROTHENBURG Det gleder mig. Ja, kære Hr. Jegermester, vil vi immer vedblive at være Venner – nicht wahr?
JÆGERMESTER GRAAE Venner – naa ja – ogsaa vi.
FRU ROTHENBURG (trykker hans Haand)
Ach ja, hvad var vort Liv uden Venner. Hvad var vor arme Existents uden Erkendtlighed – ja, ohne Erinnerungen, ohne Gefühl.
(rørt)
Jeg siger med vor store Dichter: “Was ist das Leben – ein Traum”.
JÆGERMESTER GRAAE Tror De – ogsaa for Deres Sagfører?
FRU ROTHENBURG (venlig)
Det er jo was anders. Vil De maaske være saa venlig at kalde paa Fru Graae?
JÆGERMESTER GRAAE Jo. Hvis Fruen vil gaa derind, træffer De foreløbig min Broder.
FRU ROTHENBURG Ah – tak.
Hun gaar ind i Spisestuen fulgt til Døraabningen af Jægermesteren.
JÆGERMESTER GRAAE (højt)
Er Du der, Vilhelm –
Man ser Direktøren komme Fru Tothenburg i Møde og derefter forsvinde med hende.
JÆGERMESTER GRAAE (gaar hen mod Døren til venstre)
Hvad nu.
(kalder ud)
Amalie.
Fru Graae kommer ind fra venstre.

4. AKT
9. SCENE
Jægermesteren. Fru Graae.
FRU GRAAE (ivrig)
Er Du alene, Mauritz, hvor er Fru Rothenburg – Du har talt med hende – kan jeg ønske Dig til Lykke?
JÆGERMESTER GRAAE Hvorledes – nej, ikke just – ganske – jeg mener – ikke fra dit Synspunkt.
FRU GRAAE (studser)
Men jeg troede, alt var i den bedste Gænge. Bliver det ikke til noget?
JÆGERMESTER GRAAE Jo, med hendes “sachfører”.
FRU GRAAE Kære Mauritz, jeg frygter, Du har handlet uforstandigt – ja, uforsvarligt ved at trække Dig tilbage fra et saafordelagtig Parti.
JÆGERMESTER GRAAE (sukker)
Man er jo ikke altid Herre over Forholdene.
FRU GRAAE Hvorfor blev det ikke til noget? Du tier – der maa jo være en Grund.
JÆGERMESTER GRAAE (søgende)
Ja, Grunden, den – ser Du
(faar en Ide)
udfrit mig ikke, Kære.
(diskret)
Jeg forstod, at hendes Hjerte, det – kort sagt, der er en anden Følelse, som hindrer hende.
FRU GRAAE (studser)
En anden Følelse – hvilken? Hvor er hun henne?
JÆGERMESTER GRAAE (peger bagud)
Der inde.
FRU GRAAE Alene?
JÆGERMESTER GRAAE Nej, sammen med Vilhelm.
FRU GRAAE Ja saa. Gentag, hvad hun sagde. Jeg vil høre det.
JÆGERMESTER GRAAE (forbeholden)
Kære Amalie, Du indser, der er Øjeblikke, hvor Ens Mund maa være lukket. Naar det gælder en Dame – den Slags delikate Anliggender – enfin –
FRU GRAAE Ved Du da, i hvem hun er forelsket?
JÆGERMESTER GRAAE Nej, hvor skulde jeg ane –
FRU GRAAE Hvorfor er hun bestandig kommen anstigende. Hør nu, hendes Kort med det aftalte Møde?
JÆGERMESTER GRAAE Det var mit, Amalie.
FRU GRAAE (mistænksom)
Men Diamantringen da?
JÆGERMESTER GRAAE Det var ogsaa min.
(indtrængende)
Du maa tro mig – det var min.
FRU GRAAE Du staar jo og lyver. Jeg ser det paa dig.
JÆGERMESTER GRAAE (usikker)
Jeg forsikrer Dig, hvis Nogen har Skyld, saa er det mig. Selv om Vilhelm har sine Svagheder, selv om han kæmper lidt med sit Hjerte –
FRU GRAAE Hvadbehager?
JÆGERMESTER GRAAE Jeg mener, selv om han ikke kæmper med det – ikke tilstrækkeligt, saa nærer han sandelig den dybeste Agtelse for sin Hustru.
FRU GRAAE Tak, Agtelse den faar jeg nok af, og den skal jeg idetmindste vide at hævde. Ja, Du dækker saa godt Du kan – Ubetydelighed – svagt Hjerte – ikkesandt –
JÆGERMESTER GRAAE Kære Amalie, det kunde da ikke falde mig ind at kalde Vilhelm for en Ubetydelighed.
FRU GRAAE Ah, der slap hans Navn ud – omsider. Lad os saa gaa derind.
JÆGERMESTER GRAAE (ængstelig)
Jeg beder Dig indstændigt om ikke med et Ord antyde –
FRU GRAAE (gaar henimod Døren)
Lad Du mig om det.
Direktøren og Fru Rothenburg kommer ind fra Baggrunden.